Min første dykkertur med flasker

Artikel af Civilingeniør John Genart

Jeg fik mit frømandsdiplom udstedt af Københavns Dykker Center (KDC) den 22. december 1969. Jeg var da 14 år gammel. Frømanden og ejeren af dykkercenteret, Mogens Elfenbein, ville ikke udstede beviset til mig tidligere selvom, at jeg havde gennemført alle lektioner. Mogens havde egentlig en ide om, at man skulle være mindst 16 år gammel før, at han turde slippe folk løs med et bevis, som de ville kunne bruge i hele verden på dykkerture uden for centeret. Så, set med de øjne, så fik jeg diplomet tidligt.

For mig var det meget sent. Allerede som 10-årig havde jeg været rundt på alle de dykkercentre, som fandtes dengang i Københavnsområdet - herunder hos ingeniør-, forfatter- og erhvervsdykker Jan Uhre samt hos ingeniør-, forfatter- og erhvervsdykker Otto Lerris. Men, ingen ville slippe mig ind til flaskedykning - kun snorkeldykning - pga. min unge alder. Som 12-årig (1967) fik jeg i Københavns Dykker Center dog lov til at tage med på dykkerture til Kullen sammen med de voksne dykkere, og jeg tog med på hver eneste tur, der var.

Mogens tillod dog ikke, at jeg dykkede med flasker. Det var nok fordi, at mine forældre var bekymrede og havde pålagt Mogens denne begrænsning. Jeg måtte ikke dykke med flasker før, at jeg blev 16 år gammel. Det ville være alt for farligt.

Men, så skete der noget. På en tur til Kullen i sommeren 1967, hvor jeg netop var fyldt 12 år, og hvor instruktør- og erhvervsdykker Charles Kobylezcki var med, så så jeg mit snit. Charles, som var Mogens' ven helt tilbage fra dengang, at de var blevet uddannet som kleinsmede, havde længe været på min side. Men, mens Mogens var strid og principfast, så var Charles langt mere jovial. Faktisk, så havde jeg - via Charles - både prøvet at dykke med luftflasker og frømandskorpsets iltudstyr i svømmehallen, når Mogens ikke så det.

Mogens og Charles var ungdomsvenner, og de havde allerede tilbage i slutningen af 1950'erne foretaget en dykkerekspedition sammen til Rødehavet. De var rejst af sted i et folkevognsrugbrød medbringende Hans Hass' iltudstyr. For at kunne foretage undervandsoptagelser, så havde de to kleinsmede selv fremstillet tryktætte kamerahuse til deres tyske Leica-kameraer. Deres filmoptagelser indbefattede ikke bare deres fantastiske undervandsoptagelser. Deres rejse ned gennem Europa i VW, færgeoverfarten i middelhavet til Tobruk i Nordafrika, og deres besøg i Alexandria, i Kairo, samt i Giza (pyramiderne) blev dokumenteret i deres filmoptagelser. Under uddannelsen i KDC, så fik eleverne mulighed for at se disse fantastiske filmoptagelser på lærredet. Det var enestående og absolut historiske optagelser.

Vi var nu i Ablahamn i sommeren 1967. Ablahamn er en fabelagtig lækker bugt på Kullens nordside i Sverige, og som var Mogens foretrukne dykkersted til uddannelse af flaskedykkere. Både Mogens og Charles havde været i aktion som instruktører og fået et stort hold af elever igennem dykkerøvelserne. Nu lå alle udmattede og solede sig på kysten. Mogens var også træt og døsig, så da Charles sagde til Mogens: "Nu tager jeg altså John med på en lille tur i vandet", så protesterede Mogens ikke. Han kiggede bare på os med det ene øje.

Nu var chancen der. Hurtigt gjorde Charles og jeg os klar - inden, at Mogens ville vågne op af sin døs. Jeg fór rundt på kysten for at finde noget brugbart udstyr. Intet var jo forberedt til denne tur for mig. Der var ingen dragt at finde i min størrelse. Der var heller ingen svømmefødder, som passede mig. Af en eller anden grund, så havde jeg netop denne dag glemt at tage mine egne svømmefødder med. Men, jeg havde dog min egen maske, og jeg fandt et enkelt flaskeudstyr, som stadigvæk havde noget luft tilbage, når jeg prøvede at trække vejret i det. Jeg kunne ikke se, hvor meget luft, der var tilbage i udstyret, men det var det eneste ledige flaskeudstyr, som ikke var tomt. Det var et 2x4 liters udstyr (du ved, de gamle lange, grå, og tynde flasker, som bla. blev brugt til røgdykning).

Charles hjalp mig hurtigt på med udstyret. Nu opdagede vi, at skridtremmen på udstyret ikke kunne fastgøres fordi, at jeg jo ikke havde noget blybælte på. Uden dragt intet blybælte - og det var jo her, at skridtremmen skulle fastgøres. Jeg havde kun et par badebukser på. Nå, hvad gør man? Charles bandt hurtigt skridtremmen fast omkring udstyrets bæresele i højre side. Og, så var det ellers hurtigst muligt ud i vandet. Jeg følte Mogens øje kiggende på mig, så det skulle gå stærkt. Hurtigt var vi væk under overfladen.

Det var fantastisk. I flere år havde jeg drømt om dette. Charles havde sagt, at jeg blot skulle følge ham, og han søgte hurtigt ned mod tagskægget, som er en klippe på 10 meters dybde hvorfra, at man kan lade sig synke ned langs en lodret klippevæg helt ned til 20 meters dybde. Charles vendte sig om og spurgte mig - via et OK-tegn - om jeg var klar til nedstigningen. På det tidspunkt, så havde jeg allerede mærket en stigende åndedrætsmodstand i lungeautomaten, hvilket indikerede, at udstyret var ved at løbe tør for luft.

Men, jeg ville ikke afbryde dykningen nu, hvor det endelig var lykkedes mig at dykke med flasker, så jeg afgav et OK-signal til Charles. Jeg fulgte med ham så godt, at jeg kunne. Jeg havde jo ingen svømmefødder på, så jeg måtte bruge brystsvømning for at kunne følge med ned.

På vej ned mod de 20 meters dybde, så kunne jeg mærke, at det blev sværere og sværere for mig at trække vejret. Udstyret var ved at være helt tomt for luft, og på de 20 meters dybde, så kunne jeg slet ikke trække vejret længere. Jeg havde suget de sidste luftmolekyler ud af udstyret og nu, så var det slut. Jeg var nødt til at give Charles besked og hev i hans svømmefod for at stoppe ham.

Charles vendte sig om og så straks problemet. Han pegede mod overfladen, og vi svømmede op sammen. Dvs. jeg piskede med mine arme og ben for at komme op. Jeg havde jo ikke mere luft. Voila, overfladen - pu-ha - luft. Men, nu fik jeg problemer. Udstyret var tungt, jeg havde ingen svømmefødder på, og jeg havde ingen redningsvest på. Jeg blev trukket ned og var ved at drukne.

Charles greb mig under armhulen og løftede mig op. Smid dit udstyr råbte han. Men, det kunne jeg ikke, for skridtremmen på udstyret var jo bundet fast, og jeg kunne ikke løsne denne knude. Nu pegede Charles på en lille ø, som findes i Ablahamn bugt. Svøm derover råbte han. Jeg svømmede og svømmede. Charles skubbede mig op på øen. Bølgerne hjalp også til. Pu-ha. Jeg lå på øen. Dvs. bølgerne flåede mig op og ned og hen over skæret, mens Charles baksede med at få løsnet knuden på min skridtrem.

Charles fik løsnet knuden, og han tog mit udstyr. Han sank straks ned til bunden pga. den ekstra vægt og bragte mit udstyr med ind til kysten langs bunden. Jeg var nu konverteret til en almindelig svømmer i overfladen iført en dykkermaske og et par badebukser, så det ville jo ikke vække nogen opsigt at svømme ind til land, og Mogens ville således ikke få nogen mistanke.

Men, da jeg steg op af vandet, så pulsede blodet ud af flænger på mine ben og arme. Det viste sig, at den lille ø, hvor Charles havde kæmpet med at løsne min skridtrem, var oversået med skaldyr og muslinger, og de havde flænset min hud på kryds og på tværs.

Hvordan tror du, at Mogens reagerede: "Tyve armbøjninger med udstyr på ryggen - så kan du lære det!"

Kort tid efter dukkede Charles op af havet bærende på både sit eget og mit udstyr. Charles og Mogens gik straks i gang med at undersøge mit udstyr. Var det blot løbet tør for luft, eller havde lungeautomaten svigtet? De skruede lungeautomaten af og åbnede for flaskeventilerne. Hvis der stadigvæk var luft på flaskerne, så ville luften blæse ud. Der blæste ikke noget luft ud, men nu kunne man høre, at flaskerne sugede luft ind fra omgivelserne.

Jeg havde i desperation suget så kraftigt i lungeautomaten, at jeg havde dannet vakuum i flaskerne. Det havde de ikke oplevet før, og det gav anledning til megen morskab blandt de voksne dykkere. Mogens udbrød spontant: "Og jeg, som troede, at John havde gæller!".

Men, det allermest vigtige for mig, det var, at jeg havde klaret en dykning helt ned til 20 meters dybde ved tagskægget i Ablahamn Bugt. Det var nemlig den ultimative og afsluttende prøve dengang for eleverne. Den lodrette klippe, som går fra tagskægget på 10 meter vand og ned til bunden på 20 meters dybde ligger på nordsiden af Kullen hvilket betyder, at når man ligger oppe på tagskægget og kigger ned i dybet, så er der ikke noget lys at se dernede. Man er nemlig på skyggesiden, hvor solens stråler ikke når ned. Der er intet at se dernede - alt ser sort ud oppefra. Derfor ser det ud som om, at afgrunden er uendelig dyb. Man skal altså have mod nok til at lade sig svømme ud over kanten og lade sig synke ned i det dybe intethed. Det var manddomsprøven for alle elever på den sidste lektion i Mogens' program.

Som et kuriosum vil jeg nævne, at når først man var startet på neddykningen langs den lodrette klippevæg og øjnene havde vænnet sig til mørket, så opdagede man, af væggen ikke var gold. Væggen var dækket af tusindvis af små kridhvide søanemoner, som havde specialiseret sig i at leve her i mørket og ernære sig af krill, som de fangede med deres giftige tentakler. Disse søanemoner dannede nærmest et hvidt vægtæppe, som lyste op i mørket.

Jeg havde klaret denne manddomsprøve uden at have gennemgået nogen dykkerlektioner og dermed sprunget alt over. Jeg var blevet usårlig, og der var ikke længere noget, som kunne stoppe mig.

Mogens måtte endelig give sig og tillod, at jeg kunne optages på uddannelsen på trods af mine kun 12 år forudsat, at jeg kunne opnå mine forældres samtykke. Min moder strittede imod, mens min fader syntes, at det var en god ide. Det førte til skænderier i hjemmet, men til sidst, så gav også min moder sig. Jeg tror, at alle til sidst indså, at det ikke ville nytte noget, at skabe begrænsninger for mig på dette område. Jeg var så fast besluttet på at dykke med flasker, så jeg selv ville have fundet en løsning. Så var det trods alt bedre, at det foregik under Mogens' beskyttende styring og overvågning.

Jeg skulle dog selv finansiere uddannelsen, så jeg måtte ud at tjene ekstra penge ved siden af min skolegang. Jeg havde i forvejen et job på en servicestation, men det gav ikke nok til uddannelsen. Her hjalp Mogens mig. Han ansatte mig som telefonpasser om aftenen i dykkercenteret, og jeg skulle også hjælpe til med rengøring, reparation og klargøring af dykkerudstyr. Efter en tid havde jeg tjent nok til at kunne starte på den første lektion.

Med kærlig hilsen,
Civilingeniør John Genart