DDR Rejsen på Motorcykel

Rejsebeskrivelse af Civilingeniør John Genart

Deutsche Demokratische Republik´s (DDR) flag eksisterede fra 1949 til 1990. Det østtyske flag var næsten det samme som det vesttyske flag. Men i midten var der et symbol med en hammer og et måleinstrument. Det var et signal om, at DDR var en progressiv arbejderstat. I realiteten var DDR-regimet gennem alle årene en topstyret udemokratisk stat.

Det var slet ikke planen fra starten, at turen skulle komme til at gå til DDR, men det skete bare.

Tjenesteorlov i Sommerferien

I sommerferien 1976 - umiddelbart efter sergenteksamen på Hærens Ingeniør- og ABC-skole på Farum Kaserne - fik jeg tjenesteorlov fra militæret i sommerferien. Ferien blev brugt til en oplevelsesrig motorcykeltur med min ungdomskæreste, Vibeke, på bagsædet rundt i Europa.

Vi havde planlagt at køre til de samme vestlige lande og steder i Europa, som min fader i min tidlige barndom havde taget mig med til. Det havde været i sommeren 1962, hvor jeg dengang kun var 7 år gammel. Turen skete i min faders ombyggede VW-rugbrød indrettet som en campingvogn.

Det havde været en helt fantastisk tur sammen med min fader, og den tur ville jeg godt genopleve og samtidigt også berige Vibeke med, bortset fra et eventuelt besøg hos de tyske venner. Det var jo ikke i Vibekes interesse, så et sådant besøg havde jeg ikke planer om at gennemføre.

Hvis du vil læse mere om min barndomsrejse sammen med min fader tilbage i 1962, så kan du klikke her:

www.genart.eu/military/barndom/rejsen/rejsen.html

Det var en skøn og varm sommer i 1976 - et af århundredets bedste faktisk, og Vibeke og jeg på motorcyklen besøgte som planlagt Vesttyskland, Østrig, Italien og Schweiz. Vi overnattede hos mange venlige mennesker ved blot at kigge efter skilte med Zimmer Frei, og sådanne skilte var der mange af dengang langs landevejene, i landsbyerne, og i bjergene. Det var billigt og godt, og man fik sig som regel et gedigent morgenmåltid med det hele i hyggelige omgivelser for en billig penge.

Det havde hidtil været en utroligt spændende og skøn tur uden problemer, og det var lykkedes os at finde mange af de fantastiske steder, den skønne natur, de fine slotte og imponerende borge, som min fader tidligere havde vist mig.

På hele turen havde vi set masser af militære aktiviteter, og specielt i Vesttyskland så vi mange både vesttyske og amerikanske styrker på øvelse. På vejene kørte lange kolonner af militære lastbiler og leopardkampvogne. Det var lidt af en heksekedel, og angsten for en snarlig tredie verdenskrig med atomvåben var dengang stor.

Det var jo midt under Den Kolde Krig. Hvis du har lyst til generelt at læse mere om Den Kolde Krig og Danmarks deltagelse i denne krig, så kan du læse her:

http://www.genart.eu/military/ddr/jutland/koldkrig.html

I Schweiz, hvor vi overnattede hos en venlig familie med zimmer frei, havde jeg observeret, at familien havde mange militære våben hængende på væggen inde i stuen, og da jeg spurgte ind til det, så forklarede manden, at han var medlem af Schweiz's frivillige forsvar, og han viste mig sin uniform. Huset var bygget op ad en lodret klippevæg, og da jeg fortalte ham, at jeg var sergent i den danske hær, som er medlem af Nato, så insisterede han på at vise mig noget. Han førte mig længere ind i huset, og bag en trædør var der en massiv ståldør, som han åbnede. Bag døren var der en lang mørk korridor, som førte ind i bjergets indre. Han fortalte, at derinde var en atombombesikker hule med jagerfly, som hurtigt kunne flyve ud gennem åbninger i bjerget i tilfælde af angreb. Fantastiskt!

Efter Italien, Schweiz og Østrig på vej hjemad mod Danmark kørte vi op til München, og derfra videre op til Nürnberg. Vi kørte på Hitlers gamle autostrada. Der fandtes ikke de motorveje dengang, som der findes i dag.

Efter Nürnberg kom vi videre ad autostradaen mod nord, hvor vi holdt en lille pause på en restaurant i den hyggelige soveby Erlangen for at studere kortet og for at beslutte vores videre færd. Jeg kunne se på kortet, at autostradaen gik videre nordpå direkte op mod og ind i DDR i retning mod Berlin. Det var den mest direkte vej mod Danmark fra der hvor, at vi befandt os. Jeg kunne også se på kortet, at det ville være meget svært herfra at komme uden om DDR, da der ikke gik nogen gode hovedveje herfra og uden om Østtyskland. Hvis vi ville fortsætte rejsen mod nord i Vesttyskland, så ville det betyde en meget lang omvej på dårlige landeveje, og det havde jeg ikke megen lyst til på dette tidspunkt.

Jeg talte med tjeneren på restauranten om vores muligheder, og han sagde, at vi med danske pas havde mulighed for at fortsætte vores rejse på autostradaen til Vestberlin gennem DDR fordi, at ruten fra grænsebyen Hof til Vestberlin var en godkendt korridor, som kunne bruges af udlændinge. Tjeneren sagde også, at det efterfølgende ville være muligt for os at komme videre til Lübech i Vesttyskland via den nordlige korridor fra Vestberlin gennem DDR. Det ville være det hurtigste.

Det lød jo meget godt, men jeg var jo befalingsmand i NATO, og havde ingen tilladelse til at køre ind i DDR. På den anden side, så havde jeg ikke nogen papirer på mig, som kunne afsløre, at jeg var NATO-soldat. Efter endnu et par dejlige bayerske fadøl, så var jeg klar til at tage kampen op og besluttede, at vi selvfølgelig turde at køre ind i DDR. Det var godt nok blevet eftermiddag, men jeg beregnede, at hvis vi kørte på autostradaen med 120 km/t, så ville vi kunne nå Berlin inden midnat. Det skulle vise sig at være en alvorlig fejlberegning.

Jerntæppet gik under Den Kolde Krig ned gennem Europa mellem Vesttyskland og Østtyskland. Grænsestationen i Lauenburg ved kommunen Horst i Nordtyskland var det sted, hvor mere end 90 % af den lovlige trafik mellem Vesttyskland og Vestberlin foregik og dette under stærk kontrol. Grænsestationen i byen Hof i den sydlige del af Østtyskland var det sted, hvor kun en begrænset del af transittrafikken mellem Vesttyskland og Vestberlin foregik.

Under hele Den Kolde Krig frem til 1989 blev trafikanter på transit i eget køretøj gennem DDR udsat for en meget grundig kontrol. På turen fra Vesttyskland gennem DDR til Vestberlin var det strengt forbudt at forlade korridoren (autostradaen), at lave stop, og at etablere nogen form for kontakt til den østtyske befolkning.

Transitrejsende gennem DDR skulle have et visa-stempel i deres pas både ved indrejse og udrejse. Det gjaldt både for bilister, der fik et flerfarvet stempel, og togrejsende, der fik et sort stempel. Rejste man jævnligt gennem DDR mellem Vestberlin og Vesttyskland eller mellem Vestberlin og Østberlin kunne man hurtigt få plastret sit pas til med DDR-kontrollørernes stempler.

Ved transit i eget køretøj for udlændinge gennem Østtyskland til Vestberlin og visa-versa var der således kun to korridorer:

1) Den nordvestlige korridor gående fra grænsestationen mellem Vesttyskland og Østtyskland i Lauenburg i nordvest og til grænsestationen mellem Østtyskland og Vestberlin i Stolpe/Heiligensee.

2) Den sydlige korridor gående fra grænsestationen mellem Vesttyskland og Østtyskland i byen Hof i syd og til grænsestationen mellem Østtyskland og den sydlige del af Vestberlin i Dreilinden/Drewitz.

Ved grænseovergangen til Øst-Tyskland i byen Hof, stod der mange østtyske grænsevagter og maskinpistolbevæbnede sovjettiske soldater, og der var pigtråd over alt. Der var også udkigstårne med maskingeværbevæbnede soldater, lyskastere og kikkerter. De østtyske grænsevagter checkede alt. Vi måtte afklæde os helt ind til undertøjet. Vores øjenfarve, hårfarve, bagage m.v. blev minutiøst checket. Ja, selv benzintanken lyste de ned i med en lygte og brugte et tandlægespejl. De checkede også grundigt vores pas, men i mit tilfælde, så var der en vigtig detaille, som de overså. Det vender jeg tilbage til senere.

Det var til gengæld lidt pinligt for mig, at jeg fra indkøb af souveniers i München havde tyske artifakter med fra den Anden Verdenskrig. Grænsevagterne opdagede bl.a. min tyske stålhjælm i kufferten og mit jernkors af 1. grad med hagekors på. Alle dele og beklædningsgenstande blev lagt minutiøst op på et langt bord, der stod i siden af vejen. Måske var disse artifakter årsagen til, at de minutiøse tyske vagter overså den vigtige detallie i mit pas.

Da de åbnede mit pas, så opdagede de et ørneemblem i stof med hagekors på, som jeg havde sat i pres i mit pas. Vores pas blev straks bragt ind til den ansvarlige vagtofficer i vagtskuret. Vi kunne se, at vagtofficeren nu ringede til nogen. Han havde ellers stået som en sort silhuet i vinduet på vagtskuret og iagtaget os. Efter lang tid kom vagtofficeren ud til os og spurgte: "Haben Sie Waffen?". Jeg svarede: "Nein, nur luftwaffen", og pegede på min cykelpumpe, som vagterne havde lagt på bordet. Vagtofficeren sagde, at motorvejen fra Hof til Vestberlin er en korridor og, at det er strengt forbudt at stoppe eller forlade motorvejen undervejs. Han ønskede os "Gute Reise!", udleverede os vores pas med behørige stempler og papirer, mens han afgav en håndbevægelse til sine vagter og sagde "Alles in ordnung".

Hitler's Autobahn fra Hof til Berlin
 
Hurtigt pakkede vi alle vores remedier, mens vagterne slæbte den pigtrådsbeklædte afspærring ud til siden, og åbnede bommen. Vi kørte nu ind i DDR, og vinkede farvel til vagterne. Yes!, vi var sluppet igennem - helt utroligt. Vi kørte derudad på Hitlers originale autostrada. Der var ingen andre køretøjer på vejen. Men, det var blevet aften, og nu begyndte det også at regne. Pokkers, nu havde vi kørt i to uger i de vestlige lande uden så meget som en eneste dråbe regn, og så kommer det netop nu i et østland, hvor vi ikke måtte stoppe, og hvor det samtidigt var blevet mørkt. Skynd dig, sagde Vibeke, jeg fryser, men det hurtigste, som jeg kunne køre var 80 km/t pga. regnen, som var stærkt tiltagende. Godt nok havde jeg en integralhjelm på, men pga. dug kunne jeg ikke køre med visiret lukket, og regndråberne slog mig for hårdt i ansigtet og i øjnene, hvis jeg kørte hurtigere.

Pludseligt gik min forlygte ud, og jeg kunne intet se, så vi stoppede i kanten af autostradaen. Jeg havde ingen reservepære. Vibeke syntes ikke, at det var sjovt længere og bad mig køre ind på en tankstation. Men, der var ingen tankstationer på denne øde og mørke autostrada. Vi måtte nødvendigvis fortsætte helt til Vestberlin.  Der var kun een ting at gøre, jeg måtte droppe at kigge fremad, og lænede mig derfor fremover og skråt ud til siden, så jeg kunne kigge lodret ned på vejen, hvor jeg lige netop kunne skimte den hvide kantlinie på motorvejen i mørket. Sådan kørte vi kilometer efter kilometer med op til 80 km/t, mens jeg bad til, at der ikke ville stå en ko eller andet, som havde forvildet sig ud på vejbanen foran os. Jeg havde tidligere set køer stående tæt på autostradaen, og der var ikke noget autoværn, der ville kunne forhindre dem i at gå ud på vejen.

På et tidspunkt kunne jeg ikke mere, og holdt ind til siden. Nu kom der heldigvis en gammel lastbil kørende, og vi kunne lægge os ind bag den og fortsætte rejsen mod Berlin. Lastbilen beskyttede os mod noget af regnen, og jeg kunne bare følge dens baglygter.

Leipzig

Efter et par timer begyndte Vibeke at banke mig i ryggen. Hun kunne ikke klare det længere. Hun græd og var gennemblødt og forkommen. Hvis jeg fortsatte, så ville hun få underlivsbetændelse, sagde hun. Av, for pokker tænkte jeg. Det kan jeg ikke risikere. Underlivet er vigtigt. Jeg drejede derfor af autostradaen ved førstkommende afkørsel. Vejen ledte os efter nogle kilometer ind i en større stationsby - Leipzig. Godt!, tænkte jeg. Nu skulle vi bare finde et skilt med Zimmer Frei, som vi havde set overalt i Vesten, og så var det problem jo løst.

Men, der var ingen sådanne skilte at se nogen steder, og overalt var lyset slukket, og der var tillukkede skodder for alle vinduer. Byen virkede øde og forladt. Alt var mørkt, og der var ingen mennesker at se nogen steder. Min Vibeke begyndte nu virkeligt at jamre, og jeg gik derfor fra hus til hus og hamrede på dørerne, mens jeg råbte: "Mein frau ist krank - helfen uns bitte!", men ingen åbnede for os. Alt var lukket og slukket. På et tidspunkt kom vi til et gammelt bindeværkshotel. Jeg hamrede og bankede på dørerne og på skodderne, og endelig - kl. 03:00 om natten var der en kvinde oppe på første sal, som åbnede skodderne. Hun råbte på tysk: Skynd jer væk så hurtigt som muligt - ellers fanger politiet jer. Skodderne blev igen lukket.

Vi kørte videre rundt i byen, og kom endelig til en oplyst plads foran en flot bygning med søjler. Dette måtte være et luksushotel tænkte jeg, og kørte op over fortorvet, ind over pladsen, og helt hen foran trappen op til de store tunge døre ved hovedindgangen. Men, dørerne var låste. Nu kom en meget gammel mand kørende på sin lille knallert. Skynd jer væk, råbte han på tysk. Dette er byens kommunistiske hovedkvarter. Endelig en person, som vi kan spørge om hjælp. Jeg løb hen imod ham, men han drejede rundt og kørte hurtigt væk. Han ville ikke tale med mig.

Vi kørte nu ud af byen, og ved udkanten kom vi til en jernbanestation. Alt var øde og lukket, men her kunne vi finde ly for regnen under perronens halvtag, og der var nogle bænke, som vi kunne hænge vores totalt våde klæder op på. Også vores kuffert og indholdet var fuldstændigt gennemblødt. Vi lagde os til at sove på bænkene, men allerede kl. 05:00, så blev vi vækket af en høj alarmcirene i byen. Hele byen vågnede op, og i løbet af ingen tid, så var vi omgivet af flere hundrede mennesker, som åbenbart skulle med toget på arbejde. Hurtigt fik vi taget vores våde tøj på igen. Et gammelt damplokomotiv var på vej ind på perronen.

Vi blev omringet af mennesker, som tog på vores tøj og på min motorcykel. Ja, der var endog nogle personer, som tog på mine stramtsiddende cowboy-bukser. Det var ubehageligt, De tog også på Vibeke og hendes tøj, og jeg kunne se, at det kunne hun slet ikke klare. Det var som om, at de aldrig havde set sådanne produkter før. De stjal ikke noget, men vi følte os absolut ikke sikre, så vi pakkede vores sager sammen så hurtigt som muligt. Damplokomotivet stoppede på perronen, og da togføreren så os, så sprang han ud af toget og ilede hen til en telefon, hvor han ringede til nogen, mens han stod og pegede på os.

I fuld fart kørte vi bort. Ud af byen. Vi kom efter nogle kilometer til et y-kryds, hvor to østtyske motorcykelbetjente havde afspærret vejen med deres motorcykler. De løftede armene og råbte "Halt!". Hvad skulle jeg gøre - en hurtig beslutning. Jeg slog et slag med motorcyklen og kom uden om dem. I sidespejlet kunne jeg se dem springe op på deres motorcykler og forfølge os. De havde kun MZ-maskiner, så jeg lod dem komme rimelig tæt på os, før jeg gav den fuld gas, og de blev hurtigt til to små prikker i mit sidespejl, og vupti, så var de helt væk. De kunne maksimalt køre omkring 100 km/t, hvor vi på min fantastiske maskine kunne køre helt op til 180 km/t nu her, hvor det var holdt op med at regne, og hvor det samtidigt var blevet lyst. Har, har, har. Total euforisk succes! Men, så kom jeg i tanke om, at de måske kunne ringe til nogen. Vi var jo stadigvæk i DDR, og jeg havde i farten bemærket, at de på deres bagagebærer havde en stor kasse med en radioantenne på.

Vi måtte nødvendigvis finde autostradaen igen så hurtigt som muligt, og så se at komme til Vestberlin inden, at politiet kunne nå at alarmere grænseposterne. Der var ingen skilte, der viste vej til autostradaen, og vi kørte forgæves rundt på landevejene.

På et tidspunkt kom vi forbi en stor sovjettisk kaserne. Ude på fortovet stod der en række sovjettiske soldater, som var i færd med at male muren ind til kasernen. Da de så os, så stivnede de og fulgte os måbende med øjnene. De havde nok aldrig set en vestlig motorcykel i området før. For enden af muren var der et stort indhegnet område med parkerede russiske kampvogne. Der må have været flere hundrede stykker. Jeg kom til at tænke på, at det da egentlig var en fornuftig ide, at anvende soldaterne til vedligeholdelsesarbejder. Hjemme i Danmark, så ville sådanne ting jo ikke kunne lade sig gøre pga. fagforeningerne. Jeg husker, at vores brusere på kasernen var kalket til, så vi ikke kunne skylle os rene efter øvelser. Jeg foreslog dengang at sætte en plasticpose med eddikesyre omkring bruserhovedet, så ville kalken forsvinde i løbet af en halv time. Men nej, det kunne vi så sandelig ikke få lov til. Pga. fagforeningerne, så måtte man kun bruge autoriserede VVS-håndværkere til dette. Det havde taget en hel uge, før VVS-manden kunne komme.

Vi kørte videre ud ad landevejen og pludselig, så var der et skilt mod Berlin, og vi fandt igen op på autostradaen. Nu var det jo blevet lyst, så med den maksimale hastighed på 180 km/t styrede vi mod Vestberlin. Ville vi nå det?

Vestberlin - Verdens bedste by!

Ved grænseposten gik det usædvanligt glat. Ingen problemer. Vi viste de maskinpistolbevæbnede vagter vores pas med stempler, som vi havde fået i Hof, og vi kom hurtigt igennem uden nogen væsentlig kontrol. Yderst mærkeligt! Vi var havnet i den amerikanske sektor af Vestberlin. Vi var totalt udmattede, frygteligt beskidte, og vi kørte på de sidste dråber benzin. Vi kørte ind på den første og bedste benzinstation i Vestberlin, som vi kom til. Jeg stod faktisk op og sov, mens tankpasseren fyldte benzin på, så træt var jeg.

Ud kom stationens bestyrer og gik direkte hen mod os, mens han med et stort smil bredte sine arme ud til siden, og råbte på tysk - Velkommen til den bedste by i hele verden! Jeg glemmer aldrig denne mands velkomst. Vi var åbenbart havnet i gode hænder. Bestyreren fik sine medarbejdere til at skifte min forlygtepære. For alt dette skulle vi kun betale for optankningen, og det var meget billigt. Bestyreren kunne godt se, at vi med vores sorte rande under øjnene var totalt udmattede.

I trænger til at sove på et godt hotel, sagde han på tysk. Min broder er hotel-ejer, så nu kører i bare på motorcyklen bagefter min mercedes til hotellet. Jeg skal nok sørge for, at I får det til en favorabel pris. Bare tag det roligt, sagde han. Jeg skal nok tale med min broder.

Efter en relativt lang kørsel ind mod centrum af Berlin ankom vi til hotellet. Hold da helt op. Det var jo et luksushotel i overklasse. En piccolog hastede ud og tog vores våde og beskidte kuffert med. Bare lad motorcyklen stå foran hotellet og følg med piccologen op på værelset, sagde tankbestyreren, mens han smilende stod og vinkede farvel til os i receptionen. Vi blev vist op på øverste etage og ind i en overdådig luksus suite. Hvad er det lige, som sker her, tænkte jeg. Dette har vi da slet ikke råd til, men vi var for udmattede til at protestere. Hurtigt i bad, og så i seng. Vi sov nu de næste 12 timer ud i en køre.

Vi opholdt os flere dage i Vestberlin, og boede på det fine hotel, som lå ved Friedrichstrasse lige syd for Checkpoint Charlie i den amerikanske sektor. Det var en kæmpe oplevelse.

Østberlin - en totalt mørkelagt by

Som udenlandsk borger havde man kun een mulighed for at komme ind i Østberlin, og det var gennem Checkpoint Charlie, som ligger på den brede nordgående Friedrichstrasse i den amerikanske sektor lige syd for Stadtmitte. Friedrichstrasse fortsætter op gennem Stadtmitte i den sovjettiske sektor til Bahnhof Friedrichstrasse og videre nordpå.

Checkpoint Charlie måtte kun passeres af ansatte ved de allieredes ambassader og militærorganisationer, ikke-tyske udlændinge, den varige repræsentation for Vesttyskland og DDR-funktionærer. Det var kun muligt at passere grænseposten i eget køretøj eller som fodgænger via U-bahn:

1) Man kunne i eget køretøj køre igennem grænseovergangen på Friedrichstrasse ved Checkpoint Charlie. Når man havde passeret den amerikanske grænsepost, som kun bestod af nogle få amerikanske soldater i et lille skur stående i midterrabatten på Friedrichstrasse, så fortsatte man igennem ingenmandsland et par hundrede meter hen mod den sovjettiske kontrolpost, som bestod af et hul i muren sikret med et stort betontårn med sovjettisk bevæbnet militær. Selve grænsepolitiet, som tog sig af kommunikationen med de rejsende, var østtyskere.

2) Man kunne også som fodgænger tage U-bahn. Nedgangen til U-bahn lå midt på den brede Friedrichstrasse i midterrabatten lige før Checkpoint Charlie grænseposten på den amerikanske side.

Det mest mærkelige var, at man herfra frit kunne køre med U-bahn under jorden hen under den sovjettiske sektor og tilbage igen uden paskontrol. Kontrollen og driften af U-bahn lå åbenbart under de vestlige landes herredømme og ansvar også selvom, at undergrundsbanen gik ind under den sovjettiske sektor. Men, på alle de stationer, som lå på sovjettisk område, kunne man ikke komme op fra den underjordiske station til gadeplan uden at skulle igennem en grundig paskontrol af Østtysk grænsepoliti. Ved at skifte mellem flere U-bahn linier kunne man komme rundt i hele området under jorden.

Man kunne fx tage U-bahn hen til stationen under Alexanderplatz og gå op der gennem paskontrollen for bl.a. at besøge det fantastiske TV-tårn, som DDR havde bygget for at imponere egen befolkning og Vesten. TV-tårnet er en imponerende konstruktion.  Vi besøgte det fantastiske og roterende fjernsynstårn på Alexanderplatz, hvor vi havde en fin middag med udsyn over henholdsvis det oplyste Vestberlin, og det totalt mørklagte Østberlin bag muren.

Vibeke og jeg var på denne måde gentagne gange inde i Østberlin. Flere gange tog vi U-bahn ind under DDR, og først, når vi ville op på stationens gadeplan i DDR, så skulle vi vise pas og få dem stemplede, for at komme ind i Østberlin. Hver gang vi skulle tilbage til Vestberlin, så skulle vi igen vise vores pas ved nedgangen til U-bahn og få dem stemplede.

På den fjerde tur med U-bahn opdagede de øst-tyske grænsevagter, at mit pas var udløbet. Ja, det var faktisk udløbet en måned tidligere. Det kan godt være, at østtyske grænseposter er effektive, og at de havde verificeret, at vores øjne er lyseblå, som der står i vores pas, men ingen af dem havde tidligere opdaget, at mit pas var udløbet før rejsens begyndelse. Hvor var det dog flovt for østmagten, tænkte jeg. Men, nu hvor de havde opdaget det, så skulle det selvfølgelig også have konsekvenser for os.

Både Vibeke og jeg blev kastet i detentionen - i hvert sit rum. Måske troede de, at vi var spioner. Havde de mon også opdaget, at jeg var værnepligtig sergent? Flere gange blev vi bragt frem og tilbage - seperat - mellem cellen og forhørslokalet, med gentagne spørgsmål om, hvorfor vi er her, og hvad vores opgave er. De spurgte mig også, om jeg arbejdede for den danske stat. Selvfølgelig afslørede vi intet og benægtede, at jeg var soldat. Vi er kun turister, fastholdt vi.

Pludseligt, efter flere timer, så blev vi vist ud af cellen af en meget venlig mand i civilt jakkesæt, som ydmygt undskyldte alt, og som gav os vores pas tilbage. Han gav os også en række dokumenter med gennemslag, som han bad os underskrive. Disse dokumenter skulle vi bruge og aflevere til grænseposterne på vores vej fra Østberlin til Vestberlin, fra Vestberlin til Østtyskland, og fra Østtyskland til Vesttyskland ved Lübeck via den nordgående korridor.

Denne rejse på motorcyklen gik helt glat med disse papirer og stemplerne i vores pas.

Tilbage på Kasernen - Orloven er slut

Efter hjemkomsten til Danmark, og første dag på kasernen efter orloven, så blev jeg kaldt til Kaptajnen. Han virkede vred. Nå, så dér er De, Sergent Génart. Vi ved alt. Er De klar over, hvor mange personer, som har været på overarbejde pga. Deres eskapader. Guds nåde trøste Dem! De skal øjeblikkeligt melde dem hos Majoren for modtagelsen af Deres strafudmåling.

Åh, det var meget svært for mig at banke på Majorens kontordør. Jeg vidste, at jeg tidligere havde svigtet Majoren, fordi jeg havde parkeret en militær lastbil på bakken ovre på den anden side af eksercerpladsen over for hans kontor. Problemet her var, at jeg havde glemt at trække håndbremsen og sætte lastbilen i gear, før jeg forlod den. Stille og roligt havde vinden fået lastbilen til ganske langsomt at bevæge sig, og rulle hurtigere og hurtigere ned ad bakken, hen over eksercerpladsen direkte hen mod Majorens kontorvindue, hvor han sad og skrev. Foran Majorens kontor var der et rosenbed, som var Majorens kærlighed. Dette rosenbed blev min redning. Forhjulene sank i og standsede lastbilen en halv meter fra kontorvinduet, men knuste samtidigt alle hans roser. Hvor populært tror du, at det var, og det havde udløst latrintjeneste for mit vedkommende.

Nu skulle jeg igen ind til Majoren. Jeg bankede på, og han råbte højt: "KOM IND!". Jeg åbnede døren og trådte ind. Smilende rejste han sig fra sit store maghonie skrivebord, med våben og skjold hængende på væggene omkring os, og kom mig imøde. Han gav mig hånden, mens han bød mig velkommen. Han trak endog stolen ud for mig, og spurgte ind til, hvordan jeg havde det. "Nå, så nåede de endelig hjem igen, og dette i god behold, kan jeg se, Sergent Génart", sagde han. "Det er jo godt".

"Er de klar over, at Deres navn synes at dukke op igen og igen?", spurgte han. "Ja, det ved jeg godt", svarede jeg, og bøjede hovedet dybt ned mod gulvet. Så for søren, tænkte jeg, Nu kommer dommen...

Men, i stedet for at skælde mig ud, så hørte jeg ham sige, at det mindede ham lidt om, hvad han selv havde bedrevet i hans egen ungdom. Til min overraskelse, så begyndte han nu at berette om alle de bedrifter, som han selv havde begået i sin hidtige tjeneste. Det varede længe. Jeg hørte desværre kun med et halvt øre, for jeg sad bare og spekulerede på, hvad min straf mon ville blive. Var jeg købt eller solgt?

Pludseligt var han færdig. Rejste sig op og gik rundt om skrivebordet og gav mig hånden. "Jeg ønsker dem alt godt fremover, Sergent Génart", sagde han, mens han trykkede mig hårdt i hånden op og ned. "Tag nu i fremtiden og pas lidt mere på dem selv", sagde han. Audiencen var forbi, og jeg kunne forlade Majoren uden så meget som at have modtaget den mindste antydning af nogen repressalier. Jeg var noget overrasket, uforstående, men først og fremmest meget lettet.