01-02-2012

Hvis du er interesseret i at læse mere om Hans Hass og hans venners indsats under krigen i bl.a. Tysklands efterretningstjeneste Abwehr, i verdens første frømandskorps det tyske "Meereskämpfer Einheit", i det italienske kampdykkerkorps Decima Flottiglia MAS, i SS's efterretningstjeneste Sicherheitsdienst (SD), i Det tyske frømandskorps uddannelse under krigen, i det tyske frømandskorps heltegerninger under krigen, i Kleinkampfmittelverband, i Marine Einsatz Kommandos, og i invasionsforsvaret af Danmark mod de allierede ved hjælp af tyske miniubåde i 1945, så skal du læse dette.

Tysklands Efterretningstjeneste Abwehr

Abwehr havde sit hovedkvarter lige ved siden af Oberkommando der Wehrmacht (OKW) i Berlin, som havde den overordnede operationelle ledelse af Oberkommando des Heeres (OKH), Oberkommando der Kriegsmarine (OKM), og Oberkommando der Luftwaffe (OKL). Det var i OKW, at Hitler drøftede de militære operationer sammen med sine generaler.

Admiral Wilhelm Canaris, som var den øverste chef for Abwehr, havde reorganiseret organisationen i 1938, håndplugget sin nærmeste stab, og opdelt Abwehr i tre afdelinger:

I. Espionage (indhentning af militære efterretninger fra fronttropperne i Heer, Kriegsmarine, og Luftwaffe).

II. Sabotageaktioner. Abwehr havde fået tildelt Division Brandenburg, blev opbygget af kommandosoldater (elitesoldater fra Heer, Kriegsmarine, og Luftwaffe), som kunne indhente efterretninger og udføre sabotageaktioner ved operationer bag fjendens linier).

III. Kontraspionage (indhentning af efterretninger fra hemmelige agenter placeret hos fjenden).

Admiral Canaris modtog ordrer om hvilke efterretninger og operationer, som skulle udføres, fra Oberkommando der Wehrmacht (OKW). Efter 1941 modtog Admiral Canaris også direkte ordrer fra Der Führer Adolf Hitler. Tilsvarende skulle Admiral Canaris på disse personlige ordrer fra føreren rapportere resultaterne direkte tilbage til Adolf Hitler.

Det nye tyske frømandskorps "Meereskämpfer Einheit" var i foråret 1943 under opbygning i Division Brandenburg, og Hans Hass fik til opgave at virke som teknisk konsulent for introduktionen af sit nye frømandsudstyr i det tyske frømandskorps. Men, da både Wurzian og Reimann først skulle gennemgå kampdykkeruddannelsen i Italien, så blev denne del af opgaven udsat. Hans Hass blev derimod sat til - som tilforordnet konsulent for Dräger - at samarbejde med Pirelli i Italien om udviklingen af en italiensk udgave af hans tyske frømandsudstyr fordi, at den italienske fabrikant Pirelli havde en langtidskontrakt om leverance af dykkerudstyr til den italienske flåde.

Hermann Stelzner, den tekniske direktør for Dräger Tauchtechnik i Lübeck, som døde allerede i efteråret 1942, hvorved Hans Hass stod alene med patentet på sit "Hans Hass Tauchgeräte". Hass ville og kunne ikke overdrage patentet til det italienske firma Pirelli. Derfor blev der lavet et kompromis. Det var planen, at de tyske frømænd skulle uddannes i det italienske kampdykkerkorps under anvendelse af Pirelli's version af det tyske udstyr i sommeren 1943, hvorefter de tyske frømænd skulle have den afsluttende uddannelse i Tyskland under anvendelse af Hans Hass Tauchgeräte i sommeren 1944. Så langt nåede de dog aldrig før, at de tyske frømænd blev indsat på missioner.

Det tyske frømandskorps "Meereskämpfer Einheit" var i sommermånederne 1943 under uddannelse i Middelhavet tæt på Venedig i Italien. Det var det første frømandskorps i verden. Hans Hass var samtidig med tjenesten, som teknisk konsulent for Abwehr i Berlin, professorstuderende på Humboldt Universitetet i Berlin.

På grund af de stigende luftangreb i Berlin forlod Dorothea Schneider-Lindemann i september 1943 Berlin og dermed Hans Hass' forskningskontor og rejste til ​​sin families besiddelse "Lindenhof" ved Erlaufsee i Østrig. Her oplevede hun krigens slutning. Som kuriøs bemærkning skal nævnes, at bygningen Lindenhof efterfølgende i vores tid er blevet et prominent hotel i Tyrol tæt på søen Erlaufsee.

Det italienske kampdykkerkorps Decima Flottiglia MAS eller bare Decima MAS (populært kaldet X-MAS) blev oprettet i 1939 i Den Italienske Flåde, Regia Marina, under det fascistiske styre med diktatoren Benito Mussolini som leder. Regia Marina's flag, som eksisterede fra år 1861 til 1946 var følgende:

Under Den Anden Verdenskrig fik den italienske flåde i Middelhavet følgende emblem som kendetegn:

Symbolet (emblemet) for det legendariske italienske kampdykkerkorps Decima Flottiglia MAS fra 1939 var følgende:

"La Decima Flottiglia MAS" er en forkortelse af "La Decima Flottiglia Mezzi d'Assalto", som på italiensk betyder "Den 10'ende Angrebsflotille med Fartøjer". Der havde tidligere været andre angrebsflotiller, og nu var man altså nået frem til den 10'ende af slagsen. Da 10 = X, så bruges også den populære og simplificerede betegnelse X-MAS for denne enhed, som en slags vittighed. Med X-MAS, som bekendt betyder Julen på engelsk, så antyder man spydigt den begivenhed, hvor gaver (bomber) bliver tildelt.

Iltudstyret

De italienske Kampdykkerne anvendte som dykkerudstyr det italienske militære åndedrætsudstyr, baseret på ren ilt i et lukket kredsløbssystem, kaldet "Muta Gamma". Dette udstyr var af italienerne blevet produceret af det italienske firma Pirelli i Milano på baggrund af det eksisterende tyske nødudstyr "Gegenlunge" for ubådsbesætninger, som var blevet udviklet tidligere hos Dräger i Lübeck i 1920, og som var blevet standard for alle tyske ubådsbesætninger.

Det italienske udstyr var dog ikke velegnet til svømmedykning, da den italienske version af udstyret var klodset på grund af særligt store og tunge iltflasker siddende foran på brystet. Formålet med de store iltflasker var at forøge kapaciteten og dermed den tid, som dykkeren kunne opholde sig under vandet.

De italienske kampdykkere, som benyttede Pirelli's dykkerudstyr var desuden ikke udstyret med svømmefødder. De havde blystøvler på, så de kunne gå på bunden. Det var meningen, at de om natten skulle sættes af på havbunden fra en ubåd uden for fjendens havn med en olietønde indeholdende 50 kg TNT sprængstof på ryggen. Dykkeren skulle så gå hele vejen ind i havnen på bunden for at stille tønden på bunden under et fjentligt skib og udløse tændsatsen, som var forsynet med en tidsforsinkelse.

Derefter skulle kampdykkeren gå hele den lange vej tilbage til ubåden. Hvis ikke kampdykkeren kunne finde vejen tilbage til ubåden i mørket, eller hvis han løb tør for ilt, så skulle han aftage sine blystøvler, smide sit blybælte, og svømme op til overfladen, hvor ubåden så ville forsøge at finde ham.

Øvelser blev gennemført med denne teknik på den italienske kampdykkerskole, men blev til sidst droppet pga. de operationelle vanskeligheder med teknikken. 50 kg TNT var i alle tilfælde heller ikke nok, hvis afstanden fra bunden og op til skibets bund var for stor.

Hvis dykkerne i stedet for, at stille sprængladningen på bunden under skibet, kunne fastgøre sprængladningen på skibssiden under vandlinien, så ville man kunne nøjes med en mindre sprængladning. Problemet var, at den sidstnævnte teknik ville kræve en dykker, som kunne bevæge sig frit i vandet i vægtløs tilstand sammen med sin bombe, og den teknik havde man ikke opfundet på dette tidlige tidspunkt.

De bemandede undervandstorpedoer "Maiale"

Det originale italienske kampdykkerudstyr var som nævnt ikke egnet for svømmedykkere, som skal kunne svømme frit i vandet, men det var brugbart for de italienske kampdykkere, som "kun" skulle sidde oprejst på en bemandet undervandstorpedo under operationerne.

Den Italienske flåde, Regia Marina, havde allerede i begyndelsen af krigen udviklet bemandede og styrbare undervandstorpedoer kaldet SLC (siluri en lenta Corsa eller "langsomt-gående torpedoer") med tilnavnet Maiale eller "Pig", som de italienske kampdykkere kunne sidde på som "piloter". På denne måde kunne dykkerne bevæge sig uafhængigt af bunden og dermed ramme skibssiden under vandlinien med torpedoen.

Der var plads til to kampdykkere, som kunne sidde overskrævs på torpodeoen og styre denne. Den forreste kampdykker styrede torpedoen, som en åben undervandsbåd, og den bageste kampdykker havde til opgave at indstille torpedoen, hvad angår tændsats, rækkevidde, og sprængningsforsinkelse.

Dette lyder som en selvmordsoperation, men det var det absolut ikke selvom, at operationerne var yderst farlige. Efter søsætning fra egen ubåd eller krigsskib styrede kampdykkerne torpedoen under vandet ind i en fjendtlig havn om natten, hvor kampdykkerne styrede torpedoen op til overfladen, så den forreste kampdykker lige netop fik hovedet over vandet. Her kunne piloten dreje torpedoen mod et af de fjentlige skibe i havnen. Den bageste kampdykker satte derefter torpedoen på automatik, og de to kampdykkere sprang af torpedoen og gik på bunden væk derfra, så hurtigt og så godt, som de kunne.

En anden mulighed var at styre torpedoen under vandet helt hen til skibssiden, tænde for sprængsatsen med tidsforsinkelse, og så lade sig synke ned på bunden og gå væk fra området på bunden.

De to kampdykkere håbede derefter, at de ville kunne nå tilbage og blive opdaget af besætningen på deres egen ubåd eller krigsskib og bragt sikkert om bord og væk fra området.

I nogle tilfælde nåede kampdykkerne ikke tilbage til opsamlingspunktet. De løb tør for ilt og måtte aftage det tomme iltudstyr og blystøvlerne for selv fortsætte flugten som overfladesvømmere. Efter mange kilometers svømning kunne de være heldige at nå ind til en ubevogtet kyststrækning, hvor de ubemærket til fods kunne søge tilbage til områder med egne styrker og dermed ungå at blive fanget eller skudt.

Denne teknik var ofte ikke uden tab af egne dykkere, men resultaterne var forbløffende. Decima MAS kom i kamp allerede den 10. juni 1940, da det fascistiske Italien trådte ind i den anden verdenskrig på Tysklands side. I løbet af de første tre år, så sænkede enheden 72.190 tons allierede krigsskibe og 130.572 tons allierede handelsskibe. Det var en præstation, som ingen troede muligt.

I løbet af krigen blev Decima MAS af diktatoren Mussolini tildelt adskellige guldmedaljer for den fremragende militære indsats, og individuelle medlemmer blev tildelt i alt 29 guldmedaljer, 104 sølvmedaljer, og 33 bronzemedaljer for militært heltemod. De italienske dykkeres heltemod, operationer, og dristige indsats under krigen er aldrig siden blevet overgået af kampdykkere eller frømænd fra andre korps i verden - ikke engang af frømænd i USA's Navy Seals.

Ovenfor er et billede af to italienske kampdykkere siddende på en styrbar torpedo "Maiale" i oktober 1940 på vej ind i den Britiske havn i Gibraltar. Da havnen var blevet sikret med de såkaldte ubådsnet, så var dykkerne udstyret med store knibetænger, så de kunne klippe hul i nettet og trænge ind i havneområdet siddende på torpedoen.

Det italienske skib Sciré forlod i 1940 havnen La Spezia i Italien med tre SLC-torpedoer om bord. Skibet lagde til i Cadiz i Spanien, hvor skibet i hemmelighed fik otte italienske dykkere ombord. I Gibraltar sænkede de tre bemandede torpedoer tre skibe: Tankskibene Denbydale og Fiona Shell, samt fragtskibet Durham. Alle seks dykkere, som havde ført torpedoerne, formåede selv at svømme tilbage til Spanien og vendte sikkert tilbage over land til Italien, hvor de blev højt dekorerede, ligesom besætningen på Sciré blev dekoreret for indsatsen.

Konvertering af de tunge italienske kampdykkere til lette frømænd

Nyheden om Hans Hass' fantastiske svømmedykkerudstyr, bestående af et ideelt minimalistisk og smidigt iltudstyr, en simpel dykkermaske, og tilhørende svømmefødder, som gjorde dykkeren vægtløs i vandet, nåede via Alfred Von Wurzian til den italienske dykkerskole Decima MAS i 1942. Et sådant udstyr ville gøre sabotageoperationerne for dykkerne endnu mere gunstige end ved brug af de italienske SLC-torpedoer ført af italienske tungt udrustede kampdykkere.

På baggrund af Hans Hass' letvægtsudstyr og ønske fra Alfred Von Wurzian om brug af et sådant udstyr til tysklands frømænd, så fremstillede firmaet Pirelli i marts 1943 deres kopi af det nye militære letvægtsudstyr til det nye tyske frømandskorps. Dette frømandsudstyr var baseret på et iltudstyr med kun en lille let iltflaske og tilhørende svømmefødder meget lig Hans Hass' iltudstyr. Kampdykkerne kunne nu svømme vægtløst rundt i vandet, som frømænd. Dette udstyr dannede derefter standard for den nye taktik og uddannelse hos det italienske Decima MAS.

Billedet ovenfor viser en tysk frømand iført det nye Hans-Hass-inspirerede italienske frømandsudstyr fra Pirelli i 1943. Det nye tysk-inspirerede udstyr var langt mere smidigt end det oprindelige italienske udstyr, der var tungere, og som ikke tilbød dykkeren at være vægtløs under vandet.

Billedet ovenfor viser den oprindelige italienske løsning til kampdykkere, som tyskerne fandt at være alt for tung og klodset.

Det nye italienskproducerede lette frømandsudstyr blev kaldt A.R.O. som er en forkortelse af "Auto Respiratore ad Ossigeno", hvilket på italiensk betyder "åndedrætsudstyr med ilt".

Gruppo Gamma, som på italiensk betyder "Gruppe med stor bevægelsesfrihed", var gruppen af frømænd, som benyttede det nye letvægts svømmedykkerudstyr fra Pirelli, og som var udstyret med Captain de Corlieu svømmefødder og Fernez svømmebriller.

Det nye italienske frømandsudstyr afveg på en del punkter fra Hans Hass' Tauchgeräte. Åndesækken var ført tilbage til at sidde på brystet af dykkeren frem for på ryggen. Pirelli's argument var, at det i krigsoperationer med dette lette udstyr med dets begrænsede kapacitet ville være nødvendigt for frømændene at svømme store distancer på ryggen i overfladen frem og tilbage mod målet. Det var først, når frømændene var kommet meget tæt på målet, at de tog mundstykket i munden og dykkede ned. Det var lettere for frømændene at svømme på ryggen i overfladen, hvis åndesækken sad på brystet.

Udstyret var desuden kun udstyret med en enkelt kort åndedrætsslange. Pirelli's argument var her, at dette ville forsimple udstyret og nedsætte vandmodstanden for frømanden ved svømning gennem vandet. Desuden ville den udåndede luft blive ført to gange gennem kalkboksen henholdsvis ved udånding og ved indånding, hvorved endnu mere kultveilte ville blive fjernet, og dette ville så kompensere for det faktum, at dykkeren altid indåndede den lille urensede luftmængde, som var i den korte slange.

På trods af Pirellis argumenter, så er sandheden nok snarere, at det var nemmere og mere økonomisk fordelagtigt for Pirelli at fremstille det nye letvægtsudstyr for frømænd i deres version, fordi det i stor udstrækning kunne opbygges af eksisterende komponenter fra deres tidligere udstyr til de mere tunge italienske kampdykkere.

Den lille iltflaske med tilhørende ventilsystem, som sad på maven af frømanden, blev dog bygget på samme måde, som på Hans Hass' Tauchgeräte. Men, de tyske frømænd ville hellere have haft Hans Hass' originale version af iltudstyret fra Dräger til rådighed, fordi bl.a. svømmestillingen under vandet med Hans Hass' udstyr var perfekt. Det var den ikke med Pirellis udstyr. Det var imidlertid ikke muligt, at bruge Hans Hass' udstyr på den italienske uddannelse, men det var planen, at de tyske frømænd - efter gennemførelsen af uddannelsen i Italien - skulle til Hamburg for at få en efterfølgende omskoling til Hans Hass' iltudstyr under direkte instruktion fra Hans Hass inden indsættelse af frømændene i krigsoperationerne.

Frømandsdragterne

De italienske frømandsdragter blev fremstillet af det italienske firma Pirelli fra Milano, som var specialist i fremstilling af bildæk baseret på naturgummi.

Dykkerdragten var lavet af naturgummi med en tykkelse på 3 mm. Det var en tørdragt bestående af en samlet overdel (overkrop-ærmer-hætte) og en samlet underdel (bukser-ben-sokker). De to dele blev gjort vandtætte ved tynde gummioverslag med en længde på 25 cm og en tykkelse på 1 mm fra hver del, som skulle rulles sammen omkring en gummiring i en vandtæt pølse omkring livet. Hættens tætning omkring ansigtet og ærmernes tætning omkring håndleddene bestod også af 1 mm tynde gummidele på dragten, som sikrede vandtæthed.

Dragten var utrolig smidig, og man kunne uden problemer være iført undertøj bestående af de lange hvide underbukser og den hvide undertrøje, som enhver soldat i den anden verdenskrig havde til rådighed.

Om vinteren i koldt vand kunne man endvidere være iført en ulden dragt - den såkaldte sparkedragt - som et ekstra isolerende lag mellem undertøjet og gummidragten. Pga. luftmængden inde i dragten, som gav opdrift, så bar frømændene bælter med blylodder omkring livet for at være vægtløse under vandet.

Frømanden, Mogens Elfenbein, fra Det Danske Frømandskorps, som uddannede mig til frømand i løbet af 1960'- og 1970'erne i Københavns Dykkercenter, havde flere af Pirellis originale militære dykkerdragter fra krigen til rådighed.

Jeg fik muligheden for gentagne gange at dykke med disse legendariske dragter. Man skulle tro, at disse originale frømandsdragter fra krigen var sorte, men det var de slet ikke. De var lavet af ufarvet naturgummi og var derfor naturligt beigefarvede. Jeg skal dog ikke kunne undsige, at der findes eksempler på, at frømænd, som opererede under krigen om natten, selv farvede dragterne sorte. Disse dragter var utroligt smidige og lette at bevæge sig i.

Gummiet i samlestykket omkring livet og den påvulkaniserede gummihætte og håndledstætninger var utroligt tynde og skrøbelige. Havde man bare en enkelt ukippet negl på en finger, så kunne dette være nok til, at man fik revet hul på det tynde gummi under omklædningen, og så ville dragten ikke være tæt under dykningen.

Men, det største problem ved anvendelsen af disse dragter var, som jeg oplevede det, det faktum, at det var meget svært at få tilført ekstra luft ind i dragten under neddykning, hvor vandets tryk presser luften i dragten sammen. Allerede på 10 meters dybde var der pga. trykket opstået så mange folder og vulster på dragten, at der opstod det såkaldte hudsqueeze, hvor blodet i kroppen forsøgte at piple ud igennem huden og ind i folderne. Efter dykningen kunne man have blå misfarvninger på huden, som lignede følgerne af piskeslag.

Den eneste mulighed for at få mere luft ind i dragten under neddykningen var at kigge nedad mod bunden og så blæse luft ud gennem dykkermasken samtidigt med, at man med fingrene hev ud i hætten for at fange de opstigende luftbobler fra masken. Det var en svær men mulig procedure. Der kom som regel altid noget koldt vand med ind, som derefter løb koldt ned ad ryggen.

Ved slutningen af 1970'erne var disse dragter blevet så gamle, stive, mørnede og utætte, at vi desværre måtte opgive at dykke med dem, og til sidst rådnede de helt væk og forsvandt - ærgerligt.

Gummidragten blev helt skinnende blank, når gummiet blev vådt, og derfor mere afslørende over for fjenden. Derfor iførte frømændene sig under krigen matte og mørke lærredsklæder, som de bandt tæt omkring kroppen uden på dragten. På hovedet bar de en sort eller mørkegrøn ulden hætte uden på gummihætten for at camouflere sig.

Efter krigen tilsatte man farvestoffer til gummimelassen for at gøre dykkerudstyret mere attraktivt for sportsdykkere. Der var eksempler på blå og orange masker, svømmefødder, dragter og dykkerslanger. Men disse tilsætningsstoffer havde ingen nævneværdig reducerende effekt på gummiets forrådnelsesproces. Det var først da man opdagede i slutningen af 1950'erne, at man ved tilsætning af sort kulstøv i gummi-melassen kunne reducere forrådnelsesprocessen i gummiet.

Billedet ovenfor er en reklame fra Pirelli fra september 1954, som viser gummidragten fra krigens tid i den nye version med sort kulstøv opblandet i gummi-melassen.

Man fandt også på som standard til de militære dykkerdragter at vulkanisere en sort lærredsbelægning fast uden på gummidragten. Det gjorde dragten mat og også mere slidstærk men samtidigt mere uelastisk. Tilføjelse af kulstøv i gummiet var hovedårsagen til, at stort set alle dragter, svømmefødder, dykkermasker og luftslanger var sorte op gennem 1960'erne og 1970'erne.

I begyndelsen af 1980'erne var naturgummiet efterhånden blevet helt erstattet af kunstprodukter, som ikke rådner, så behovet for tilsætning af sort kulstøv forsvandtde militære versioner af hensyn til camouflagefunktionen. Derfor bliver det igen i 1980'erne populært at bruge spraglende farver i udstyr til sportsdykkere. Udstyr beregnet for militære dykkere leveres dog fortsat i sorte versioner af hensyn camouflagevirkningen på de natlige operationer.

De Italienske Dykkeres personlige instrumenter og våben

De italienske kampdykkere og de tyske frømænd under krigen bar dykkerur, dybdemåler og kompas på håndleddene. Alle disse instrumenter var fremstillet af det italienske firma Panerai i Firenze.

Ovenfor er et billede af det legendariske dykkerur fra det Italienske firma Panerai, som både de italienske og de tyske dykkere benyttede under krigen. Urværket inde i urkassen er fra Rolex i Schweiz. På billedet ses tysk personnel fra Meereskämpfer Einheit. Det var kutyme, at de tyske frømænd indgraverede deres tilhørsforhold på bagsiden af dykkeruret.

På billedet ses henholdsvis kompasset og dybdemåleren, som begge var fremstillet af det italienske firma Panerai i Firenze.

Panerai var fast leverandør af dykkerinstrumenter til dykkerne i den italienske flåde fra og med 1939, og senere også til det tyske frømandskorps under krigen.

For at imødekomme de svære forhold, som instrumenterne skulle kunne præstere under, så opfandt Panerai et radium-baseret pulver, som de kaldte Radiomir. Pulverets selvlysende egenskab gjorde det muligt at holde øje med instrumenternes visning under havets mørke overflade.

På billedet ses de tyske frømænd synkronisere deres Panerai-dykkerure inden indsats.

Hvis du er interesseret i at læse mere om det famøse Panerai-dykkerur, så er du velkommen til at klikke her:

http://www.genart.eu/extra/panerai/panerai.html

Som personligt våben var dykkerne kun udstyret med en dykkerkniv.

Opbygningen og Uddannelsen af Frømændene i den Tyske Meereskämpfer Einheit

Abwehr i Berlin fik i april 1943 foranstaltet, at østrigeren Von Wurzian og hans tyske assistent Richard Reimann (Ritchie), blev optaget på kampdykkeruddannelsen i Decima MAS i Italien for at blive uddannet til kampdykkere og instruktører i det berømte italienske kampdykkerkorps dog under anvendelse af det nye italienske svømmedykkerudstyr baseret på det tyske iltudstyr fra Hans Hass og Dräger.

Her blev østrigeren Von Wurzian og hans tyske assistent Richard Reimann uddannet fra maj 1943 til september 1943.

Det var planen, at så snart Wurzian og Reimann havde bestået uddannelsen til instruktører, så skulle de selv opbygge og uddanne et tysk frømandskorps bestående af tyske medlemmer i Hamburg eller i Kiel.

Dokumentarfilmen Hitlers Meereskämpfer

Den tyske dokumentarfilm om det tyske frømandskorps' historie under den Anden Verdenskrig, "Hitlers Meereskämpfer - Kampfschwimmer und Torpedomänner im Zweiten Weltkrieg", blev først offentliggjort i foråret 2011. For første gang afsløres vigtige detaljer i enhedens historie og identiteten af enhedens medlemmer. Det er også sidste udkald. Af dem, som overlevede krigen, er mange allerede døde af alderdom, og det er kun få, som er tilbage til at fortælle historien.

Her kan du se dokumentarfilmen:

1 http://www.youtube.com/watch?v=arWNJJDGs0M
2 http://www.youtube.com/watch?v=eipgS5r6e2E&feature=relmfu
3 http://www.youtube.com/watch?v=BsZrk5xkpNU&feature=relmfu
4 http://www.youtube.com/watch?v=AeEAV7Y0k8g&feature=relmfu
5 http://www.youtube.com/watch?v=_SF9d8jC0CU&feature=relmfu

Uddannelsen i Italien

På øen San Giorgio Maggiore i Italien lå træningslejren i klosteret, som det italienske kampdykkerkorps Decima MAS benyttede i 1943. Det Italienske kampdykkerkorps var på tidspunktet anset som det bedste og mest erfarne på området i hele verden. Den italienske kampdykkerskole blev ledet af Kapitänleutnant Eugen Wolk.

Efter den allierede landgang på Sicilien i juli 1943 blev Mussolini styrtet ved et møde i Det Fascistiske Storråd og interneret i et fængsel. Efterhånden, som de allierede rykker længere og længere op i Italien bliver de italienske partisaner mere og mere aktive og angriber både tyske styrker og de Mussolini-tro Italienske styrker.

I september 1943 bliver Mussolini befriet ved en dristig luftlandeaktion af tyske SS-tropper og blev af tyskerne indsat som regeringschef for en marionetregering (den af 12. September 1943 proklamerede fascistiske italienske Sociale Republik (RSI) i det nordlige, tyskbesatte Italien).

Selv om de fleste X-MAS instruktører og dykkere var loyale over for den nye RSI-regering i Italien, så var det ikke længere sikkert for Von Wurzian og Richard Reimann at blive på øen San Giorgio Maggiorei, fordi, at der var for mange partisaner, som pynsede på at likvidere de to tyskere og de RSI-loyale italienske frømænd. De frygtede derfor for deres liv.

Von Wurzian og Richard Reimann manglede kun at gennemføre den afsluttende teoretiske og praktiske prøve på den Italienske frømandsskole. Men, de måtte flygte fra øen i september 1943, sammen med andre tyske soldater og de RSI-loyale italienske dykkere. De flygtede til fods op igennem de italienske bjergveje mod de tyske linier nordpå. Undervejs blev de i en lille italiensk bjerglandsby udsat for et bagholdsangreb af partisaner, men både Wurzian, Reimann og Wolk var blandt dem, som slap uskadte igennem.

Kriegsmarinen indser værdien af at anvende Frømænd og Mini-ubåde i efteråret 1943

Slagskibet Tirpitz, som var søsterskib til slagskibet Bismarck, var sammen med støttekrigsskibene Scharnhorst og Lutzow sendt til Norge i begyndelsen af 1942 for at stoppe de allieredes arktiske konvojer. Truslen fra Tirpitz bandt mange af den britiske flådes skibe og ressourcer, og det blev derfor besluttet af England at prøve at sænke skibet, mens det befandt sig i en havn.

Forsøget på at sænke skibet gik under kodeordet "Operation Source" og fandt sted fra den 17. september til den 22. september 1943 i Altafjorden i Nordnorge. Altafjorden var beskyttet i alle ender og kanter, med kraftige kanoner, søminefelter, dybdebomber og ubådsnet. Desuden var Tirpitz omgivet af et torpedonet. Besætningen følte sig sikre.

Det var en risikabel operation for britterne, hvor seks tophemmelige mini-ubåde (X5, X6, X7, X8, X9, og X10) skulle placere store mængder sprængstof under de tyske skibe i fjorden. Hver af mini-ubådene medbragte to beholdere - en på hver side af mini-ubåden - indeholdende to tons amatol-sprængstof hver.

Der var fire besætningsmedlemmer på hver mini-ubåd bestående af en fartøjsfører, en pilot, en maskinist, og en frømand. Frømandens opgave var at lade sig sluse ud af mini-ubåden for bl.a. at klippe hul i ubådsnettet, så mini-ubåden kunne passere. Britterne havde ikke selv udviklet noget frømandsudstyr, så det udstyr, som de britiske frømænd brugte til operationen var det åndedrætsudstyr, som de havde bjærget fra nedskudte tyske fly.

Det var under operationen lykkedes for to af mini-ubådene at anbringe springstofbeholdere under skibene, og det var i begge tilfælde under slagskibet Tirpitz. Mini-ubåden X8 blev sænket af tyskerne allerede inden ankomsten til Altafjorden. X5, X6, og X7 blev sænket af tyskerne under operationen. Kun X9 og X10 overlevede og slap væk.

Det lykkedes ikke at sænke Tirpitz, men skibet fik nogle alvorlige skader, som det tog tyskerne et halvt år at reparere. Tirpitz var først fuldt ud operationsklart igen i April 1944.

Der er efter krigen i 1955 blevet lavet en film af englænderne, som glorificerer operationen "Operation Source". Filmen hedder "Above Us the Waves" af instruktøren Ralph Thomas. Det er igen et eksempel på en film af sejrherrerne, som satte dagsordenen for, hvem de gode og de onde var, efter krigen. Alligevel, så er det en god film, som er værd at se, med de langt mere neutrale briller, som vi er blevet udstyret med i vore dage:

Du kan se traileren her: http://www.youtube.com/watch?v=Hj8M7mULzTY

Det chokerede admiralerne i Oberkommando der Marine, at en lille håndfuld heltemodige mænd med så få midler var i stand til at lave så store skader på Tysklands mest stolte krigsskib.

Admiralerne kom i tanke om Alfred Von Wurtzian's tidligere forslag om opbyggelsen af et tysk frømandskorps med henblik på udførelsen af undervandssabotage, og Kriegsmarinen begyndte at arbejde med ideer om etablering af et såkaldt Kleinkampfmittelverband i Kriegsmarinen, med bl.a. frømænd og mini-ubåde, som skulle organiseres i de såkaldte Marine-Einsats-Kommandos (MEK).

Meereskämpfer Einheit - December 1943

I december 1943 bestod Wurzian og Reimann deres uddannelse som frømænd og frømandsinstruktører hos Abwehr i byen Valdagno. Da der ikke er noget hav i Norditalien, så bestod prøven af en simuleret angrebsopgave foranstalet af Abwehr i Valdagno. Angrebsopgaven bestod i, at frømændene som kommandosoldater skulle simulere en sabotageaktion mod en enhed i Heer på landjorden. Dette udløste kritik fra Abwehr i Hamburg, som mente, at det var frømændenes dykkermæssige færdigheder som skulle udvikles og testes, men kritikken fik umiddelbart ingen følger. Von Wurzian, med Richard Reimann som sin assistent, fik derefter til opgave at uddanne andre tyske frømænd og dermed i Valdagno opbygge et tysk frømandskorps, som derefter skulle høre under Division Brandenburg.

Wurzian indkaldte 30 potentielle rekrutter, som mødtes den 4. Januar 1944 i Valdagno. Rekrutterne bestod af de bedste elitesvømmere i det tyske rige. Blandt dem var svømmedeltagerne fra Olympischen Sommerspiele i 1936, som fx Erwin Sietas, Herbert Klein, Heinz-Günther Lehmann, og deltagerne i Deutschen Schwimmmeisterschaften i 1939, som fx Manfred Laskowski og Walter Ernst. Disse mænd dannede kernen i uddannelsen. I marts 1944 blev gruppen (på ordre fra Hitler) suppleret med 10 udvalgte medlemmer fra Waffen-SS og 15 udvalgte medlemmer fra Wehrmacht. Der blev også hentet nogle af de bedste italienske frømænd fra det tidligere italienske frømandskorps Decima MAS - herunder Kapitänleutnant Eugen Wolk, som havde været lederen på den italienske dykkerskole.

Kombinationen af tyske og italienske dykkere resulterede dog i en intern magtkamp om herredømmet og lederskabet af kommandoen. Wurzian, som var den nye officielle leder af den nye tyske frømandsskole, havde problemer med Wolk, som jo havde været den mangeårige og erfarne leder af den Italienske kampdykkerskole. Wolk, kunne dog være stolt, fordi hans italienske elitesoldater viste sig bedre på øvelserne på landjorden end de nye svømmere fra den tyske Kriegsmarine, Heer, og SS.

SS's efterretningstjeneste Sicherheitsdienst (SD) overtager ledelsen af Abwehr i januar 1944

Heinrich Himmler, som var chef for Schutzstaffel (SS) og også chef for alle Tysklands politistyrker samt hans assistent, Reinhard Heydrich, som var chef for SS's efterretningstjeneste Sicherheitsdienst (SD) og også chef for Gestapo, som skulle sikre Nazi-regimet mod saboratører, havde længe haft mistanke om, at den øverste ledelse i Abwehr i Berlin, bestående af Admiral Wilhelm Canaris og hans egen håndplukkede stab, hvoraf ingen var medlemmer af Nazi-partiet, i virkeligheden arbejdede som spioner for de allierede. Der var for mange eksempler på, at de allierede på forhånd viste sig at være alt for velinformerede om tyske militære planer og operationer i 1943.