Den Kolde Krig og Danmark

Artikel af Civilingeniør John Genart

1943

Hitler kunne ikke forstå, hvorfor England og USA ikke kunne indse, at Tyskland var vestens boldværk mod de bolshevitiske horder i Øst. Hvordan kunne disse vestlige lande dog finde på at samarbejde med Stalin. Hitler havde indset, at en verden bestående af de kapitalistiske lande i vest, og de kommunistiske lande i Øst, aldrig ville kunne give en stabil verdensorden. Til det sidste håbede Hitler og Tysklands øvrige højtstående ledere på, at vestens lande ville forstå dette, men forgæves.

Allerede inden krigens afslutning i februar 1945 blevet der lavet en samarbejdsaftale mellem de allierede lande på et hemmeligt topmøde (Jaltakonferencen) på Jalta mellem USA's Roosevelt, England's Churchill, og Sovjetunionen's Stalin. Det aftales bl.a. at dele Tyskland i zoner mellem sig så snart, at krigen er slut.

Den 12. april 1945 dør præsident Roosevelt, og Truman tager over ledelsen af USA. De tyske ledere håbede, at dette måske kunne være en åbning for et samarbejde mellem vesten og Tyskland rettet mod Sovjetunionen. Men, hvad de tyske ledere ikke vidste, så var USA, UK og USSR allerede fra og med 1943 fast besluttede på, at krigen kun kunne afsluttes ved Tysklands betingelsesløse kapitulation.

1945

Krigen mod Tyskland blev afsluttet ved Tysklands betingelsesløse kapitulation den 8. maj 1945.

Tyskland havde netop i slutningen af krigen udviklet atombomben, men havde ikke længere tid og kapacitet til selv at færdigfremstille et brugbart eksemplar af bomben og kaste denne over de allierede styrker. Den kostbare videnskab, sammen med de tyske kompetente atomforskere og de fysiske midler for fremstillingen, herunder beriget uran indkapslet i blybeholdere, samt en avanceret adskilt jetjagerbomber til fremførslen af atombomben, blev sendt afsted på en tysk oceangående transport-ubåd fra Kristiansand i Norge mod Tokyo i Japan, som den aller sidste ubåd, som Hitler fik sendt afsted i krigens sidste dage.

Den tyske ubåd nåede aldrig frem til sit bestemmelsessted, fordi besætningen valgte at overgive sig og udlevere ubåden til en amerikansk destroyer efter, at besætningen over radioen hørte, at Hitler havde skudt sig selv. USA fik dermed mulighed for hurtigere at færdiggøre fremstillingen af atombomben. Japan var på dette tidspunkt stadigvæk i krig med USA og havde ikke til hensigt at kapitulere.

Den 17. juli 1945 mødtes lederne af USSR, USA og UK på slottet Cecilienhof i Potsdam sydvest for Berlin. Deltagerne på Potsdamkonferencen var lederne af de tre lande, Josef Stalin, Harry Truman og Winston Churchill. Frankrig var ikke til stede, men underskrev som besættelsesmagt slutdokumentet efter mødet. Under konferencen udfærdigede de tre deltagende lande de nærmere retningslinjer for den politik, der skulle føres under okkupationen og rekonstruktionen af Tyskland i efterkrigstiden.

 
Det færdige dokument indeholdt bestemmelser, som de fire besættelsesmagter skulle efterleve, og understregede, at de fire lande tilstræbte en samlet styring af Tyskland og, at de ville dele ansvaret. Tyskland blev delt i en fransk, engelsk, amerikansk og russisk zone. Hovedstaden Berlin, som lå midt i den russiske zone, blev også delt i fire tilsvarende sektorer.

Den første atombombe, der blev kastet over en by, blev kastet af USA over den japanske by Hiroshima, den 6. august 1945. Den 9. august 1945 blev den anden atombombe af USA kastet over Nagasaki i Japan. USA's nye president Harry Truman meddelte den 08. oktober 1945, at USA's viden om konstruktion af atomvåben kun vil blive delt med Canada og England. Både Frankrig og Sovjetunionen ville således ikke blive hjulpet af USA med udviklingen af atombomben.

De allierede beslutter at oprette krigsforbryderdomstolen i byen Nürnberg, som ligger i den amerikanske zone i Tyskland. Anklagerne består af juridisk kompetente representanter fra henholdsvis USA, UK, Frankrig og USSR. Dommerne består ligeledes af juridisk kompetente representanter fra disse lande. De anklagede tyskere, som først og fremmest er soldater, får ingen juridisk kompetente forsvarere tildelt, men skal forsvare sig selv.

Det var USA's plan at få de anklagede tyskere til at bryde sammen og erkende deres skyld samt at få dem til at angive hinanden for mulig opnåelse af mildere straffe. Retsagen kom til at vare mere end et helt år fra den 12. august 1945 til den 1. oktober 1946.

I starten så det ud til, at USA's plan skulle lykkes. Tyskerne virkede rådvilde, men så kom Reichmarschall Herman Göring på banen. Göring var flyverhelt fra 1. verdenskrig, han var Hitlers højre hånd, han etablerede Gestapo, han var chef for Luftwaffe, han var Hitlers stedfortræder, han var hjernen bag forfølgelsen af jøder, og han var den, der skulle overtage riget, hvis Hitler skulle styrte.

Göring var umådelig begavet og intelligent, og han havde ordet i sin magt. Overfor de chokerede anklagere erkendte han, at han og han alene var skyldig i alle anklager, og at alle de øvrige officerer var uskyldige i alle anklager. De havde ifølge ham kun pareret ordrer. Han afholdt en 12 timers forsvarstale, som fuldstændig underminerede anklagernes anklagepunkter. Til hvert anklagepunkt mod ham og hans medskyldige kunne han referere til forbrydelser begået af de allierede lande, som i omfang og styrke overgik de handlinger, som tyskerne havde begået. Göring sagde, at han personligt havde det fulde ansvar for forbrydelserne - ikke Hitler eller andre. Alt hvad han havde gjort var - ifølge ham selv - gjort for rigets skyld. Resultatet var, at anklagerne mistede fatningen, og at de anklagede tyske officerer fik mod nok til samlet at kunne erklære sig uskyldige uden, at retten kunne bevise det modsatte.

Imidlertid skar dommerne igennem i 1946 og gennemtvang dødsdomme. Göring, som stort set var den eneste, som erkendte sig skyldig i alle anklager, blev selvfølgelig dømt til døden af retten. Imidlertid lykkedes det ikke retten at eksekvere dødsdommen, fordi det lykkedes Göring at undslippe eksekveringen ved at begå selvmord ved hjælp af en indsmuglet cyanidkapsel. Lige til det sidste var det lykkedes Göring at forbløffe og narre sine modstandere. Tyskland jublede.

Efter dommene over den hårde kerne af de tyske officerer i Hitlers Tyskland (22 officerer), så efterstod retsagen mod den meget større mængde af tyske officerer og læger (183 personer), som havde begået "mindre" forbrydelser. Imidlertid, både som følge af den forplumrede rettergang mod de primære officerer og det faktum, at den kolde krig var startet, så trak USSR, Frankrig, og UK sig ud af retsagen i Nürnberg.

1946

Retsagen og de efterfølgende domme og eksekveringer af tyske nazister blev fortsat af USA i Nürnberg i 1946, men nu stod USA alene med både anklagere, dommere og henrettere. Mange mener, at retfærdigheden i processen dermed blev sat helt ud af kraft. I domstolen herskede en paragraf, som gjorde, at medlemmer af en organisation, som havde begået forbrydelser, kunne dømmes for disse forbrydelser, selvom de ikke personligt havde begået dem eller havde haft kendskab til dem.

Denazificeringen i Tyskland blev forsøgt gennemført via en række direktiver udstedt af Allied Control Council, siddende i Berlin, der begynder sit arbejde i januar 1946. "Denazification Direktives" identificerede specifikke personer og grupper og skitserede retslige procedurer og retningslinjer for håndtering af de skyldige nazister. Selvom alle besættelsesstyrkerne var blevet enige om initiativet, så var de anvendte metoder til denazificeringen og den intensitet, hvormed de blev anvendt, stærkt varierede mellem besættelsesmagtens zoner i Tyskland.

Denazificationen havde til formål bl.a. at straffe alle nazister, opdrage den resterende tyske befolkning til at forkaste og foragte den nazistiske ideologi, samt fjernelse af alle de fysiske symboler fra det nazistiske regime, som fx. Hagekorset. Nazismens symboler skulle fjernes overalt, og det blev fx. ulovligt for tyskere at besidde remedier, som havde hagekors på.

Nogle af flygtningene fra Nazismen var tyskere og østrigere, hvoraf en del af disse havde kæmpet for de allierede i den Anden Verdenskrig. Mange af disse personer blev overført til de allieredes efterretningsenhder (CIA og MI5), og sendt tilbage til Tyskland og Østrig i henholdsvis Amerikanske og Britiske uniformer. Deres kendskab til det tyske sprog blev afgørende for de allieredes militære regeren i Tyskland. Disse personer blev inddraget i alle aspekter af militær administration, afhøring af krigsfanger, indsamling af dokumentation for krigsforbrydelser, efterretningstjeneste, samt jagten på krigsforbrydere.

Den Kolde Krig blev sparket i gang af Joseph Stalin den 9. februar 1946, da Stalin sagde i en tale, at det Kommunistiske Sovjet ikke kan forenes med det kapitalistiske vesten.

Joseph Stalin var både partileder (Generalsekretær for kommunistpartiet) og regeringschef. I Sovjetunionen var det altid partilederen, som var unionens reelle leder med ultimativ magt over militæret samt over de politiske og økonomiske beslutninger. Rollen som regeringschef var i den sammenhæng kun af administrativ karakter.

Langs grænsen mellem den russiske zone i Tyskland og de vestlige zoner i Tyskland opsatte russerne et pigtrådshegn og etablerede russiske grænseposter ved indfaldsvejene fra vesten mod Berlin. Store sovjettiske troppekoncentrationer bestående af konventionelle sovjettiske styrker herunder kampvogne blev opmarcheret langs grænsen ind til vestens zoner i Tyskland. Det blev mere og mere øjensynligt, at Stalin ikke havde til hensigt at efterleve de aftaler, som han havde indgået med sine allierede.

Den 5. marts 1946 kunne Churchill bekendtgøre i en tale, at Sovjetunionen havde trukket et "jerntæppe" ned gennem Europa, som skilte Øst og Vest.

Allerede inden, at Nürnbergprocessen var blevet afsluttet af USA, så havde Stalin startet koldkrigen, den 9. februar 1946. De kapitalistiske lande i Vesten stod nu pludselig over for en ny fjende - den sovjettiske kommunisme, som var langt farligere end de tilbageværende tyske nazister. Det var nøjagtigt det, som Hitler havde advaret imod.

Endnu vigtigere var det, at den sovjettiske doktrin tilsiger, at socialismen kun kan fungere, hvis alle lande i verden bliver kommunistiske. Det blev indset, at Sovjetunionen udelukkende arbejdede på at udbrede kommunismen til så mange lande som muligt og om nødvendigt med magt.

I 1946 talte Winston Churchill for, at man oprettede et "Europas Forenede Stater"; dog uden britisk deltagelse. Den 9. maj 1950 præsenterede Frankrigs udenrigsminister Robert Schuman et af Jean Monnet's udarbejdede forslag til en fælles styring af Frankrig og Vesttysklands kul- og stålindustri. I forslaget var det bemærket, at aftalen blev set som et første skridt i retning mod en europæisk føderation. Men, tiden var ikke moden til etableringen af en europæisk føderation på dette tidspunkt - i hvert fald ikke med Tyskland som medlem.

Den 30. juni 1946 gik amerikanerne i gang med de første større forsøg med atomvåben på Bikini Atollen i Stillehavet, og den 01. juli 1946 blev den 4. atombombe i verden affyret af USA. Den 05. juli 1946 blev bikinien introduceret af modeskaberen Louis Reyar, og den var opkaldt efter Bikini Atollen, hvor amerikanerne sprængte atombomber.

1947

Som modvægt mod Sovjetunionens forsøg på udbredelse af kommunismen etableres Truman-doktrinen den 12. marts 1947. Doktrinen tilsiger, at USA vil hjælpe enhver, som trues af kommunismens udbredelse.

De vestlige lande med USA i spidsen var skræmte fra vid og sans ved tanken om, at den verdensomspændende kommunisme skulle vinde verdensherredømmet. Det ville vesten bekæmpe med alle midler. Det blev derfor i udpræget grad bl.a. USA's politik fremover, at støtte alverdens diktatoriske stater med det formål, at holde kommunismens udbredelse fra døren. Dette indbefattede bl.a., at USA støttede de tidligere nazister, da disse personer havde positive alliancer med mange af verdens diktatorer. USA havde - med andre ord - hårdt brug for, at alliere sig med de tidligere nazister for derigennem at kunne opnå de fordele, som nazisterne havde havde opnået med de diktatoriske staters ledere.

Marshall-planen var en opfølgning af Truman-doktrinen med støtte i form af økonomiske midler. USA's politikere havde den opfattelse, at økonomisk krise gav grobund for kommunisme. Et stærkt, samlet og genopbygget Vesteuropa ville derimod være en militær modvægt mod Sovjetunionen og svække kommunistpartiernes indflydelse i de enkelte lande. Ydermere var tanken bag Marshall-hjælpen, at USA selv kunne undgå en økonomisk krise, da USA var afhængig af at kunne afsætte sine varer til Europa.

Som led i problemerne omkring delingen af Tyskland fik Sovjetunionen og de østeuropæiske lande ved forhandlinger også tilbuddet om økonomisk hjælp fra USA, men takkede nej af frygt for, at USA ville få stor indflydelse på de pågældende lande. Afslaget betød en markant forskel i udviklingen og velstanden i henholdsvis Østeuropa og Vesteuropa de kommende år.

Den 25. februar 1948 overtager kommunisterne magten i Tjekkoslovakiet ved et kup. Vesten og USA ser passivt til og griber ikke ind.

1948

Den 24. juni 1948 valgte Stalin helt at bryde ethvert samarbejde med Vesten ved at blokere de eksisterende kørselsveje gennem den russisk okkuperede zone af Tyskland fra Vesten til de vestlige sektorer i Berlin ved hjælp af sovjettiske kamptropper. På den måde blev Vestberlin isoleret fra omverdenen. Formålet var at få de vestlige lande til at opgive deres sektorer i Berlin og give sovjetmagten mulighed for at invadere de vestlige sektorer i Berlin, hvorved hele Berlin ville blive opslugt af Sovjetunionen.

De vestligt allierede stod over for et svært dilemma. Skulle man opgive Vestberlin til Sovjetunionen, eller skulle man true dem til at makke ret? Briterne foretrak umiddelbart en opgivelse af byen, da de mente, at risikoen for en 3. verdenskrig var for stor og, at det var forbundet med for store logistiske problemer at holde fast i byen. Imidlertid stod USA fast og ville ikke opgive byen. De vestligt allierede besluttede sig i fællesskab for ikke at bøje sig over for USSR.

De vestlige lande oprettede en luftbro for at skaffe fødevarer og brændsel til befolkningen i Vestberlin: 

Transportmaskinerne landede og lettede konstant i Tempelhof Lufthavn, som lå i den amerikanske sektion i Berlin. Det var og er Berlins største lufthavn. Lufthavnen var blevet voldsomt udbygget af Hitlers arkitekt, Albert Speer, under Den Anden Verdenskrig. I dag fremstår den ikke desto mindre som en imponerende arkitektur. Det er et af verdens største bygningsværker. Forsyningslinien med fly viste sig at skulle blive nødvendig at opretholde i et helt år.

Færøerne er en delvis selvstyrende del af Det Danske Rigsfællesskab ifølge Lov om Færøernes Hjemmestyre fra 1948 og udøver det parlamentariske selvstyre i et af verdens ældste parlamenter, Lagtinget. Øerne vælger to repræsentanter til det danske Folketing.

1949

Den 31. januar 1949 sagde Winston Churchill, at atombomben var det eneste, der afholdte Sovjetunionen fra at indtage Europa.

Den 4. april 1949 oprettes Atlantpagten NATO som en millitær alliance. Denne alliance skræmmede Sovjetunionen, fordi USA er en atombombemagt og fordi, at så mange vestlige europæiske lande tilsluttede sig Atlantpagten.

Det var blevet alt for risikofyldt for Sovjet at forsøge en invasion af de vestlige landes sektorer i Berlin, da disse lande nu var blevet medlem af NATO. Et sovjettisk overgreb på bare et af de europæiske landes sektorer i Vestberlin ville fra nu af blive betragtet som et direkte angreb på USA, som ville blive gengældt med atombomber.

Sovjetunionen så sig derfor tvunget til at hæve blokaden af adgangsvejene til Vestberlin i maj 1949 for at undgå en eventuel militær gengældelse fra vesten.

I de tre vestlige zoner oprettedes i 1949 staten BRD (Bundesrepublik Deutschland) med hovedstad i Bonn og samme år oprettedes i den sovjetiske zone staten DDR (Deutsche Demokratische Republik) med hovedstad i Østberlin. Både BRD og DDR er på dette tidspunkt endnu ikke selvstændige nationer. De er stater uden eget militær og underlagt overordnet styring fra henholdsvis vestens allierede med USA i spidsen på den ene side og Sovjetunionen på den anden side. Grunden til, at Bonn frem for Vestberlin vælges som hovedstad for BRD er det faktum, at problematikken omkring Berlin endnu er uafklaret.

Den 29. august 1949 bliver Sovjet også en atombombemagt ved sprængningen af sin første atombombe på et testområde i Kasakhstan. Hele den vestlige verden frygter fra nu af også den globale atomvåbenkrig.

1950

I januar 1950 afleverer USA's National Security Council den hemmelig stemplede rapport "Report on Soviet Intensions", der anbefaler en oprustning af det amerikanske militær. Det atomare våbenkapløb mellem Vest og Øst er dermed startet, og USA udfører op gennem 1950'erne en lang række atomprøvesprængninger i ørkenområderne i Nevada.

I juni 1950 starter Korea-krigen mellem Nordkorea, støttet af Kina og Sovjet, og Sydkorea, støttet af USA, England, og andre FN-lande.

Den 30. november 1950 truede USA's præsident, Harry Truman, Kina med atomvåben.

1951

Den 06. oktober 1951 proklamerede Joseph Stalin, at Sovjetunionen havde atombomben.

Det Europæiske Fællesskabs grundlæggende medlemmer Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Vesttyskland underskrev Paristraktaten i 1951.

1952

Den 26. februar 1952 meddelte Winston Churchill, at England havde dets egen atombombe.

I 1952 blev CIA af den amerikanske præsident beordret til at indsamle og gemme alle beviser mod de tidligere nazister i hemmelige lukkede arkiver i USA (Disse arkiver er den dag i dag år 2011 stadigvæk hermetisk lukkede). USA udstedte frit lejde til alle levende tyske nazister og SS-folk uafhængigt af, hvor de befandt sig i verden. På den måde, så kunne enhver tysk forhenværende nazist, SS-veteran, og/eller krigsforbryder fra og med 1952 rejse til alle vestlige lande uden at risikere nogen represalier fra myndighederne.

En tilsvarende ordning blev indført af Sovjetunionen, via efterretningstjenesterne KGB i Rusland og Stasi i Østtyskland i et forsøg på at tiltrække de attraktive og eftertragtede tyske specialister. På begge sider lykkes planen langt hen ad vejen, og mange af de tidligere Nazister, SS-folk og krigsforbrydere blev efterfølgende ansat i højtlønnede betroede stillinger både i Vesten og i Sovjetunionen - ofte med identitetsbeskyttelse.

Den stort set eneste risiko, som derefter stadigvæk eksisterer for de tidligere Nazister, SS-folk og krigsforbrydere, er de eventuelle represalier, som bl.a. den jødiske stat, Israel, kan finde på at udføre via deres hemmelige agenter.

1953

I 1953 afsluttes Korea-krigen med en stilstandstraktat uden, at noget afgørende resultat blev opnået.

Stalin døde den 5. marts 1953. Det er anslået, at der indtil dette tidspunkt var mere end 55 millioner mennesker - hovedsagelig systemkritikere, som var døde i de russiske fangelejre - herunder hovedsageligt i arbejdslejrene i Sibirien.

Det blev Nikita Khrustjov, der i 1953 vandt magtkampen efter Stalins død. Khrustjov var lige som Stalin både partileder (Generalsekretær for kommunistpartiet) og regeringschef og havde derfor uinskrænket magt. Khrustjov havde spillet en central rolle i Stalins regime, men efter Stalins død forsøgte Khrustjov på flere måder at distancere sig fra stalinismen. Khrustjov forsøgte sig med en mere decentral økonomisk styring, og han tog initiativ til at forbedre landbruget igennem en række reformer. Sovjetunionen oplevede derefter en vis fremgang, særligt inden for teknologien. Udenrigspolitisk forsøgte Khrustjov sig med en mindre konfrontationspræget kurs over for vesten, og han introducerede sin ide om ”fredelig sameksistens”, hvor der skulle være en fredelig kappestrid om verdensherredømmet mellem kapitalismen og kommunismen.

I samme periode gjorde Sovjetunionen, hvad det kunne for at bevare kontrollen med Østeuropa. Sovjetunionen var dermed med til at opretholde den grundlæggende konflikt mellem øst og vest, trods hensigterne om det modsatte.

Vietnam er på tidspunktet domineret af den franske kolonimagt, og den kommunistiske oprørsstyrke Viet-Minh-guerilla bekæmper de franske styrker.

1954

I april 1954 taber Frankrig krigen i Vietnam til oprørsstyrkerne. Ved en fredskonference i Geneve deles landet op i et kommunistisk Nordvietnam og et kapitalistisk Sydvietnam. Konferencen opfordrer til frie valg og snarlig genforening af landet.

1955

I juni 1955 står det klart, at hverken det kommunistiske Nordvietnam eller det diktatoriske Sydvietnam under præsident Diem har til hensigt at indføre frie valg. USA's præsident Eisenhower indser, at indførelse af frie valg i Sydvietnam ville føre til kommunistisk magtovertagelse i Sydvietnam. Derfor accpterer Vesten, at præsident Diam fortsætter sit diktatoriske styre af Sydvietnam uden frie valg.

I 1955 bliver Vesttyskland (BRD) accepteret som selvstændig nation. Både den franske, britiske og amerikanske zoneopdeling af Tyskland ophæves, så Vesttyskland nu optræder som et selvstændigt land med eget forsvar stående over for det sovjettisk okkuperede Østtyskland (DDR). Sektoropdelingen i Vestberlin opretholdes dog fordi, at problematikken i Berlin endnu ikke er afklaret. Samtidigt bliver Vesttyskland fuldgyldigt medlem af NATO.

Dette får Sovjetunionen til den 14. maj 1955 at oprette en tilsvarende millitær alliance, Warszawapagten, hvor bl.a. Østtyskland under tvang bliver medlem af USSR - vendt mod NATOs allierede.

1956

NATO's øverstbefalende i Europa – den amerikanske general Lauris Norstad – arbejdede efter sin tiltrædelse i 1956 hårdt for, at det dansk-tyske militære samarbejde skulle etableres, fordi et eventuelt angreb fra Warszawapagten mod vesten efter alt sandsynlighed ville gå igennem disse områder.

I November 1956 trækker Ungarn - Hitlers gamle allierede - sig ud af Warszawapagten. Dette får den Sovjettiske Røde Hær til at invadere Ungarn og med sovjettiske kampvogne at slå revolutionen ned med magt. Vesten reagerer ikke på dette.

1957

I 1957 opsender Sovjetunionen Sputnik-satellitten. Selvom missionen som sådan ingen militære formål havde, så sendte USSR klare signaler om deres militære formåenhed i teknologisk krigsførelse. Dette startede det rumteknologiske kapløb mellem USSR og USA.

Den 19. juli 1957 blev den første raket affyret med et atomsprænghoved, og det skete af USA i Yucca Flat, Nevada.

I 1957 underskrev repræsentanter fra de seks stater, Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Vesttyskland, Romtraktaten, der udvidede det eksisterende samarbejde indenfor Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) og oprettede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF), hvorved der skabtes en toldunion, og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EURATOM) for at samarbejde om udviklingen af atomenergi.

1958

Den 25. februar 1958 meddelte Nikita Khrushchev, at Sovjetunionen har langdistanceraketter med atomvåben.

I april 1958 blev kommandoen for de tyske militære styrker i Schleswig-Holstein og de danske militære styrker i Jylland overdraget til den tyske kontreadmiral Rogge på Ejderkaserne i Rendsborg. Dermed var der tysk ledelse af dele af både det tyske og det danske militær. Samarbejdet omfattede enheder fra alle tre værn; hær, flåde og luftvåben. 

 
Den røde regering i Danmark under socialdemokraten Viggo Kampmann, som var modstander af NATO og Tyskland, accepterede ikke etableringen af dette samarbejde. Samtidig lagde Sovjet et massivt pres, og betegnede et dansk-tysk samarbejde som en trussel vendt mod Warszawapagt-landene og, at dette kunne få alvorlige følger for Danmark.

Nikita Khrusjtjov rettede den 27. november 1958 et ultimatum til vestmagterne og krævede, at de skulle trække sig ud af Berlin, og at Øst- og Vestberlin skulle slås sammen til én by under DDR’s kontrol - DDR's nye hovedstad. I modsat fald ville styringen af Østtyskland (DDR) blive overdraget fra Sovjetunionen til kommunistpartiet i DDR. Truslen er her, at DDR ville få frie hænder til selv at kunne agere militært og bruge de sovjettiske styrker i landet uden, at Sovjetunionen ville kunne gøres ansvarlig for disse handlinger. Dette kunne bl.a. føre til en ny isolering af Vestberlin.

Vesten lod sig ikke bøje over for Sovjetunionens ultimatum, men det fik USA til at optrappe den militære tilstedeværelse i Vestberlin og ved grænsen ind til Østtyskland.

Romtraktaten for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF), trådte i kraft i 1958. Medlemslandene var Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Vesttyskland.

1959

I Januar 1959 gennemfører Fidel Castro en socialistisk magtovertagelse i Cuba, støttet af USSR. Det er tæt på USAs kyst, og spændingen stiger.

Samtidigt startes et oprør i Sydvietnam af Viet-Cong-guerillaen, som er blevet udrustet med våben og støttetropper fra det kommunistiske Nordvietnam, som støttes militært af USSR. Som modtræk støtter USA den sydvietnamesiske hær med våben og militære rådgivere. Vietnamkrigen er startet.

De indvidede medlemmer af den danske socialdemokratiske regering, med den dobbeltmoralske statsminister Viggo Kampmann i spidsen, beslutter, at der skal bygges en atombombesikker bunker (Regan Vest) midt inde i Rold Skov i Himmerland i dyb hemmelighed. Denne bunker skal sikre den socialdemokratiske regering og kongehusets medlemmer overlevelse, hvis eller når, at Sjælland går tabt ved en militær invasion fra østmagten.

Det er særdeles sandsynligt, at det er tyske militære ingeniører og tyske arbejdere, som, via den tyske kontreadmiral Rogge på Ejderkaserne i Rendsborg, sættes til at bygge denne gigantiske og avancerede bunker. Det er den eneste måde hvorved, at dette gigantiske byggeprojekt kan holdes hemmeligt for den brede danske befolkning og for omverdenen som helhed.

1960

Den 13. februar 1960 afprøvede Frankrig dets første atombombe.

Den 22. november 1960 besluttede Frankrigs nationale forsamling, at landet skulle fremstille sine egne atomvåben.

1961

Den 15. April 1961 forsøger en hær af eksil-cubanere med støtte fra USA at invadere Cuba og vælte Castro. Svinebugtmissionen blev en stor fiasko for USA.

Den 25. Juli 1961 holder John F. Kennedy sin tale om problematikken omkring Berlin. Krisen mellem USA og USSR optrappes.

Den 4. August 1961 holder Khrusjtjov sin Berlintale. Krisen mellem USA og USSR skærpes yderligere.

I 1961 sendte USSR det første menneske i kredsløb om jorden. Selvom missionen som sådan ingen militære formål havde, så sendte USSR klare signaler om deres militære formåenhed i teknologisk krigsførelse.

Den 15. august 1961 valgte DDR, som nu ledes af kommunistpartiet under Walter Ulbricht, i Østtyskland, at starte opførelsen af muren i Berlin, der gik hele vejen rundt om de vestlige sektorer i Berlin. Formålet var at stoppe østtyskernes masseflugt til Vestberlin, som drænede DDR for god arbejdskraft og uddannede tyskere. For at forhindre sabotage af byggeriet af muren opmarcheredes store østtyske politistyrker og sovjettiske hærstyrker bl.a. med sovjettiske kampvogne langs grænsen ind til Vestberlin.

Berlinmuren og de bevogtede grænseovergange afskar de tyske familjer, som boede henholdsvis i den vestlige og den østlige del af Berlin fra at besøge familjemedlemmer. De østtyskere, som forsøgte at forcere muren for at gense deres familjemedlemmer i Vestberlin, blev brutalt skudt ned af østtyske og sovjettiske soldater.

Opførelsen af berlinmuren fik den danske regering til langt om længe at give efter for samarbejdet mellem det danske og vesttyske militær. Dette skal også ses i lyset af, at det blev mere og mere åbenlyst, at forsvaret af Slesvig-Holstein og Jylland hørte sammen. Uden dette samarbejde var der desuden en risiko for, at Tyskland reelt blev enerådende på området uden dansk indflydelse fordi, at det tyske forsvar udviklede sig langt hurtigere og mere effektivt, end det danske forsvar gjorde det.

Det blev dog fremsat som et krav fra den danske socialdemokratiske regering, at hovedkvarteret for det fælles forsvar skulle ligge i Tyskland, fordi den danske røde regering ikke ville have tyske officerer boende på dansk jord.

Det militære samarbejde mellem Danmark og Tyskland skete med gentagne protester fra den danske røde regering. Regeringen krævede bl.a, at der skulle være dansk ledelse af det dansk-tyske militære samarbejde. Derfor blev generalmajor F.B. Larsen chef i de første tre år, med den tyske brigadegeneral Zawatzsky som næstkommanderende. Men, det var dog med en aftale om, at cheferne derefter skiftevis skulle være henholdsvis danske og tyske.

1962

Den 02. marts 1962 meddelte John F. Kennedy at USA vil genoptage atomprøvesprængninger over jordoverfladen.

I militært henseende blev samarbejdet mellem Slesvig-Holstein og Jylland af USA dog betragtet som en helhed over for truslen fra Øst. Det var begrundelsen for, at samarbejdet i 1962 blev officielt godkendt af den danske regering ved etablering af en dansk-slesvig-holsteinsk enhedskommando. Det var en beslutning, der set ud fra et militært synspunkt, var afgørende.

Hovedkvarteret for "Allied Land Forces Schleswig-Holstein and Jutland" – normalt blot kaldt Landjut eller Enhedskommandoen – blev officielt oprettet den 1. juli 1962 i Rendsborg. Hovedkvarteret var det første i NATO, hvor officerer fra flere nationer og værn skulle arbejde tæt sammen. Det blev en succeshistorie for samarbejdet mellem Danmark og Tyskland i efterkrigstiden. Hundredvis af officerer og tusindvis af soldater og værnepligtige fra de to lande lærte hinanden at kende.

I oktober 1962 starter Cuba-krisen, da USA opdager, at der findes russiske atommissiler på Cuba tæt på USA. President Kennedy etablerer imidlertid en blokade af Cuba, som får Khrushchov til at demontere missilerne. Det var den hidtil værste krise mellem Vest og Øst med stor risiko for en global atomkrig, som var blevet afværget.

1963

USA er overbevist om, at Sovjet arbejder på en mulighed for at kunne angribe Vesten med et overraskelsesangreb baseret på atommissiler. Militære analytikere i NATO peger på et muligt sovjettisk lynangreb med atomvåben mod Danmark forud for en sovjettisk konventionel invasion af Slesvig-Holstein og Danmark for at sikre udsejlingsmuligheden for den russiske flåde gennem de indre danske farvande.

Lige uden for Flensborg ligger byen Meyn. I starten af 1963 blev der af USA anlagt et meget stort og hemmeligt depot med atomvåben i Meyn. Dette depot blev derefter hemmeligt overdraget til udvalgt personale i Landjut. Det var atomvåben, der, ved optakt til krig, skulle og kunne spredes rundt om i Jylland og til de dansk-tyske tropper i Slesvig-Holstein på meget kort tid. Den danske socialdemokratiske regering - i hvert fald inderkredsen - kendte til dette faktum.

Det var ingen tilfældighed, at depotet var placeret få kilometer syd for den dansk-tyske grænse i Jylland. Som en af NATOs frontstater var Danmark i princippet parat til at følge alliancens atomstrategi. Man var i Danmark indstillet på at angribe indtrængende styrker fra østblokken med atomvåben affyret fra Jylland. Hvis Østmagten invaderede Sjælland og Fyn for at sikre bælterne for den russiske flådes adgang til Atlanten, så ville man fra Jylland kunne atombombe Sjælland og Fyn om nødvendigt for at standse sovjetterne. Det var derfor, at der i Jylland blev etableret atombombesikre bunkere, som bl.a. kunne huse den danske kongefamilie, den danske regering, og forsvarskommandoens nøglepersonale.
 
Problemet var bare, at de danske socialdemokratiske politikere officielt ikke kunne tillade atomvåben på dansk jord i fredstid fordi, at vælgerbefolkningen var stærkt imod atomvåben på dansk jord. Men, det skyltes kun, at befolkningen i Danmark ikke havde opnået forståelsen for den reelle fare, som de var udsat for, fordi den danske røde regering skjulte fakta for befolkningen.

Atomdepotet var ikke i Danmark, så den danske socialdemokratiske regering kunne med sindsro, men samtidigt på uærlig vis, berolige sin befolkning, at der ikke var atomvåben i Danmark. Samtidig kunne disse atomvåben spredes i hele landet på få timer. Genialt! Der var med regeringens velsignelse etableret seks hemmelige affyringssteder i Jylland, herunder Vandel Flyveplads ved Billund, som var parate til at modtage atombomberne ved det mindste tegn på et forestående angreb fra Øst. Mellemdistanceraketterne, der skulle sende atombomberne af sted, var allerede stillet op i Jylland på disse affyringssteder, og særlige enheder var uddannet til at affyre raketterne med atombomberne. Så alt i Danmark var parat til at bruge atomvåben i Danmark.

Den 26. juni 1963 holder John F. Kennedy sin berømte tale "Ich bin ein Berliner" på Rudolph Wilde Platz i Berlin.

Det er blevet indset, at atombombesprængninger i atmosfæren medfører genetiske skader på dyre- og planteliv over hele jordkloden. Den 5. august 1963 underskrev England, USA og Sovjetunionen et forbud mod atombombesprængninger i atmosfæren. Frankrig er ikke med, fordi de stadigvæk udfører prøvesprængninger i atmosfæren.

I november 1963 afsættes sydvietnams diktator Diem ved et militærkup, støttet af USA. Den sydvietnamesiske hær overtager styringen af Sydvietnam støttet af USA. USA går aktivt ind i krigen og når i de kommende år op på at have 550.000 soldater i Vietnam.

John F. Kennedy bliver myrdet af en snigskytte 22. november 1963 i Dallas, Texas, USA.

Lyndon B. Johnson, demokrat, overtager embedet som USA's præsident , den 22. november 1963.

1964

I 1964 udkommer Stanley Kubrick's fantastiske film "Dr. Strangelove - eller Hvordan jeg lærte at glemme mine bekymringer og elske bomben". Denne film giver et uhørt godt billede af den nervøsitet og angst for en global atomkrig mellem USA og Sovjetunionen, som prægede situationen i perioden. Mange er overbeviste om, at det kun er et spørgsmål om tid, hvornår den tredje verdenskrig med atomvåben starter.

Khrustjovs ledelsesstil og hans håndtering af eksempelvis Cuba-krisen gjorde, at han fik mange fjender inden for kommunistpartiet, og i 1964 blev han afsat.

Efter Khrustjovs afsættelse i 1964 blev ledelsen af sovjetunionen overtaget af Leonid Brezjnev (i rollen som partileder) og Aleksej Kosygin (i rollen som regeringschef). Som generalsekretær for kommunistpartiet er det Brezjnev, som har den relle magt. De afskaffede hurtigt flere af Khrustjovs reformer.

Den 16. oktober 1964 sprængte Kina dets første atombombe og blev verdens 5. Atommagt.

1966

Fælleskommandoen i Rendsborg blev en gedigen succes. Politisk var den efterhånden med til at opbygge et tillidsforhold mellem Danmark og Tyskland. Det hang også sammen med, at det danske socialdemokrati under efterfølgerne Jens Otto Krag og Per Hækkerup så langt mere positivt på NATO, Europa og Tyskland, end forgængerne. Samtidig fik det uvurderlig betydning, at SPD og Willy Brandt fra 1966 kom med i den tyske Nato-venlige regering.
 
Det var dog af større betydning, at hundredvis af officerer fra de to lande kom til at arbejde sammen i længere perioder. Det var med til at ændre opfattelsen af de andre. Især det danske syn på tysk militær ændrede sig markant gennem de 35 år, at fælleskommandoen eksisterede.
 
Mange tusinde menige og værnepligtige i Danmark og i Tyskland lærte hinanden at kende under talrige øvelser. Det var stærkt medvirkende til, at den danske befolkning efterhånden kom til at se på Tyskland som en allieret – ikke som en fjende, og lærte at acceptere, at soldater fra Bundeswehr var på øvelse i Jylland, fordi det havde stor betydning for den danske sikkerhed.

1968

I januar 1968 påbegyndes i Vietnam - uden varsel - Tet-offensiven, hvor flere hundrede mål i Sydvietnam angribes af kommunistiske styrker med store tab blandt de amerikanske styrker til følge. Den amerikanske befolkning blev forvirret, for officielt er det netop blevet annonceret, at USA er tæt på at vinde krigen i Vietnam.

I marts 1968 går en amerikansk enhed amok og udfører en massakre i landsbyen My Lai. Omkring 500 uskyldige civile bliver dræbt. Modstanden mod krigen i Vietnam og mod USA's regering eksploderer i hele den vestlige verden, og USA tvinges til at påbegynde tilbagetrækningen af sine styrker fra Vietnam.

1969

Richard Nixon, republikaner, overtager embedet som USA's præsident, den 20. januar 1969.

I 1969 landsatte amerikanerne et menneske på Månen "Ørnen er landet". Selvom missionen ingen militære formål havde, så sendte USA klare signaler til hele verden om dets militære formåenhed i teknologisk krigsførelse og dets teknologiske overlegenhed på området i forhold til USSR.

1970

Den 16. april 1970 igangsættes de første forhandlinger mellem USA og USSR om nedrustning under navnet "Strategic Arms Limitation Talks" (SALT). Forhandlingerne foregår mellem USA's præsident Richard Nixon og USSR's leder Leonid Brezjnev.

1971

Erich Honecker, som er tysk kommunist, bliver leder af DDR fra 1971. Han styrer DDR som en diktator.

1972

Watergate er et større kompleks af dyre lejligheder ved Potomacfloden i centrum af Washington DC, og op til præsidentvalgkampen i 1972 lejede nationalkomiteen for det demokratiske parti lokaler i dette kompleks. Den 17. juni 1972 blev der foretaget et indbrud i disse lokaler af en gruppe forhenværende CIA-folk med tilknytning til komiteen for genvalg af præsident Richard Nixon. Indbruddet blev opdaget af en vagtmand, og gerningsmændene blev arresteret, men nogen sammenhæng til Nixon kunne ikke bevises, og Nixon blev genvalgt.

1973

I 1973 blev Det Europæiske Fællesskab udvidet, da staterne Danmark, Irland, og Det Forenede Kongerige (UK) gik ind i fællesskabet.

Færøerne er en delvis selvstyrende del af Det Danske Rigsfællesskab ifølge Lov om Færøernes Hjemmestyre fra 1948 og udøver det parlamentariske selvstyre i et af verdens ældste parlamenter, Lagtinget. Øerne vælger to repræsentanter til det danske Folketing. Færøerne valgte ikke at blive medlem af EU sammen med Danmark.

Grønland havde på dette tidspunkt på lige fod med Færøerne også Hjemmestyre, men Grønland valgte at følge Danmark og blive medlem af EU.

Norge havde også forhandlet med fællesskabet om at indtræde, men de norske vælgere valgte ved en folkeafstemning at afslå et medlemskab, og Norge står fortsat udenfor.

1974

Den 18. maj 1974 sprængte Indien dets første atombombe.

Efterfølgende blev lydoptagelser af Nixon i Det Hvide Hus opdaget, som knyttede ham til forbrydelsen. Nixon klyngede sig til magten, så længe han kunne, og forsøgte blandt andet at aflede opmærksomheden gennem en række udenrigspolitiske udspil. I august 1974 var kravet om at stille ham for en rigsret imidlertid blevet så stærkt, at han fandt det nødvendig at gå af - som den eneste præsident i USA's historie.

Gerald Ford, republikaner, overtager embedet som USA's præsident, den 9. august 1974.

Sovjetunionens leder Leonid Brezjnev og USA's præsident Gerald Ford underskriver nedrustningsaftalen "Strategic Arms Limitation Talks" (SALT).

1975

I marts 1975 har USA trukket næsten alle sine styrker ud af Vietnam, og Nordvietnam og Viet-Cong knuser sydvietnams hær i en storoffensiv, og i april 1975 falder Saigon. USA og sydvietnams hær havde tabt krigen i Vietnam.

1976

I 1976 påbegynder Sovjetunionen opstilling af de såkaldte SS-20-missiler i Østeuropa. USSR udnytter, at USA's militær er upopulært efter den tabte krig i Vietnam og, at USA politisk står svagt efter Watergate-skandalen og Nixons afgang. USSR's handling er i direkte modstrid med intentionerne i nedrustningsaftalen SALT I.

Britterne (UK), som igennem mange år havde stået med det ene ben i lejren som allieret med USA og med det andet ben i lejren som allieret med Det Europæiske Kontinent (UK havde i 1973 meldt sig ind i Det Europæiske Fællesskab), stod nu med en dobbeltrolle. Den Anden Verdenskrig var ikke glemt, og nu var dette brittiske kongedømme pludselig blevet medlem af en klub sammen med sin tidligere ærkefjende - Det tidligere Nazityskland.

Den engelske paranoia på området udmøntede sig bl.a. med udtryk inden for kunst og kultur. England var i nærmest hysterisk angst for, hvad dette europæiske samarbejde kunne resultere i, specielt med de nye tanker på kontinentet om at oprette en Europæisk Union (et nyt Stortyskland?).

Englands paranoia resulterede bl.a. i udgivelse af spillefilmen "The Omen" (på dansk: Tegnet) i 1976 med Gregory Peck i hovedrollen:

Det er en god film, som på udmærket vis afslører den angst, som englænderne i deres underbevidsthed er plaget af, om at skulle blive underlagt nogle spøgelsesmæssige onde kræfter fra det europæiske samarbejde, hvor specielt Tyskland og Italien (Vatikanet) spiller en hovedrolle. Filmen indikerer, at djævlen, som den er defineret i den italienske katolicisme, eksisterer i bedste velgående, og er i færd med at infiltrere sig i udarbejdelsen og styringen af den kommende Romtraktat for den Europæiske Union. Denne film er værd at se.

trailer: http://www.youtube.com/watch?v=_wfEziDWLj0

1977

Jimmy Carter, Demokrat, overtager embedet som USA's præsident, den 20. januar 1977.

Den hemmelige atombombesikre bunker, Regan Øst, i nærheden af Hellebæk i Nordsjælland er endelig langt om længe klar for ibrugtagning i 1977.

Det er blevet besluttet, at en begrænset del af centraladministrationen ved udbrud af en national krise eller krig bliver flyttet ud til henholdsvis REGAN ØST og REGAN VEST sammen med regeringen idet det tilstræbes, at de to centraladministrationer er tilstrækkelige og ens opbyggede.

Anlæggene benævnes derefter ”Østre Centraladministration” og ”Vestre Centraladministration”.

Centraladministrationen i dét anlæg, hvor statsministeren vælger at tage ophold, er samtidig landets ”Aktuelle centraladministration”. Centraladministrationen i det andet udflytningsanlæg benævnes derfor landets ”Alternative centraladministration”. Den alternative centraladministration følger med i og holdes underrettet om situationen med henblik på at kunne overtage funktionen som aktuel centraladministration, såfremt funktionen flytter til det pågældende anlæg eller såfremt den aktuelle centraladministration bringes ud af funktion.

1979

Den 18. Juni 1979 underskriver USA's præsident Jimmy Carter og Sovjetunionens leder Leonid Brezjnev nedrustningsaftalen SALT II.

SALT II aftalen fik ikke Sovjet til at fjerne de russiske SS-20-missiler i Østeuropa. Samtidigt har USA i al hemmelighed stadigvæk mange mellemdistanceatomraketter stående i Vesttyskland og Jylland. Det kan ikke afskrives, at danske kollaboratører blandt politikere i den tidligere røde regering i Danmark, som havde kendskab til de hemmelige atomvåben i Landjut, havde konspireret med USSR og, at dette var årsagen til, at USSR beholdt sine SS-20-missiler i DDR.

Som et modsvar til USSR's manglende vilje til at fjerne sine raketter etableres Dobbeltbeslutningen af NATO's medlemslande i Bruxelles den 12. december 1979. Man ville give Sovjetunionen fire år til at trække sine nyopstillede mellemdistanceraketter ud af Østeuropa. I modsat fald, så ville man fra NATO's side, begyndende fra slutningen af 1983, at opstille 572 amerikanske atommissiler i Vesteuropa, fordelt på 108 mobile Pershing II-mellemdistanceraketter, og 464 jordbaserede Tomahawk-krydsermissiler. Denne trussel fra NATO kaldes for Dobbeltbeslutningen.

1981

Ronald Reagan, Republikaner, overtager embedet som USA's præsident, den 20. januar 1981.

Under den kolde krig var forsikringen mod atomkrig mellem Sovjetunionen og USA baseret på MAD-doktrinen. MAD står for Mutual Assured Destruction, og doktrinen går ud på, at begge lande kan være sikre på, at hvis de affyrer atomvåben mod det andet land, vil det skyde tilbage, og så vil begge lande være i ruiner. Ronald Reagan var ikke glad for denne løsning, fordi han ikke kunne lide ideen og tanken om, at USA ikke havde nogen mulighed for at forsvare sig mod et atomangreb, men kun kunne gengælde det. Reagan var overbevist om, at det ikke var muligt at vinde en atomkrig. Derfor gav Reagan videnskabsmænd og militærfolk støtte til et projekt kaldet SDI, Strategic Defence Initiative. Ideen med SDI var at lave et missilskjold rundt om USA, som skulle beskytte mod atommissiler.

1982

Da Brezjnev døde i 1982, var Sovjetunionen i dyb krise. Forholdet til vesten var på frysepunktet, og økonomien i Sovjetunionen var gået i stå. Den næste leder af USSR var Jurij Andropov. Andropov formåede ikke i de kommende år at forbedre på disse forhold.

1983

Den 23. marts 1983 holdt Ronald Reagan en tale for det Amerikanske folk, hvor han forklarede SDI for befolkningen. Hvis Sovjetunionen skød et atommissil af mod USA, var det meningen at SDI skulle registrere det og sende et missil af sted, som ville destruere det fjendtlige atommissil, inden det ramte Amerika.

I 1983 udkommer den amerikanske film "Wargames", som på glimrende vis bl.a. udstiller de farer, der findes ved rutinemæssig opretholdelse af store arsenaler af atomare angrebsvåben i en verden, som bliver mere og mere afhængig af teknik og dermed uoverskuelig. Mange anser denne film, som efterfølgeren til filmen "Dr. Strangelove" knap 20 år tidligere. En anden ting, som "Wargames" også så fremragende viser er, at ungdommen i 1980'erne - i modsætning til de tidligere generationer - ikke i samme grad ligger under for dogmer og autoritetstro og derfor i højere grad søger sandheder, fornuft, demokrati og afspænding.

Under Schlüter-regeringen i Danmark i 1983 tager Socialdemokratiet en række udenrigspolitiske forbehold over for Dobbeltbeslutningen, specielt vedrørende NATO's atomvåbenstrategi. Dette omtales som "fodnotepolitikken". Socialdemokratiet får regeringen i Danmark til at tro på, at truslen fra NATO om en optrapning af atomvåben i Vesteuropa ville fremprovokere en atomvåbenkrig fra USSR's side. Der er i denne forbindelse tale om et nyt kursskifte i regeringen til fordel for USSR. USSR arbejder på dette tidspunkt for at få bl.a. Danmark erklæret for atomvåbenfri zone og således forhindre NATO i at kunne opstille de atomvåben, som USA truede med at installere for at få USSR til at fjerne deres atomvåben i Europa. Warszawapagten opererede på dette tidspunkt med planer om at kaste atombomber over Danmark - en over Roskilde og en over Esbjerg - forud for en invasion af Danmark.

Der er mange spekulationer om, hvad kursændringen i den danske regering skyldtes. En af de mest sandsynlige teorier er, at den daværende socialdemokratiske udenrigsminister Kjeld Olesen (også kaldet Smukke Kjeld), som ofte holdt møder inviteret af KGB og Stasi, bl.a. på dyre hoteller og rejser med masser af god mad, vodka, kaviar, og det der er bedre, lod sig lokke i russernes vodkafælde. Kovendingen, hvor den danske regering begynder at tilgodese USSR's interesser, kommer i hvert samtidigt med Keld Olesens møder med KGB-officererne. Smukke Kjeld arbejdede i hvert fald ikke for NATO. På et møde med den sovjettiske ambassadør i København, den 16. januar 1983, som blev optaget på lydbånd, roste Kjeld Olesen den sovjettiske politik og kaldte præsident Reagan for en kræftsvulst, der burde fjernes.

(De danske røde lakajer i denne periode er: Lasse Budtz, Kjeld Olesen, Gert Petersen, Svend Auken, og Niels Helveg Petersen)

1984

Sovjetunionens leder Jurij Andropov afsættes af kommunistpartiet i 1984 og erstattes af Konstantin Tjernenko. Heller ikke Tjernenko er i stand til at forbedre situationen, hvor Sovjetunionen er i dyb krise. Forholdet til vesten er stadigvæk på frysepunktet, og den økonomiske vækst i Sovjetunionen er gået helt i stå. Til gengæld trives korruption og det sorte marked i bedste velgående, og det var herfra, at befolkningen i Sovjetunionen fik dækket behovet for varer. Det var naturligvis med til at underminere Kommunistpartiets troværdighed og berettigelse. Styret forsøgte flere gange at løse problemerne, men styret var ikke villigt til at ændre på rammerne for det politiske og det økonomiske system, selv om hovedårsagen til problemerne netop var systemet.

NATO Bunker 7 blev bygget i Danmark i begyndelsen af 1980'erne under den kolde krig. Bunkeren er også kendt som Finderup-bunkeren. Finderup-bunkeren er et militært bunkeranlæg beliggende i Finderup Øvelsesterræn vest for Viborg.

Det rå bygningsværk kostede ca. 600 mio kr., som blev betalt af NATO-infrastrukturmidler.

Bunkeren er bygget til at modstå træffere af atomvåben indtil en vis størrelse. Den kan operere uafhængigt af tilførsler udefra i en periode.

Anlægget blev primært bygget som et krigshovedkvarter (Static War Headquarters) for NATO-kommandoen (bestående af USA, Danmark og Tyskland), som på dansk kaldtes Enhedskommandoen og i NATO-terminologi Commander Baltic Approaches (COMBALTAP). Desuden var der fra begyndelsen af et NATO-kommunikationsknudepunkt i bunkeren.

Det var herfra, at bl.a. atomvåbenaffyringerne fra Danmark mod østlandene skulle styres i tilfælde af atomkrig.

Enhedskommandoen havde dog sit hovedkvarter i fredstid i lokaliteter på Flyvestation Karup.

1985

I Februar 1985 vedtages Reagan-doktrinen, som omfatter militærhjælp til diktaturer, som kæmper mod den kommunistiske udvidelse.

Sovjetunionens leder Konstantin Tjernenko afsættes, og Mikhail Gorbatjov overtager magten i Sovjetunionen i 1985. 

Gorbatjov ændrede straks kursen efter, at han var blevet den nye leder af Sovjetunionen. I modsætningen til sine forgængere indså han, at roden til problemerne i det sovjetiske samfund lå i den måde, hvorpå det socialistiske samfund var struktureret. Derfor iværksatte han et omfattende reformprogram under navnet Perestrojka (omstrukturering), der skulle sætte gang i økonomien og involvere folket mere i den politiske proces. Et af nøglebegreberne var Glasnost (åbenhed), og den nye linje i styret gav befolkningen større mulighed for at kritisere systemet.

Grønland med Hjemmestyre forlod samarbejdet med Det Europæiske Fællesskab i 1985, selvom Grønland endnu ikke havde opnået Selvstyre.

1986

Ved et topmøde den 11. oktober 1986 i Reykjavik på Island aftaler Reagan og Gorbatjov at USA og USSR skal arbejde sammen om at stoppe udbredelsen af atomvåben.

1988

I 1988 indgår  Reagan og Gorbatjov "The Intermediate Nuclear Forces Treaty" (INF-traktaten) på et topmøde, som blev holdt i Washington, hvorefter både USA og USSR fjernede alle mellemdistance raketter i Europa. Atomvåbnene blev fjernet overalt - herunder også i byen Meyn i Vesttyskland, og depotet i Meyn står nu tomt hen i landskabet, som et minde om atomtruslen.

1989

Da Reagan i 1989 afsluttede sin karriere, så verdensbilledet meget anderledes ud, end da han var trådt til. USA og Sovjetunionens forhold var blevet stærkt forbedret. I 1989 besluttede Sovjetunionen sig for at trække sig ud af Afghanistan, i Berlin fik indbyggerne lov til at krydse Berlinmuren, og landene Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Bulgarien og Rumænien forlod Warszawa-pagten.

Nogle tidligere KGB-generaler har givet udtryk for, at det var Reagans politik og især SDI ("Stjernekrigsprojektet"), der fik Sovjetunionen til at krakelere i et forsøg på at følge med den omfattende militære og økonomiske udvikling i USA. Også den tidligere sovjetiske udenrigsminister Alexander Bessmertnykh har sagt, at missilskjoldet var en af de faktorer, der fik politikerne i Moskva til at opgive at nå Amerikas militære niveau.

George H. W. Bush, republikaner, overtager embedet som USA's præsident, den 20. januar 1989.

Erich Honecker måtte gå af som leder af DDR efter de omfattende massedemonstrationer mod regimet i oktober 1989, og blev efterfulgt af sin partifælle Egon Krenz.

Den 10. november 1989 startes nedrivningen af Berlin-muren, og Tyskland blev genforenet. Kommunisten Erich Honecker flygtede til Sovjetunionen, hvor han opnåede beskyttelse.

1990

Gorbatjov åbnede op for kritik og reformer i USSR. Gorbatjov forsøger at imødekomme kravet om selvstændighed hos mange ikke-russiske folkeslag inden for Sovjetunionen med en ny og mere decentral traktat for USSR. Men, befolkningens utilfredshed var blevet for stor, og kritikken af systemet i befolkningen var for voldsom og umoden over for denne nye udstrakte hånd. Desuden, så anså de gamle kommunister i USSR den nye åbenhed over for befolkningen som en alvorlig fejl.

1991

Gorbatjovs åbne reformpolitik resulterede i, at den centrale styring inden for Sovjetunionen var kommet ud af kontrol. De gamle kommunister forsøgte i august 1991 ved hjælp af et militært kupforsøg at genvinde fordoms magt og undertrykkelse.

Gammelkommunisternes kupforsøg mislykkedes, men det var med til at styrke de opløsningstendenser, der allerede var i gang, og som blev yderligere forstærket af den økonomiske situation, der konstant forværredes. I slutningen af 1991 erklærede flere af sovjetrepublikkerne sig selvstændige og indgik i stedet i Sammenslutningen af Uafhængige Stater (SNG). Dermed var Sovjetunionen reelt opløst.

Gorbatjov og kommunistpartiet havde mistet kontrollen, og kritikken var blevet så kraftig, at han i december 1991 ikke så anden udvej end at træde tilbage som leder af Sovjetunionen.

En af de ledende personer i Sovjetunionens sidste fase var Boris Jeltsin. Han blev i 1991 præsident for den russiske republik i Sovjetunionen. Efter Sovjetunionens fald overtog han - i egenskab af det nye Ruslands præsident - Sovjetunionens hidtidige internationale forpligtelser. Dermed var et selvstændigt Rusland etableret. Jeltsin iværksatte straks et program, der sendte den statsstyrede økonomi i Rusland i retning af en markedsdirigeret økonomi.