US Navy ADS 2000 Diving Suit

1997: ADS 2000 (Dräger Newt Suit Version II), blev udviklet i samarbejde med OceanWorks International Corporation og US Navy. At navngivningen af den nye dykkerdragt indeholder nummeret 2000 har ikke noget med årstallet 2000 at gøre, men derimod den fænomenale dykkedybde på 2000 fod (svarende til 610 meter), som dykkerdragten kan operere ned til.

Firmaet OceanWorks International Incorporated havde vundet kontrakten med The Naval Sea System Command (NAVSEA) i US Navy i konkurrance med firmaet Oceaneering International Incorporated (OII). Årsagen var sandsynligvis, at Oceaneering havde satset på videreudvikling af den britiske JIM, og at OceanWorks havde satset på den bedre og mere fremtidssikrede Dräger Newt Suit.

Jeg kan ikke afvise, at min anbefaling af tyskernes Drägers Newt Suit frem for britternes JIM på konferencen i Perth i Australien i 1989, hvor også repræsentanter for US Navy deltog, har haft indflydelse på NAVSEA's beslutning om at give kontrakten for bygningen af fremtidens redningssystemer for forulykkede ubåde til OceanWorks frem for til Oceaneering. Det håber jeg ikke er tilfældet selvom, at når vi udelukkende ser på ADS, så er den tyske løsning bedre end den brittiske.

ADS 2000 Diving Suit er en videreudvikling af Dräger Newt Suit Version I for at opfylde US Navy's nye krav om en dykkedybde ned til 2000 fod (610 meter).

Årsagen til den ønskede dykkedybde er det faktum, at de aktuelle militære atomundervandsbåde i US-Navy ikke kunne tåle større dybde end 610 meter uden at knuses pga. vandtrykket. Det betyder, at mandskab ombord på ubåde, som er sunket på dybere vand end 610 meter ikke vil blive forsøgt reddet, da man må antage, at mandskabet er omkommet.

Omvendt, så er det netop tanken at kunne redde alt mandskab, som er fanget i sunkne ubåde på lavere dybde end 610 meter, og det er som assistance til løsning af den bjergningsopgave, at ADS 2000 Diving Suit skal bruges.

ADS 2000 Diving Suit giver forøget dybdekapacitet til US Navy's Submarine Rescue Program. Dragten er fremstillet af smedet T6061 aluminiumslegering, og den har et avanceret design baseret på Newt Suit leddene.

Dragten er i stand til at operere helt ned til 610 meters havdybde på en normal mission i op til seks timer, det har et selvstændigt automatisk livsunderstøttelsessystem. Derudover har dragten et integreret dobbelt thruster-system, som gør det muligt for piloten at bevæge sig let og frit under vandet - lige som en astronaut ude i verdensrummet.

2006: ADS 2000 blev fuldt operationelt og attesteret af US Navy under en dybdedykning ud for det sydlige Californien. Udstyret med en ADS 2000, opnåede Chief Navy Diver, Daniel Jackson, en ny rekord den 1. august 2006. Han udførte en vellykket dykkeroperation ned til 610 meters dybde.

2011: Det nuværende amerikanske flådeprogram har fire ADS 2000 dragter og tre selvstændige søsætnings- og bjærgningssystemer. Systemerne er designet til at blive fløjet til et redningssted overalt i verden på forskellige militære og kommercielle fly.

US Navy's Submarine Rescue Program

Allerede i slutningen af 1960'erne begyndte US-Navy at udvikle et standardiseret program for redning af besætninger på forudlykkede ubåde. Man indså, at det kun var et spørgsmål om tid, før en af de ellers avancerede nye atomundervandsbåde ville forulykke. For at se et eksempel på, hvor hurtigt et "simpelt" uheld kan få en amerikansk atomubåd til at synke mod bunden, så kan man se et eksempel i filmen "Ice Station Zebra" fra 1968. Du kan se min anmeldelse af denne film her:

http://www.genart.eu/ice/ice.html

USA's redningsubåde fra 1970:

DSRV-1 "Mystic" er en "Deepwater Submergence Rescue Vehicle" som kunne gå ned til 1.500 meters dybde og koble sig på den sunkne ubåds nødluge. Den havde en besætning på fire personer og plads til 24 passagerer.

Billedet ovenfor viser Mystic blive kørt ombord på en af de russiske Antonov An-124 fragtfly.

Billedet ovenfor viser Mystic sammenkoblet med en Los Angeles klasse undervandsbåd under en øvelse.

Mystic blev leveret af Lockheed Missiles and Space Company, Sunnyvale, California til US Navy den 24. januar 1970. Det var meningen, at den skulle være blevet udfaset i år 2006, men pga. forsinkelse i leverancen af et nyt system, så blev Mystic først taget ud af tjeneste den 1. oktober 2008.

DSRV-2 "Avalon" er den anden redningsubåd og søsterfartøj til Mystic, som Lockheed Missiles and Space Company, Sunnyvale, California fremstillede til US Navy.

Avalon blev indsat i tjeneste i 1971 og blev udfaset af programmet som planlagt i år 2000. Herefter havde US-Navy kun Mystic tilbage som dybtvands-redningsfartøj til ubåde, og denne skulle virke frem til år 2006, hvor det nye redningsudstyr SRDRS skulle tage over. På grund af forsinkelser i leveringen af det afløsende udstyr, så måtte US-Navy fortsætte beredskabet under anvendelse af Mystic helt frem til den 1. oktober 2008. Først derefter kunne Mystic komme på et velfortjent museum.

USA's nye redningsubåde anno 2000

Den atomdrevne russiske ubåd Kursk's Tragedie

Den 12. august 2000 sank den russiske Oscar II-klasse ubåd "Kursk" i Barentshavet på 108 meters vand efter en eksplosion. Barentshavet ligger helt oppe nord for Nordnorge og Finland. Russernes vigtige nordlige flådehavn Murmansk ligger også ved Barentshavet, som mod nord begrænses af Svalbard-øerne.

Undersøgelsen viste efterfølgende, at en lækage af brintperoxid i en torpedo førte til eksplosion af torpedoens brændstof, der forårsagede, at ubådens forreste torpedorum hurtigt blev vandfyldt. Dette forårsagede, at den kæmpemæssige ubåd sank nedad mod bunden med næsen nedad. Som en pil sank ubåden ukontrollabelt lodret nedad, og den ramte brat bunden, som igen udløste detonation af yderligere torpedosprænghoveder cirka to minutter senere. Denne anden eksplosion svarende til omkring 2-3 tons TNT, stort nok til at blive registreret på seismografer over hele Nordeuropa.

23 mænd, der befandt sig i det sjette af ubådens i alt ni sektioner, overlevede de to eksplosioner. De samledes i det niende rum (længst agter), som indeholdt den sekundære flugtvej (den primære luge var blevet ødelagt ved eksplosionen). Kaptajnløjtnant Dmitri Kolesnikov (en af ​​de tre overlevende officerer) overtog ansvaret, og skrev navnene op på dem, der var samlet i den niende sektion.

Mange superoxid kemiske patroner, der anvendes til at absorbere kuldioxid og give ilt i en nødsituation, var blevet taget i anvendelse, hvilket tyder på at besætningen overlevede i flere dage. Intet tyder på, at besætningen forsøgte at sluse sig selv ud af ubåden og svømme op til overfladen.

Ironisk nok, så syntes patronerne at have været den endelige dødsårsag: En patron synes at være kommet i kontakt med fedtet havvand, hvilket medfører en kemisk reaktion, som udløser en brand. Den officielle undersøgelse af katastrofen viste, at nogle mænd overlevede denne ild i den niende sektion ved at kaste sig under det vand, som var trængt ind i ubåden (brandmærker på skotter angiver, at vandet var på højde med taljen på et menneske på dette tidspunkt). Problemet var dog, at ilden hurtigt havde opbrugt den eventuelle resterende ilt i luften, og dermed forårsaget død ved kvælning for besætningen.

Ubåden blev fundet i en oprejst position, med næsen - eller resterne af den - pløjet omkring 2 meter dybt ned i leret havbund i en dybde på 108 meter. Periskopet var rejst, hvilket indikerer, at ulykken startede, mens ubåden havde sejlet tæt under overfladen, da den første eksplosion indtraf.

Russerne havde ikke selv noget ubådsredningsudstyr. Dette skyldes muligvis den russiske flådes selvsikkerhed. Parolen var, at en russisk ubåd er usynkelig, og at det derfor ikke er nødvendigt med noget redningsudstyr. Tilsvarende er det muligvis også tilfældet, at besætningen slet ikke var trænet i at håndtere nødsituationer.

De Forenede Stater tilbød straks Rusland brug af en af ​​sine to Deepwater Submergence Rescue Vehicles, nemlig DSRV Mystic, som stadigvæk - på trods af fartøjets alder - var operationel på tidspunktet i år 2000. Men, dette tilbud blev afvist af den russiske regering.

Først fire dage efter ulykken, den 16. august 2000, accepterede den russiske regering, at den norske regerings tilbud om bistand skulle bruges. Dykkerskibet Seaway Condor fra firmaet Stolt Comex Seaway (SCS) blev i hast mobiliseret til opgaven og afsendt fra Norge den 17. august 2000 og nåede frem til stedet den 19. august 2000. Norske mætningsdykkere nåede ned til lugen ind til den niende sektion på ubåden, søndag den 20. august 2000. De var i stand til at fastslå ved hjælp af ultralydsscannere, at rummet var blevet oversvømmet, og at alt håb om at finde overlevende var gået tabt. Det var for sent.

 
På trods af redningsforsøget af det norske hold, som var blevet stærkt forsinkede på grund af, at russerne nægtede dem adgang i starten, så døde alle 118 søfolk og officerer ombord på Kursk. Det næste år 2001 bjærgede et hollandsk firma vraget, og alle de døde besætningsmedlemmer blev efterfølgende bjærget og begravet i Rusland.

Ingen eksisterende løsninger kunne havde reddet russerne

Russerne afviste brugen af USA's Deepwater Submergence Rescue Vehicle "Mystic". Men, selvom denne bemandede redningsubåd skulle havde været indsat i redningsforsøget, så ville dette fartøj ikke kunne koble sig på den russiske ubåds nødluge. DSRV Mystic kræver nemlig, at den forudlykkede ubåd ligger fladt på maven på havbunden således, at lugen kan tilgås fra oven. I det aktuelle tilfælde fandt man senere ud af, at den russiske ubåd stod på hovedet ned i havbunden således, at nødlugen kun ville kunne tilgås fra siden.

Da Stolt Comex Seaway's to mætningsdykkere, som dykkede ud fra en dykkerklokke, endelig nåede ned til ubåden, så havde de ikke noget redningsfartøj med sig, som de eventuelt ville kunne koble til den russiske ubåds nødluge. Det eneste, som de eventuelt ville kunne have gjort, hvis besætningsmedlemmerne i ubåden stadigvæk levede, var at åbne lugen og trække eet medlem ud af ubåden ad gangen, gennem vandet, og ind i dykkerklokken gennem bundlugen.

Så snart besætningsmedlemmerne var kommet ind i dykkerklokkens gasmiljø, så ville de have en chance. Når klokkens sparsomme plads for de to mætningsdykkere, klokkens standby-dykker, og måske tre til fire besætningsmedlemmer, var opbrugt, så skulle bundlugen lukkes og klokken hejses op. På overfladen ville klokken blive koblet på et habitat ombord på dykkerskibet og besætningsmedlemmerne ført over i sikkerhed, hvorfra de ville kunne dekomprimeres og behandles. Klokken ville derefter hejses ned efter næste hold. Denne turn-around ville på den aktuelle dybde kunne klares på omkring 1,5 time.

Det Danske Ubådsredningssystem

Det Danske Søværn er i besiddelse af det lille dykkerskib Y307 "Læsø", som bl.a. bruges ved uddannelse af dykkere på Søværnets Dykkerskole på Holmen i København. Dykkerskibet fungerede også som ubådsredningsskib frem til det tidspunkt, hvor Danmark udfasede alle dets militære ubåde. Den sidste aktive danske ubåd "Sælen" blev trukket ud af aktiv tjeneste i 2004. Dykkerskibet havde to kraftige luftslanger, hver på 80 meters længde, som kunne kobles på en sunken ubåd, hvorigennem der kunne pumpes luft ned i ubåden.

Mandskabet på de danske ubåde var trænede i via slusen i ubåden (2 mand ad gangen) at lade sig sluse ud af ubåden gennem nødlugen. Træningen af dette foregik på Søværnets Dykkerskole, som havde en stor vandfyldt dykkertank ca. 5 meter dyb med et slusesystem i bunden af tanken magen til det slusesystem, som fandtes på de danske ubåde. De udslusede mænd havde ikke noget udstyr på, men mens vandet steg inde i slusekammeret og trykket i luften efterhånden steg til omgivelsernes tryk under kompressionen, så hyperventilerede mændene for til sidst at tage en meget dyb indånding inden, at vandet nåede over deres hoveder. Herefter åbnedes lugen, og mændene svømmede opad mod overfladen.

Du kan læse flere detaljer om Søværnets dykkerskib Y307 "Læsø" i min bog om Søværnets Dykkeruddannelse fra 1986 her:
http://www.genart.eu/sds/sds.pdf  (NB: please be patient - it is a big file. It takes looooong time to download).

Det blev på dykkerskolen forklaret, at det ville være muligt at overleve en opstigning fra mindst 90 meters vand under forudsætning af, at besætningen opholdt sig i ubåden under een atmosfæres lufttryk (altså ingen eller kun mindre vandindtrængning). Eksponeringstiden under udslusningen fra det høje tryk ville under normale omstændigheder være langt under 5 minutter, så forgiftningsvirkningen fra kvælstoffet i luften ville ikke nå at indtræde, og det ville normalt ej heller være nødvendigt at foretage dekompression efter ankomst til overfladen pga. det korte tidsforløb. Det samme gjalt for iltforgiftningen. På 90 meters vand er vandtrykket 10 bar, hvor ilttensionen er 2 bar (20%). Et sådant iltpartialtryk kan de fleste klare - selv over længere tid.

Problemet er "kun" at komme tilstrækkeligt hurtigt op til overfladen og uden at få lungesprængning. Til forhindring af lungesprænging under opstigningen skulle gasten puste luft ud gennem munden. Gasten havde en "pose", som han holdt over hovedet. Denne pose, som havde et rumfang på 18 liter, fangede den udpustede luft og bidrog til opstigningshastigheden. En fuld udpustning fra en mand er på 4,5 liter luft, som ved et tryk på 10 bar svarer til 45 liter luft ved overfladen. Udpustningen ville således under opstigningen hurtigt fylde posen helt op med luft, og dermed give gasten en kraftig opstigningshastighed på op til 90 meter/minut. Med denne teknik ville det således kun tage omkring et minut for en gast at stige til overfladen helt nede fra 90 meters dybde.

Tilbage til den russiske ubåd Kursk

Den russiske ubåd forulykkede på 108 meter vand. Det er ikke meget dybere end 90 meters vand. Alt andet lige, så ville den danske redningsprocedure have virket. Hvorfor den russiske besætning ikke anvendte en lignede procedure, som kunne have redde deres liv, kan vi kun gisne om.

Men, en af årsagerne kan være det forhold, at der efter de kraftige eksplosioner ombord på ubåden er sket vandindtrædning i alle rum, og at der i den niende sektion (bagerste sektion og dermed den øverste i situationen) kun var tale om en luftlomme, som de overlevende forsøgte at overleve i. Hvis det er tilfældet, så har det atmosfæriske tryk i rummet efter mødet med havbunden været udsat for omgivelsernes tryk på 11,8 bar og dette igennem flere dage. Iltpartialtrykket (tensionen) er her 2,36 bar, hvilket dog stadigvæk ikke er specielt farligt for mandskabet bortset fra en forøget eksplosionsfare. Det helt farlige her er kvælstoftensionen, som er på hele 9,44 bar. Vi ved, at kvælstofforgiftning allerede indtræffer efter 12 minutter på et normalmenneske ved en kvælstoftension på kun 4,80 bar. Kvælstofforgiftning giver hallucinationer, fjerner hæmninger, og leder efterhånden til ansvarsløshed, træthed og bevidstløshed.

Hvis ovennævnte er korrekt, så kan man ikke se bort fra, at besætningen, som garanteret bestod af intelligente folk og under ledelse af flere overlevende officerer indså, at de allerede på et tidligt tidspunkt var blevet mættede med en for høj tension af kvælstof i blodet, hvilket ville betyde, at ethvert forsøg på at foretage en fri opstigning fra luftslusen mod overfladen ville være selvmord, fordi alvorlig dykkersyge ville indtræffe inden ankomsten til overfladen med døden til følge. Man kunne kun vente på hjælp udefra.

Den høje tension af kvælstof har sikkert hurtigt medført eksempler på forgiftninger, og det kan meget vel være forklaringen på, at så mange nødåndedrætsudstyr baseret på ren ilt var taget i brug. Dette fjerner kvælstofforgiftningen hos besætningsmedlemmerne, men bidrager yderligere til iltforgiftningen og til en forøget iltmængde i den omgivende atmosfære, hvilket yderligere øger risikoen for en eksplosion. Dette kan være årsagen til, at man efterfølgende fandt tegn på, at der til sidst skete en eksplosion i luftlommen.

Det nye Amerikanske system SRDRS

SRDRS er en forkortelse for "Submarine Rescue Diving and Recompression System". Det er et modulopbygget system. Det var meningen, at det skulle stå færdigt til operationel indsættelse i 2006. Firmaet OceanWorks International Incorporated, som havde success med udviklingen af ADS 2000 Diving Suit, fik også kontrakten af The Naval Sea System Command (NAVSEA) i US Navy for fremstillingen af de øvrige moduler i systemet, og det hele skulle være operationelt senest ved udgangen af 2006.

Systemet fungerer således:

Først sendes en ADS 2000 Diver ned til ubåden for at undersøge, om besætningen lever og for at inspicere, rengøre og klargøre nødlugen.

Derefter sendes et ubemandet og fjernstyret fartøj RCS - hvilket står for Rescue Capable System - ned til ubåden, som kobles til nødlugen. Fartøjet trykudligner, så der er samme tryk i fartøjet som i ubåden (hvilket ofte er højere end trykket ved overfladen som følge af vandindtrængning i ubåden). Lugen åbnes, og op til maksimalt 16 personer fra den overlevende besætning kravler op i fartøjet. Lugen lukkes, fartøjet frakobles, og hejses op til overfladeskibet.

Den sidste fase består af sammenkobling af fartøjet med dekompressionstankene SDS (submarine decompression system) ombord på skibet, hvor mandskabet kan dekomprimeres og behandles. Hvis der er flere overlevende ombord på ubåden, som skal hentes, så gentages operationen.

Systemet skulle have været operationelt allerede i år 2006 efter udfasningen af de gamle bemandede redningsubåde "Mystic" og "Avalon", men projektet oplevede forsinkelser og overskridelse af budgetterne. Det ser umiddelbart ud som om, at opgaven havde været for stor for firmaet OceanWorks International Incorporated. Man havde mistet overblikket, og der var for mange underlevandører.

Den 28. januar 2005 meddelte Naval Sea System Kommando (NAVSEA), at den agtede at indgå kontrakt med Oceaneering International, Inc. (OII) for den indsats, der kræves til at planlægge, organisere, styre, koordinere og overvåge alle systemer inden for aktiviteterne med design, engineering og integration i forbindelse med udvikling, produktion, og afprøvning af Submarine Rescue System (SRS).

Ud over sin eventuelle rolle som den projektstyrende SRS-agent, ville mulighederne for OII være at fremstille, teste og levere visse delelementer til systemet såsom Deck Transfer Lock (DTL), gas-racks, Manway-elementer og diverse udstyr til Submarine Rescue System (SRS). OII ville også efter leverancen løbende kunne levere forvaltningsmæssig og teknisk støtte til Submarine Rescue Diving and Recompression System (SRDRS).

Det var opfattelsen, at hvis ordren på denne opgave blev givet til enhver anden udbyder end Oceaneering (OII), så ville det resultere i betydelige ekstra omkostninger til den amerikanske regering og skabe uacceptable ekstra forsinkelser i den amerikanske flådes evne til at levere et fuldt operationelt Submarine Rescue System (SRS). Mange mente, at kun Oceaneering International, Inc. (OII) ville være i stand til at få projektet gennemført til operationel indsats inden udgangen af 2008.

Men OII fik ikke ordren, og den 16. januar 2006 kunne Oceanworks International fortsætte sin rolle.  Firmaet leverede den vigtigste del af skroget til det nye US Navy ubådsredningsfartøj RCS "Falcon" fra sin facilitet i North Vancouver, BC, Canada i sommeren 2006. Det 2 meter i diameter fartøjsskrog var designet af OceanWorks designafdeling i San Antonio, Texas, og skroget bestod en afsluttende trykprøvning til en dybde på over 900 meter ved den amerikanske flådes trykprøvningsfacilitet i Maryland. Efter godkendelsen af skroget, påbegyndtes installationen og testen af de sofistikerede livstøtte-, fremdrifts- og kontrolsystemer før virksomheden tester den færdige version senere i eftersommeren 2006 i den dybe indsø, Arm and Jervis, BC, Canada.

Det blev dog i løbet af 2006 klart for bygherren Naval Sea System Kommando (NAVSEA), at Oceanworks International alligevel ikke ville være i stand til at styre projektet til sin planlagte afslutning i tide.

Den 29. september 2006 blev firmaet Phoenix International Incorporated tildelt en USD 6.206.105,- kontrakt af byherren Naval Sea System Kommando (NAVSEA), for at styre færdiggørelsen af projektet og for at drive og vedligeholde SRDRS efterfølgende. Arbejdet skulle udføres i San Diego, Californien, og det blev stillet som et krav, at projektet skulle være afsluttet senest i september 2011.

Dvs. Phoenix blev den nye agent for byherren Naval Sea System Kommando (NAVSEA). Phoenix samlede et hold af underleverandører, som de kaldte et elitehold. Holdet består af følgende underleverandører: OceanWorks International Incorporated, Perot Systems Government Services Incorporated, og Resource Consultants Incorporated.

Den 12. juni 2007 annoncerede OceanWorks lanceringen af det trykregulerede Rescue Module (PRM) svarende til den tidligere betegnelse RCS. Fartøjet blev dog først godkendt for operationel indsats af US Navy i 2008.

Udsigterne ved udgangen af 2011 er følgende:

ADS 2000 Diving Suit: Operationel i år 2006 (fire dragter eksisterer og er fuldt operationsdygtige).

RCS "Falcon": Godkendt år 2008 (kun eet fartøj "Falcon" er hidtil blevet fremstillet). Fartøjet er indsat i operation, men uden mulighed for dekompression af passagererne uden for fartøjet.

SDS: Er forsinket og vil først blive leveret sent i år 2012.

Vi får se, hvordan det kommer til at gå. Det ser ikke godt ud!

Ville det nye amerikanske Submarine Rescue Diving and Recompression System kunne have reddet besætningen på Kursk ?

Nej, det ville dette nye utroligt komplicerede og avancerede ubemandede system til en formue heller ikke kunne. Selv om systemet - i modsætning til de gamle bemandede Mystic og Avalon - klarer at koble sig på en nødluge, som ikke ligger helt vandret, så klarer Falcon ikke at tilkoble sig en nødluge i alle positioner. Falcon kan dog hjælpe en sunken ubåd, som ikke hælder mere end 45 grader. Kursk stod lodret ned i havbunden, så anlægsfladen med nødlugen stod 90 grader i forhold til vandret. Det vil selv Falcon ikke kunne klare.

Personligt mener jeg, at løsningen på det nye system først er vellykket, når det kan koble sig på en ubåds nødluge, som har en hvilken som helst retning i rummet. Firmaet Oceaneering International, Inc. (OII), som også startede med løsninger for sub sea branchen, har været med til at udvikle den amerikanske rumfærge, rumdragterne, robotarmen på rumfærgen, og sluserne på den internationale rumstation, ville garanteret have kunnet udvikle det system, som der er behov for.

Det Norske firma Stolt Comex Seaway

Ja, hvordan gik det så med dette stolte norske dykkerfirma, som var blevet et af verdens største undervandsfirmaer i direkte konkurrance med USA's og dermed verdens tidligere største undervandsfirmaer OceanWorks International Corporation og Oceaneering International Incorporated (OII).

Jeg var ansat som Sub Sea Offshore Technology Specialist i det norske firma Stolt Comex Seaway AS i perioden fra og med 1992 til og med 1997, hvor virksomheden ekspanderede helt vildt og satsede på at blive verdens største og mest avancerede undervandsentreprenørvirksomhed. Jeg fik mange spændende opgaver at løse for dette firma - helt i forkanten af udviklingen.

Virksomheden blev startet af Jacob Stolt Nielsen i havnebyen Haugesund i Norge i 1970. Navnet på firmaet var Stolt Nielsen Seaway og firmaet tilbød operatørerne i Nordsøen dykkere for olieudforskningen. Virksomheden var en del af den store Stolt-Nielsen Group, som var Norges svar på den danske A.P. Møller Group.

I år 1989 blev firmaet udvidet med kontorer og aktiviteter i Aberdeen i Skotland, og i 1992 opkøbte virksomheden den højtestimerede franske dykkervirksomhed Comex Services, hvorefter navnet på firmaet blev ændret til Stolt Comex Seaway. Jacob selv oprettede et penthousekontor på Manhattan i New York City, USA, hvorfra han styrede alle sine aktiviteter fremover.

I 1995 blev jeg kaldt tilbage til hovedkontoret i Haugesund fra mit job som udlejet konsulent for AS Norske Shell's ofshore driftskontor oppe i Kristiansund, hvor jeg bl.a. arbejdede med anvendelse af undervandsrobotter på Draugen feltet i Nordsøen. Draugen-platformen med dens subsea satellit-brøndhoveder (sub sea wellheads) var det første felt i verden, som blev installeret på dybt vand (270 meter) uden brug af dykkere og udelukkende ved hjælp af undervandsrobotter. Det var på tidspunktet en enestående bedrift og det første af sin art i verden.

Jeg skulle i Haugesund designe et nyt system for ved hjælp af undervandsrobotter at kunne etablere wellheads på havbunden på hele 1.500 meters havdybde ud for Vestafrika. Det var dengang verdens mest avancerede undervandsprojekt, som ingen andre havde udtænkt, og udfordringerne var mange.

Jeg havde dog god forstand på disse ting, fordi jeg allerede i 1990, mens jeg var ansat hos Maersk Drilling, var blevet uddannet til oljeboreingeniør i Houston, Texas, USA. Denne viden i kombination med min viden og kunnen på subsea-området gjorde udslaget. Det var en spændende opgave, og jeg kunne fremlægge en brugbar løsning. Jeg advarede om, at 1.500 meter var den absolut maksimale havdybde, hvor man kunne tillade sig at anvende mit design og mine vejledninger. Det var den sidste opgave i Norge, som jeg udførte inden, at jeg skulle tilbage til Danmark.

I 1997 vandt firmaet Stolt Comex Seaway (SCS) sin første ultra-Deepwater kontrakt med installationer ned til 1.500 meters havdybde ud for Vestafrika, hvilket resulterede i, at virksomheden efterfølgende kunne opkøbe det ​​Houston-baserede Ceanic Corporation, det danske firma NKT Flexibles, og det franske firma ETPM. Projektet var lykkedes for SCS.
 
I år 2000 ændrede virksomheden sit navn til Stolt Offshore efter, at Comex blev koblet af. Comex blev koblet af fordi, at der ikke længere var brug for dykkere i traditionel forstand. Men, pga. dårlig ledelse blev selskabet tvunget til at indsnævre sit fokus, og en ny ledelse blev indsat af Jacob Stolt Nielsen i 2003. Det hjalp ikke, og i 2005 valgte Jacob at sælge Stolt-Nielsen-koncernens ejerandel i selskabet, og selskabet blev noteret som et selvstændigt selskab på Oslo Stock Exchange og NASDAQ. Den 1. marts 2006 ændrede virksomheden navn til Acergy. Firmaet fik derefter en markant fremgang.
 
Den 21. juni 2010 blev det meddelt, at Acergy opkøbte firmaet Subsea 7 for USD $ 2,5 milliarder. Den nye virksomhed, der således blev dannet, skiftede navn fra Acergy til Subsea 7, den 7. januar 2011, men firmaets financielle kontor i Luxembourg og hovedkontoret i London bibeholdte navnet Acergy.

Oceaneering International Incorporated

I 2010 udførte BP i rollen som Offshore Oil and Gas Operator, en dristig boring på dybt vand i den Mexicanske Gulf ud for Mississippi i USA helt ned til 1.500 meters havdybde. BP anvendte underleverandøren Transocean, som benyttede semisubben Deepwater Horizon Oil Rig til opgaven. De anvendte mit design til løsning af opgaven. Problemet var, at den aktuelle anvendte subsea wellhead (blowout-preventer) ikke fungerede som den skulle, pga. sløseri fra Transoceans side og manglende sikkerhedscheck fra BP's side.

Boringen ramte en gaslomme nede i undergrunden (ca. 7000 meter nede i havbunden), som havde et meget højt tryk. Gassen skubbede boremudderet op gennem den borede brønd 7000 meter og videre op gennem stålrøret, 1500 meter, mellem havbunden og semisubben. Ombord på semisubben trængte gassen ud og blev antændt af en gnist. Det førte til en eksplosion, som udløste en uslukkelig brand, den 20. april 2010, på semisubben Deepwater Horizon Oil Drilling Rig:

Det lykkedes ikke at slukke branden på semisubben Deepwater Horizon, som dermed mistede sin evne til at holde positionen på havets overflade. Den mistede sin maskinkraft og flød med strømmen ud til siden. Det 1.500 meter lange stålrør fra riggen ned til borehovedet på havbunden, som indeholdt borestrengen, skulle således kappes over. Blowout-preventeren (populært kaldet juletræet) på borehovedet nede på havbunden skulle automatisk kappe borestringen over, og samtidigt lukke for udslip, men den svigtede (i henhold til hemmelige rapporter, så havde underleverandøren Transocean ignoreret det faktum, at den aktuelle wellhead (blowout-preventer) var defekt).

Da semisubben Deepwater Horizon flød ud til siden, og samtidigt var forbundet med et stålrør til havbunden, som ikke kunne kappes, så blev semisubben trukket nedad, og til sidst, så sank den. På grund af havstrømme, så sank den langt væk fra positionen, og stålrøret indeholdende borestrengen blev bøjet mere og mere, og til sidst, så knækkede den i en 45 graders vinkel lige oven for well-headen nede på havbunden. Da blowout-preventeren på wellheaden var defekt, så kunne den ikke stoppe udslippet af olje, så der strømmede olie ud af det knækkede rør. Olien strømmede ud af hullet i røret med et tryk på mere end 5000 bar og med en temperatur på 250 grader Celsius. Sådant et knækket stålrør på toppen af en wellhead på bunden spærrer for enhver efterfølgende spærrehætte, som kunne tænkes at sænkes ned over wellheaden.

Man havde en alvorlig situation på en havdybde af 1.500 meter, hvor man kun havde modulopbyggede undervandsrobotter til rådighed, og de var kun byggede til at kunne løse designede opgaver - ikke til at kunne udføre intermistiske opgaver uden for de begrænsede specialdesignede opgaver. Det var kritisk. Hele verdens sub sea begavelse blev indkaldt til løsning af opgaven. De største og bedste sub sea virksomheder - herunder det amerikanske Oceaneering og det norske Subsea 7 (det tidligere firma Stolt Nielsen) blev indkaldt til løsning af opgaven.

Disse selskaber famlede i blinde i lang tid (måneder), før det lykkes at få skåret det knækkede rør af for at kunne inddæmme den udstrømmende olie med en hætte. Skaden på miljøet, som følge af forureningen af kystområderne i og omkring Mississippi i USA, er uoprettelige. Det er verdens hidtidig største olieforureningsulykke.

Læg mærke til billedet fra firmaet Oceaneering ovenfor, som er fra det amerikanske selskab. Det man ser er toppen af den defekte blowout-preventer efter, at det knækkede stålrør er blevet skåret af. Olien sprøjtes uhæmmet op i havet fra brønden.

Billedet er dateret således: 07/12/10. Det grafiske tekstoverlay-program til videooptagelsen er amerikansk, og derfor er dato-definitionen amerikansk. Den amerikanske standard for angivelse af en dato er således: måned/dag/år, hvilket er en tåbelig måde at angive en dato på, men sådan er det. Altså, den angivne dato på billedet er, den 12. juli 2010.

En skandinav kunne forledes til at tro, at den angivede dato 07/12/10 skal fortolkes som værende, den 7. december 2010, hvilket selvfølgelig er noget sludder.

Læg også mærke til billedet ovenfor fra firmaet Subsea 7, som er et scandinavisk selskab (det tidligere norske Stolt Nielsen), og hvor operationen er udført fra det norske skib "MSV Skandi Neptune". Billedet er dateret således: 14/07/10. Det grafiske tekstoverlay-program til videooptagelsen er amerikansk, og derfor er dato-definitionen amerikansk. Den amerikanske standard for angivelse af datoen er således: måned/dag/år, hvilket er en tåbelig måde at angive en dato på, men sådan er det. Imidlertid har de aktuelle nordmænd ombord på skibet ikke oveholdt den amerikanske standard for datoangivelse - enten pga. uvidenhed eller pga. modvilje. De har valgt følgende definition af datoangivelsen i programmet: dag/måned/år på samme måde, som også os danskere som standard angiver en dato på. I det aktuelle billede skal den aktuelle dato således fortolkes som følgende: 14. juli 2010.

Imidlertid, så er det kun svenskerne, som er i stand til at angive en dato på en fornuftig måde. De bruger følgende definition: År/måned/dag, og her er prioriteringen i orden. Først sorterer vi efter årstal, så sorterer vi efter måned, og slutteligt sorterer vi efter dags dato. Det giver mening, og det er også den eneste måde, som en computer er i stand til at sortere på med mindre, at vi skriver kryptiske kompenserende programstumper, for at kompensere for manglen for den sunde fornuft.

Læg for øvrigt også mærke til navneangivelsen af skibet "MSV Skandi Neptune". Typebetegnelsen MSV står for "Multifunctional Support Vessel". Det er ikke mange år siden, at de samme skibe havde typebetegnelsen DSV, hvilket står for "Diving Support Vessel", men efter, at dykkerne er blevet afskaffet og fjernet fra skibene og robotterne har fået overtaget, så er man blevet "multifunktional".

Den 15. juli 2010, dagen efter ovennævnte billede, blev lækagen helt stoppet af den påmonterede kappe oven på den fejlede blowout-preventer. Denne løsning var kun midlertidig og ville ikke kunne holde evigt. Det ville blive nødvendigt at pumpe cement hele vejen ned i borehullet (7000 meter ned i havbunden til olie-og-gas lommen) for permanent at lukke hullet. Pga. det høje tryk i gassen og olien (5000 bar), så kunne man ikke bare pumpe cementen ned gennem ventilen, som sad oven på kappen. Dertil var modtrykket alt for højt for cementpumperne. Det var nødvendigt at bore to nye brønde ved siden af den fejlede boring ned til lommen med det formål at aflaste trykket. Det lykkedes i løbet af august 2010, og man kunne nu pumpe betonen ned i det fejlede borehul. Hver af de to nye borehuller kostede over 100 millioner dollars at lave.

Den amerikanske regering forlangte nu, at den 300 tons tunge defekte blowout-preventer skulle udskiftes med en ny som virker i tilfælde af, at cementen ikke virker efter hensigten på længere sigt, hvor der findes risiko for en ny trykopbygning i brønden. Den 3. september 2010, blev den defekte blowout-preventer fjernet fra brønden og langsomt løftet op til overfladen. Senere samme dag blev en ny blowout-preventer monteret på brønden. Den defekte blowout-preventer blev transporteret til en NASA-facilitet i Louisiana for nærmere undersøgelse.

Den 10. september 2010 blev en ny trykopbygning i brønden opdaget. Man mente, at det stammede fra opståede lommer i blød undergrund op langs brønden. På toppen af den nye blowout-preventer blev der monteret en nyudviklet ekstra "låsebøsning" kaldet Capping Stack for at forhindre overtrykket i at forårsage problemer. Det ville også være nødvendigt at pumpe mere cement ned i brønden for at modvirke trykopbygningen. Den 16. september påbegyndtes pumpning af mere cement for at forsegle brønden.

Brønden skal nu i al fremtid overvåges for eventuel ny trykopbygning, som følge af truende bevægelser i undergrunden. Selv i korrekt forseglede brønde, kan cementproppen i brønden fejle i løbet af årtier, og metaludrustningen på toppen af brønden kan ruste, rammes af flydende debris - som fx sunkne vrag - og i øvrigt svigte pga. en lang række af andre forhold.