Kun Syv år Gammel
Artikel af Civilingeniør John Genart
På turen sammen med min fader i 1962 skulle vi bl.a. besøge nogle tidligere tyske officerer i Sydtyskland, som min fader stadigvæk havde kontakt med.
Dette besøg vil jeg godt beskrive, som et kuriosum, fordi det var et fantastiskt besøg, og tyskerne var meget glade for mig, og ydede mig total opmærksomhed. De tog mig bl.a. med til et dejligt udendørs svømmebad, hvor jeg fik lov til at vise dem, hvor dygtig jeg var til at svømme og springe ud fra vipperne, og de svømmede sammen med mig.
En sen aften, hvor mørket var faldet på, så tog de os med ud til kanten af en stor smuk bjergsø med en flot middelalderborg bygget på en ø midt ude i søen. Her fik min fader lov til at skyde med lyssporsprojektiler ud over søen. Det var et smukt syn. Af en eller anden årsag, så havde disse mænd militære våben til rådighed - herunder en P08 (Lugerpistol), en P38 (Waltherpistol), et let maskingevær MG42 (Spandau) samt en signalpistol.
Jeg prøver stadigvæk at finde denne borg. Var det O.D.E.S.S.A. borgen? Hvor ligger den helt præcist?
Nu kan man jo til gengæld sige, at det er ret pudsigt, at min fader tog mig med til den slags drengestreger, når nu jeg kun var 7 år gammel. Det var godt, at min moder intet fik at vide.
Men, der var stor forskel på, hvordan min fader og min moder taklede børneopdragelsen. Min fader var udadvendt, aktiv, sprudlende, og krævende. Han havde i sin tid bedrevet meget, og efter hans mening, så skulle hans søn i hvert fald opleve og bedrive mindst lige så meget. Der blev ikke sat nogen grænser over for mig. I modsætning hertil, så var min moder beskyttende, forkælende, hjælpende og pakkede mig ind i vat samtidig med, at hun forsøgte at sætte grænser for mig.
Hvad min fader tillod og påskønnede, det prøvede min moder at forhindre, og det var ofte fordi, at det, som min fader hyldede, ofte kunne være farligt, ufornuftigt eller direkte ulovligt. Min moder var fornuftig og kærlig men nok noget overbeskyttende og pyldrende. De begænsninger, som min moder forsøgte at pålægge mig, dem betragtede jeg som tvang. Hun bagtalte også min fader, og det kunne jeg hade hende for.
Jeg så op til min fader, men da mine forældre blev skilt, da jeg var 14 år gammel, så begyndte det at vende. Min fader tog konsekvensen af skilsmissen og flyttede alt sit happengut ud af villaen, og startede et nyt liv sammen med andre. Hvem det var, hvor det var, og hvad hen lavede, det vidste jeg ikke.
Alle køretøjerne forsvandt og også det fantastiske leben, der havde været omkring hans virksomhed, aktiviteter, medarbejdere, bekendtskabskreds og venner, forsvandt.
Min moder, jeg og min lillesøster blev efterladt i et tomrum i en såkaldt normal, tryg og borgerlig tilværelse uden de store og afgørende udfordringer. Vi havde ingen økonomiske problemer, men jeg led afsagn. Jeg måtte skabe mig mit eget liv.
Villaen overlod han til min moder, mig og min lillesøster. Jeg begyndte at hade ham for at have svigtet os og sådan blot rejse bort. Jeg så ikke min fader igen, før jeg var blevet 31 år gammel og var blevet ansat som ingeniør hos A.P. Møller - Mærsk.
Jeg havde egentlig brugt den lærdom, som jeg havde arvet og fået fra min fader til at klare mig gennem livet, og jeg havde på baggrund heraf gjort det rigtig godt.
Det var jeg begyndt at indse. Nu havde jeg i 17 år stort set levet underdrejet min moders omfagnende beskyttelse. Jeg indså pludseligt, at godt nok havde min moder hjulpet mig i et og alt, men det var sgu ikke hendes velmenende omsorg, som havde gjort, at jeg var nået så langt. Det var sgu derimod det, som min fader havde plantet i mig mange år tidligere: Gener, stædighed, driftighed, selvtillid og ikke mindst viljestyrke.
Det stod pludselig klart for mig, at den negative historie om min fader, som min moder havde opdraget mig med siden skilsmissen, var falsk. Jeg kontaktede derfor min fader. Vi mødtes på en restaurant, hvor jeg havde inviteret ham, og hvor jeg betalte for et festmåltid. Som et kuriosum, så havde jeg taget en smoking på med mærsk-farvet lyseblåt silkeskærf, for at vise min fader ære. Det blev han imponeret over. Selv bar han sit sædvanlige repræsentative arbejdstøj - lysegrå bukser, hvid skjorte, sort slips, sorte sko og lysegrå jakke.
Til min store overraskelse, så var han utrolig glad for, at vi havde fundet sammen igen. Til min glæde, så var han blevet gift med en yngre flot kvinde og kørte rundt i en flot ny hvid Volvo. Jeg syntes faktisk, at hans kone var så flot, at jeg selv ville kunne have faldet for hende. Han havde klaret sig godt. Desværre, så blev han pludselig alvorligt syg og døde kort efter. Jeg nåede dog at tage afsked med ham på hospitalet.
Til begravelsen kom bl.a. undertegnede, min lillesøster, hans kone samt fire soldaterkammerater (krigsveteraner).
Med venlig hilsen,
John Genart