Hvem husker Hans Hass?

Artikel af Civilingeniør John Genart

01-08-2011

Billede af Hans og Lotte Hass ovenfor fra 1949.

Baggrund

Kun 10 år gammel i 1965 var jeg (undertegnede John Genart) allerede fast besluttet på, at dykning skulle være min hovedinteresse, og at det skulle komme til at fylde meget i mit liv. Jeg havde læst Tintins oplevelser fra dykning i Rødehavet, jeg havde set Walt Disneys version af "En Verdensomsejling under Havet", jeg havde i slutningen af 1950'erne set BBC's spektakulære Tv-serier visende Hans Hass' fantastiske undervandsoptagelser, og måske vigtigst af alt, jeg fik på min 10'års fødselsdag i maj 1965 en læderindbundet bog på dansk skrevet af Hans Hass med titlen "Havets Eventyrverden". Denne bog tryllebandt mig, og ingen bog har påvirket mig så meget som denne bog. Derfor har jeg en sand interesse i alt, hvad der vedrører Hans Hass.

Hans Heinrich Romulus Hass ("Hassi") blev født, den 23. januar 1919 i Wien, Østrig. Hans Hass er søn af advokat Dr. Hans Hass og fabriksejer Meta Brausewetter.

Den Franske Riviera 1937

Første gang Hans Hass mødte den undersøiske verden var i Middelhavet i juli 1937, under en ferie i det sydlige Frankrig. På Cape d'Antibes mødte han sin skæbne i skikkelse af amerikaneren Guy Gil Patric, patriarken inden for undervandsjagt.

Fascineret af denne nye sport, blev Hass en af de mange af Gil Patrics disciple, og fra da af, udstyret med Fernez-svømmebriller og harpun, tog Hass regelmæssigt på undervandsjagter. Men den videnskabelige tilgang til tingene, som Hass besad, gjorde, at han ikke kunne nøjes med at jage fisk som en sport. Hans virkelige ønske var at lære mere om de uanede mange biologiske processer, der foregår under overfladen af havet. I august 1937, efter hans tilbagevenden fra det sydlige Frankrig, gav han sit første foredrag i Wien for at dele sine undersøiske oplevelser med andre.

Jeg har selv I en kort periode bedrevet jobbet som undervandsjæger. Det kan du læse om her: http://www.genart.eu/minor/kreta/kreta.html

Dubrovnik i Jugoslavien 1938

Ud over en lidenskab for forskning, besad Hassi også en eventyrlyst, og et år senere, i 1938 i en alder af kun 19 år, foretog han sin første ekspedition. Han tog til det tidligere Jugoslavien og var ledsaget af flere venner fra universitetet i Wien, hvor han studerede jura. Efter sine første undervandsoplevelser, ønskede Hass at studere havbiologi i stedet for jura, men hans fader - en respekteret advokat - ville ikke tillade det.

I løbet af Jugoslavien-ekspeditionen fiskede Hassi med harpun og svømmebriller og tog også sine første undervandsbilleder ved hjælp af et vandtæt kamerahus, som han selv havde bygget. Han brugte også svømmefødder for første gang, hvilket gjorde ham i stand til at svømme udelukkende ved brug af benene, der således gjorde hænderne fri til betjening af kameraet. Han gjorde også sine første erfaringer med hjelmdykkerudstyr. Ved hjælp af undervandseventyren, den amerikanske havbiolog William Beebe, som brugte en åben dykkerhjelm med en luftpumpe i overfladen, så byggede Hass sin egen kopi af dette udstyr. Men, han kom hurtigt til at anerkende ulemperne ved de åbne dykkerhjelme til undervandsforskning. Luftslangen hæmmede bevægelserne og luftboblerne, som under stor larm slap ud fra hjelmens nedre kant, forstyrrede og jagede fiskene uden for hans nærhed. Chancerne for at observere og fotografere fiskene var for ringe.

I modsætning til sine positive erfaringer med sit simple svømmeudstyr, så bandt dykkerhjelmen ham til havets bund, hvor han kun kunne gå rundt på bunden med tunge blystøvler på og ikke kunne svømme frit rundt blandt fiskene. Det var meget besværligt, og han var kun i stand til at bevæge sig meget langsomt i en tæt radius omkring båden, og han kunne næppe gøre noget i et undervandsterrain præget af dybe sprækker og klippeformationer.

Hvis han ønskede at arbejde på en lodret skrå klippevæg måtte han hænge i sin luftslange som en edderkop i en tynd tråd svajede frem og tilbage i strømmen. Ikke desto mindre tilbragte Hass lange perioder under vand med sit hjelmudstyr.

Caribien 1939

Hass måtte også nøjes med det utilfredsstillende simple svømmerudstyr på sin næste ekspedition, som han foretog i 1939. Denne rejse bragte ham og hans to venner, Alfred von Wurzian, som læste statskundskab på Wiens Universitet, og Jörg Böhler, som læste til læge på Wiens Universitet, til Caribien, til øerne Curacao og Bonaire (De Nederlandske Antiller). De var sejlet med et tysk handelsskib fra Hamburg til Caribien. Her fik de tre kammerater mange spændende oplevelser under vandet. De fiskede kun iført svømmebriller, svømmefødder og harpun, og Hass observerede for første gang adfærden hos irriterede hajer i nærheden af mennesker.

På dette tidspunkt var Hans Hass ikke kun på jagt under vandet, han var også ved at lave sin første undervandsfilm, "Pirsch unter Wasser", og han udførte en del af sin undervandsforskning her i Caribien. Til filmoptagelserne havde Hassi konstrueret sit eget undervandskamera.

Hans Hass studerede specielt hajernes adfærd men opererede også som undervandsjæger.

Jeg har selv prøvet at operere som professionel undervandsjæger. Det var på øen Kreta i Grækenland I 1979. Hvis du er interesseret i den historie, så kan du klikke her:

http://www.genart.eu/minor/kreta/kreta.html

Hans Hass var fascineret af fiskenes adfærd og opdagede bl.a., at en trompetfisk var begavet nok til at kunne finde på at følge en papegøjefisk for derefter at stjæle dens bytte så snart, at papegøjefisken havde indfanget byttet.

Udbruddet af Den Anden Verdenskrig tvang dog de tre venner til at blive længere end planlagt på Curacao. Tyske handelsskibe havde efter sommeren 1939 ikke længere tilladelse til at sejle over Atlanterhavet til og fra Caribien. De tre venner måtte derfor vende tilbage til Østrig ad omveje, som førte dem den anden vej rundt om jorden via Amerika, Stillehavet, Japan og Rusland. Ekspeditionen kom således til at vare ni måneder.

Biograffilm i Tyskland 1940

Hans Hass og hans to østrigskes studenterkammerater var alle imponerede over både Tysklands og Hitlers fremdrift. Det var den samme beundring, som langt de fleste mennesker dengang besad i samtlige europæiske lande og sågar i mange lande - verden over - uden for Det Europæiske Kontinent - selv i England og i USA. Det er meget sandsynligt, at de tre venner havde meldt sig ind i den østrigske afdeling af Nazipartiet og derigennem havde opnået gode positive kontakter til indflydelsesrige personer og organisationer i Berlin.

Hans Hass havde sandsynligvis via disse kontakter bl.a. fået forbindelse med filmbranchen i Berlin, som bl.a. producerede de propagandafilm, der blev vist i biograferne før hovedfilmen. Det var Reichpropagandaminister Joseph Goebbels, som stod for disse film. Filmselskabet, som blev benyttet var Universal Film AG, bedre kendt som UFA.

UFA havde i Berlin det største og vigtigste film studie i Tyskland, der var hjemsted for den tyske filmindustri under Weimarrepublikken og op gennem Den Anden Verdenskrig. Efter Anden Verdenskrig fortsatte UFA med at producere film og tv-programmer helt frem til vore dage, hvilket gør det til det ældste filmselskab i Tyskland, og et af de ældste i verden.

Under den Anden Verdenskrig deltog den berømte og populære skuespiller Heinrich Schroth i en lang række af filmproduktioner for nazisterne, herunder bl.a. propagandafilm for det nazistiske regime. I den sidste fase af krigen blev Schroth af Reichpropagandaminister Joseph Goebbels opført på Gottbegnadetenliste ("Guds liste over begavelser"). Det var en 36-siders liste over kunstnere, som anses for afgørende for den nazistiske kultur. Schroths scene- og filmkarriere spændte over fem årtier. Heinrich Schroth døde i januar 1945 i Berlin.

Heinrich Schroth var fader til datteren, den berømte skuespillerinde Hannelore Schroth, som efter krigen blev gift med Hans Hass.

Af en eller anden årsag tillod Joseph Goebbels, at østrigeren Hans Hass med sin film "Pirsch unter Wasser" fra Caribien blev offentliggjort af UFA i Tyskland i 1940. Filmen varede oprindeligt kun 16 minutter, og blev vist i alle biograferne både i Tyskland og i mange af de besatte lande før hovedfilmen. Dette indslag skete i konkurrence med de propagandistiske krigsmæssige indslag. Hass' indslag handlede om alt andet end krig, og var så stor en succes hos publikum, at indslaget blev udvidet med yderligere filmafsnit fra optagelserne udført tidligere i Adriaterhavet tæt på Dubrovnik i Jugoslavien.

Hans Hass skifter studieretning fra Jurist til Havbiolog 1941

Da Hassi vendte tilbage til Wien i foråret 1941, afbrød han sit jurastudium og begyndte i stedet for, mod sin faders ønske, at studere havbiologi på universitetet i Wien.

På de fantastiske koralrev, som findes i Caribien, havde Hans Hass indset, hvor store muligheder, der ventede den forsker, som ville og kunne bruge den tilgang, at kunne operere som en fisk blandt fisk under havets overflade, frem for at stole på tilfældige opdagelser af fangster i trawl-net og grab-spande, som datidens forskning i havets dyr var baseret på. Hass indså også, at i den sande betydning af ordet, så blev en ny dimension åbnet for den naturlige videnskabsmand. Nye dyre- og plantearter, for hvilket intet var kendt før indførelsen af dykning, var der for at blive opdaget. Fiskene viste deres naturlige adfærd langt mere i deres naturlige koralrevsomgivelser end i nogle af de kunstige miljøer, som findes i akvarier. Desuden indeholdt oceanerne oprindelsen til alt liv, og Hass anså det derfor som en nødvendighed at udføre studierne i disse virkelighedens oprindelige miljøer.

Hans Hass var af den opfattelse, at alle levende væsener på jordkloden stammer fra den samme biologiske udvikling, som startede i havet. Han mente derfor, at alle væsener på jorden uanset udseende og egenskaber nødvendigvis måtte besidde de samme grundlæggende adfærdsmæssige mønstre, som lå gemt i deres arvemasse i deres celler. For Hass betød dette, at fx hajer i princippet ikke besidder større dræberlyst end os mennesker. Det var videnskaben og holdningen i befolkningen generelt slet ikke enig i på dette tidspunkt. Hans Hass var dog fast besluttet på at bevise disse fællestræk i de adfærdsmæssige mønstre.

Hassi havde allerede på dette tidspunkt opdaget, at mennesket frit kunne svømme rundt blandt hajer uden at blive antastet. Det var kun et spørgsmål om at udvise den rigtige adfærd. Gjorde man det, så blev man automatisk respekteret af hajerne, og kunne uden risiko dykke blandt hajerne. Panik, støjende adfærd, angst og aggressive udfald mod hajerne var ikke den adfærd, som kunne etablere den nødvendige gensidige respekt, og det var netop den adfærd, som mennesket generelt udøvede over for hajer på grund af manglende forståelse og indsigt. Hass fandt, at hvis man passer sit, så passer hajerne deres, og der var intet til hinder for, at dette kunne ske i samme afgrænsede miljø.

Hass drømte nu om andre ekspeditioner, som ville tage ham til de store koralhave på den sydlige halvkugle. Der ville han komme til at kende og udforske de mange ukendte dyre- og plantearter, som findes der. I slutningen af hans bog "Unter Korallen und Haien" fra 1941 giver han et fascinerende indblik i sine planer:

"Curacao-ekspeditionen til Caribien viste, hvad mulighederne for frit svømmende undervandsforskning giver. Hvis vi tre svømmere var i stand til at observere så meget med så beskedne midler, og under så vanskelige forhold, hvilken succes skulle en mere rigeligt udstyret ekspedition til South Sea Coral World så ikke kunne bringe. Den vigtigste forudsætning for fremtidige rejser er et stort skib udstyret med moderne udstyr, som kunne krydse det sydlige ocean. Udstyret med nye, forbedrede redskaber og instrumenter, ville vi kunne udforske fiskene langt bedre. Vi skal være hjulpet af forskere, som på stedet kan undersøge og vurdere alt, hvad der bringes op fra havets dyb. Om bord ville de have et moderne laboratorium til deres rådighed, og instruere dykkerhold i at observere og filme livets processer af videnskabelig interesse i havet, og indfange sjældne fisk til undersøgelse. Jeg er overbevist om, at et sådant samarbejde vil gøre det muligt for os at yde et værdifuldt bidrag til den oceaniske forskning. Og jeg er sikker på, at mindst én gang, vil vores skib sejle til Det Røde Hav, gennem det Indiske Ocean og til South Sea koraløerne samt til The Great Barrier Reef i Australien. Må vi så lykkes med at gennemføre vores projekt med held, at trænge stadigt dybere ind i hemmeligheder og puslespil fra havets dybder og til at gøre havets skønhed tilgængelig for offentligheden via fotografier og film."

I denne åbenbaring fra 1941 havde Hass allerede formuleret alt det, som han realiserede i de følgende to årtier. Bogen "Unter Korallen und Haien", som vakte offentlighedens interesse i den undersøiske verden, proklamerede erobringen af et helt nyt forskningsfelt. Bogen blev oversat til 24 forskellige sprog, er blevet genoptrykt i mange udgaver, og har solgt næsten en halv million eksemplarer på verdensplan.

Fra og med 1941, så skrev Hass bøger og artikler og holdt utallige foredrag for at tjene de penge, der ville hjælpe ham med at opfylde sin drøm om at få sit eget forskningsskib og til også at sprede budskabet om den nye forskningsmetode. Samtidig ønskede han at vise hele verden, at hajer ikke er de blodtørstige væsener, som de ofte siges at være og, at hajer ikke er nogen hindring for forskere, der arbejder i havet.

Berlin 1941

Hass flyttede fra Wien til Berlin i sommeren 1941, da han mente, at han bedre kunne realisere sine drømme i Berlin, da denne hovedstad på tidspunktet fremstod som Europas mest fremgangsrige hovedstad. Det var mulighedernes hovedstad i Europa, og ligesom millioner af andre, så var Hassi fascineret af Hitler.

Efter at være flyttet fra Wien til Berlin fremlagde Hassi sine beskrevne forskningshensigter, sin samling af undersøiske fotografier, og ansøgte om tilladelse til oprettelse af "Særlig Fond for Hans Hass' Ekspeditioner af 11. Juni 1941", for de relevante myndigheder i Berlin - herunder skattemyndighederne. Myndighederne viste forståelse og venlighed over for Hass' initiativer og tilkendegav, at fondens midler fuldt ud ville være fritaget for indkomstskat forudsat, at midlerne udelukkende ville gå til udførelse af forskningsekspeditioner og til indkøb og udrustning af et forskningsskib.

Hans Hass fik meritoverført sine opnåede studiepoing fra universitetet i Wien og blev optaget som havforskningsstuderende på Humboldt Universitetet i Berlin. Han manglede nu kun et års studie i at blive kandidat.

Han fik som studerende i Berlin udleveret et tysk universitetsbevis med hagekors på, og blev registreret som tysk universitetsstuderende i havbiologi. Dette gav ham et tysk rejsefripas, så han frit kunne rejse rundt gratis med datidens "offentlige" transportmidler (tog og færger) i de tyske og italienske besatte lande for at studere og forske. På grund af en vaskulær sygdom i fødderne undgik Hans Hass indkaldelse til Tysklands Wehrmacht. Han led givetvis af Raynauds syndrom.

Hermann Stelzner, den tekniske direktør for Dräger Tauchtechnik

Hass havde allerede i 1939 fået kontakt med Hermann Stelzner, den tekniske direktør for Dräger Tauchtechnik i Lübeck. Hans Hass ønskede sig et absolut minimalistisk svømmedykkerudstyr, som fyldte og vejede mindst muligt, som gav dykkeren den maksimale bevægelsesfrihed, som var lydløst, som var let at vedligeholde, og som kunne genoptankes med lokale midler overalt i verden.

Herman Stelzner var allerede dengang en levende legende inden for dykkerteknik og dykkerhistorie. Han var en af verdens mest fremtrædende ingeniører på området. Hermann Stelzner var uddannet ingeniør og blev ansat hos Dräger i 1906, kun 22 år gammel, og blev den personlige assistent for Doktor Bernard Dräger. Hermann Stelzner etablerede verdens første definition af, hvad en dykker er, i 1931. Definitionen lyder således:

"Dykkere er mænd med stor muskulær styrke og sunde organer. Dykkere er mænd med en stor mental ydeevne, sund fornuft, og høj moral. De skal kunne klare at leve med mange forskellige farer, og deres perceptionsevne og åndsnærværelse er nødt til at være høj. Det, at kunne levere et brugbart og effektivt resultat af en dykkeropgave, er faktisk essensen og kunsten i det, at kunne dykke".

Hermann Stelzner's definition af, hvad en (professionel) dykker er, anvendes den dag i dag af stort set alle verdens erhvervsdykkerskoler og frømandskorps i deres udvælgelse af kandidater dog med den forskel, at ordet "mænd" - i mange tilfælde men langt fra i alle tilfælde - er blevet udskiftet med ordet "mennesker". Da jeg gennemførte uddannelsen på Søværnets Dykkerskole i Danmark i 1986, kunne jeg se fotografierne på væggen af alle tidligere hold, som skolen havde uddannet siden skolens start. Der var ikke een eneste kvinde at se, og der var heller ingen kvinder på mit hold i 1986.

Herman Stelzner tilbød i første omgang Hans Hass et svømmedykkerudstyr baseret på en stor trykluftflaske med en reduktionsventil og en indåndingsventil, som Dräger havde udviklet på eksperimentelt grundlag. Det var et såkaldt åbent åndedrætsudstyr med almindelig trykluft som åndemiddel af samme type, som det udstyr, som Gagnan senere udviklede i Paris, og som bruges af sportsdykkere i vore dage. Men, Hans Hass fandt udstyret uegnet til sit formål af årsager, som beskrives senere.

Årsagen til, at så ung en mand, som Hans Hass, fik adgang til en virksomhed som Dräger under krigen, var det faktum, at Dräger af Nazityskland blev beordret til at samarbejde med Hans Hass, fordi hans forskning officielt var blevet defineret som "af betydning for krigen". Hans Hass og Herman Stelzner nåede at mødes tre gange på Drägerwerke i Lübeck i efteråret 1941.

Sammen modificerede de "Dräger-Gegenlunge", et militært åndedrætsudstyr baseret på ren ilt i et lukket kredsløbssystem beregnet for ubådsbesætninger i nød. Modifikationerne skulle frembringe et brugbart svømmedykkerudstyr, som Hans Hass og hans kammerater kunne bruge til udførelsen af undervandsforskningen, og et udstyr, som det tyske militær kunne bruge til frømænd.

Foruden den eksisterende doceringsventil på iltflasken blev der tilføjet en simpel trykknapventil, så dykkeren manuelt kunne tilføre mere ilt til åndedrætssækken i overensstemmelse med dykkerens varierende forbrug og for at kunne styre sin opdrift. For at få et fordelagtigt tyngdepunkt i alle svømmepositioner, blev vejrtrækningsækken flyttet fra at sidde på maven til at sidde på ryggen.

Den oprindelige "Dräger-Gegenlunge" havde kun een åndedrætsslange mellem mundstykket (sutten) og åndesækken. Det betød, at den del af den udåndede luft, som stod i slangen, og som ikke var nået igennem kalkboksen og ind i åndesækken, havde lavt iltinhold og højt kuldioxidindhold. Denne del af luften blev automatisk indåndet igen sammen med en ny frisk iltmængde uden kuldioxid næste gang, at dykkeren trak vejret ind. Det betød, at brugeren generelt arbejdede med et højere gennemsnitligt kuldioxidindhold i sin åndeluft end hvad, at et menneske, som ånder almindelig atmosfærisk luft på landjorden, udsættes for. Resultatet af dette er en forøget træthed og tendens til åndenød hos brugeren af udstyret.

Med Hans Hass' patenterede udstyr blev dette problem helt elimineret, fordi Hassi's udstyr er forsynet med dobbeltslanger og retningsventiler. Den højre slange er indåndingsslangen, og den venstre slange er udåndingsslangen. På denne måde blev det sikret, at udåndingsluften og indåndingsluften aldrig blev blandet.

Kalkboksen

Kuldioxiden optages og neutraliseres, når den åndes via udåndingsslangen igennem den såkaldte kalkboks. Boksen indeholder stoffet Natriumperoxid i granulatform. Dvs. de enkelte granulater minder om små hvide hovedpinepiller, hvad angår konsistensen af stoffet. Det var Dräger, der opfandt kalkboksen.

Natriumperoxid (Na2O2):

2 Na2O2 + 2 CO2 -> 2 Na2CO3 + O2

Som man kan se, så dannes der Na2CO3 (Sodium carbonate) som affaldsprodukt, og der frigives ren ilt, når kuldioxiden optages ved processen. Dvs., for hver gang, at der kommer to kuldioxidmolekyler til kalkboksen, så frigives der eet iltmolekyle til åndesækken. Det er jo ikke så dårligt. Men, affaldsproduktet Na2CO3 (Sodium carbonate), som forbliver i kalkboksen er et mindre heldigt stof. Problemet er, at hvis der til dette stof tilføjes selv en lille mængde vand, så opstår der et hvidt salt Natriumhydroxid (NaOH), og både kultveilte og ilt frigives til åndesækken:

2 Na2CO3 + 2 H2O -> 2 NaOH + 2 CO2 + O2

Saltet Natriumhydroxid (NaOH) er stærkt vandopløseligt. Det kan ligne almindeligt bordsalt i konsistens, og det kaldes også kaustisk soda. Det kan ikke undgås, at vandmolekyler fra dykkerens udånding når kalkpatronen, så der dannes kaustisk soda i boksen. Men, der er som regel ikke nok vand i udåndingen fra dykkeren til, at saltet opløses i en flydende basisk væske. Saltet forbliver derfor i boksen og skader ikke dykkeren.

Hvis der derimod lukkes vand ind i systemet fra det omgivende hav via mundstykket, så vil saltet straks blive opløst i dette vand og flyde ud af kalkboksen og ind i åndesækken som en meget kraftig og ætsende base til fare for dykkeren og udstyret.

Saltet Natriumhydroxid vil i så fald blive opløst i vandet som ionerne Na+ og OH-. Som bekendt er ionen OH- en stærk base, som ætser organisk materiale. Det er derfor, at kaustisk soda er så velegnet i husholdningen til rensning af forstoppede afløb, da organisk materiale som fx. håraffald effektivt nedbrydes.

Faren var, at der kunne trænge vand ind i systemet. Hvis der kom vand ind i kalkpatronen, så ville vandet opløse granulaterne og skabe en meget stærk flydende basisk væske, som ikke bare ville ætse åndesækken, som var lavet af gummilærred, og dykkerslangerne, som var lavet af gummi, men kunne også medføre varige ætseskader i dykkerens mund, svælg og lunger.

For at modvike dette, så var mundstykket udstyret med en manuel lukkeventil, som dykkeren altid skulle huske at lukke, hvis dykkeren fik behov for at tage mundstykket ud af munden, så ikke der kunne trænge vand ind i åndedrætsslangerne - fx. ved samtale dykkere imellem i vandoverfladen. Når man tog mundstykket i munden igen, så kunne der godt stå lidt saltvand i mundstykket, og det måtte man drikke inden, at man åbnede for lukkeventilen igen.

Dykkermasken

Hass erstattede de oprindelige svømmebriller, som han havde brugt indtil nu, med en cirkulær dykkermaske, der både omsluttede øjne og næse, og som blev fremstillet af Dräger på Hans Hass' anbefaling. Drägers maske viste sig at være ideel til dette udstyr, og den har været standardudstyr i mange landes frømandskorps - inklusiv det danske frømandskorps - helt frem til begyndelsen af 1980'erne. Jeg har selv et velbevaret eksemplar af en sådan original Dräger dykkermaske i min egen historiske samling af dykkerudstyr.

Herunder ser du billeder af mit eksemplar af den originale Dräger dykkermaske. Mit eksemplar stammer fra begyndelsen af 1960'erne, hvor Dräger stadigvæk leverede denne maske til Nato's frømandskorps herunder Det Danske Frømandskorps samt Falck Zonens Pionerdykkere.

Denne type maske blev anvendt på den kommercielle dykkerskole, Københavns Dykker Center, som standard fra starten i 1962 til midt i 1970'erne. Jeg blev uddannet på skolen i 1967 bærende denne maske. I 1980 efter, at have fungeret som instruktør på skolen i 10 år, så fik jeg bl.a. et eksemplar af denne maske foræret af skolens ejer, frømanden Mogens Elfenbein. Jeg har stadigvæk denne originale Dräger dykkermaske i min besiddelse, og det er i dag blevet en museumsgenstand. Jeg ser, at der på museer både i Danmark og i udlandet findes udstillet eksemplarer af denne maske. Men, jeg mener, at mit eksemplar er i bedre stand end dem, som findes på museerne i dag. Det skyldes nok, at jeg i højere grad har værnet om mit eksemplar.

Virkemåde

Når man trak vejret ind, så tømte man åndesækken på ryggen, og når man pustede ud, så fyldte man åndesækken igen. Lungerne indeholder ved en dyb indånding hos en voksen mandsperson ca. 6 liter luft. Ved normal udånding pustes ca. 4,5 liter ud. Residualmængden, som normalt ikke pustes ud er således på 1,5 liter. Åndesækken på Hans Hass' iltudstyr var derfor konstrueret til at rumme 4,5 liter.

Luftvolumen i systemet var således relativt konstant på 4,5 liter, og man var neutral i vandet uafhængigt af vejrtrækningen og uafhængigt af, om luftmængden nu var i lungerne eller i åndesækken. Når man dykkede ned i vandet, så blev luftmængden presset sammen uanset, om denne mængde befandt sig i dykkerens lunger eller i åndesækken. Derfor var det nødvendigt at tilføre mere ilt ved at trykke på by-pass ventilen, så åndedrætsmængden igen kom op på 4,5 liter i systemet. Ved uddykning mod overfladen faldt trykket i omgivelserne tilsvarende, hvorved luftvolumen i systemet udvidede sig til mere end 4,5 liter. For at forhindre åndesækken i at sprænge var den forsynet med en overtryksventil, der automatisk åbnede, når åndesækken blev helt udspilet til bristepunktet.

Ved normalt forbrug af ilt forbruger en veltrænet person i god kondition knap 2 liter ilt pr. minut uanset dykkedybden. Ilten tilføres automatisk til åndesækken fra en lille doceringsventil på iltflasken. Med en iltflaske på 0,6 liter á 150 bar (90 liter ren ilt) havde man således nok ilt til mindst 45 minutters dykning. Tilsvarende var der en kalkpatron siddende inde i åndesækken, som udåndingen blev ledt igennem på sin vej ind i åndesækken, og som absorberede kultveilten (CO2) i udåndingen. Kalkboksen indeholdt Natriumperoxid i granulatform, og mængden var afpasset således, at den fungerede effektivt i en time.

Efter knap en times dykning måtte man både udskifte iltflasken og kalkpatronen for at kunne fortsætte dykningen. Hvis man kun udskiftede den tomme iltflaske men beholdt kalkpatronen, fordi man manglede Natriumperoxid eller fordi, at man ville spare på sodaen, så kunne man risikere at CO2-mængden i indåndingen blev for høj. Dette var som sådant ikke så farligt, fordi kroppen straks reagerer, hvis syreindholdet i blodet bliver for højt. Man får åndenød og tvinges automatisk op til overfladen.

Da Dorothea i 1941 fik øje på den unge forskerstuderende, Hans Hass, så arrangerede hun et møde med Hans Hass og Tysklands største søhelt, Kaptajn Felix Graf von Luckner, også kaldet "Seeteufel", da hun vidste, at Luckner havde det skib "Seeteufel", som Hans Hass kunne bruge som forskerskib. Mødet blev gennemført i 1942, og hvis Hans Hass inden for et år kunne bevise, at han ved aktiv forskning og afholdelse af videnskabelige foredrag og udgivelse af afhandlinger kunne forsørge sig selv og financiere fremtidige forskningsekspeditioner på verdenshavene, så ville han få skibet "Seeteufel" af Luckner.

Fotografi fra 1942 ovenfor af Hans Hass,Felix Graf von Luckner og Dorothea Schneider-Lindeman.

Hvis du har lyst til at læse mere om Dorothea Schneider-Lindeman, Tysklands største søhelt, Kaptajn Felix Graf von Luckner, også kaldet "Seeteufel", samt de øvrige forskere, opdagelsesrejsende, og eventyrere, som det lykkedes Dorothea Schneider-Lindeman at få løftet op på det niveau, hvor de kunne udøve deres evner, gøre tjeneste, og blive verdensberømte, så kan du klikke her:

http://www.genart.eu/hass/forskere/forskere.html

Havforskningsorganisationen af 1942

Grækenland 1942 

I forsommeren 1942 påbegyndte Hass endnu en ekspedition sammen med hans to venner fra Wien's Universitet. På grund af krigen, kunne ekspeditionen ikke gå til de tropiske have som planlagt, men blev begrænset til Det Ægæiske Hav i det tyskbesatte Grækenland. Under denne ekspedition kombinerede Hass den store mobilitet, som det nye svømmedykkerudstyr med ilt havde givet ham, med sine filmoptagelser. Hans Hass og sine meddykkere var i stand til at bruge det nye iltapparat så tidligt som 1942 under denne ekspedition til Grækenland. Turen gik til Pelion halvøen, de nordlige Sporaderne og til Santorini.

Da de var i Grækenland for første gang, så benyttede de tyskeren Alfons Hochhauser, som var uundværlig som en lokal ekspert, tolk og fiskeriekspert. Gruppen benyttede lokale bådførere. Hochhauser kom derefter til at blive en fast del af Hans Hass' gruppe på alle de fremtidige ekspeditioner. 

Omdannelsen af forskningsdykkerne fra at være henholdsvis frisvømmere og hjelmdykkere til at være svømmedykkere fandt sted den 12. juli 1942 nær den lille græske ø Ari Ronisi og tæt på den vestlige spids af Euböa, hvor Hans Hass var den første til at afprøve det nye udstyr i havet. I filmen beskriver han sine følelser i løbet af det første dyk som følger:

"Jeg lod mig straks synke ned til en dybde på 10 meter. Det var en vidunderlig følelse at blive hængende under vandet uden nogen form for vejrtrækningsproblemer overhovedet, og at være i stand til lydløst at bevæge mig med fuld bevægelsesfrihed i vægtløs tilstand. Jeg var blevet til et amfibievæsen og kunne svømme tæt langs med fiskene på deres færd uden at skræmme dem væk."

Dykkerne kan tale sammen

På Hassi's ekspeditioner i Grækenland med det lukkede kredsløbsudstyr blev det endvidere erfaret, at svømmedykkerne under vandet er i stand til at tale sammen uden brug af kommunikationsudstyr. Årsagen skyldes flere fænomener: Lydbølgerne forplanter sig frit gennem åndeluften og ind i åndesækken, som fungerer som en stor højtaler i vandet samt, at udstyret ikke har larmende ventiler og larm fra luft, som undslipper udstyret i form af bobler, når der tales.

Det blev under krigen af tyske ingeniører opdaget, at små luftbobler i vand totalt kunne optage og neutralisere lyd. Det førte bl.a. til, at tyske ubåde under krigen blev iklædt gummiplader med indstøbte små luftlommer. På denne måde, så blev sonarlyden fra de allieredes sporingsudstyr optaget af pladerne og neutraliseret, så der ikke kom noget ekko tilbage fra u-båden. På den måde blev u-bådene usynlige for de allieredes sonar-udstyr.

Det betyder også, at hvis man i stedet for et iltudstyr dykker med et luftudstyr, som udsender luftbobler i vandet ved udånding, så vil det være umuligt at tale med sine meddykkere uden elektronisk kommunikationsudstyr.

Det er ikke helt ufarligt at dykke med ren ilt

Det var dog ikke ufarligt at bruge det nye iltudstyr, og der var eksempler på livstruende situationer, som fik Hans Hass til at udarbejde retningslinier for sikker anvendelse af udstyret. To ulykker, som heldigvis ikke fik nogen alvorlige konsekvenser, viste Hass endnu engang den høje risiko forbundet med brug af det lukkede kredsløbssystem baseret på ren ilt. Men, Hass var mere optaget af at være i stand til at observere fisk på nært hold og så diskret som muligt, så han var ikke villig til at droppe iltudstyret til fordel for det mere sikre luftudstyr.

Det er bl.a. derfor, at han fortsatte med at bruge de næsten helt lydløse kredsløbsudstyrer på sine tilbagevendende ekspeditioner, i stedet for at gå over til det noget sikrere svømmedykkerudstyr baseret på komprimeret luft, som blev opfundet af Dräger i 1939 og af Gagnan i Paris i 1943, og som efter 1950 blev brugt af sportsdykkere verden over helt frem til vore dage.

Hans Hass fandt det mere sikre luftudstyr uegnet til sit formål på grund af den voldsomme støj, der produceres af ventilsystemet og af de udåndede luftbobler i vandet. Hass fandt også, at hans iltudstyr var meget nemmere at bære, da iltflasken kun var på 0,6 liter, hvor den tunge trykluftflaske på et luftudstyr skulle være på 10 liter eller mere for at give den samme tid under vandet. Desuden krævede luftudstyret, at man medbragte en stor og tung højtrykskompressor for at kunne genfylde luftflaskerne. Med iltudstyret kunne man overalt i verden få genfyldt den lille flaske med ilt, da ren ilt både bruges på hospitaler samt på værksteder, der bruger simpelt svejseudstyr.

Den maksimale dykkedybde på 20 meter ved dykning med iltudstyr, som ordineret af Hermann Stelzner, var tilstrækkelig dykkedybde til Hass fordi, at den største organiske aktivitet i koralrev finder sted inden for denne dybde. De lavvandede områder har også en langt bedre naturlig belysning for fotografering og filmoptagelser. En anden fordel ved kredsløbsudstyret var, at det i fremtiden ville kunne videreudvikles til at kunne gøre brug af en anden gasblanding end ren ilt - fx en helium-ilt-blanding. Dette ville gøre det muligt at øge dybdegrænsen væsentligt i fremtiden.

Kontrol med iltmængden - iltmangel

Det var ekstremt farligt, hvis flasken løb tom for ilt under dykningen, fordi kroppen ikke er i stand til at registrere faldende iltmængde. Man bliver bare mere og mere træt og døsig, og til sidst besvimer man og drukner.

For at etablere en advarsel mod iltmangel, så havde Hans Hass forlangt, at alle hans udstyr skulle være udstyret med et manometer, som viste, hvor meget ilt, der var tilbage på den medbragte iltflaske på udstyret.

Du ser manometeret på billedet, som den runde skive øverst på ventilsystemet over iltflasken. Manometeret var fremstillet af Dräger og så således ud:

Læg mærke til, at der står ordet "Sauerstoff" på skiven. Det er tysk og betyder ilt (Oxygen). Manometre beregnet for ren ilt er meget dyrere end manometre for atmosfærisk luft. Årsagen er eksplosionsfaren. Alle pakninger og smøremidler på udstyr med ren ilt må nødvendigvis være lavet af ikke oxiderende materialer, for ellers sker der en eksplosiv forbrænding.

Sikkerheden mod at løbe tom for ilt var for Hans Hass og hans venner således udelukkende baseret på dykkerens evne til at huske at holde øje med manometerets visning og samtidigt stole på, at manometeret viste korrekt. Hvis ikke dette var opfyldt, så kunne resultatet hurtigt blive fatalt.

Der har både under krigen og efter krigen været flere eksempler på episoder, hvor Hans Hass' dykkere var tæt på at omkomme på grund af iltmangel. Det skete, at dykkerne glemte at checke manometervisningen på grund af de spændende opgaver, som de skulle udføre, og som krævede deres fulde opmærksomhed. Desuden, så var der eksempler på, at manometeret svigtede, hvor viseren frøs fast, så dykkeren troede, at der stadigvæk var mere ilt på flasken. Problemet er her, at selvom udstyrets komponenter er fremstillet af de bedste materialer, som bronze, messing, og rustfrit stål, så irrer det, når det udsættes for det aggresive salte havvand, og det påvirkes af indtrængende fungus og snavs, og dette kan nemt resultere i, at viseren pludseligt sætter sig fast.

Maksimal Dykkedybde

Hans Hass og hans specielt udvalgte dykkermandskab bestod af unge veltrænede, fysiskt stærke og sunde mennesker. De viste sig alle i stand til at dykke helt ned til 30 meters dybde med iltudstyret uden nogen tegn på iltforgiftning, som ellers viser sig ved voldsomme muskelkramper og synsforstyrrelser. Imidlertid er menneskers tolerance over for iltforgiftning meget individuel, hvilket fik Dräger's tekniske ingeniør, Hermann Stelzner, til at specificere en maksimal tilladelig dykkedybde på 20 meter ved brug af Hans Hass' iltudstyr.

Enkelte mennesker er særlig overfølsomme over for iltforgiftning. Det er almindeligt kendt, at især høje, tynde, ranglede og fysisk svage personer er særlig påvirkelige uden, at årsagen til dette er videnskabeligt forstået. Et godt eksempel på en sådan person er den velkendte franske marineofficer og dykker Jacques Yves-Cousteau. Han ønskede at kunne dykke med iltudstyr sådan, som Hans Hass kunne det, men Cousteau måtte opgive det, fordi han allerede på 6 meters dybde med iltudstyr blev ramt af en voldsom iltforgiftning, som nær havde kostet ham livet.

Cousteau forsøgte sig derfor som tungdykker i flåden, men måtte også opgive dette, fordi dykkerskolen afviste ham pga hans for svage muskelstyrke. Det var først i 1945, at Cousteau endelig fik mulighed for at dykke ved hælp af det nyopfundne åbne svømmedykkerudstyr baseret på almindelig trykluft.

Det smidige dykkerudstyr gavner forskningen og filmoptagelserne

Den maksimale dykkedybde på 20 meter og den maksimale dykkertid på en time med iltudstyret havde også den fordel, at vandtemperaturen på de foretrukne himmelstrøg var tilstrækkelig høj til, at forskerne kunne dykke uden dragter og uden at komme til at fryse. Hans Hass var imod brugen af dykkerdragter for at holde varmen, fordi han mente, at dragterne hæmmede dykkerens bevægelsesfrihed, gjorde hele dykkerprocesssen mere kompliceret, ville kræve anvendelse af tunge blybælter for at kompensere for dragtens opdrift, og mest af alt: Det ekstra udstyr ville formindske dykkerens evne til at koncentrere sig om at iagttage omgivelserne og styre sit kamera. Ved brug af dragt, så må dykkeren nemlig i højere grad koncentrere sig om sit udstyr og sine egne vanskeligheder ved udførelsen af dykningen.

På sin Ægæiske ekspedition i sommeren 1942 var Hass i stand til at udføre et omfattende arbejde inden for marinebiologi for første gang. Brugen af iltudstyret tillod ham adgang til at arbejde i undersøiske huler, som ville være utilgængelige for en hjelmdykker. Hans afhandling om immobile animalcule kaldet "Reteporiden", som han begyndte at skrive på under denne ekspedition, betragtes i dag som en milepæl inden for marinebiologisk forskning, og det var det første marinebiologiske projekt i verden, som blev gennemført ved hjælp af svømmedykkerudstyr.

Indtil dette tidspunkt havde forskerne kun nået verdenshavenes dybder med trawl-net og grab-spande, eller individuelt med slange-udstyr og dykkerhjelme. Nu, da forskerne begyndte at bruge svømmedykkerudstyr, lå de lavvandede kystområder åbne for forskere, som var drevet af videnskabelig nysgerrighed. Hans Hass var den første af denne nye generation af forskere. Kombinationen af svømmedykkerudstyr og svømmefødder blev en milepæl i historien om dykning og menneskets forsøg på at udforske havene. På grund af dets design-specifikke risici, blev iltudstyret efterhånden erstattet i midten af århundredet af det mere sikre og mere pålidelige SCUBA-udstyr, som kun bruger komprimeret luft. I dag har brugen af nye gasblandinger til vejrtrækningen dog gjort kredsløbsudstyret populært igen. Dets grundlæggende princip er forblevet uændret, bortset fra udviklingen af særlige ventiler for styring af henholdsvis Nitrox-, Trimix- og Heliox-blandinger.

Testdykningerne i Grækenland i 1942, som blev udført af Hans Hass og hans venner, med det nye iltudstyr (Hans Hass' Tauchgeräte fra 1941), blev udført i tæt samarbejde med Hermann Stelzner fra Dräger Tauchtechnik i Lübeck, som ønskede tilbagemeldinger om udstyrets funktionalitet bl.a. med henblik på udførelse af eventuelle forbedringer af udstyret for fremstillingen af et egnet standardiseret militært svømmedykkerudstyr.

I sensommeren i 1942 afsluttede Hass optagelserne til hans anden film kaldet "Menschen unter Haien" (mennesker blandt hajer), som varede i 84 minutter og blev produceret under flere måneder i Det Ægæiske Hav og havet omkring Kreta. I filmen ses bla. læbefisk, vandmænd, svampe, søanemoner, hajer og rokker. Et højdepunkt er samspillet mellem dykkere og hajer. Filmen nåede dog ikke at blive færdiggjort eller offentliggjort før, at Hans Hass blev indrulleret i krigen.

Tysk militærtjeneste 1942

Hans Hass blev indkaldt i efteråret 1942 til Tysklands Wehrmacht umiddelbart efter sin kandidateksamen som havbiolog på Humboldt Universitetet i Berlin. I Wehrmacht gennemførte han grundskolen i Berlin som almindelig værnepligtig soldat med dispensation for en del af den fysiske træning pga. den vaskulære sygdom i fødderne.

Samtidigt med tjenesten fik Hans Hass tilladelse til at læse videre i sin fritid på Humboldt Universitetet i Berlin som professor-studerende (svarende til Ph.D-studerende). Studiet var især muligt for Hassi at gennemføre, da han blev fritaget for den værste og mest tidskrævende fysiske træning i Wehrmacht. Han producerede bøger og holdt foredrag for at kunne forøge sin indtjening og overbevise omgivelserne om, at han var i stand til at gennemføre sine forskningsplaner.

Forskningsskibet Seeteufel 1943

Hans Hass havde i høj grad indfriet de opstillede krav, og fra og med januar 1943 lod Dorothea Schneider-Lindeman sig fuldtidsansætte på Hans Hass forskningskontor i Berlin, hvor hun udelukkende arbejdede for forskeren Hans Hass. Mens Hans Hass var væk på tjeneste, så styrede Dorothea kontoret for Hassi.

På grund af sine dykkerfærdigheder og tekniske indsigt i det nye tyske frømandsudstyr, som han selv havde udviklet i samarbejde med Dräger, så blev Hans Hass i marts 1943, samtidigt med Alfred von Wurzian, indkaldt til Division Brandenburg. Den afdeling af Abwehr, som Division Brandenburg hørte under, var den såkaldte Sabotageafdeling, der havde ansvaret for indsættelse af specialuddannede kommandosoldater i operationer bag fjendens linjer. Det var på dette tidspunkt af krigen netop i Division Brandenburg, at man samlede og uddannede alle specialstyrker og eliteenheder, som skulle og kunne efterkomme de udstukne opgaver fra sabotageafdelingen i Abwehr. 

Hans Hass' og hans venners indsats under krigen

Hvis du er interesseret i at læse mere om Hans Hass og hans venners indsats under krigen i bl.a. Tysklands efterretningstjeneste Abwehr, i verdens første frømandskorps det tyske "Meereskämpfer Einheit", i det italienske kampdykkerkorps Decima Flottiglia MAS, i SS's efterretningstjeneste Sicherheitsdienst (SD), i Det tyske frømandskorps uddannelse under krigen, i det tyske frømandskorps heltegerninger under krigen, i Kleinkampfmittelverband, i Marine Einsatz Kommandos, og i invasionsforsvaret af Danmark mod de allierede ved hjælp af tyske miniubåde i 1945, så skal du klikke her:

http://www.genart.eu/hass/meereskampfer/meereskampfer.html

Hvis du er interesseret i at vide, hvad der skete med Hans Hass' to ungdomsvenner fra Wien's Universitet, som han havde dykket sammen med, så kan du læse her:

http://www.genart.eu/hass/vennerne/vennerne.html

Forskningsskibet Seeteufel  i 1945

I 1945 gik Hans Hass' forskningsskib "Seeteufel" tabt, da russerne erobrede Königsberg og konfiskerede skibet som krigsbytte. Hvad der skete med skibet var ukendt helt frem til 2008.

Ved krigens slutning helligede Hans Hass sig primært i færdiggørelsen af hans sidste ekspeditionsfilm fra 1942 "Menschen unter Haien" (mennesker blandt hajer) i Berlin.

I frustration over tabet af sit forskningsskib, som han aldrig selv nåede at få nogen glæde af, og over Tysklands nederlag og fattigdom efter krigen hengav han sig til at studere antropologi og evolutionslære. Hass havde tabt alle sine optjente og investerede penge. "Seeteufel", som skibet var navngivet, er - på trods af garantier og aftaler - aldrig blevet erstattet af russerne.

Hannelore Schroth 1945

Hans Hass blev gift med den berømte og smukke tyske skuespillerinde Hanne Lore Emilie Käte Grete Schroth i Berlin, den 30. Juni 1945. Det var hendes andet ægteskab.

Forsøg på ny opstart 1946

Efter krigen og Tysklands opløsning havde Hassi mistet sin tyske forskningsorganisation, sin formue og sit forskningsskib. Berlin lå i ruiner. Han måtte starte forfra. Da der ikke længere var mulighed for dette i Tyskland, så flyttede Hass med sin kone til Østrig i Sankt Gilgen. Hans Hass undgik på dette tidspunkt Wien, bl.a. fordi Wien - lige som Berlin - var blevet bombet, og fordi, at Wien - på trods af stor modstand - var tabt til de invaderende russere.

På samme måde, som Hans Hass havde opnået succes med sit foretagende i Berlin, så forsøgte Hass at opnå skattebegunstigelse og hjælp i Østrig til sine forskningsprojekter, men det blev ham nægtet. Han måtte selv financiere sit foretagende. Myndighederne i Østrig ville ikke hjælpe ham.

I Sankt Gilgen fik Hans og Hannelore en søn i 1946, Hans Hass Jr., som senere blev skuespiller og popsanger. Medio 1946 flyttede Dorothera Schneider-Lindemann fra Lindenhof til Sankt Gilgen, hvor Hans Hass og hans kone, skuespillerinden Hannelore Schroth, boede. Formålet var at hjælpe Hans Hass og hans familie, så Hans igen kunne få energi til at udføre sin forskning. Det lykkedes.

Verdenspremiere på Filmen "Menschen unter Haien" 1947

I 1947 fik hans film "Menschen unter Haien" (mennesker blandt hajer), som han havde produceret i Grækenland i 1942, imidlertid sin verdenspremiere i Zürich i Schweiz, og hans mest populære bog med samme titel blev udgivet i 1948. Som følge heraf fik han kontrakt med Herzog-Film (München) og Sascha-Film (Wien). Det var lykkedes Hass at komme på fode igen, og Hans Hass fik oprettet et forskningskontor i Wien efter, at russerne havde forladt byen.

Success i Europa og Problem i USA (1950)

BBC's naturhistoriske filmafdeling "Wild Film History" har eksisteret siden 1896. Afdelingens formål er bl.a. at samle autentiske naturhistoriske filmoptagelser fra producenter og støtte disse producenter overalt i verden uanset herkomst for at kunne udgive deres værker i BBC's regi som naturhistoriske biograffilm eller som naturhistoriske TV-udsendelser. Mange af disse bearbejdede værker kommenteres af kendte personer som fx Sir David Attenborough. Allerede i 1950 får det britiske BBC øje for Hans Hass' fantastiske undervandsoptagelser og artikler og beslutter, at støtte hans fortsatte undervandsforskning med økonomiske midler.

Men på trods af Hans Hass' fantastiske og enestående ekspeditioner og filmoptagelser, så slog hans forskning, undersøiske artikler og filmoptagelser ikke igennem i USA før midten af 1950'erne fordi, at Hans Hass havde gjort tjeneste i Nazityskland. Specielt i USA var holdningen i befolkningen efter krigen præget af had og modvilje mod alt tysk. Det var årsagen til, at det lykkedes for den franske søløjtnant Jacques-Yves Cousteau at udnytte det opståede tomrum og indtage førstepladsen på den internationale scene som dykkerpioner selvom, at Hans Hass på alle områder var den første og bedste på området. Først senere er erkendelsen af dette faktum sket i professionelle kredse i USA, men aldrig i den brede befolkning i USA som helhed.

Den amerikanske organisation National Geographic Society blev oprettet i Washington D.C. i 1888. Det er blevet en af ​​de største almennyttige videnskabelige institutioner i verden, og deres fremstillinger påvirker i høj grad verdenssamfundets opfattelse af virkeligheden på mange områder. Dens interesser omfatter geografi, arkæologi og naturvidenskab, samt støtte af miljøets bevarelse og af historiske værdier. Det er imidlertid manges opfattelse, at National Geographic Society kun støtter projekter, som er direkte i USA's interesse.

Organisationen National Geographic Society afviste at støtte Hans Hass' forskningsorganisation og at offentliggøre nogen af Hans Hass' mange undersøiske artikler og film fra 1937 og fremad. I Oktober 1952 offentliggøre National Geographic Magazine i stedet for de første undersøiske artikler af Jacques-Yves Cousteau fra 1952. Organisationen valgte bevidst helt at ignorere Hans Hass til fordel for Jacques-Yves Cousteau, hvor organisationen støttede Jacques-Yves Cousteau med store økonomiske midler. National Geographic Society har aldrig officielt indrømmet deres fordrejning af virkeligheden, hvad angår dokumentationen af dykningens pionerhistorie.

Hans Hass RolleiMarin Undervandskamera 1950

Hans Hass bragte sit eget design af et undervandskamerahus til firmaet Franke & Heidecker i Braunschweig, Tyskland. En prototype af Hans Hass RolleiMarin kamerahus blev fremstillet af den tyske ingeniør Richard Weiss i firmaet Franke & Heidecke, Fabrik Photographischer Prazisions-Apparate, i 1950 før den egentlige produktion blev startet. Kamerahuset blev patenteret i Tyskland i juli, 1953. Det amerikanske patent blev indgivet i juni 1954, men patentet blev tilsyneladende ikke udstedt af de amerikanske myndigheder før i 1960.

Rolleimarin kamerahuset var specielt designet til at huse Rolleiflex F3.5 medium format kamera, og det var en perfekt kombination. Rolleiflex, med dets optik i høj kvalitet, kombineret med 2 1/4 tomme firkantede negativer gav en uovertruffen skarphed og detaljer i fotografier. Den fotografiske præcision i den kompakte og meget bærbare Rolleimarin blev, i mange år, standarden for professionelle fotografer over hele verden, og fotografier taget med dette system har prydet siderne i mange af verdens mest prestigefyldte publikationer. Mange professionelle undervandsfotografer fra hele verden mente, at Hans Hass' undervandskamera var verdens bedste.

Hans Hass' RolleiMarin kamera blev senere bl.a. brugt af den berømte amerikanske undervandsfotograf David Doubiet. Davids arbejde er kendt over hele kloden gennem National Geographic Society.

Selvom apparatet har eksisteret i over 50 år, så er mange af disse kamerahuse stadig i brug af professionelle undervandsfotografer, og de er blevet meget efterspurgte af samlere.

Forskningsskibet Xarifa 1951

Men, på trods af modgang fra specielt USA, så gav Hans Hass ikke op. I 1951 i Liechtenstein i Schweiz grundlagde han sit Internationale Institut for Submarine Forskning (IISF). Kort tid derefter, ved hjælp af hans egne midler og kontrakten med BBC for eneretten til at lave fremtidige biograffilm og dokumentarserier for TV med Hans og Lotte Hass i hovedrollen, som sikrede ham finansiel støtte, erhvervede han sig den tremastede skonnert "Xarifa" fra Hamburg, hyrede en besætning, og fik samlet et team af forskere rundt om ham.

Hans Hass er et eksempel på en forsker, som aldrig har været krigsforbryder, og som derfor aldrig har været i søgelyset af den Israelske efterretningstjeneste, men som alligevel af verdenssamfundet er blevet betragtet som tidligere nazist og derfor ikke var velkommen i mange af de vestlige lande - herunder USA, England, og Australien. Ved denazificeringens bratte afslutning i 1952, så blev Hans Hass sammen med tusindvis af andre nazister pludselig frikendt og renset for enhver form for beskyldninger og anklager og kunne derefter rejse rundt i alle vestlige lande - herunder fx. England, USA, og Australien - uden problemer.

Flyvetur til USA og til Australien 1952

Mens, at skibet Xarifa var i færd med at blive klargjort som forskningsskib i Hamburg af Hans Hass' tyske organisation, så blev Hans Hass og hans kone, Lotte Hass, inviteret af repræsentanter for den amerikanske regering med på en forelæsningstur til USA.

Det er meget sandsynligt, at den amerikanske regering og CIA forsøgte at overtale Hans Hass til at fungere som leder eller som konsulent for USA i opbygningen af det nye amerikanske frømandskorps, Navy Seals.

Under besøget i USA, så blev det aftalt, at både Hans og Lotte Hass skulle flyves til Australien for at dykke ved The Great Barrier Reef i vinteren 1952/53, hvor det er sommer i Australien, som jo ligger på den sydlige halvkugle. Hans og Lotte Hass blev fløjet til Australien på USA's regning.

Set i vore dages perspektiv, så kunne man forvente, at Hass i 1952 oplevede revene i langt mere uberørt tilstand, end de er i dag. Men, Hass beskrev mødet med The Great Barrier Reef, som et område domineret af øde områder, skader på koralrevet, dårligt vejr, og mørkt og grumset vand. Noget tyder på, at Hans Hass havde været særdeles uheldig under denne rejse.

Til dette vil jeg tilføje, at The Great Barrier Reef godt nok er verdens største koralrev og er derfor også blevet promoveret, som verdens ultimative dykkersted. Men, efter min mening, så er den dykkermæssige værdi relativt ringe. Vi taler her om store lavvandede områder, hvor koralrevene når næsten helt op til overfladen. På grund af den lave dybde afstedkommer bølgerne store strømninger og bobler i vandet, så det er svært for dykkere at foretage kvalitetsmæssige optagelser under vandet. Desuden, så risikerer dykkerne at blive skadet på korallerne, når bølgerne rusker dykkerne rundt over og imellem korallerne. Til sammenligning, så er den dykkermæssige oplevelse ved at dykke fx. i Rødehavet langt højere.

Med mit nuværende kendskab til Hans Hass og hans viljestyrke og loyalitet over for Tyskland, så er det meget sandsynligt, at Hans Hass takkede nej tak til at hjælpe USA på dette tidspunkt. Hans Hass havde sandsynligvis stadigvæk trofaste forbindelser i Tyskland, som arbejdede på etableringen af et nyt Tyskland efter krigen.

Det er meget tænkeligt, at Hans Hass afslag til amerikanerne om et samarbejde i 1952, fik USA til at slå hånden af Hans Hass således, at USA's regering som straf modarbejdede Hans Hass i de kommende år.

Første Xarifa-togt 1953

Hans Hass tog af sted, med ham selv som ekspeditionens leder og sammen med Lotte Hass, for at udforske de forskellige oceaniske koralrev i stor stil. Han udførte sin første "Xarifa" ekspedition. I 1953 sejlede hans skib, "Xarifa", over Atlanterhavet til Det Caribiske Hav og efterfølgende til Galapagos-øerne i Stillehavet.

Fra denne ekspedition blev der produceret flere film af Hans Hass - herunder den fantastiske film "Unternehmen Xarifa". Det britiske BBC, som støttede Hans Hass i arbejdet, producerede biograffilmen "Under the Caribbean" baseret på Hass' film. Spillefilmen blev vist i biograferne verden over og var en kæmpe succes.

I 1957 sejlede Hans Hass sammen med Lotte Hass og sin forskergruppe gennem Det Røde Hav og videre til Det Indiske Ocean til Nicobarerne, og endelig, til Singapore i Fjernøsten.

På disse ture blev der produceret adskillige opsigtsvækkende resultater. For eksempel var der det første undervandsmøde mellem et menneske og en kaskelothval, havets største rovdyr. Hass var i stand til at fastslå, at dette dyr er langt mere forsigtigt end almindeligt antaget og, at det ved en rolig respektfuld adfærd fra menneskets side viste sig muligt for dykkerne at komme helt tæt ind på rovdyret og opnå kontakt med det uden risiko for angreb. Mødet var baseret på gensidig respekt.

I Det Indiske Ocean, udarbejdede Hass en ny teori om dannelsen af koralatoller på Maldiverne, der afløste den tidligere accepterede teori fra Charles Darwin. Xarifa-forskningen gav ny viden på en lang række områder til en mere præcis viden om havet og dets beboere.

Xarifa ankommer til Singapore i oktober1958, hvor den gravide Lotte Hass snart skal nedkomme med deres barn. Hans Hass beslutter derfor at flyve sammen med Lotte tilbage til Wien. Hass overlader Xarifai varetægt af "the 37th Water Transport Company of the Royal Army Corps" i Singapore. Forskerne i Hass' gruppe kunne fortsætte ekspeditionen på egen hånd men uden forskningsskibet Xarifa indtil, at Hans og Lotte Hass kunne komme tilbage til Singapore og hente skibet.

Første TV-serie med BBC 1959

Efter ekspeditionen til Østafrika og Sydasien blev Hans Hass' første Tv-serie for BBC udviklet i 1959, og i 1961 inkluderede disse Tv-serier - for første gang - også dyr på landjorden.

Tekniske Innovationer

I løbet af sine ca 25 års undersøiske aktiviteter (1937-1962), udviklede Hass løbende sine teknologiske innovationer. Et elektrisk instrument til at lokke og til at skræmme hajer og et apparat med kunstigt producerede vibrationer for kontrol af stimer af fisk blev udviklet i 1948. I 1950 producerede han den første undervands-blitz, til sit Hans-Hass-Rolleimarin undervandskamera. Hass udviklede også et akustisk undervandshus til sit Leica kamera.

Samtidigt udviklede han den fotografiske og filmmæssige teknologi til undervandsoptagelser. Efter 1942 opnåede han international offentlig interesse i at dykke pga. hans film, og filmene fremmede svømmedykning som en populær metode til at drive undervandsforskning og fremtidige fritidsaktiviteter i havet. Han opnåede verdensberømmelse som en bestseller forfatter og instruktør af en lang række dokumentarfilm og undervandsfilm, først for biograferne og senere for TV.

Hans smukke kone, Lotte Hass, optrådte i mange af hans film. Som en af de første undervandsmodeller, spillede hun en vigtig rolle i deres succes.

Murænerne Heteroconger Hassi 1959

To af Hans Hass forskere, Wolfgang Klausewitz og Irenäus Eibl-Eibesfeldt, som havde fortsat ekspeditionen på egen hånd, opdagede i 1959 en helt ny muræneart på Maldiverne, som de døbte efter Hans Hass og forskningsskibet Xarifa med navnet Xarifania Hassi (arten er siden blevet omdøbt til Heteroconger Hassi).

Endelig Anerkendelse i USA 1959

Så sent som i 1959 i Los Angeles i USA blev Hans Hass med tilbagevirkende kraft givet en Oscar for de enestående undervandsoptagelser i hans film "Unternehmen Xarifa" fra 1953.

Populære filmoptagelser fortsætter efter 1961

I slutningen af 1960 solgte Hans Hass sit stolte skib Xarifa fra Hamburg. Skibet lå på dette tidspunkt stadigvæk opankret i Singapore, og Hans Hass havde i denne periode - pga. andre aktiviteter - ikke længere tid til at hente skibet eller at fortsætte ekspeditionen med skibet. Skibet blev solgt til en italienskindustrimand, Carlo Traglio, som sejlede det tilbage til Europa og satte det i stand. Skibet har i dag hjemhavn i Monaco, hvor det fungerer som en luksusyacht.

En meget flot og tro model af Hans Hass' historiske skib findes i dag på Det Naturhistoriske Museum i Wien.

Status 1961

I 1961 opsummerede Hans Hass sine erindringer i bogen "Ekspedition ins Unbekannte". Hass havde i 1961 nået de mål, som han havde formuleret i 1941. Hans Hass mente, at hans ekspeditioner havde indhentet nok af videnskabelige beviser for sine påstande. Det var ikke længere nødvendigt at foretage yderligere ekspeditioner for at verificere den evolutionsmæssige forståelse, som han havde opnået. Alle yderligere ekspeditioner ville kun kunne bekræfte det allerede indhentede. Hans Hass ekspeditioner havde været på alle verdens syv verdenshave.

Fra da af helligede Hans Hass sig primært forskning inden for overordnede emner, men hans store og voksende undervandsorganisation fortsatte fremover med at producere populære filmoptagelser og TV-udsendelser fra havets spændende verden. 

Hans Hass deltager fremover kun sporadisk på dykkerekspeditioner sideløbende med sin egen forskning. Da Hans Hass ikke længere selv leder alle ekspeditionerne, og de samtidigt er vokset både i omfang og antal, så er det ikke længere muligt for Hans Hass personligt at give den nødvendige oplæring og disciplin til den enkelte deltager i alle tilfælde. Derfor er det ikke længere sikkert for nye deltagere at dykke med Drägers iltudstyrer hvorfor, at alle nye deltagere fra og med 1961 kun får lov til at benytte almindeligt luftdykkerudstyr for sportsdykkere eller mere moderne blandingsgasudstyre på hans organisations fremtidige ekspeditioner.

Det Tyske Firma Barakuda eksisterer stadigvæk i 1962

Efter at Barakuda's monopol på leverance af svømmefødder til militæret og andre myndigheder ophørte i 1962, så fortsatte mange landes korps med at købe Barakuda's svømmefødder, lige som de også stadigvæk købte Dräger's dykkerudstyr. Men, i løbet af 1970'erne, så begyndte der at komme andre producenter på markedet, som kunne levere en lige så god kvalitet for en noget lavere pris.

Da jeg tog min dykkeruddannelse på Søværnets Dykkerskole i Danmark i 1986, så bestod svømmedykkerudstyret stadigvæk af bl.a. Drägers luftdykkerudstyr (for øvrigt med Drägers dobbeltslangelungeautomat) og Barakuda's svømmefødder. Men skolen er senere gået over til bl.a. at anvende de militære svømmefødder Jet Fins fra det amerikanske firma Scubapro som standard.

De legendariske svømmefødder fra Barakuda produceres ikke længere, og de er efterhånden gået hen og blevet et samlerobjekt. Barakudas svømmefødder blev simpelthen udkonkurreret af Jet Fins i begyndelsen af 1980'erne. Jet Fins fra Scubapro er i vore dage blevet standardudstyr i de fleste frømandskorps verden over:

Scubapro blev startet i Californien i 1963 af den italienske pionerdykker Gustav Dalla Valle, som havde været med til at starte dykkerudstyrsproducenten Cressi-Sub i Italien i 1946, og den amerikanske ubådsofficer Dick Bonin, som havde fremstillet udstyr til de første Navy Seals i USA efter krigen. Scubapro er efter 1980'erne blevet den største producent i verden af dykkerudstyr både til sportsdykkere og til de professionelle dykkere.

I 1986 blev selskabet Barakuda overtaget af selskabet Metzeler. I 1997 blev selskabet købt tilbage af sønnerne til Bergann, som ændrede navnet på selskabet tilbage til det traditionsrige Barakuda. I 2010 genoprettes den sportsdykkermæssige del af Barakuda: www.barakuda.de

Energon-Teorien 1963 - 1966

Hans Hass fulgte sine erfaringer fra sine ekspeditioner og fra sin adfærdsforskning op med analytiske arbejder, hvilket førte til udviklingen af Energon-teorien fra 1963 til 1966 som grundlag for de efterfølgende arbejder.

Evolutionsteorier 1967 - 1669

Kombineret med ledelsesstrategier, offentliggjorde Hass i 1969 værker om fællestræk i evolutionen baseret på sin Energon-forskning. Hans Hass' undersøgelser omfattede bl.a. evolutionær biologi og termodynamik for at forbinde disse med hinanden. Det var en form for parallelforskning til den nye forskning inden for DNA og genteknologi, som på tidspunktet kun var i sin vorden og endnu ikke almindeligt kendt.

Den internationale akademiske videnskab var på dette tidspunkt generelt ikke indstillet på sådanne teorier. Hass postulerede, at eksisterende celler fra de menneskelige organer fungerer som bærere af energoninformation og hævder, at teknologien i fremtiden - på baggrund af en enkelt celle - vil kunne producere fx. ekstra organer, der kan udskiftes efter behov hos det enkelte menneske. Den videnskabelige forskning og praksis har efterfølgende måttet erkende, at Hans Hass havde ret i mange af hans antagelser og påstande.

Hans Hass beskriver mennesket som en opbygning af i princippet ens celler - hyperceller, og karakteriserer mennesket som en alsidig og fleksibel skabning, som han kaldte "Homo Proteus" (efter den græske gud Proteus).

Dette er Energonkonceptet af Hassi, som hans "Glas perle Game", hvori han forsøgte at sammenfatte forskningsresultaterne fra forskellige videnskaber og at fremlægge en samlet struktur for dette system af begreber.

Lotte Hass udgiver sin bog 1970

I 1970 udgav Lotte sine oplevelser under ekspeditionen til Det Røde Hav i sin bog "En pige på havets bund".

Teorier om Erhvervslivet 1970

I 1970'erne talte og beskæftigede Hans Hass sig med miljømæssige og kommercielle emner, og blev udnævnt til et professorat ved universitetet i Wien.

Ekspedition til New Zealand 1971

Hans Hass Junior ledsager sin fader på en ekspedition til New Zealand, hvor der bliver optaget TV-dokumentarer til Süddeutscher Rundfunk (SDR). Det bliver til to fjernsynsudsendelser:

"Das Geheimnis der Cheviot Bay" og "Die verzauberten Inseln"

ESSO (Exxon) udgiver bogen "Vorstoss in die Tiefe" 1971

Direkte oversat til dansk er titlen "Strejftog i Dybet". Exxon udgav bogen i alle de lande, hvor Esso opererede, og det var mange. Bogen blev udgivet på alle disse landes pågældende sprog. I Danmark udkom bogen på dansk i 1972, og blev udgivet af Dansk Esso A/S. Titlen på bogen i Danmark er "Havets Dyr - på opdagelse i oceanernes fantastiske verden" af Dr. Hans Hass.

Bogen blev gratis udleveret til alle kunder på Esso's tankstationer, og hver gang man tankede på en Esso-station, så fik man et glansbillede (undervandsbillede), som man kunne klistre ind i bogen. Min fader, Arne Hugo Genart, havde dengang en stor moderne køreskole med mere end 20 køretøjer, og han var erhvervskunde hos Esso. Derfor tog det ikke lang tid for mig at få gjort denne fantastiske bog komplet.

Jeg har stadigvæk denne fantastiske bog i god behold, og jeg vil dele den med jer her:

www.genart.eu/hass/esso/esso.html

Man skal huske på, at Exxon var USA's største virksomhed, og var dermed dengang en væsentlig repræsentant for USA og for USA's holdninger over for resten af verden. Det, som man specielt skal bemærke sig her, er Esso's introduktion i bogen, hvor de skriver: "Hans Hass var den første, der udforskede oceanernes ukendte verden". Se, det var jo noget helt nyt, for indtil da, så havde USA fejlagtigt fremhævet deres allierede, franskmanden Jacques-Yves Cousteu, med tildelingen af denne ære.

Lotte Hass til Hollywood 1976

Caribien 1977

Hans og Lotte Hass tager med sit forskerteam og filmhold til øerne Curacao og Bonaire (De Nederlandske Antiller), for at gense de områder, hvor Hassi foretog undervandsoptagelser allerede i 1939, og hvor Hans og Lotte Hass optog filmen "Unternehmen Xarifa" i 1953. Teamet foretager nye undervandsoptagelser og vurderer den miljømæssige tilstand af koralhavet og fiskelivet. 

Værker i Ledelsesteorier 1983

I 1983 udgav Hans Hass en enorm mængde af bevidsthedsgivende forklaringer om rovdyrsinstinkter i erhvervslivet. Hass sammenfattede marinebiologi, adfærdslære og ledelsesteorier under én paraply. Disse værker synes at have virket som katalysator for en masse betragtninger og forestillinger i mange forskellige brancher verden over.

Hannelora Schroth døde i 1987 

Hannelora Schroth døde i 1987 kun 65 år gammel og ligger begravet på Friedhof Heerstraße kirkegård i Berlin.

Miljøforkæmper 1989

Fra og med 1989 har Hans Hass udelukkende koncentreret sig om miljøtemaer, og nogle af Hans Hass helt store bekymringer er den globale overbefolkning, forureningen af verdenshavene, og den globale opvarmning.

Besøg hos Dräger 1996

Foto ovenfor: Dykkkerpioner og i det virkelige liv legenden Hans Hass, i centrum af billedet, 1996. Dette foto blev taget på Dräger Diving Center i Travemünde, Tyskland. Herr Hass besøgte centret for at få sit originale iltudstyr kontrolleret og repareret. Dette udstyr var skræddersyet til ham af Dräger i 1941. Bemærk også den dykkermaske, som Hans Hass bærer på billedet. Det er en original Dräger dykkermaske nøjagtig, som det eksemplar, som jeg har i min besiddelse.

POLAR Film + Medien GmbH 1996

POLAR Film + Medien GmbH blev grundlagt i 1996 i Dortmund i Tyskland af erfarne filmproducenter og marketingfolk. Formålet med denne organisation er bl.a. at samle og bearbejde alle historiske tyske filmoptagelser for deres bevarelse og for offentlighedens tilgang til disse historiske værker ved bl.a. at udgive værkerne kommercielt på DVD. Mange af de sikrede og offentliggjorte dokumentariske film er fra Den Anden Verdenskrig. Årsagen til det sene tidspunkt for organisationens oprettelse er, at det indtil dette sene tidspunkt har været anset at være alt for problematisk og for odiøst at offentliggøre materiale, som hidtil har været undertrygt af censur og dogmatiske holdninger i verdenssamfundet. Samtlige af Hans Hass' film og TV-udsendelser er bl.a. samlet her.

International Hans-Hass-Institut for Energonforschung (IHHI) 1999

I december 1999 på initiativ af Hans Hass, blev "International Hans-Hass-Institut for Energonforschung (IHHI)" etableret ved Instituttet for Filosofi og Videnskab ved universitetet i Wien. Erhard Oeser var præsident for Hass' institut og direktør for Instituttet for Filosofi og Videnskabsteori ved Wiens Universitet. IHHI modtog i 2002 forskningsmidler fra det østrigske ministerium for uddannelse, videnskab og kultur.

Boot 2000

Både Hans og Lotte Hass blev indlemmet som æresmedlemmer i Den Internationale Scuba Diving Hall of Fame i år 2000.

Hans-Hass-Institut for Undervandsforskning og Dykning" (HIST) 2000

Hans Hass' organisation "International Institut for Undervandsforskning (IISF)", som var blevet grundlagt af Hans Hass i Schweiz i 1950, og den tyske organisation "Center for Forskning i Dykningens Historie" blev slået sammen og omdøbt i december 2000 til "Hans-Hass-Institut for Undervandsforskning og Dykning" (HIST). Dette Hans-Hass-Institut ledes i dag af Michael Young.

Moderne børnebøger og tegneseriefilm 2000 - 2010

Utallige internationale film og tegneserier, baseret på den fantasifulde fortolkning af Hans Hass' Energon-forskning, er strømmet ud af bl.a. Japan, USA og Europa siden Hans Hass' offentliggørelse af sine værker om Energon i 1965. Efterfølgende har både USA, Canada, Sydamerika, Europa, Sydafrika, Asien, Kina, og Australien sluttet trop. Især de Japanske fortolkninger har sågar udmøntet sig i Danske oversættelser af Japanske fantasitegneseriefilm inden for emnet, som ukritisk er blevet vist på Dansk TV i børneudsendelser i nullerne. Dette har været en del af den åndelige næring for vores børnebørn.

Der er nogle, som mener, at virkeligheden overgår fantasien. USA's anvendelse af ubemandede droner i vore dages krige er et eksempel på det, og mange er af den opfattelse, at fantasiudfoldelsen af Hans Hass' Energon-teorier og Nazi-tysklands wunderwaffen netop har ført til udviklingen af bl.a. de i den virkelige verden eksisterende førerløse computerstyrede dræberdroner.

Hans Hass på Maldivene 2005

Hans Hass dukkede op i januar 2005 på Maldiverne for at vurdere virkningen af tsunamien, som bl.a. havde ramt Maldiverne.

Æresmedlem i 2006

Professor Hans Hass blev æresmedlem af den tyske forening Felix Graf von Luckner Gesellschaft e.V. i 2006. Foreningen var oprettet til ære for Felix Graf von Luckner.

Hans Hass i Rødehavet 2007

I januar 2007 deltog Hans Hass i en sejltur fra Port Sudan og dykkede i Rødehavet fra sejlskibet bl.a. for at observere de miljømæssige konsekvenser i området.

Lotte Hass 80'års fødselsdag 2008

Den østrigske legende, Lotte Hass, inden for dykning og undervandsfotografering, fejrede sin 80'års fødselsdag den 11. juli 2008 på SeaStar-Club i Wien, hvor hun blev hædret for sin indsats.

På billedet fra fødselsdagsfesten ses Hans og Lotte Hass med deres datter Dr. Meta Hass-Raunig.

En film til ære for Lotte Hass vises i TV og i biograferne i de tysktalende lande:

Forskningsskibet Seeteufel går igen i 2008

I 2008 blev det opdaget, at skibet "Seeteufel" stadigvæk eksisterer. Skibet "Seeteufel" har siden slutningen af den anden Anden Verdenskrig været i russiske hænder som "Nadezhda". Skibet var oprindelig Felix Graf von Luckner's ejendom. Von Luckner forærede skibet til Hans Hass i 1943, så Hass ville kunne gennemføre sine forskningsekspeditioner på verdenshavene. Skibet var således Hans Hass ejendom, da russerne stjal skibet i 1945.

Skibet befinder sig i 2008 på land i havnen på St. Peterborg i Rusland. I St. Petersborg findes en engageret russisk kvinde, Anuchina, som er den nuværende ejer af skibet, og som har frelst skibet fra ophugning i sidste minut (www.moiamechta.ru). Hun arbejder på at skaffe tilstrækkelig kapital til at kunne gennemføre en fuldstændig renovation af dette historiske skib, og hun har kontaktet den tyske forening, Felix Graf von Luckner Gesellschaft e.V., med anmodning om finansiel støtte til bevarelse af dette historiske skib med henblik på oprettelse af et museum for skibet.

Tab af sønnen 2009

I 2009 mistede Hans Hass sin søn, Hans Hass Junior, som var en populær og elsket skuespiller og popsanger, og som han havde fået sammen med Hannelore Schroth. Junior blev fundet hængt i sin kælder i sit hus i München, og årsagen til dødsfaldet er aldrig blevet opklaret.

Hans Hass Junior spillede en vigtig rolle i filmen "The Bloody Judge" fra 1969. Du kan se et klip fra filmen Her:

http://www.youtube.com/watch?v=VqOsFbN2Bug

Han var også en populær og elsket popsanger. Du kan se et eksempel her:

http://www.youtube.com/watch?v=6fS8T-v9knI

Junior var endvidere med på nogle af Hans Hass ekspeditioner, hvor de dykkede sammen.

Aquaflying er en sjov sport, hvor man glider gennem vandet ved hjælp af kompakte scootere. Sporten var blevet udviklet og baseret på et samarbejde mellem Lobo, Seadoo og Hans Hass Junior, søn af den berømte dykkerlegende Hans Hass. Efter at have dykket sammen med sin far i mange år, så tænkte Hans Hass Junior på de muligheder, der findes, for at kunne bringe følelsen af at ​​flyve gennem den farverige undersøiske verden til et stort publikum. Hans Hass Junior arbejdede sammen med LOBO for at skabe en kunstig tre-dimensionel smuk drømmeverden, der omgiver gæsterne og giver dem en følelse af selv at være i havet. Det sidste værk, som Junior nåede at lave til ære for sin fader er følgende lazershow:

http://www.youtube.com/watch?v=1vEaWZX6rx4

Lotte Hass var banebryder for kvindelige dykkere og hædres 2009

Lotte Hass skrev sportshistorie på Hans Hass' 90 års fødselsdag, som blev fejret internationalt. Det var lykkedes hende, på trods af modstand og på trods af det faktum, at hun var kvinde, at bryde den mandsdominerede verden styret af stereotype opfattelser, og at bekæmpe den herskende kritik af kvinder inden for dykkerverdenen. Uanset hvad, så er det gået sådan, at hun har banet vejen for andre og gjort dykkersporten populær for kvinder.

Hans og Lotte 2010

Billede ovenfor af Hans og Lotte Hass - igen en tur på havet i sommeren 2010.

Boot 2010

Den tyske forening, Felix Graf von Luckner Gesellschaft e.V., har på udstillingen "Boot" i Düsseldorf 2010 udtalt, at "Seeteufel" vil gå igen, og at foreningen hjælper med dette. "Seeteufel" er ved at blive renoveret af den nye russiske ejer og skal returneres til den tilstand, som skibet var i, da Luckner var kaptajn på skibet. Foreningen er på udkig efter historisk materiale af alle typer, såsom fotos, dokumenter, rapporter, planer, møbler osv.

Status 2011

I dag - år 2011 - lever Hans og Lotte Hass en relativt tilbagetrukken tilværelse på deres slot "Opernringhof" i Wien.

Status 2012

Min kæreste og jeg foretog en kulturrejse til Wien, hvor vi bl.a. nød de fantastiske koncerter i Staatsoper. Vi besøgte også det fantastiske naturhistoriske museum i Wien, hvor Museet havde sin helt specielle udstilling om hajer til ære for Hans Hass.

På den sidste dag i Wien, mandag, den 22. april 2013, besøgte vi Wiens Naturhistoriske Museum. Mit formål med dette besøg var primært at se, om dette museum værdsætter østrigeren, havforskeren og dykkerpioneren, Dr. Hans Hass' forskning inden for specielt havdyrenes evolution, og i hvilken udstrækning, at de gør det. Jeg blev glædeligt overrasket.

Das Wiener Naturhistorische Museum er et af de mest betydningsfulde naturvidenskabelige museer i verden. Museets første udstilling er mere end 250 år gammel.

Hele den Darwinistiske udviklingslære er repræsenteret her med ufattelig mange udstillede og udstoppede dyr - lige fra de mindste insekter til de største dinosaurer. Det er en fantastisk rejse gennem tiden, at besøge dette fantastiske museum. Der er intet andet sted i verden, hvor evolutionen er så godt dokumenteret, som her.

Jeg opdagede, at hele udstillingsrum nr. 24 var blevet reserveret til ære for Hans Hass. Rummet hedder "Hans Hass und Haien" og var bl.a. udstyret med guldskilte af Hans Hass, kæmpe montre med udstoppede hajer og mantraer, og en filmskærm, som kontinuerligt viste hans filmværker.

Hans Hass var den første dykkerpioner i verden. Han kom før den franske søofficer, Jacques Yves Cousteau, som vi alle kender til. Men, på grund af, at Hans Hass, under den Anden Verdenskrig arbejdede på tyskernes side, så blev hans forskningsresultater tilsidesat af sejrherrerne efter krigen. Derfor blev den fysisk svage Jacques Yves Cousteau fremhævet af sejrherrerne - herunder specielt USA. USA fremhævede Jacques Yves Cousteau som værende den første dykkerpioner og tildelte ham millioner af dollars i forskningsstøtte til trods for, at Jacques Yves Cousteau ikke engang kunne gennemføre tungdykkeruddannelsen i Søværnet fordi, at han var for fysisk svag til optagelse. Desuden, så var han ikke i stand til at dykke med Hans Hass' udviklede frømandsudstyr, som var baseret på ren ilt fordi, at Jacques Yves Cousteau var overfølsom over for ren ilt.

Hans Hass havde udviklet frømandsudstyret før krigen for at kunne gennemføre sin havforskning. Under krigen, så var han med til at skabe verdens første frømandskorps - Hitlers Meereskämpfer. Efter krigen, så var han med til at etablere det nye tyske frømandskorps i Bundesrepublik Deutschland under Nato. Det var det mest avancerede frømandskorps i verden på den tid, og Det Danske Frømandskorps blev efterfølgende etableret som en kopi og under brug af det samme tyske udstyr.

Alle oplysninger om Hans Hass' meritter inden for Tysklands frømandskorps er dog afsløret af andre end ham selv. Hans Hass svor evig troskab over for Hitler, over for det tyske frømandskorps og over for Tyskland. Denne ed har han efterlevet, og derfor har han aldrig afsløret noget som helst fra denne tid. Det er hemmeligheder, som han garanteret tager med sig i sin grav.

Jacques Yves Cousteau døde som 87-årig, den 25. juni 1997. Hans Hass er i dag 94 år gammel, og lever stadigvæk i bedste velgående. Vi fandt frem til hans nuværende bostad. Han bor sammen med sin kone, Lotte Baierl Hass, i en luksuslejlighed i bygningen Opernringhof i Wien. Bygningen ligger helt centralt i Wien lige over for Der Staatsoper. Opernringhof er overvåget, og der står uniformerede vagter i aulaen. Det er fashionabelt at bo her. Mange firmaer har besat disse lejligheder - herunder eksempelvis Novo Nordisk, som har lejet tre lejligheder til deres kontorfaciliteter.

Status 2013 - Nekrolog

Med Hans Hass' død forsvinder en vigtig del af sandheden, og National Geographic med den svage og for længst afdøde, men forherligede Jacques Cousteau, vil endegyldigt kunne overtage historiens sandhed. Der vil dog altid være nogen tilbage, som kender den reelle sandhed. Og, en dag, så kommer omverdenen måske til at sande.

Eftermægle

Film:

Erkendelser (udvalg):

•Goldene Medaille der österreichischen Photographischen Gesellschaft, Wien, 1950
•Erster Preis für die beste Idee für einen "Österreich-Film", Wien, 1950
•Erster Preis für große Dokumentarfilme auf der Biennale in Venedig für "Abenteuer im Roten Meer", 1951 (Biennale Prize 1951).
•Filmpreis für "besten Dokumentarfilm" für "Unternehmen Xarifa" Los Angeles/USA, 1959 (Oscar for extraordinary underwater photography for the film Unternehmen Xarifa 1959).
•Berufstitel "Professor", 1977
•Wissenschaftsmedaille der Stadt Linz, 1987
•Goldene Ehrennadel des Verbandes Deutscher Sporttaucher VDST, 1994
•Historical-Diving-Society-(UK)-Award für "Historical Diving Achievement", Whitstable/Kent, 1994
•DEMA-Reaching-out-Award, Orlando/USA, 1997
•Historical-Diver-Award, Orlando/USA, 1997
•Österreichisches Ehrenzeichen für Wissenschaft und Kunst, 1998 (Austrian Decoration for Science and Art 1998).
•Hans-Hass-Filmfestival, St. Barbara/USA (1998)
•Zwei "Nogi-Awards" für Science und Distinguished Service, USA, 1998
•Ehrenmedaille in Gold der Bundeshauptstadt Wien, 1999
•Konrad-Lorenz-Staatspreis für Umweltschutz, 1999 (Konrad Lorenz Award 1999).
•Donauland-Sachbuchpreisträger, 1999
•International Scuba Diving Hall of fame, 2000.
•Dieter-Plage-Lifetime Achievement Award, Jackson Hole / USA, 2001
•Friedenspreis für Biologie der "World Association of Private Schools and Universities for Complementary Healing Practices", 2005
•Pannatura-Preis für die großen Verdienste um den Naturfilm, 2006
•Schmitz-Salue-Medaille vom Freundeskreis des Aquazoo-Löbbecke-Museum, Düsseldorf, 2009
•Elisabeth Mann-Borgese-Meerespreis Schleswig-Holstein, 2009
•Ihm zu Ehren wird die "Hans-Hass-Medaille" vergeben: Ein Unterwasser-Film- und Fotowettbewerb, bei dem seit 1978 diese Medaille alle 2 Jahre im Nordico-Museum in Linz verliehen wird.
•Ebenfalls ihm zu Ehren wird der "Hans-Hass-Filmpreis" seit 1996 alle 2 Jahre im Rahmen des Naturfilmfestivals "Biovision" im Düsseldorfer Löbbecke-Museum und Aquazoo verliehen.

Udgivelser:

- 4 historical cinema films:

1939: Pirsch unter Wasser          (jagt under vandet)
1942: Menschen unter Haien       (mennesker bland hajer)
1949: Abenteuer im Roten Meer   (eventyr i Rødehavet)
1953: Unternehmen Xarifa          (under havet i Caribien)

- about 70 television films

- more than 25 books, including:

1939: Jagd unter Wasser mit Harpune und Kamera (Hunt under water with harpoon and camera)
1941: Unter Korallen und Haien (Among corals and sharks)
1942: Fotojagd am Meeresgrund (Photo-hunt at the sea-bottom)
1947: Drei Jäger auf dem Meeresgrund (Three hunters on the sea-bottom)
1949: Menschen und Haie (Humans and sharks)
1952: Manta, Teufel im Roten Meer (Manta, devil in the Red Sea): English version: Manta, Under the Red Sea with Spear and Camera, English translation by James Cleugh, 1952, Rand McNally & Co., Library of Congress Card Cat. No. 53-6152.
1954: Ich fotografierte in den 7 Meeren (I photographed in the 7 seas)
1957: Wir kommen aus dem Meer (We come from the sea) (Havets Eventyrverden)
1958: Fische und Korallen (Fish and corals)
1961: Expedition ins Unbekannte (Expedition into the unknown)
1968: Wir Menschen. Das Geheimnis unseres Verhaltens (We humans. The secret of our behavior)
1970: Energon: Das verborgene Geheimnis (Energon: The hidden secret)
1971: In unberührten Tiefe. Die Bezwingung der tropischen Meere. (In unaffected depth. Conquest of the tropical seas)
1972: Vorstoss in die Tiefe. Ein Magazin über Abenteuer bei der Erforschung der Meere. (Raid into the depth. A magazine over adventures with the study of the seas)
1973: Welt unter Wasser. Der abenteuerliche Vorstoss des Menschen ins Meer. (World under water. The adventurous raid of humans in the sea)
1976: Eroberung der Tiefe. Das Meer - seine Geheimnisse, seine Gefahren, seine Erforschung. (Conquest of the deeps. The sea - its secrets, its dangers, its research)
1976: Der Hans-Hass-Tauchführer. Das Mittelmeer. Ein Ratgeber für Sporttaucher und Schnorchler. (The Hans Hass dive guide. The Mediterranean. An adviser for sport divers and snorkellers.)
1977: Der Hai. Legende eines Mörders. (The shark. Legend of a killer)
1978: Die Schöpfung geht weiter. Station Mensch im Strom des Lebens. (The creation continues. Station of humans in the river of the life)
1979: Wie der Fisch zum Menschen wurde. Die faszinierende Entwicklungsgeschichte unseres Körpers. (How fish became humans. The fascinating history of the development of our body)
1980: Im Roten Meer. Wiederkehr nach 30 Jahren. (In the Red Sea. Return after 30 years)
1985: Stadt und Lebensqualität. (City and quality of life)
1986: Abenteuer unter Wasser. Meine Erlebnisse und Forschungen im Meer. (Adventure under water. My experiences and research in the sea)
1987: Der Ball und die Rose (The ball and the rose)
1988: Der Hai im Management. Instinkte steuern und kontrollieren. (The shark in the management. Instincts steer and control)
1991: Vorstoss in unbekannte Meere (Push into unknown seas)
1994: Die Hyperzeller. Das neue Menschenbild der Evolution. (The Hyper-cellars. The new human picture of evolution)
1996: Aus der Pionierzeit des Tauchens. In unberührte Tiefen. (From the pioneer time of diving. Into untouched depths)
2004: Erinnerungen und Abenteuer. (Memories and adventures)