Otto Skorzeny - Hitlers Hemmelige Agent

Artikel af Civilingeniør John Genart

Findes hemmelige agenter, som fx. "James Bond"?

Hemmelige agenter og spioner, som infiltrerer sig hos fjenden, og som arbejder for sit hjemlands efterretningstjeneste findes i alle lande. Men hemmelige agenter, som samtidigt arrangerer og udfører vovede sabotageaktioner i fjendens område er mere sjældne.

De hemmelige agenter, som de allierede havde til rådighed i Den Anden Verdenskrig, lignede på ingen måde de amerikanske fantasihelte, som vi efter krigen har set i fantasifulde brittiske film som fx. "James Bond - Agent 007" og de amerikanske film som fx. "Mission Impossible".

Sagen er, at de allierede under krigen ikke formåede at fostre en sådan hemmelig agent udrustet med næsten overnaturlige egenskaber. Man manglede en sådan heltefigur, og man så sig derfor nødsaget til efter krigen at skabe sådanne helte på filmlærredet ud fra fri fantasi og i mangel af en eksisterende heltefigur.

Det var en torn i øjet på de allierede, at det netop var deres fjende, Nazityskland, som havde fostret en sådan "supermand" - nemlig "Scarface".

Scarface

Vi taler selvfølgelig om tyskeren Otto Skorzeny. Otto Skorzeny var SS-Obersturmbannführer (Oberstløjtnant) i det tyske Waffen-SS under den Anden Verdenskrig.

Hvis du vil vide mere om, hvad SS er, så kan du læse her:

http://www.genart.eu/hass/skorzeny/ss/ss.html

Otto Skorzeny var en - over for Tyskland og Hitler - 100 % loyal soldat, og han var bl.a. skaberen af verdens første specialenheder, som gjorde tjeneste på alle fronter og bag fjendens linier i særdeles dristige og fantastiske operationer, der alle kan betegnes som "missions impossible".

Otto Skorzeny (12. juni 1908 til 6 juli 1975) var Hitler's "en-mands hemmelige våben", en slags nazistisk "James Bond".

Otto Skorzeny's fader ejede et stort ingeniørfirma i Wien i Østrig. Otto meldte sig ind i Østrigs naziparti i 1930. Skorzeny blev færdiguddannet diplomingeniør på Wiens Universitet i 1931 (svarende til civilingeniør) og startede straks sit eget firma. Skorzeny deltog i farlige sportslige dueller - herunder fægtedueller, mens han gik på universitetet.

Resultatet af duellerne gav ham et karakteristiskt og stort ar på venstre side af hovedet ned over kinden. Dette karakteristika gav ham senere øgenavnet "Scarface" hos de allierede.

Otto mente selv, at duellerne havde været med til at forme de egenskaber, der gjorde ham til en effektiv soldat.

Otto var en yderst begavet, karismatisk og innovativ personlighed, og alle, som gjorde tjeneste under ham ydede ham den størst mulige respekt. Disse fantastiske egenskaber hos Skorzeny blev hurtigt opdaget af SS.

Da krigen brød ud, ansøgte han om optagelse i Luftwaffe, men da han var knap to meter høj og 31 år gammel, så mente Luftwaffe, at han var for høj og for gammel til at blive pilot. I begyndelsen af 1940 blev han som officerskadet overført til Waffen-SS i "Das Reich"-divisionen med ansvar for enhedens køretøjer.
 
Han kom i kamp for første gang under invasionen af Jugoslavien i april 1941 og blev her udnævnt til løjtnant.
 
Under invasionen af Rusland blev han i løbet af den første vinter 1941-1942 alvorligt såret i hovedet, og selv om han prøvede, at blive ved fronten, så havde lægerne ikke andre muligheder end at sende ham hjem til et hospital i Tyskland. Otto kom sig i løbet af 1942, og var klar igen ved indgangen til 1943.

Oprettelse af Specialenheden Jagdverbände 502 i foråret 1943

I april 1943 blev Skorzeny kaldt til møde hos Walther Schellenberg, som var chef for Sicherheitsdienst (SD), der var efterretningstjenesten hos SS. Skorzeny blev optaget og forfremmet til kaptajn og fik kommandoen over en nyoprettet enhed under SD, som uddannede og trænede kommandosoldater, sabotører og spioner.

Enhedens navn var "Verband Friedenthal", og den havde fået navn efter den kaserne lige nord for Berlin, hvor enheden hørte til - Sonderlehrgang zbv Friedenthal. Skorzeny skulle således overtage en skole, som havde været domineret af diktatoriske ledere, som ved hjælp af kæft, trit, og retning havde mishandlet de unge rekrutter. Dermed var de menige unges evne til at træffe selvstændige og fornuftige beslutninger blevet ødelagt.

 
Kort efter, at Skorzeny i juni 1943 havde overtaget enheden, ændrede han dens navn til "Jagdverbände 502". Bemandingen bestod på tidspunktet af 300 unge og uerfarne SS-soldater. Skorzeny indførte straks et testprogram af mandskabet, som hurtigt afslørede, at mange i den eksisterende bemanding ikke egnede sig til at blive kommandosoldater. De var blevet udvalgt af de tidligere ledere af skolen på et forkert grundlag.

Det var Skorzeny's ønske at opbygge en specialenhed bestående af erfarne folk med blandede egenskaber således, at enheden ville kunne udføre vanskelige operationer under alle forhold - både til lands, til vands, og i luften.

Skorzeny fik derfor tilladelse til selv at rekuttere og udvælge mere erfarne soldater blandt frivillige fra Wehrmacht og fra SS-enheder. Det blev til en ny styrke på 300 nøje udvalgte mænd bestående af 50 faldskærmsjægere fra Luftwaffe, 150 frontsoldater fra Heer, og 100 erfarne soldater fra Waffen-SS. Enheden blev organiseret i tre kompagnier - et hovedkvartérkompagni og to operationelle linie-kompagnier.

Skorzeny var en fortræffelig pædagog, som talte til kongen i hver eneste af sine mænd - selv de menige. Han ville kun have selvstændige medlemmer, som besad en høj grad af selvdisciplin og loyalitet. Det kan godt være, at noget af mandskabet var umodent, men det rettede Skorzeny op på ved personligt at yde og gyde af sin personlige erfaring. Medlemmerne elskede ham, og ville gøre alt for ham. Han var en af dem, og de var en del af ham.

Studerer man de eksisterende billeder af Skorzeny, så opdager man fx., at han kun bærer officerskasket og blankpolerede ridestøvler, når han var tvunget til det - fx. ved officielle lejligheder. Skorzeny var stolt, og han bar med glæde de medaljer, som han havde fortjent, men han foretrak at bære sin såkaldte Mütze og sine almindelige kampstøvler, som også de menige bar. Skorzeny behøvede i princippet ikke udklæde sig for at opnå respekt fra sine omgivelser. Alene hans holdning, handlinger og væremåde var nok i sig selv til at indgyde den respekt og disciplin hos sit mandskab, som var nødvendig for, at de umulige operationer blev mulige.

Skorzeny havde nu fået skaffet sig et mandskab af rette støbning, og han indførte nu et intensivt træningsprogram for at forme sine elitesoldater og lære dem at samarbejde. Enheden var ikke længere kun en skole, men blev snart et hovedkvarter og et forbillede for alle SS-specialenheder i hele Stortyskland.

SS-efterretningstjenesten Sicherheitsdienst (SD) med den operative enhed Jagdverbände 502 under sig blev en form for pendant til Wehrmacht's efterretningstjeneste Abwehr, som havde den operative enhed Division Brandenburg under sig, og som også bestod af specielle kommandosoldater.

Operation Francois i Iran sommeren 1943

Skorzenys første opgave som chef for Jagdverbände 502 var i sommeren 1943 på Operation Francois. Skorzeny indsatte sine faldskærmsjægere i Iran, som sammen med lokale stammer skulle sabotere de allieredes forsyningslinier til Sovjetunionen. I den forbindelse blev der etableret venskabsforbindelser mellem SS-medlemmer og de militære islamiske grupper. Disse grupper modtog en intensiv militær sabotageuddannelse af Waffen-SS under anvendelse af de mest moderne tyske håndvåben og eksplosiver.

Kampe på Østfronten

Otto Skorzeny tog i sommeren 1943 til østfronten sammen med sine specialuddannede mænd.

Efter kampene på østfronten kom Skorzeny med sine elitesoldater til den skønne by Bad Tölz i Sydtyskland. Her fik hans frontsoldater et velfortjent hvil, hvor Skorzeny samtidigt kunne træne sine specialsoldater i svømning i byens svømmehal. Her kunne Skorzeny udse sig de bedste svømmere blandt sine mænd med henblik på udvælgelse til en frømandsuddannelse. Men, Skorzeny manglede frømandsinstruktører og frømændsudstyr, så Skorzeny var på udkig efter mulighederne for at kunne etablere en frømandsskole for sine kommandosoldater.

Det var ikke tilfældigt, at Skorzeny havde valgt byen Bad Tölz som plads for opbygningen af sit frømandskorps. Han skulle bruge de bedste svømmere og de bedste officerer til opbygningen, og netop i Bad Tölz lå Waffen-SS's officersskole, SS-Junkerschule Bad Tölz. Her havde Skorzeny mulighed for at iagtage officerskadetterne og udvælge sig de bedste af dem til sine egne enheder.

Det var også Skorzeny's plan, at han kunne overtage kommandoen over de tyske frømænd i eliteenheden Brandenbourg, som på tidspunktet var næsten færdiguddannede som frømandsinstruktører på den Italienske frømandsskole.

Skorzeny var uddannet Diplomingeniör (svarende til Civilingeniør) og havde derfor nøje forstand på bl.a. bygningers og broers styrke og svagheder. Hans kundskab om dette var værdifuld i forhold til sabotageaktioner og sprængninger - også for hans fremtidige frømænd.

Det lykkedes imidlertid ikke for Skorzeny at opsluge frømandsskolen af den årsag, at Kriegsmarinen af Hitler var blevet godkendt til oprettelsen af de såkaldte "Marine Einsatz Kommandos", hvorunder, at frømandsskolen skulle henhøre. På den måde, så slap den tyske frømandsskole fra, at blive underlagt SS. Til gengæld, så skulle Kriegsmarinen's frømandsskole uddanne Skorzeny's SS-frømandselever.

10 af de bedste svømmere fra Skorzeny's elitesvømmerskole i Bad Tölz blev sendt til Kriegsmarinen's frømandsskole i Italien.

Operation Eiche i Italien i sensommeren 1943

Den 12. september 1943 blev Skorzeny verdensberømt, da han sammen med 14 medlemmer fra sin specialenhed udførte det spektakulære Grand Sasso raid (Operation Eiche) i Italien, hvor Benito Mussolini blev befriet. Denne befrielsesaktion gav Skorzeny stor agtelse over hele verden og hos Hitler.

Efter, at Mussolini var blevet arresteret af oppositionen i Rom blev han flyttet fra sted til sted, men Skorzeny og hans efterretningsfolk havde nøje fulgt hans bevægelser. I begyndelsen af september 1943 blev den prominente fange overført til det lille vintersportshotel Campo Imperatore øverst oppe på bjergkæden Gran Sasso. Hotellet lå næsten i 2000 meters højde, og det var kun muligt at komme dertil med tandhjulsbane.

Lørdag den 12. september 1943 stod Mussolini i solskinnet ved det åbne vindue i sit fangelokale og kiggede fortabt ud over det øde og sneklædte landskab. Præcis klokken 14 landede et svævefly lydløst kun 100 meter fra hotellet, og fem bevæbnede mænd anført af Otto Skorzeny sprang ud af flyet og stormede hen imod hotellet. Flere svævefly landede, og flere mænd med maskinpistoler myldrede frem.

De italienske vagter blev totalt overrumplede og blev afvæbnet uden, at der blev løsnet et skud. Skorzeny fandt lynhurtigt frem til Mussolini, som var interneret i et værelse på anden sal. Skorzeny brasede ind i værelset, sparkede stolen væk under vagten i rummet, som også var radiooperatør, og ødelagde prompte sendeudstyret. Derpå vendte han sig mod italienske Il Duce, indtog retstilling, gjorde nazihilsen og bekendtgjorde med fast stemme: "Duce, Føreren har sendt mig for at befri Dem!"

Skorzeny fløj sammen med Mussolini i en Fieseler Storck observationsflyvemaskine fra skisportshotellet Campo Imperatore til München.

Mussolini ankom efter en farefuld flyvetur over Alperne til München og blev senere modtaget af en begejstret Hitler i Rastenburg i Østpreussen. Allerede den 15. september kunne Mussolini proklamere oprettelsen af den nye italienske republik. Det var lykkedes at slå den kommunistiske Italienske revolution ned.

Det efterladte tyske mandskab på skisportshotellet Campo Imperatore havde Skorzeny planlagt for, og mandskabet kunne køre tilbage ad bjergvejene i de køretøjer, som stod i garageanlægget på hotellet.

Mussolini's redningsmand, Otto Skorzeny, blev modtaget som en sand helt og berømmet overalt i Det Tredje Rige for den utrolige redningsaktion.

Herefter fik mandskabet en velfortjent orlov, mens enheden var sat på standby for flere lignende operationer, som var under overvejelse.

Operation Weitsprung i efteråret 1943

Operation Weitsprung (Operation Længdespring) var kodenavnet for den tyske plan om at myrde "de tre store" (Josef Stalin, Winston Churchill og Franklin Roosevelt) i efteråret 1943, mens de var samlet til Teherankonferencen. Operationen blev godkendt af Hitler og blev ledet af Ernst Kaltenbrunner.

Teherankonferencen var et møde mellem Josef Stalin, Franklin Delano Roosevelt og Winston Churchill, som blev udført fra den 28. november til den 1. december 1943. Mødet fandt sted i hovedstaden Teheran i Iran.

Det var den første krigskonference mellem de tre magter, hvor Stalin var til stede. Den efterfulgte Kairokonferencen og blev efterfulgt af Jaltakonferencen og senere Potsdamkonferencen.

Hoveddiskussionen omhandlede åbningen af en ny front i Vesteuropa. Stalin var meget interesseret i, at det ikke kun var Sovjetunionen, der ved Østfronten skulle kæmpe mod tyskerne, men at USA og Storbritannien ville åbne en vestfront. Ved konferencen blev man også enige om at garantere Irans uafhængighed.

Den Tyske efterretningstjeneste havde erfaret tidspunktet og stedet for Teherankonferencen i midten af ​​oktober 1943 efter, at det var lykkedes tjenesten at bryde en US-Navy radiokode. Otto Skorzeny blev udnævnt af Ernst Kaltenbrunner til at udføre mordmissionen. Skorzeny havde under operationerne i Iran tidligere på året opnået fortrolige kontakter med lokale stammer i Iran, som han kunne udnytte som kontaktpersoner og hjælpere.

Men, den sovjetiske efterretningstjeneste blev opmærksom på plottet, da den legendariske sovjetiske spion, Nikolai Kuznetsov, fik SS-Sturmbannführer Hans Ulrich von Ortel til at fortælle om operationen efter, at Kuznetsov havde drukket Ortel beruset.

Skorzeny sendte seks af sine bedste tyske faldskærmsjægere og radiooperatører afsted med en Junkers JU52 troppetransportflyvemaskine. De blev nedkastet i faldskærme i den Iranske ørken, og trængte frem til Teheran, hvor de fik kontakt med deres hemmelige iranske kontaktpersoner, som i mellemtiden var blevet erstattet af sovjetiske agenter under ledelse af russeren Gevork Vartanian. Men, en af tyskerne indså, at de var blevet narret og, at de stod over for et bagholdsangreb. De tyske faldskærmsjægere afblæste derfor operationen, og det lykkedes dem at flygte fra stedet.

Skorzeny's specialkorps udvides med udenlandske enheder

I februar 1944 blev Skorzeny's specialenhed udvidet med et tredje linie-kompagni bestående af primært flamsk og nederlandsk personale, som firvilligt havde meldt sig til Waffen-SS. Dette kompagni kom under kommando af SS-Hauptsturmführer Hoyer, og skulle operere på den kommende vestfront.

Kampe i Rusland foråret 1944

I februar 1944 blev de to oprindelige linie-kompagnier sendt til det såkaldte Kurmark troppeuddannelsesområde for fire ugers intensiv træning. Kurmark var et gammelt udtryk, som kan spores helt tilbage til romertiden, og er et andet ord for det område, som også var kendt som Mark Brandenburg, og som i princippet omfattede det tidligere Øst-preussen både vest og øst for Oder-floden.

Skorzeny vidste, at de russiske tropper på et eller andet tidspunkt ville ankomme til Oder-floden på deres fremrykning mod Berlin. Derfor følte Skorzeny, at det var vigtigt, at hans mandskab blev fortrolige med terrænget inden fjendens ankomst. Herefter kørte Skorzeny med sit mandskab til østfronten, hvor de kæmpede mod russerne i over en måned. Herefter fik mandskabet i juni 1944 en velfortjent orlov i København.

Kontraterroroperationer i Danmark

Otto Skorzeny stod under Den Anden Verdenskrig bag en lang række nazistiske terrorgrupper rundt om i Europa, herunder i Danmark den berygtede Peter-gruppe fra Schalburgkorpset, også kendt som Brøndum-banden, der ud over togattentater og sabotage udførte 94 drab, blandt andet mordet på digterpræsten Kaj Munk.

Natten mellem den 24. og 25. juni 1944 trængte Schalburgkorpsets Peter-gruppe ind i Tivoli i København og placerede flere bomber, der forvoldte stor skade på Tivoli. Mange bygninger nedbrændte eller blev totalskadet: Koncertsalen, Glassalen, Arena, Dansehallen og næsten alle de bygninger, der lå bagest i Haven, og som var indrettet til forlystelser og spil. Det var ikke kun tabet af bygningerne, der berørte danskerne. Tivolis historie gik helt bogstaveligt tabt, da Det danske Hus, som rummede Tivolis historiske udstilling på første sal (siden 1933), blev ødelagt. Også nodearkivet og Tivolis historiske arkiv blev stærkt beskadiget.

Kort før schalburgtagen mod Tivoli havde Skorzeny været i København og var en aften i Tivoli sammen med forskellige tyske Gestapo- og politifolk. De blev forargede over de langhårede, danske unge mænd, swingpjatterne, som dansede til swingmusik. Skorzeny havde ifølge tjenerne udtalt, at stedet burde bortsprænges. Der er derfor mange, som mener, at Skorzeny muligvis var idemanden bag Schalburgkorpsets bombesprængning af Tivoli i København.

Årsagen til Skorzeny's besøg i København i sommeren 1944 er angiveligt, at han var med til at organisere forsvaret af Danmark mod en eventuel allieret invation af Danmark på Tysklands nordflanke, som bl.a. skulle bestå af specialenheder og miniubåde. Derudover, så var Skorzeny bl.a. rådgiver for Gestapo i Danmark i deres forsøg på optrævling af saboratørgrupper.

Operation Valkyrie i Berlin

Skorzeny blev involveret i at standse kupforsøget imod Hitler 20. juli 1944, operation Valkyrie. Imens, at panikken bredte sig blandt nazilederne i Berlin efter bombesprængningen i Wolfsschanze i Østpreussien (Polen), hvor Hitler befandt sig, så erfarede Joseph Goebbels, som havde kommandoen i Berlin, at Skorzeny befandt sig på hovedbanegården i Berlin på et tog, som ventede på at køre til Østrig.

Goebbels kontaktede straks Skorzeny. Skorzeny indså, at der skulle opereres hurtigt og tilkaldte et kompagni af sine egne folk fra Friedensthal-kasernen, som befriede Bendlerblokken for kupmagerne. Kuppet blev derfor hurtigt slået ned, og de medskyldige blev henrettet ved skydning på Bendlerblokkens gårdsplads.

Fra da af skulle Skorzeny kommunikere direkte med Hitler uden om den normale kommandovej. Det er angiveligt årsagen til, at Skorzeny fik ry som værende Hitlers hemmelige agent.

Operation Landfried i Rumænien

I august 1944 udførte 50 medlemmer fra Skorzeny's enhed Operation Landfried i Rumænien, hvor de ødelagde vej- og jernbanebroer i et forsøg på at sinke den sovjetiske fremrykning. Denne mission blev ledet af Walter Girg.

Sicherheitsdienst overtager Abwehr

I slutningen af september 1944 blev den tyske militære efterretningstjeneste "Abwehr" underlagt SS's efterretningstjeneste "Sicherheitsdienst" (SD), fordi Abwehr havde været dybt involveret i kupforsøget mod Hitler. De bedste og mest trofaste folk fra eliteenheden "Brandenbourg" under Abwehr blev overført til "Jagdverbände 502" under Sicherheitsdienst.

Operation Panzerfaust i Budapest

Skorzeny's næste operation var "Operation Panzerfaust", den 15. oktober 1944. Skorzeny tog til Budapest for at hindre den ungarske regent, admiral Miklós Horthy, i at slutte separatfred med Stalin og overgive Ungarn til de fremrykkende russere. Den 15. oktober kidnappede Skorzeny Horthy's søn i dennes lejlighed og fik sønnen fløjet til Berlin. Kort tid efter blev admiral Horthy sat fra magten, og Ungarn fortsatte som Tysklands allierede.

Tysklands styrke og vilje til at støtte dets allierede nation Ungarn blev bl.a. demonstreret ved, at nogle af Tysklands nyeste kampvogne - herunder den ultimativt mest avancerede og nyeste kampvogn - König Tiger Panzerkraftwagen - blev leveret til Budapest for forsvar af hovedstaden.

Operation Greif i Belgien

Den 10. november 1944 blev "Jagdverbände 502" omdøbt til "SS-Jagdverband Mitte" i forbindelse med, at Skorzeny's specialenhed skulle tage del i Ardenneroffensiven (Operation Greif) i Belgien. Enheden skulle operere som en del af den 150. Panzer-Brigade iført amerikanske uniformer og under brug af amerikansk udstyr, tanks og andre køretøjer.

Skorzeny ledte sine kommandosoldater - iført amerikanske uniformer og udstyr. De infiltrerede de amerikanske styrker i Belgien, hvor de udførte sabotageaktioner, skabte forvirring i de amerikanske styrker og sikrede benzinlagre for de tyske tigerkampvogne, som var på vej ind i Belgien med en tysk modoffensiv også kendt som Ardenneroffensiven (battle of the Bulge).

I al hemmelighed var det lykkedes Hitler at samle 200.000 af de bedste soldater fra alle værnsgrupper (herunder nogle af de mest erfarne fra østfronten) på grænsen ind til Belgien. Denne slagkraftige hær blev bl.a. udrustet med den splinternye König Tiger Panzerkraftwagen, som var verdens mest avancerede kampvogn. Det blev Tysklands sidste, men samtidigt mest spektakulære offensiv.

Der skulle mere end fem amerikanske Sherman-kampvogne til for at nedkæmpe en enkelt kongetiger-kampvogn. Den tyske offensiv totalt overrumplede amerikanerne, som led enorme tab og måtte flygte over stok og sten.

Mindst to frivillige fra Irland kæmpede i SS-Jagdverband Mitte, SS-Uscha James Brady (alias De Lacy) og SS-Mann Frank Stringer (alias Le Side).

Rygtet nåede frem til de amerikanske styrker, at Skorzeny's specialtroppers hovedopgave i virkeligheden var at snigmyrde den amerikanske øverstbefalende, general Dwight D. Eisenhower. De amerikanske sikkerhedsfolk frygtede Europas farligste mand, Scarface, og tog derfor ingen chancer – de forbød prompte generalen at forlade sit hovedkvarter i Versailles i flere uger.

Skorzeny's amerikansk iklædte tyskere satte bl.a. falske vejskilte op, som totalt forvirrede amerikanerne.

Det var en fantastisk bedrift, men offensiven løb ud i sandet, fordi de tyske tigerkampvogne løb tør for benzin og ammunition. 200.000 tyske soldater havde deltaget i Ardenneroffensiven i Belgien, og nu var de på flugt tilbage til Tyskland. Der var ca. 75.000 mand tilbage, som havde undgået at falde i kamp eller at blive taget til fange. Mange af dem var sårede, og de hastede mod de tilbageværende broer over Rhinen ind til Tyskland stærkt forfulgt af de amerikanske styrker.

Efter Operation Greif fik Skorzeny kraftigt udvidet sine beføjelser. SS-Jagdverband Mitte blev i november 1944 udvidet til et SS-kampenhedscenter med over 5000 mand og med enheder fra både flåden og luftvåbnet underlagt.

Broen over floden Oder ved byen Schwedt i Østpreussien (Polen)

I perioden fra november 1944 og frem til februar 1945 var Skorzeny med sin specialenhed i den tyske by Schwedt på vestbredden af floden Oder øst for Berlin. Oder-floden på grænsen mellem Tyskland og Polen var det sidste reelle boldværk mod de russiske horders indtrængning i Tyskland, og Berlin lå ikke langt fra denne grænse.

Her kæmpede Skorzeny's enhed for at forhindre, at russerne skulle forcere floden.

Broen over floden Rhinen ved byen Remagen

Hitler beordrede, at samtlige broer over Rhinen straks skulle sprænges for at forhindre de allieredes fremrykning. De fleste brokommandører ventede dog med at springe deres bro indtil, at de sidste tyskere var kommet over, og at de allieredes tanks viste sig på den modsatte flodbred. I langt de fleste tilfælde lykkedes denne praksis. Men, der er ét tilfælde, hvor det mislykkedes: Broen ved Remagen.

Hitler blev rasende, da han hørte, at de ansvarlige aristokratiske officerer havde ignoreret hans direkte ordre om sprængning af broen ved Remagen. SS blev straks sat ind, og de behørige forrædderiske officerer blev henrettet ved skydning.

Amerikanerne nåede frem til broen og hæftige skudvekslinger med tyskerne fandt sted. Tyskerne forsøgte at placere sprængstoffer på broen selv under den kraftige beskydning, og flere tyske minørsoldater blev dræbt under arbejdet. Pga. omstændighederne blev broen ikke behørigt mineret, så den efterfølgende detonation af sprængstofferne havde ikke den ønskede effekt. Broen klarede sprængningen.

Efter, at amerikanerne den 7. marts 1945 havde erobret broen ved Remagen, som var den sidste tilbageværende bro over floden Rhinen, så fik Skorzeny af Hitler til opgave at ødelægge broen ved hjælp af sine frømænd. Imidlertid viste det sig, at både strømstyrken og kulden i floden ved Remagen på denne vintertid i marts 1945 var blevet så stor, at operationen med frømænd måtte opgives. Skorzeny forsøgte derfor at bruge flydeminer i stedet for, men dette forsøg blev forpurret af amerikanerne, som opdagede de flydende miner og skød dem i stykker inden, at de nåede hen til broen.

Derefter forsøgte tyskerne ved hjælp af en stor jernbanekanon at ramme broen, men den kunne ikke ramme broen.

Broen over Rhinen ved Remagen skulle nødvendigvis ødelægges for at stoppe amerikanernes fremrykning ind i Tyskland. Alle forsøg var hidtil mislykkedes, så Hitler så sig nødsaget til at indsætte nogle af Tysklands mest kostbare wunderwaffen.

Arado jetbombere og Messerschmitt jetjagerbombere fra Luftwaffe blev beordret til at bombe broen. Disse avancerede jetfly kunne flyve så hurtigt, at det ikke var muligt for de amerikanske antiluftskyts og jagerfly at skyde dem ned.

Det britiske RAF, som havde fået ansvaret for flystøtten til forsvar af broen mod tyske flyangreb havde de nye brittiske Hawker Typhoon jagerfly til rådighed. Disse fly stormer op mod de avancerede tyske jets, som angreb med en hastighed, som nærmer sig 1200 km/t, svarende til lydens hastighed. Disse fly er langt hurtigere end noget allieret fly.

Messerschmitt Me-262 jetjagerbombefly og Arado Ar-234 jetflybombefly forsøger at ødelægge Ludendorff broen over Rhinen ved Remagen for at forhindre den fremrykkende 1. Amerikanske hær i at komme over Rhinen.

Ingen af de brittiske Hawker Typhoon jagerfly får ram på nogen af de tyske jetfly. Dertil flyver de tyske jetfly alt for hurtige.

De fantastiske tyske jetfly flyver dog så hurtigt, at det samtidigt er svært for de tyske piloter i disse fly at udløse bomberne på det rette tidspunkt, så bomberne kan ramme broen. Bomberne rammer derfor ikke broen direkte, men broen rystes af sprængningerne. Dog bryder broen ikke sammen.

Angrebet med bomber fra tyskernes Arado og Messerschmitt jetfly mislykkes, da disse fly ikke rammer broen direkte med deres bomber. Hitler beordrer derefter V-2 officererne i Hellendoorn i Holland til at omprogrammere deres V-2 raketter til at ramme broen ved Remagen frem for at ramme London. Teknikerne går straks i gang med at omprogrammere raketterne. Det er Werner von Braun, som står i spidsen for dette arbejde.

Den 17. marts 1945 (10 dage efter, at amerikanerne har indtaget broen), bliver 11 stykker V-2 raketter affyret fra Hellendoorn-området i Holland, som ligger omkring 200 km nord for Remagen. Disse raketter er nu blevet programmerede til at ramme broen ved Remagen.

Med en usikkerhed i nedslaget på kun omkring 2 km i radius med datidens tyske teknologi, så skulle der være en rimelig sandsynlighed for, at mindst een af rakertterne ville ramme broen eller så nært broen, at den ville blive ødelagt.

Raketterne ødelagde en række nærliggende bygninger og dræbte bl.a. mange amerikanske soldater, men ingen af raketterne ramte broen direkte.

 
Imidlertid fik anslagene fra V-2 raketterne broen til at kollapse. Sammenbruddet af broen var ikke forårsaget af en fuldtræffer fra en V-2, da det nærmeste nedslag var omkring 250 meter væk. Men, broen blev svækket af disse bombeangreb. Vibrationerne i jorden fra en V-2, som rammer ned med en lodret hastighed på op til 4.800 kilometer i timen i nærheden af broen sammen med eksplosionen fra det 1075 kg store sprænghoved på raketten var nok til at forårsage en trykbølge, som fik broen til at styrte sammen og dræbe alle dem, som var i nærheden af broen.

28 amerikanske hæringeniører blev dræbt, mens de arbejdede på at styrke broen, og 93 andre amerikanske soldater blev sårede eller dræbt. De allierede opnåede under krigen aldrig at forstå, hvad det var, som ramte dem. De troede, at det var fjendligt artelleri, men de kunne samtidigt ikke forstå, hvor dette artelleri skulle befinde sig.

Det er en fantastisk teknisk bedrift, at raketterne ramte så tæt på, ved hjælp af den videnskabelige teknologi, som Tyskland besad, hvor specielt forskeren Werner von Braun gjorde en forskel.
 
Den næste dag, så sendte Hitler et lykønskningstelegram til den vagthavende i V-2 raketafyringsenheden i Hellendoorn.

Missionen lykkedes, og broen blev langt om længe ødelagt. En stor del af amerikanernes hovedstyrke var dog allerede kommet over broen, men det forsinkede amerikanernes fremrykning betragteligt, fordi de nu måtte etablere pontonbroer over dette vanskelige sted på Rhinen for at få deres forsyninger med over.

Det er vurderet, at tyskernes modstand mod de allierede på vestfronten er årsagen til, at både de brittiske og de amerikanske styrker ikke nåede frem til Berlin i tide. Det blev således de Sovjettiske styrker, som fik fornøjelsen af, at indtage Berlin. 

Werwolf
 
I slutningen af krigen, så stod Skorzeny i spidsen for etableringen af guerillabevægelsen Werwolf (som betyder "hvem er ulven", hvilket underforstået er sononym med Hitler - eller rettere - Hitler's efterfølger), som skulle videreføre kampen mod de allieredes besættelsesstyrker efter krigen.

Broen over floden Donau ved byen Linz

I April 1945 blev Skorzeny med sin enhed sendt til Østrig for at forhindre russerne i at komme over floden Donau ved Linz. Deres indsats forsinkede russerne, men overmagten var for stor, og enheden måtte flygte vestpå i retning mod Salzburg, som ligger i Østrig på grænsen ind til Tyskland. Det var planen at nå til München i Tyskland. Men, allerede uden for Salzburg stødte de på de amerikanske tropper, som trængte frem fra vest.

Scorzeny tilfangetages af Amerikanerne

Den 16. maj 1945 blev Skorzeny tvunget til at overgive sig til de amerikanske styrker nær Salzburg i Østrig.
 
Den 24. november 1945 kom Otto Skorzeny for retten i Nürnberg. Amerikanerne var ivrige efter at få en dødsdom over Skorzeny. Men, der var ingen indicier eller beviser om krigsforbrydelser, så Skorzeny blev renset for disse beskyldninger.

Til gengæld var der indicier mod Skorzeny om tyveri af amerikanske uniformer, ulovlig brug af fremmede militære uniformer samt tyveri af Røde Kors-pakker tiltænkt amerikanske krigsfanger. I henhold til den amerikansk militærlov, så udløser sådanne handlinger dødsstraf. Imidlertid var der ingen entydige beviser, og retten i Nürnberg besluttede derfor, at sagen skulle efterforskes i detallier. Skorzeny skulle for retten i Dachau, som havde specialister på området.

Den 18. august 1947 blev Otto Skorzeny og ni andre officerer fra "150. Panzer-Brigade" stillet for retten i Dachau. Tiltalen lød på: tyveri af amerikanske uniformer, ulovlig brug af amerikanske uniformer samt tyveri af Røde Kors-pakker tiltænkt amerikanske krigsfanger. Den amerikanske anklager kaldte Skorzeny for "Europas farligste mand".
 
Sagen tog tre uger, og anklagerne om Røde Kors-pakkerne blev frafaldet på grund af manglende beviser. Det samme gjaldt tyveriet af amerikanske uniformer. Derimod var der klare beviser om ulovlig brug af amerikanske militære uniformer, hvilket i henhold til amerikansk militær straffelov automatisk ville udløse dødsstraf.

Men, på sagens sidste dag vidnede en engelsk officer, som sagde, at han og resten af sin enhed havde brugt samme fremgangsmåde som de anklagede tyskere. De engelske soldater havde brugt tyske uniformer for at opnå deres forehavende. Britterne havde en diamentral modsat opfattelse end USA på dette område. Britterne opfattede saboratører, som var modige nok til at iklæde sig fjendens uniformer for at kunne operere bag fjendens linier, som helte, og ikke som skurke.

De amerikanske anklagere måtte derfor bøje sig, og de ti tiltalte tyskere - herunder Skorzeny - blev frikendt for anklagen og undgik dermed dødsstraf.

Imidlertid fastholdt de amerikanske myndigheder, at Otto Skorzeny fortsat skulle holdes interneret på trods af, at myndighederne ikke længere havde hverken beviser eller indicier på ulovligheder. Skorzeny blev overført til en interneringslejr nær Darmstadt, hvor han blev holdt indespærret et års tid.

Skorzeny blev tilbageholdt, fordi der var flere lande, som ville have ham udleveret, så de kunne stille ham for retten tiltalt for krigsforbrydelser.
 
Det var tjekkerne, som pressede mest på, men amerikanerne var bange for, at tjekkerne umiddelbart ville udlevere Skorzeny til russerne, som herefter kunne gøre brug af hans ekspertise. Derfor trak amerikanerne sagen i langdrag.
 
I løbet af sommeren 1948 så det imidlertid ud til, at tjekkerne ville få held med at få Skorzeny udleveret, fordi de var begyndt at bruge FN-systemet.

Flugten fra amerikansk fangenskab

Den 27. juli 1948 ankom en bil med amerikanske militære nummerplader til den interneringslejr nær Darmstadt, hvor Skorzeny befandt sig. Ud af bilen trådte en officer og to menige i amerikanske militærpolitiuniformer, og de krævede Skorzeny udleveret, fordi han efter sigende skulle vidne ved retten i Nürnberg. Men, Skorzeny dukkede aldrig op ved retten i Nürnberg.

Efter, at bilen havde forladt interneringslejren, blev Skorzeny ikke set, før han dukkede op i Spanien. Offentligheden antog automatisk, at de tre amerikanske militærpolitifolk sandsynligvis var SS-veteraner iklædt amerikanske militærpolitiuniformer. Skorzeny havde kontakter med utroligt mange nazistiske organisationer og indflydelsesrige personer efter krigen, så det var ikke usandsynligt, at han havde mulighed for selv at planlægge sin flugt fra fængslet.

Helt frem til sin død hævdede Skorzeny, at både mandskab, bil og uniformer var amerikanske og, der ikke var tale om SS-veteraner. Skorzeny hævdede, at operationen var ledet af den amerikanske militære efterretningstjeneste CIA. At det skulle være CIA, som havde udført operationen, er meget sandsynligt. Den kolde krig stod for døren, og Sovjetunionen var blevet USA's værste fjende. Som boldværk mod kommunismens udbredelse i verden, så valgte USA efter krigen og hele vejen op igennem den kolde krig frem til og med 1990 at støtte diktatoriske lande overalt i verden.

Det er meget tænkeligt, at USA havde besluttet at bruge Skorzeny, som den dygtigste på området, i denne kamp. Det er i hvert fald sådan, at Skorzeny's arbejde fremover gavnede USA's planer om at bekæmpe kommunismens udbredelse på den mest effektive måde.

Operationer i Spanien
 
Efter, at bilen havde forladt interneringslejren, blev Skorzeny ikke set, før han dukkede op i Spanien. I Spanien etablerede han et blomstrende ingeniørfirma, som han havde succes med. Sideløbende var han blandet ind i international våbenhandel.

Odessa

I al hemmelighed arbejdede han inden for forskellige naziorganisationer herunder bl.a. ODESSA, hvor han fungerede som koordinator.

Hvis du er interesseret i at vide mere om Odessa, så kan du læse her:

http://www.genart.eu/hass/skorzeny/odessa/odessa.html

Skorzeny spillede en nøglerolle i de hemmelige nazinetværk, der i efterkrigsårene hjalp en lang række eftersøgte krigsforbrydere til en ny tilværelse i Latinamerika og Mellemøsten.

Operationer i Argentina
 
I 1949 dukkede Skorzeny op i Argentina og blev modtaget med åbne arme af statslederen Juan Peron. Otto Skorzeny tilbød Peron at hjælpe med til at holde "ro og orden" i landet. Hjælpen blev modtaget med glæde af regeringen og kan genkendes på de metoder, som det argentinske politi og efterretningstjenester tog i brug fx ved afhøringer. Skorzeny opbyggede et netværk i samarbejde med Peron som sikrede, at bl.a. hans eftersøgte SS-veteraner kunne skabe sig en god og tryg fremtid i Argentina.
 
Efter statslederen Juan Perons fald hjalp Skorzeny statslederen med at flygte i eksil til Spanien.

Operationer i Mellemøsten

I Mellemøsten fik Otto Skorzeny stor betydning som læremester for generationer af militærfolk, da han i 1953 blev en af Gamal Abdel Nassers nære rådgivere i Egypten. Han opbyggede en stab af tidligere nazi-officerer, der ikke alene skulle organisere det egyptiske militær, men også træne frivillige i kommandoaktioner og ørkenkrig. Det var således Skorzeny, der planlagde guerilla-angrebene i Gazastriben i 1953-1954, vendt mod Israel.

Blandt dem, der ivrigt sluttede op om Otto Skorzeny, var blandt andre en ung studerende ved Cairo Universitet, Yasser Arafat, den senere PLO-leder, der blev personlig ven med Skorzeny og betragtede ham som mentor og forbillede. Skorzenys enke, Ilse Skorzeny, beskrev mange år senere forholdet mellem de to mænd således i et interview: "Arafat ville have gjort alt for Otto!".

I Mellemøsten stod magthaverne klar med økonomisk hjælp og magtfulde embeder til de eftersøgte krigsforbrydere, som det lykkedes nazistiske flugtorganisationer som Odessa at skaffe ud af Tyskland.

Den tidligere leder af Galiciens Gestapo-afdeling for jødespørgsmål, Erich Altern, arbejdede i mange år i palæstinensiske lejre som Ali Bella, SS-Sturmbannführer Walter Baumann blev rekrutteret og tilknyttet PLO som Ali Ben Khader, og Johann von Leers, ekspert i jødespørgsmål i Goebbels ministerium, blev politisk rådgiver i Egypten efter at være konverteret til islam som Omar Amin.

Speciel Vesttysk Hær

Den tidigere nazi-elitesoldat Otto Skorzeny skrev i 1951 bl.a. til Vesttysklands kansler, Konrad Adenauer, om sine hærplaner.

Nyligt offentliggjorte papirer (år 2012) viser, at den tidligere SS-elitesoldat Otto Skorzeny i begyndelsen af 1950'erne planlagde at opbygge en 200.000 mand stærk hær i Spanien. Hæren skulle bestå af spanske og tyske frivillige, som skulle indsættes, hvis Sovjet angreb Vesttyskland.
 
Planerne er beskrevet i en række hidtil ukendte breve og dokumenter, som for nylig dukkede op fra Skorzenys dødsbo. Papirerne er siden blevet solgt på auktion i USA.

Otto Skorzeny var under krigen en af Nazitysklands mest berømte elitesoldater. I 1950 flygtede han til Spanien under falsk navn. Samme år brød Korea-krigen ud, og Skorzeny frygtede, at det blot var et spørgsmål om tid, før Sovjet ville angribe Vesttyskland og resten af det frie Europa.

Dokumenterne viser, at den tidligere Waffen-SS-soldat var i tæt kontakt med en række spanske militærledere, tyske eks-nazister og endda dele af Vatikanet for at få opbakning til oprettelsen af den hemmelige hær. Trods mange positive svar og tilkendegivelser lykkedes det dog aldrig Skorzeny at opbygge denne hær.

Exit

Sine sidste år tilbragte han i Franco's Spanien, hvor han genoptog sit gamle hverv som rådgivende ingeniør – endda med stor succes.
 
I 1970 fik Skorzeny konstateret kræft i ryggen og blev opereret i Spanien. Operationen gjorde ham lam i underkroppen. Med vanlig stædighed kom han på benene igen, men han tabte kampen mod kræften den 6. juli 1975. Otto Skorzeny – Europas farligste mand – døde fredeligt i sin seng i Madrid i juli 1975. Han blev 67 år gammel.
 
Otto Skorzeny's lig blev kremeret, og hans aske blev bragt til Wien, hvor han blev cerimonelt begravet. Der var over 500 loyale SS-veteraner med til hans begravelse. Hvert år på Skorzeny's fødselsdag er der gamle SS-veteraner og andre ærespersoner, som mødes for at mindes gamle dage.

Film om Skorzeny

Der findes et utal af dokumentariske TV-udsendelser om Otto Skorzeny, og den sidste dokumentarhistorie er garanteret ikke lavet endnu. Den ubetingede sandhed om Skorzeny får vi dog aldrig at vide. Det eneste, som vi med stor sikkerhed kan sige er, at Skorzeny var 100% loyal mod Hitler og Nazityskland og, at der aldrig er fundet beviser for, at han skulle have udført eller beordret krigsforbrydelser. Det er udtalelser, som selv de allierede lande har fremført.

Men, egentlige spillefilm eller action-film om ham er ikke blevet lavet selvom, at dette måske ville være oplagt. Årsagen er selvfølgelig, at Tyskland ikke turde eller tør lave en action-film, hvor Skorzeny forherliges, fordi han er SS. Det er stadigvæk et tabuemne. Det samme gælder de allierede lande. De kan heller ikke tillade sig at forherlige Otto Skorzeny ved at lave en action-film med en stand-in i rollen som SS-officeren Skorzeny. Det går ikke pga Holocaust også selvom, at Skorzeny sandsynligvis intet havde med dette at gøre.

Men, både USA og UK har lavet et utal af fiktive actionagtige spillefilm efter krigen, som er direkte inspirerede af kendskabet til Skorzeny's bedrifter. De fleste af disse film transformerer Skorzeny over til at være en allieret helt, som kæmper mod tyskerne. Et fåtal af disse film tager dog udgangspunkt i en tysk helt eller tyske helte, men i alle disse tilfælde bliver den eller de tyske helte ikke fremvist som SS-mænd, men derimod alle som soldater fra den almindelige ikke-nazistiske hær - nemlig Wehrmacht. Det må vi leve med indtil, at verden bliver tilstrækkeligt fritaget for dogmatisme, uforstandighed, ensrettethed, manglende forståelse og indsigt.

Eksempler:

Ørneborgen

Spændingsfilm med Richard Burton og Clint Eastwood i hovedrollerne. Det er en flot film men ren fantasi. Hverken England eller USA havde sådanne superagenter under krigen. Men, handlingen er sandsynligvis inspireret af Skorzeny's meritter. Det er således en "omvendt" beskrivelse, hvor det nu er de allierede, som iklæder sig fjendens uniformer og ikke omvendt.

Hohenwerfen er borgen, der blev brugt i krigsfilmen Ørneborgen med Richard Burton og Clint Eastwood i hovedrollerne.

Fæstningen Hohenwerfen ligger i byen Werfen, som ligger syd for byen Salzburg i Østrig. Jeg har været der på en turisttur med bus, hvor jeg var chaufføren ombord på turistbussen.

Adgang til borgen er ikke for gangbesværede. Hvis man ikke vil køre i taxa (eneste mulighed) op til borgen, så skal man gå op ad en meget stejl bakke. Gårdspladsen inde i borgen er også meget stejl, og der er mange trapper, som man skal forcere inde i borgen.

"Sloss Adler" alias "Where Eagles Dare" alias "Ørneborgen" er dog en fantastisk film.

Musikken i temaet er også helt enestående. Jeg synes, at denne musik er formidabel. Se og hør bare her:

https://www.youtube.com/watch?v=8XKGhG0W0LQ

Der er også denne her:

http://www.youtube.com/watch?v=TxBZ4Kh1zpU

Ørnen er landet

Igen en flot film. Her er et eksempel på, at de allierede viser tyskerne iklæde sig amerikanske uniformer, og at tyskerne mere eller mindre fremstilles som heltene. Handlingen er inspireret af Skorzeny's bedrifter, selvom den aktuelle handling, som vises i filmen, aldrig har fundet sted.

Jernkorset

Det er en usædvanlig flot film med mange aspekter. Det kunne meget vel have været virkeligheden.