30 år som Værnepligtig i Danmark

Artikel af og om Civilingeniør John Genart

Allerede i 1965 - 10 år før min egen værnepligts start - havde min fader introduceret mig til værnepligtens betydning. Han tog mig med på en Europarejse i sin nye specialbyggede Volkswagen Kleinbus. Læs mere her:

http://www.genart.eu/military/barndom/rejsen/rejsen.html

Jeg blev først indkaldt til session som 20-årig i foråret 1975, fordi jeg havde været under uddannelse før sessionen. På sessionen fik jeg TX, hvilket betyder "særligt egnet". Jeg kunne derfor vælge hvor, og i hvilket værn, at jeg ville gøre tjeneste. Jeg valgte Ingeniørtropperne (SIR) på Farum Kaserne, først og fremmest fordi, at jeg således kunne tage toget direkte frem og tilbage fra min ungdomskæreste, Vibeke, på Frederiksberg til Farum Kaserne. Efter sommerferien i 1975 startede jeg som værnepligtig rekrut i Ingeniørregimentet på Farum Kaserne. Efter udtjening af rekruttiden blev jeg udtaget til henholdsvis sergentuddannelsen, pionéruddannelsen, og uddannelsen til instruktør i våbensystemer på Hærens Ingeniør- og ABC-skole (HIAS).

Uddannelse i en Specialgruppe i skoleåret 1975-1976

Det var koldkrigstid, hvor nerverne sad uden på tøjet. Saigon var faldet i foråret 1975, og USA stod derfor militærpolitisk svagt. Ville Warszawapagten udnytte den opståede situation og invadere NATO-landene - herunder Danmark - med konventionelle styrker, eller ville USSR angribe USA direkte med langtrækkende atommissiler som gengældelse for ydmygelsen ved Cuba-krisen. USSR havde planer om at atombombe Danmark for derefter at invadere Danmark med konventionelle styrker for at sikre sig udsejlingsmulighed for deres flåde gennem de Danske indre farvande. USSR havde tabt terrain på alle andre områder. Kapløbet om rummet var tabt for sovjetmagten, og der var begyndende problemer med at holde disciplinen i de vestligt beliggende medlemslande af Warszawapagten. Skulle det være, så skulle det være nu !!!

Som et kuriosum kan jeg nævne, at selvom, at det var tophemmeligt, så fik jeg allerede i efteråret 1975 at vide, at Forsvaret havde bygget en tophemmelig atombombe-sikker bunker i Jylland i samarbejde med Tyskland, som den Danske Regering og Kongehuset skulle overleve i, når Warszawapagten ville atombombe Danmark og efterfølgende invadere Sjælland. Jeg antager, at årsagen til, at disse fortrolige oplysninger nåede mine ører allerede på dette tidlige tidspunkt, så var det fordi, at jeg, som ingeniørsergent, gjorde tjeneste i Hærens Ingeniør- og ABC-skole, som netop var den organisation i Danmark, som har været mest indvolveret i bygningen af bunkeren. Desuden forstod jeg, at min fornemmeste opgave var at bidrage til at forsinke russernes invasion af Sjælland, så Den Danske Regering og Kongehuset kunne nå at flygte til bunkeren i Jylland.

Pionérgruppen hos ingeniørtropperne var en specialgruppe, som i skoleåret 1975-1976 blev trænet i at operere bag fjendens linier om natten, kiggende i infrarøde periskoper, foretagende sabotageaktioner, sprængning af broer, depoter, køretøjer, og våbensystemer hos fjenden. Infiltrationen kunne typisk ske i en specialbygget amerikansk Amfibie M113, som i ly af mørket og bl.a. sejlende i overfladen næsten neddykket i søer og åer kunne trænge dybt ind i fjendens område, eller blot opholde sig i det område, som ville blive invaderet af russerne, uden at blive opdaget, og åndende via en snorkel med filter mod atomstøv.

På billedet ovenfor ser du os på amfibie-øvelse på Furesøen i Nordsjælland. Bemærk stern-pladen foran køretøjet i højre side af billedet. Det var vigtigt at huske at slå denne bølgebryder ud inden, at man kørte ned i vandet, for ellers, så ville køretøjet pløje sig direkte ned i havbunden og sidde fast.

Der var på Sjælland mange PMV'er, men kun to var blevet udrustet med Rolls-Royce's specielle dieselmotorer for ekstra trækkraft. Jeg var kommandøren på den ene af disse to specialvogne. Fordelen ved denne ekstra trækkraft var, at vi også kunne bruge køretøjet som en entreprenørvogn. Dvs. vi kunne bl.a. påmontere en stor plov foran på køretøjet for at skubbe jord op og lave en vold som befæstning mod fjenden. Vi kunne bl.a. også bruge skovlen til at nivelere bredder på floder og åløb, så vi bedre kunne bygge vores broer i henholdsvis træ, aluminium, og stål (Bailey-bridge) over disse vandløb for at skabe de nødvendige adgangsveje for de nye fremrykkende tyske Leopard-kampvogne i det danske landskab.

Vi havde som standard 400 kg trotyl i 25 kg sække med i vognen, samt en masse andre mere avancerede sprængstoffer, lurminer, panserminer, og personelminer. Vi blev trænet i at kunne operere i områder, som øvelsesmæssigt allerede var blevet forurenede af plutonium fra russernes atombomber. Vi opererede iført gasmasker, tilsnørede kampuniformer, med gaffatape tilklistrerede ærmer, hætter og bukseåbninger. Vi skulle hver dag have vores dosimetre og de på uniformen påklistrede indikatorpapirer checket, og vi måtte kun indtage føde og væske fra vores egne medbragte lukkede beholdere.

Efter hver af disse "atom-øvelsesmissioner", så blev vi efter hjemkomst til egne linier "renset" i de såkaldte ABC-telte i skoven, som det ofte kunne være en udfordring at finde i mørket.

Hvis vi ikke nåede tilbage til egne linier efter en sabotageaktion i fjendens område inden morgengry, så skulle vi søge ind i en skov og skjule PMVén i en lavning og overdække den med sløringsnettet. som sikring af dette skjul anlagde vi en stor perimeter rundt om skjulesteddet, som vi udrustede med snubletråde, som ville udløse vores specielle lurmineringer. På den måde ville enhver russisk patrulje, som trængte ind i vores område blive mødt af en regn af små stålkugler fra vores lurmineringer. Det ville give os tid til at flygte fra området.

DDR-rejsen

Den officielle værnepligtige periode blev bl.a. pga mine uddannelser på Hærens Ingeniør- og ABC-skole for mit vedkommende øget til 24 måneder. Efter sommerferien i 1976 skulle jeg uddanne en åbenbart speciel gruppe værnepligtige rekrutter i skoleåret 1976-1977.

Uddannelsen af de nye rekrutter i min gruppe voldte dog problemer. Ingen af de menige opførte sig, som vi andre have opført os som menige. De nye rekrutter var totalt imod enhver autoritet, og når jeg sagde, at de skulle gå til højre, så gik de konsekvent til venstre. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende.

Jeg skruede bissen på, og straffede dem så hårdt jeg kunne - igennem mudder og løbestrækninger, som var dobbelt så lange, som der stod i programmet. De hadede mig over alt i verden, og de fremkom med trusler om, at de ville slå mig ned og voldtage min kæreste næste gang, at jeg tog hende med til kasernen. Først langt senere indså jeg, at det forholdt sig lige modsat. De elskede mig faktiskt, fordi jeg havde brugt så megen tid på dem. Udadtil lod jeg mig ikke påvirke, men indadtil, så var jeg noget skeptisk hver gang, at jeg fx skulle udlevere skarp ammunition og sprængstoffer til gruppen på øvelserne. Det var også bekymrende, at der af og til forsvandt både skarp ammunition og sprængstoffer, som det ikke lykkedes os at finde trods store gennemsøgninger.

Billede af min ungdomskæreste, som de menige havde truet mig med at voldtage.

Hjemsendelsen efter sommerferien 1977 - eller var det nu også en hjemsendelse ???

Min gruppe bestod alle af håndværkere inden for forskellige brancher, og de var uhyre dygtige, begavede og opfindsomme, men var alle kommet i karambolage med loven på den ene eller anden måde.

Der var fx et eksempel på, at jeg blev sat til at køre to kriminelle værnepligtige (dog fra en anden sergents gruppe) i en åben jeep (model 41) ind til politigården i København i sommeren 1977 for aflevering af disse personer for udtjening af fængselsstraf for forbrydelser, som de havde begået uden for tjenesten. Jeg havde taget en hammer med, som jeg havde skjult under mit sæde i jeepen, for at kunne forsvare mig, hvis de to forbrydere skulle finde på at overmande mig undervejs. Der skete dog intet, og de to lovbrydere fulgte frivilligt med hele vejen og lod sig overdrage til Politiet.

Der var dog også enkelte, som havde udviklet sig i en mere positiv retning. Bl.a. var der en i min gruppe, som efterfølgende bl.a. med min anbefaling, lykkedes at blive godkendt og optaget som FN-soldat.

På hjemsendelsestidspunktet ved den officielle afslutningsfest for værnepligtige befalingsmænd og menige i sommeren 1977 var der en major (jeg kender ham, men hans navn forbliver en hemmelighed), som kendte min fader, og som brød sin tavshedspligt over for mig. Han fortalte mig, at der i virkeligheden var tale om et hemmeligt socialt eksperiment i militæret, hvor man ønskede at se resultatet af, at en ung, relativt naiv, veluddannet og toptrænet værnepligtig sergent fra pionérkorpset (undertegnede) blev sat til at uddanne en gruppe menige værnepligtige, som alle var dømt adfærdsvanskelige og hvoraf, at en hel del var kriminelle.

Efter den officielle afslutningsfest på kasernen i sommeren 1977 ville de menige afholde deres egen afslutningsfest på værtshuset nede i Farum gamle by jævnfør traditionen. Min gruppe sagde til mig, at hvis jeg mødte op her, så ville jeg, som befalingsmand, få en røvfuld, og der var ingen andre befalingsmænd, som turde komme her.

De skal ikke få den glæde at kunne bryste sig af, at have skræmt mig bort, tænkte jeg. Jeg kørte derfor på min motorcykel ind til værtshuset og gik ind ad døren iført mit lædertøj og mine blankpudsede falck-zonen-støvler.

Jeg bar endvidere for øvrigt et af Fremskridtspartiets emblemer på mit revers på min læderjakke - nemlig et lille mærke i sølv - Z - uden, at jeg var blevet medlem af dette Mogens Glistrup parti. Jeg havde ikke forstand på politik, men af en eller anden grund - mavefornemmelse - så følte jeg mig draget. Det var her, at jeg hørte til, men jeg vidste ikke hvorfor.

En af de menige, som åbenbart havde misforstået situationen, rejste sig straks op og begyndte at smøje sine ærmer op. Straks var der nogen fra min gruppe, som greb ham i skulderen og tvang ham ned i gulvet. Mine folk kunne næsten ikke tro deres egne egne øjne, at jeg turde blande mig i de meniges fest. Resten af aftenen blev jeg hyldet af min gruppe og fik ikke lov til at betale en eneste krone for de drinks, som jeg drak. Jeg havde vist mig som en mand, og der skete heller intet med min motorcykel. Det blev en god afslutning for begge parter. Men, jeg mistede desværre mit lille Z-emblem fra min revers, som nogen må have stjålet fra mig.

Det var ikke nogen hjemsendelse for mig, men derimod starten på 30 års ekstra Værnepligt

Imidlertid blev min værnepligtsperiode forlænget frem til og med min 50-års fødselsdag. Dvs. fra og med år 1975 til og med år 2005 - altså 30 år. Åbenbart havde den danske Stat eller Forsvaret lovhjemmel til dette. Jeg fik at vide, at jeg frem til og med mit 50 år ville være underlagt tavhedspligt, den militære lovgivning og den militære straffelov, og fik et rødt kort i min militærbog. Det betød bl.a., at jeg ved alarmering skulle kunne give møde så hurtigt som muligt inden for Danmarks grænser de næste 30 år. Jeg kunne virke i samfundet som alle andre, med uddannelse, arbejde, familie, m.v., men skulle være til rådighed, så snart jeg blev alarmeret eller genindkaldt, og jeg skulle bo i Danmark og altid meddele eventuelle udenlandsrejser til mit tjenestested igennem kommandovejen. Disse genindkaldelser skete efter hjemsendelsen med jævne mellemrum af en varighed på typisk en uge og mindst een gang om året.

På den første genindkaldelse efter hjemsendelsen forventede jeg, som sergent, at se min egen gruppe af menige igen. Godt nok havde det været en ualmindelig svær tid, men det var trods alt lykkedes at opnå et tillidsforhold til disse fyre, og jeg glædede mig egentlig til at se disse barylerunger igen. Men, til min store overraskelse, så fik jeg tildelt en helt ny gruppe af menige, som også var underlagt kravet om landtidsværnepligt. Den gamle gruppe var væk. De nye folk var gode og dygtige folk, men det var samtidigt folk, som jeg ikke kendte, og som jeg ikke havde gjort tjeneste med tidligere, så jeg følte, at jeg skulle starte helt forfra med at bygge et tillidsforhold op. Jeg spurgte dem, hvor de kom fra, og hvor deres sergent var blevet af. Ja, han havde sprængt sig selv i luften, sagde de, så nu havde de kun mig.

Jeg fik at vide, at etableringen af den udvidede værnepligt i mit tilfælde var fordi, at militæret ønskede at holde mig ajour med den nyeste militære teknologi og fordi, at jeg indgik i Forsvarets uddannelsessystem. Det lød jo meget godt, og jeg havde slet ikke noget imod det - rent bortset fra, at jeg ikke fik noget rådighedsbeløb for det, for jeg var jo værnepligtig. Selvfølgelig fik jeg betaling for tabt arbejdsfortjeneste, fri transport, fri uniform, og kost og logi betalt, men intet rådighedsbeløb, som fx en reserveofficer får.

Hvorfor - Var årsagen Straf eller Ophøjelse ???

Jeg spekulerede over mulige årsager til, at jeg var en af dem, som var blevet udvalgt til den langvarige værnepligt og årsagen til, at jeg oprindeligt havde fået tildelt en gruppe bestående af adfærdsvanskelige menige, som efter traditionen skulle blive mine soldaterkamerater i fremtiden og også være de soldaterkammerater, som jeg evt. skulle drage i krig sammen med. Årsagen er mig aldrig blevet bekendtgjort.

Min Fader var Militærmand

Jeg er søn af en foretagsom selvstændig erhvervsdrivende, Arne Hugo Genart. Han er uddannet tjener på Ritz i Paris og har gjort tjeneste i Søværnet som hovmester på sejladser til Grønland op til starten af Den Anden Verdenskrig. 

Hvilken mission, som han bedrev under krigen, er mig aldrig blevet bekendtgjort i detallier, men han har sandsynligvis gjort tjeneste for Christian X. Min fader fik en uddannelse som ordonnans.

En ordonnans eller kurér er en person, som overbringer hemmelige befalinger, meldinger og meddelelser eller, som selv udfører visse tjenstlige ordrer på befaling. Denne uddannelse indbefattede tidligere bl.a. en rytteruddannelse, men efter indførelsen af motorcyklen, som afløser for hesten allerede under Den Første Verdenskrig, så bestod uddannelsen bl.a. af en grundig oplæring i at kunne forcere terrainet under alle forhold på en motorcykel. Det er sandsynligvis pga. denne uddannelse, at min fader valgte at starte en motorcykel-køreskole efter krigen.

Jeg kan huske fotografier fra den tid, hvor min fader bl.a. underviste politiet i at køre motorcykel umiddelbart efter krigen. Der var også billeder, som viste min fader køre rundt på en motorcykel i en såkaldt dødsdrome. Jeg kan huske, at billederne med dødsdromen stammede fra Dragør. Desværre, så er alle disse billeder bortkommet. Jeg kan også huske, at en af øvelserne i uddannelsen af motorcykelbetjentene var, at de - i andet gear - skulle kunne køre rundt i 8-taller på en mark mens, at de stod op på sadlen med den ene fod og den anden fod løftet op mod himlen. Det krævede ballanceevne.

Min fader blev ansat som konsulent på militærets køreskole på Farum Kaserne efter krigen, og han var en af de første medlemmer af Marinehjemmeværnet.

Han startede sideløbende sin egen private køreskole - Genart's Køreskole (omkring 1952). Det kunne han gøre for de midler, som han tjente i Forsvaret, samt fra de økonomiske bidrag, som han modtog fra min farfar.

På billedet ovenfor ses en af min faders første køreskolebiler. Billedet er fra efteråret 1957, og til venstre ses min moder og mine bedsteforældre. Det er mig, som trækker farfar i armen.

Køreskolen var en kæmpe succes, for kun ganske få år efter krigen ønskede mange i Danmark at få sig et motorcykelkørekort, så de kunne komme rundt i landet og i udlandet. Min fader investerede i 12 italienske Vespa-scootere og i tre danske Nimbus-motorcykler, hvoraf den ene havde en sidevogn, som jeg senere fik mange spændende køreture i.

Bemærk billedet ovenfor. Det er fra før 1958 (konverteret billede fra Kodak DIAS farvebillede). Her ses et spændende udvalg af min faders køretøjer parkeret på vejen uden for huset. Forrest ses en Velo-Solex, så en Vespa scooter, så en Nimbus motorcykel, så en ukendt motorcykel (sikkert en NSU), og så en ældre bil med kaleche, som jeg kun svagt husker.

Jeg havde allerede på dette tidspunkt forladt mit eget første lyseblå køretøj, som ses på billedet herunder. Det er min stolte fader, som "dikker" mig selvom, at jeg efter sigende skreg som en stukket gris. Billedet er fra Juni 1955, hvor jeg kun er en måned gammel:

Min fader uddannede militære kørelærere i forskellige typer militære køretøjer, og flere af disse elever blev efterfølgende ansat som kørelærerere på min faders hastigt voksende civile køreskole.

Billedet ovenfor er fra foråret 1959. Vi har netop fået vores nye Opel Kapitäns (Opel Kaptajn) i kongeblå farve. Det er min moder og jeg, som poserer foran bilen, og det er min fader, som tager billedet. Vi er på besøg hos mormor og morfar i Grænge.

Her ovenfor et lidt bedre billede også fra 1959 (konverteret billede fra Kodak DIAS farvebillede), hvor min fader poserer ved bilen. Bemærk den skønne blå farve på Opel Kapitäns.

Fra 1953 til 1958, så blev der bygget 154.098 eksemplarer af den tyske Opel Kapitäns i Tyskland. Denne bil var dengang den tredje mest populære bil i Tyskland, og lå noget efter folkevognen (Volkswagen Käfer) - bl.a pga. prisen. Opel Kapitäns var en dyr og lukseriøs bil.

I min tidlige barndom havde jeg været vant til, at der kom officerer på besøg i hjemmet i flotte militære uniformer med medajler på, og mange af dem gav mig gaver på min fødselsdag, til Jul og lejlighedsvist. Af og til holdt der militære køretøjer, lastbiler, jeeps, motorcykler, og pansrede mandsskabsvogne parkeret ude på vejen foran vores hus i det fredelige villakvarter. Måske havde min faders rolle haft indflydelse på militærets valg af mig.

Min Moder havde kontakt med Frihedskæmperne

Min moder, Edit, er kontoruddannet og var ansat som sekretær på Gutenberghus i København under krigen. Hun boede sammen med Simon Spies i min moders lille lejlighed i København under krigen. Simon læste som studerende på Københavns Universitet, og han var meget fattig. Det var min moder, som betalte alle regningerne, fordi Simon ingen indtægter havde.

Simon var meget begejstret for Hitler og Tyskland på samme måde, som bl.a. langt de fleste danskere var det i slutningen af 1930'erne og i begyndelsen af 1940'erne. Men, Simon var særlig begejstret, og meldte sig ind i nazipartiet, DNSAP. Simon forsøgte at få min moder til også at melde sig ind, men det ville hun ikke, og Simon accepterede hendes beslutning, selvom det skuffede ham.

Min moder var imponeret over Simons intellektuelle egenskaber, men blev aldrig rigtig forelsket i ham på det personlige plan. I 1944 forelskede min moder sig i al hemmelighed med en ny mand, Mogens, som var frihedskæmper. Min moder har fortalt mig, at hun på et tidspunkt - for Mogens - smuglede en pistol i sin indkøbstaske på sin cykel igennem en tysk kontrolpost.

Simon og min moder boede dog sammen resten af krigen i min moders lejlighed. Det var godt for begge parter. Simon blev skånet for eventuelle repressalier, og min moder kunne operere for Mogens uden tyskernes mistanke.

Efter krigen avancerede min moder i firmaet Gutenberghus, og Simon Spies fik stor succes med opbygningen af sit busbaserede rejseselskab til Spanien.

Billede fra 1953 ovenfor af min moder, Edit Kanne Genart (født Jensen).

Senere blev Simon Spies den helt store rejsekonge med arrangementer af charterrejser via flyrejser til bl.a. Mallorca for grisefester.

Dykkerinstruktør i Københavns Dykker Center

En anden mulig årsag var måske det faktum, at jeg var blevet uddannet til dykkerinstruktør i Københavns Dykker Center allerede i 1972, og virkede som sådan i min fritid hos Mogens Elfeinbein, som var uddannet befalingsmand i Frømandskorpset. Det gjorde, at jeg var i toptræning og derfor klarede den militære fysiske træning i Hærens Ingeniørregiment med topkarakterer i 1975-1976.

Jeg var fx den hurtigste i regimentet gennem feltbanen, og jeg opnåede guldmærke i kampsvømning (kun 50 personer i Danmark havde opnået dette mærke i 1975). Jeg blev endvidere uddannet til livredder, og blev udtaget til at være delingens livredder ved gummibådsøvelserne - bl.a. på Furesøen.

Jeg skyder også godt, og på Hærens Ingeniør- og ABC-skoles Sergentskoles afsluttende skydekonkurrance i sommeren 1976, som skulle ske med let maskingevær (det tyske MG fra Den Anden Verdenskrig), så vandt jeg og blev Skoleskytte. Majoren kunne ikke forstå det. Jeg var den første i SIR/HIAS's mangeårige historie, som med en personlig vægt på under 100 kg (jeg vejede dengang kun 75 kg) havde vundet denne konkurrance. Normalt skal man veje over 100 kg for at kunne holde det hysteriske maskingevær i ro under skudafgivelse, men viljestyrke kan også gøre det.

Men, en af de allermest vigtige egenskaber, som Mogens havde beriget mig med, var den egenskab, at jeg havde lært, hvordan man kunne drive folk til at yde mere, end hvad, at de selv troede, var muligt.

Hvis du vil se, hvad sådan noget også kunne betyde for en selv, så kan du se her:

http://www.genart.eu/minor/dodge/dodge.html

Hvis du er interesseret i at læse mere om Københavns Dykker Center, og min rolle dér, så kan du klikke her:

http://www.genart.eu/kdc/kdc.html

Værnepligtige Genindkaldelser

I 1982 lagde jeg planer for at tage en universitetsuddannelse i USA og søge job derovre. Det gik her op for mig, at jeg som værnepligtig i Danmark ikke ville kunne flytte til udlandet, ikke ville kunne få udenlandsk statsborgerskab, og stadigvæk skulle møde op med kort varsel ved genindkaldelser i Danmark. Det gav heller ingen ændring, at Farum Kaserne blev nedlagt, for jeg blev bare overflyttet til Bornholms Ingeniørregiment. Det gjorde det blot værre, for nu skulle jeg stille på Bornholm hver gang.

Efterhånden, som min karriere tog fart inden for civil uddannelse og arbejde, så blev disse genindkaldelser en chikane, og jeg følte mig forfulgt og hæmmet af det - og dette selv om, at jeg i princippet syntes, at det havde været en utroligt spændende tid i militæret, som jeg nødigt ville have undværet. Det kan godt være, at man lider af paranoia, men derfor kan det da godt alligevel være, at der er nogen efter en...

Hjemmeværnet

Jeg opdagede, at der faktisk eksisterede en mulighed for at undgå genindkaldelserne til Hæren. Hvis man meldte sig ind i Hærhjemmeværnet, så ville man overgå til deres ansvar og skulle følge deres uddannelsesplaner, som var langt mere fleksible, og hvor jeg i højere grad selv kunne styre tempoet og aktiviteterne samt vælge et geografisk nærmere tjenestested.

Jeg meldte mig i 1982 ind i Lyngby-Tårbæk Kompaniet (HJVK 6204), hvor jeg for øvrigt senere blev delingsfører. Men, Jeg var stadigvæk underlagt den militære lovgivning og skulle fortsat have fast adresse i Danmark. Desuden, så var det en betingelse, at jeg ikke ville opsige min kontrakt med hjemmeværnet før mit fyldte 50 år.

Lederuddannelse i USA

Jeg gennemførte en uddannelse for internationale ledere med topkarakteren A+ på the School of Management, the University at Buffalo, i 1983. Det var en speciel uddannelse for ledere, som allerede var ansat som operatonelle ledere i multinationale virksomheder. Uddannelsen hed "The International Excecutive Management Program", og er kun åbent for udvalgte ledere.

Nu er det jo ikke sådan, at man bare kommer med på en sådan uddannelse bare fordi, at ens forældre eller virksomhed ønsker det - og, at man samtidigt har råd, vilje, og tid til det. Danmark havde til den pågældende lederuddannelse kun to kvotepladser på Buffalo University til rådighed til den pågældende uddannelse pr. år, og i 1983 var der tilfældigvis ingen andre ledere i Danmark, som af deres virksomheder var blevet indstillet som værende egnede eller, som havde mulighed for at deltage. Derfor fik jeg chancen.

Men, jeg skulle selvfølgelig klare de tests på den Amerikanske Skole i København på det niveau, som var krævet af universitetet til den pågældende lederuddannelse. Det drejede sig her om GMAT-testen (General Management Admission Test) og TOEFL-testen (Test of English as a Foreign Language). Jeg klarede dog begge tests og på det niveau, som var krævet for adgangen til denne specielle lederuddannelse.

Tests og evner er dog ikke nok for adgang. Man skal også kunne fremvise mindst to relevante anbefalinger fra tidligere internationale arbejdsgivere og een fra en akademisk uddannelsesinstitution før, at man kan komme i betragtning. Jeg fik anbefalinger fra henholdsvis Control Data Corporation, IBM, Radiometer, DTU, Niels Brocks Handelsskole, og Niels Brocks Handelsakademi. Det var rigeligt.

Jeg havde allerede i starten af min uddannelse på Buffalo University fundet en kæreste, Colby, marketingschef, som jeg var meget glad for.

Jeg fik umiddelbart efter starten på uddannelsen et jobtilbud i en amerikansk IT-virksomhed i Buffalo. Men, jeg var ikke klar. Der var for mange uafsluttede sager i Danmark. Jeg valgte derfor - efter gennemførelsen af uddannelsen i USA - at tage tilbage til Danmark for bl.a. at afslutte mit studie på DTU, som jeg havde været væk fra i to år.

Ovenfor er et billede af min kæreste i Buffalo, USA. Mine medstuderende på lederuddannelsen var helt vilde med hende, men hun var uopnåelig for dem. Colby havde kun øje for mig. Der var en stor del af deltagerne på holdet - specielt de japaneske ledere fra Yamaha og Toyota bilfabrikkerne i Japan - som forsøgte at bestikke mig med store penge for at få lov af mig til at være sammen med hende. De ligefrem plagede mig: Mange dollars for bare en time - bare en halv time - bare et kvarter - bare 10 minutter - please... Det afslog jeg selvfølgelig, og de vidste åbenbart ikke - med deres mange penge og status, at hun - som kvinde - også skulle have noget at have noget at sige.

Jeg talte med Colby om det, og vi besluttede i fællesskab at malke japanerne for deres dollars, selvom hun ikke var meget for det, men min økomomi var anstrengt. Jeg kom jo fra lille Danmark, og havde slet ikke de samme kapitalstærke sponsorer i ryggen, som alle de øvrige ledere på uddannelsen havde fra deres hjemlande. Den eneste sponsor, som jeg havde, var den danske afdeling af den multinationale amerikanske virksomhed Control Data Corporation, som jeg var ansat hos på tidspunktet, og de støttede mig hovedsagelig kun moralsk og med nødvendige anbefalinger og smørelse, for at få mig med i programmet.

Der var ikke megen hjælp til mig at få på den økonomiske side, så jeg havde selv måttet betale langt det meste af forberedelserne, uddannelsen, opholdet, og transporten selv. Jeg skal her lige huske at hilse og sige, at det altså ikke er småpenge, som vi taler om her. Udgifterne svarede til en årsløn, og så i US-Dollars, som dengang midt i 80'erne stod i 14 danske kroner for en enkelt dollar. Der skulle godt nok arbejdes mange overarbejdstimer og weekender før, at den var hjemme. Det blev til en gæld, som jeg skulle afvikle i årene efter til de danske banker.

På den store afslutningsfest på universitetet i Buffalo med fin middag, underholdning og dans til levende orkester, så solgte jeg "Dans with Colby" af fem minutters varighed for 100 USD pr. dans til japanerne. Jeg sad i baren med stopur og skovlede 100 dollars sedler ind, og hvis de tog billeder af sig selv dansende sammen med Colby, så kostede det 100 dollars ekstra.

Vi tjente mange mange dollars den aften, og så pludselig uden at advisere japanerne, så forsvandt Colby og jeg fra festen og kørte hjem til Colby i hendes nye Chevrolet. Det grinede vi meget af, og den næste dag gik Colby og jeg ud i byen og shoppede alle pengene op for gaver til Colby, og vi fik os en esklusiv middag om aftenen på byens bedste og dyreste hotelrestaurant. Vi var lykkelige, og vi havde det ufatteligt sjovt sammen. Vi var næsten som Bonnie and Clyde sammen - totalt euforiske.

Jeg glemmer aldrig den afsluttende dag på universitetet, hvor rektoren skulle uddele eksamensbeviserne til os 40 elever, som havde bestået uddannelsen. Det foregik under stor disciplin og alvor med mange takketaler, og hvor hver enkelt elev skulle op på podiet for at modtage sit bevis, modtage sin hæderstale, og selv holde en lille tale for forsamlingen og lærerene. Præcis på det tidspunkt, hvor jeg er blevet kaldt op på podiet, og hvor rektor er ved at afholde sin tale om mig for forsamlingen i mikrofonen, så er der en person udefra, som under stort rabalder får slået de store døre op ind til mødesalen. Alle stivner, vender sig om på stolene, stirrer mod porten, og får øje på personen, som står i portåbningen. Så hører man en højlydt kvindestemme råbe: "Is John here?". I mikrofonen svarede jeg "I'm here honney!", og vinkede til hende oppe fra podiet.

Det var Colby. Hun var blevet forsinket på jobbet, og havde haft besvær med at finde den rette bygning på universitets store område. Hvordan det kan være, at hun lige præcis skulle ankomme mens, at det var mig ud af 40 personer, som var oppe på podiet, er mig en gåde. Det må være gudernes værk, men pudsigt og sjovt var det.

Ved min hjemrejse til Danmark, så aftalte Colby og jeg, at jeg skulle komme tilbage til hende så hurtigt som muligt, og vi brevkorresponderede sammen i et helt år efter min hjemkomst til Danmark. Colby ville godt gifte sig med mig, og IT-virksomheden i Buffalo ville godt ansætte mig i en god stilling.

Jeg fik imidlertid ikke råd til at besøge Colby efter hjemkomsten til Danmark, og selvom jeg i en - skal vi sige lykkelig tid - glemte, at det ikke ville være muligt for mig at forlade Danmark på grund af min værnepligt, så blev jeg klar over, at det måske aldrig ville lykkes mig at flytte til USA. Derfor afsluttede jeg brat brevkorrespondancen med Colby et år efter min hjemkomst til Danmark.

Det var ikke nogen nem beslutning, og måske forpassede jeg mit livs chance. Det er ikke til at vide, men et stort tab, det var det, og jeg har efterfølgende været mere eller mindre følelseskold i mit liv.

Selvstændig Virksomhedskonsulent

Ved siden af mit studie på DTU havde jeg startet en lille konsulentvirksomhed, Genart Technique, allerede i 1979.

Billedet er fra 1984, hvor jeg som studerende på DTU og som selvstændig erhvervsdrivende, bliver interviewet af Line Siert fra avisen Sletten på DTU. Artiklen blev bragt i avisen, den 13. marts 1984.

I 1985 fik jeg til opgave at analysere årsagerne til logistikproblemerne i eksportfirmaet RE Technology Company i Emdrup, hvilket jeg gjorde, og hvor min analyse afdækkede, at årsagerne til problemerne var at finde på helt andre områder end hvad, at ledelsen (brødrene Schrøder, som ikke kunne samarbejde) troede.

For indhentning af brugbare løsningsalternativer til de identificerede problemer, så tog jeg på kursus hos en relevant professor på Sloan School of Management, Massachusetts Institute of Technology (MIT), Boston, USA. Virksomheden i Danmark brugte derefter de anbefalede løsninger, og resultatet - som jeg ser det - blev en opsplitning af virksomheden i henholdsvis firmaet Barco (www.barco.com) og firmaet Radiometer Medical ApS (www.radiometer.com).

Indrejseforbud til USA

Men, da jeg havde henvendt mig på den Amerikanske Ambassade i København i 1985 for at få mit visum til ovennævnte rejse, så sagde ambassadøren, at der lå et flerårigt indrejseforbud til USA for mit vedkommende. Jeg gik ham på klingen, og han oplyste, at årsagen var, at man havde opdaget, at jeg havde en kæreste i Buffalo, og man var bange for, at det var min plan at gifte mig med hende for dermed at kunne blive i USA og derved unddrage mig værnepligten i Danmark.

Det lykkedes mig at overbevise ambassadøren om, at dette ikke var min hensigt, og jeg fik derfor udstedt et specielt visum, som kun gav mig lov til forretningsrejsen til Boston - ikke til Buffalo. Desuden, så fik jeg forbud mod at kontakte min kæreste eller andre i Buffalo.

Lektor Bolette Klaksvig

Mine planer om eventuelt i fremtiden at flytte til USA og gense min kæreste i Buffalo syntes håbløse, og jeg opgav derfor tanken, og efter nogen tid fandt jeg mig en ny kæreste i Danmark i slutningen af 1985, Lektor Bolette Klaksvig fra Ordrup Gymnasium.

Lektor Bolette Klaksvig underviste i russisk og engelsk på Ordrup Gymnasium fra 1972 til 1994. Fra 1973 til 1975 fungerede hun endvidere som lærerrådsformand og holdt festtalen ved skolens hundredeårsjubilæum i 1973.

Hun brændte for sine fag, især for sit hovedfag, russisk, og for sine elever. Hun var et pædagogisk naturtalent. I en årrække arrangerede hun rejser for sine elever til Sovjetunionen i efterårsferien, så de kunne opleve den russiske virkelighed og det russiske sprog på hjemmebane.

Jeg var selv sammen med hende på en sådan studierejse i efterårsferien i 1985 i rollen som "med hjælpelærer" til Moskva sammen med hendes elevklasse. Det var en spændende og lærerig tur for mit vedkommende, men det var ikke første gang, at jeg havde været i Moskva. Jeg havde faktisk været der tidligere på en anden mission, som havde været endnu mere spændende. Herom senere...

Bolette var en elsket lærer og en elsket kollega. Hun var et musisk menneske, der holdt af kunst og musik, især Johann Sebastian Bach. I mange år deltog hun ivrigt i skolens kor, som hun blandt andet lærte at synge russiske sange. Hendes ærlighed var overrumplende, og hun var et farverigt festmenneske. Når hun kom ind i et rum, så tænkte alle "Nu sker der noget!". Hun var uforudsigelig og sprudlende både i sine handlinger og i sit vid.

Civilingeniøreksamen - Sub Sea Technology

Umiddelbart efter sommeren i 1986 fik jeg min civilingeniøreksamen På Danmarks Tekniske Universitet med topkarakter. Mit speciale var inden for undervandsteknologi. Hvis du er interesseret i at læse om mit project på DTU, så kan du klikke her:

http://www.genart.eu/project/intro.html

Dykkeruddannelsen - Søværnets Dykkerskole på Holmen

I efteråret 1986 (oktober-november-december) gennemførte jeg dykkeruddannelsen på Søværnets Dykkerskole. Hvis du er interesseret i at læse om min gennemførelse af dykkeruddannelsen på Søværnets Dykkerskole, så kan du klikke her:

http://www.genart.eu/honor/honor.html

Underwater Inspection Engineer - Mærsk Olie & Gas A/S i Esbjerg

Allerede den 1'ste januar 1987 startede jeg i mit nye job, som fastansat ingeniør, hos Mærsk Olie og Gas A/S med tjenestested på offshore-kontoret i Esbjerg.

Jeg købte en lille lejlighed i Esbjerg, men beholdt min officielle adresse i huset i Charlottenlund, som min kæreste, Bolette, ejede, og som jeg kom hjem til så ofte som muligt. Derfor behøvede jeg umiddelbart ikke flytte tjenestested til et nyt HJVK i Esbjerg. Men, det blev hurtigt et problem for mig at kunne opfylde kravet om aktivitetsniveau, så jeg måtte nødvendigvis skifte til et kompagni i Esbjerg.

Uddannelser:

Hvis du er interesseret i at se en oversigt over de uddannelser, som jeg i øvrigt har gennemført, så kan du klikke her:

http://www.genart.eu/uddannelse/uddannelse.html

Patruljebåden "Hvidsten" i Esbjerg
 
Da mit job og mine interesser nu udelukkende havde noget med havet at gøre, så ville jeg hellere overflyttes til en flotille under Marinehjemmeværnet i Esbjerg, og det ansøgte jeg om. Det blev mig i første omgang mundtligt nægtet. Det ville ikke være muligt i mit tilfælde med den ordning, som jeg hørte under, sådan at skifte værn, sagde man.

Men min ansøgning lå der, og jeg afleverede mod kvittering min hærhjemmeværnsudrustning og våben på depotet på Sorgenfri Slot. Jeg kontaktede selv flotillen i Esbjerg, som gav mig lov til at sejle med i lånt marineuniform ude i Vesterhavet. Fartøjsføreren på skibet var selveste inspektøren på den Danske Søfartsskole, som lå på Fanø. Skibet, som vi sejlede på ude i Vesterhavet var en såkaldt 90'er klasse, og navnet på skibet var "Hvidsten". Mandskabet ombord, som hovedsagelig bestod af store grove fiskere, tog imod mig med åbne arme, og specielt maskinchefen gjorde alt for at vise mig, hvordan maskinen virkede og skulle passes. Det var en ren fornøjelse at opleve.

Jeg var med på stort set alle sejladser med "Hvidsten" - også på sommertogtet gennem Kielerkanalen - videre rundt om Fyen - til Holmen i København - videre til Bornholm - tilbage til Vesterhavet via Limfjorden. Mit aktivitetsniveau i flotillen blev indberettet til systemet, men det kom til at tage et helt år, før systemet officielt godkendte min ansøgning, og jeg fik udleveret den nye marineudrustning og våben i Esbjerg. Herefter skulle jeg selvfølgelig starte helt forfra som menig i marinehjemmeværnets uddannelsesforløb. Men, det var lykkedes at skifte værn.

Det gode arbejdsmiljø i Esbjerg og Dykkerskibet Mærsk Defender

Det var ufatteligt spændende at være blevet ansat i Mærsk Olie og Gas. Jeg gjorde tjeneste i produktionsafdelingen i Esbjerg med to tilhørsforhold: 80% af tiden skulle jeg gøre tjeneste i inspektions- og vedligeholdelsessektionen og 20% af tiden skulle jeg gøre tjeneste i undervandssektionen. Chefen for inspektions- og vedligeholdelsessektionen, Willy, var en særdeles farverig personlighed, som hverken af udseende, påklædning eller adfærd mindede om de nålestribede jakkesæt, som florerer i "førerbunkeren" på Esplanaden i København. Chefen for undervandssektionen, Bjarne, som jeg også fik den glæde af at få et meget nært samarbejde med, var tidligere ubådskommandør fra Holmen i København.

Ovenfor er et billede af Dykkerskibet Maersk Defender, som jeg gjorde tjeneste på. Skibet var ejet af Maersk Britten med britisk besætning (mest skottere). Bemærk Svitzer's flag på masten. Skibet var under operation af Svitzer, som var contractor til operatøren Mærsk Olie og Gas. Her skal man dog huske, at Svitzer er ejet af APM, så det er et firma, som allerede er inde i folden, om jeg så må sige. Det var Svitzer's dykkere, som var om bord bestående både af danske og engelske dykkere. De fleste af de danske dykkere var blevet uddannet på Svitzers dykkerskole i Svendborg, hvor jeg også havde gennemgået en uddannelse.

På billedet stævner skibet ud af Esbjerg Havn på vej mod felterne i Nordsøen. I baggrunden ses Mærsk Olie & Gas's kontorbygning, hvor jeg havde mit kontor.

Maersk Defender med Svitzer's dykkere opererede for Mærsk Olie og Gas helt frem til begyndelsen af 1990'erne, hvorefter opgaverne blev udliciteret til andre dykkerselskaber - herunder det norske selskab Stolt Comex Seaway.

En sjov indskydelse her er, at jeg faktisk i rollen som Senior Inspection Engineer hos Stolt Comex Seaway i Norge kom tilbage til Mærsk Olie og Gas i Esbjerg i 1993 med dykkerskibet Seaway Condor, som jo var et langt mere avanceret dykkerskib end dykkerskibet Maersk Defender, for at løse en opgave for Mærsk. Det var både glædeligt og skuffende for mig at se mine tidligere kolleger i Mærsk. Det var glædeligt, fordi de stadigvæk var der, men de var samtidigt - efter min mening - kun skyggen af sig selv i sammenligning, hvad de tidligere havde været.

Det første år i Mærsk (1987) bestod for det meste af min uddannelse til inspektionsingeniør - både i Danmark og i udlandet - dog med sporadiske helikopterture ud til platformene på de danske felter i Nordsøen ofte sammen med en mere erfaren inspektionsingeniør og en surveyor fra DNV.

Maersk Helicopters

Jeg glemmer aldrig min første helikoptertur ud til felterne i januar 1987. Vi mødtes i Esbjerg lufthavn om eftermiddagen lige før mørkets frembrud. Det var dårligt vejr med regn og blæst, og havet var i oprør.

Helikopterpiloten kaldte os sammen foran helikopteren. Han fortalte, at vi var nødt til at flyve ud over Nordsøen i kun 4 meters højde over havet pga. for stor blæst højere oppe. Det var nærmest stormvejr. Det ville nok blive en hård tur. Han spurgte, om der var nogen, som ikke havde prøvet noget lignende før eller som lider af sø- eller køresyge. Der var ingen af passagererne, som gav sig til kende, og heller ikke jeg. Jeg ville da ikke afsløre, at dette var min første tur med helikopteren og dermed måske risikere at blive siet fra. Piloten beroligede os ved at sige, at han havde været pilot i Vietnam, og at han var vant til at flyve lavt over havet for at undgå radaropdagelse.

Vi fløj derudaf ud over Nordsøen i kun 4 meters højde over havet i bælgravende mørke. Vi kunne i helikopterens søgelys se det frådende hav kaste sine bølger op imod os, og skummet fra bølgerne sprøjtede ind på frontruden. Vinduesviskerne gik hysterisk fra side til side. Gentagne gange blev helikopteren rystet, når en bølge nåede så højt, at helikopterens meder skar igennem bølgerne.

Vi fløj i en amerikansk Bell-helikopter fuldstændig magen til dem, som amerikanerne brugte i Vietnamkrigen. Godt nok var helikopteren udvendigt malet i Mærsk-farver, men det gik op for mig, at det faktiskt var en Vietnam-helikopter, som vi fløj i, fordi indersiden stadigvæk havde militærfarven, og der var flere pånittede reparationsplader på de steder, hvor der tidligere havde været skudhuller. Mærsk havde åbenbart købt en stribe udrangerede Bell-helikoptere billigt af det amerikanske forsvar efter Vietnamkrigen i 1975 og fået dem malet i firmafarverne. De danske helikopterpiloter, som havde deltaget i krigen, fulgte åbenbart med.

Pludseligt fangede helikopterens søgelys et platform-ben, og helikopteren bremsede brat op i luften - kun få meter før, at vi bragede ind i benet. Vi begyndte at stige opad lysende ind på benet. Pludseligt kom vi helt op på produktionsplatformens arbejdsområde, som lå badet i lys. Det var helt utoligt at opleve dette syn. Midt i mørket, så var der nærmest en by langt over havets overflade midt ude i Nordsøen med et mylder af aktivitet og skrattende kommandoer i højtalerne.

Vi nærmede os helikopterplatformen i 70 meters højde, som var markeret med både blå og gule blinkende lamper. Det var en ufattelig oplevelse, og vi landede sikkert på helidækket.

Det var som at opleve "Nærkontakt af Tredie Grad". Jeg har efterfølgende været passager på utallige helikopterture, men aldrig blev nogen af disse helikopterflyvninger sammenlignelige i oplevelsesgraden med min første helikoptertur i Mærsk.

En af helikopterpiloterne i Mærsk var for øvrigt en kvinde - stærkt gået!

Chefen for Mærsk's helikopterafdeling i Esbjerg, Jan, kendte jeg ikke personligt dengang, men pudsigt er det, at han viser sig at være storebroderen til min nuværende kæreste (fra og med 2008 - herom senere), så nu kan vi sammen snakke om de gode gamle dage. Ja, verden er lille!

I begyndelsen af 1980'erne blev Maersk Helicopters' flåde af helikoptere udbygget med flere og flere af de nye Super Puma helikoptere fra det franske Aerospatiale. Det var faktisk den helikoptertype, som jeg havde anbefalet i mit eksamensprojekt på DTU tilbage i sommeren 1986. Det er en fantastisk helikopter. Flere og flere af de gamle amerikanske Bell helikoptere blev i de kommende år efterhånden erstattet med Super Puma. De gamle Bell helikoptere var heller ikke så sikre. Jeg husker, at der på et tidspunkt sporløst forsvandt en af Mærsk's Bell helikopter ude i Nordsøen med mand og mus i slutningen af 1980'erne.

Garden Party af Mezzoforte

Maersk Helicopters brugte musiknummeret Garden Party af Mezzoforte som baggrundsmusik ved de sikkerhedsmæssige instruktioner, som på video blev presenteret for alle Maersk's helicopterpassagerer i bl.a. Esbjerg Lufthavn før hver afgang. Hvis du er interesseret i at høre denne musik, så kan du klikke her:

www.genart.eu/minor/mezzoforte/mezzoforte.html

Ved udgangen af 1999 var det slut med Maersk Helicopters. Opgaven blev udliciteret til British International Helicopters.

Det lyseblå Spejderkorps

Det var helt fantastiskt at være blevet ansat i A. P. Møller - Mærsk. Det skortede ikke på noget. Jeg blev lige fra starten af, den 1. januar 1987, kastet ud i begivenhederne, og der var absolut intet, som gjorde, at jeg ikke fik følelsen af af være blevet medlem af et af verdens største "lyseblå spejderkorps". Jeg blev lynhurtigt indlemmet i denne store "klub", hvor alle var lyseblå. Der var en utrolig korpsånd, og jeg fik hurtigt fornemmelsen af at tilhøre verdenseliten.

"Hvis de åbner jer op, skal blodet være blåt, og i stedet for et hjerte, skal der sidde en syvtakket hvid stjerne". Det var Mærsk Mc-Kinney Møllers berømte ord til sine medarbejdere for et par årtier siden.

Der var andre paroler såsom: "Der er syv takker på den hvide stjerne, fordi vi arbejder syv dage om ugen, og hvis du vender stjernen om, så vil du opdage, at den er sort på bagsiden, og det er fordi, at vi også arbejder om natten". Det var faktisk noget, som jeg senere kom til at sande.

En anden parole var: "Den, der har mest legetøj, når han dør, vinder".

Faktisk, så er den officielle forklaring på den syvtakkede stjerne, at hver af stjernens takker repræsenterer et af de syv verdenshave, som søens verden er blevet opdelt i. A. P. Møller færdes på alle de syv verdenshave. Men, hvad er de syv verdenshave? Det er selvfølgelig sådan, at enhver Maersk-mand skal kunne navnene på de syv verdenshave udenad, og det er der faktisk ikke mange, som kan uden for APM. Vi kan fx. spørge: Er Middelhavet et af verdens syv have? Hvad med Det Kaspiske Hav - er det et af de syv verdenshave? Og hvad med Beringshavet - er det et af de syv verdenshave? Find svaret Her:

http://www.genart.eu/military/maersk/seven/seven.html 
 
I årevis har konkurrenter og den øvrige omverden opfattet de lyseblå spejdere i A.P. Møller - Mærsk med lige dele beundring og ærefrygt. Som en særlig elite, der med flid, talent og pulsende lyseblå hjerter, og evigt ihukommende de formanende ord om rettidig omhu, har ført A.P. Møller - Mærsk frem til positionen som verdens største rederi, og et af verdens største firmaer.

Mærsk havde startet olie og gas udvindingen i den danske del af Nordsøen i begyndelsen af 1970'erne med totalt monopol på denne opgave. Der var ingen konkurrence, og Mærsk arbejdede på at få flere og flere funktioner gjort "lyseblå" ved opkøb af underleverandører og opbygningen af egne nye specialiserede virksomheder.

Da jeg startede hos Mærsk var denne erobringstendens stadigvæk igang, og det var sjovt at opleve. Jeg var selv med til at vurdere underleverandører, om de var egnede til at blive "lyseblå". Vi var de perfekte, og vi var vinderne. Alle de udenforstående virksomheder, som "kun" var underleverandører til os og ikke "lyseblå", dem behandlede vi som skidt.

Vi stillede ekstremt høje krav til vores underleverandører, som vi ikke engang selv ville kunne efterleve, men det kunne de selvfølgelig ikke se. Vi var bare ovenpå, og når vi som repræsentanter for Mærsk rejste ud i den store verden, så skulle vi altid indlogere os på det dyreste hotel i området, for at opretholde præstigen.

Jeg husker et tilfælde, hvor jeg blev sendt til Bergen i Norge for at få en overbygningsuddanelse på NUTEC til min offshore dykkeruddannelse, som jeg havde fået hos Svitzer i Svendborg. Jeg havde fået et kreditkort med ubegrænsede midler, og havde på Esplanaden fået at vide, at der var reserveret en loge til mig på Hotel Norge i Bergen for NOK 1.700 per overnatning. Da jeg ankom til hotellet, så syntes jeg, at hotellet virkede lidt for sterilt, dyrt og forretningsmæssigt.

Jeg fandt derfor et langt billigere og hyggeligere hotel i Bergen, som jeg indlogerede mig på. På den måde sparede jeg Mærsk for en stor udgift, og fik også selv en større oplevelse ud af opholdet. Da jeg kom tilbage til Esplanaden i København for afregning, så blev jeg kaldt ind til økonomichefen for en skideballe fordi, at jeg havde krænket organisationens omdømme ved at vælge et billigere hotel. Det var egentlig mit første chock, men der skulle snart komme flere og flere skuffelser af samme slags.

Pendling mellem Esbjerg og Charlottenlund

Når jeg ikke var på opgave offshore, på kurser i udlandet, eller på andre opgaver, så havde jeg mine opgaver på kontoret i Mærsk Olie og Gas på Kanalen i Esbjerg. Det var jo kontorarbejde inden for normal arbejdstid, og der herskede på Esbjerg-kontoret et godt og frivolt arbejdsklima eftersom, at Esbjerg-afdelingen lå så fjernt fra "førerbunkeren" på Esplanaden i København. Fredag eftermiddag, så kaldte Willy os ind på sit kontor for socialt samvær og et glas vin eller øl inden, at vi kunne drage afsted på velfortjent weekend.

Efter hyggetimen hos Willy, så glædede jeg mig til at komme hjem til Bolette i Charlottenlund. Jeg pendlede i min Citroen 2CV. Det var hyggeligt at spise aftensmad i den fine restaurant på færgen sejlende mellem Knudshoved og Halsskov over Storebælt. Kort før midnat fredag aften nåede jeg hjem til hende, og først søndag aften kl. 18:00 skulle jeg afsted igen.

Problem på hjemmefronten

I foråret 1990 gik forholdet til min kæreste, Bolette Klaksvig, i Charlottenlund brat i stykker. Det skyldtes ikke afsavn, for jeg kom hjem så ofte, som det var mig fysisk muligt, og jeg var meget glad for hende, og hun var også meget glad for mig. Derimod skyldtes det en uakceptabel økonomisk uoveensstemmelse.

Jeg havde under hele forløbet sendt penge hjem til hende til hjælp for betaling af afdragene på huset i Charlottenlund (50 %). Vi havde købt huset sammen, men kun Bolette stod som ejer, fordi, at jeg stadig havde en studiegæld. Derfor kunne jeg ikke blive medejer, men vi havde aftalt, at jeg skulle sende hende penge for betaling af halvdelen af afdragene, og det havde jeg gjort fuldstændig i henhold til aftalen.

Bolette skulle - efter vores aftale - tage sig af betalingerne af afdragene. Men, uden at jeg vidste om det og af forskellige årsager, så fik Bolette ikke betalt disse afdrag. Rykkerbrevene blev gemt væk i en skuffe, og jeg vidste intet om det. Pengene var forsvundet, og huset blev derfor til sidst solgt med tab. Dette hverken kunne eller ville jeg acceptere. Derfor endte jeg forholdet.

Superintendant Engineerhos A. P. Møller - Mærsk på Esplanaden i København

I sommeren 1990 fik jeg en ny stilling i Mærsk, hvor jeg blev overført fra kontoret i Esbjerg til hovedkontoret på Esplanaden i København. Jeg solgte min lejlighed i Esbjerg med stort tab og lejede en lejlighed ved Hellerup Havn.

Det store (gigantiske) tab, som jeg havde på min ejerlejlighed i Esbjerg ved salget skyldes dårlig rådgivning fra banken. Rådgiveren i banken havde forsikret mig om i 1986, hvor jeg købte lejligheden, at hvis jeg blot boede tre år i lejligheden inden salg, så ville jeg tjene på, at have købt lejligheden. Det gik lige modsat, og efter min mening, så er sådanne bankrådgiveres rådgivning uærlig og inkompetent. Det er en depraveret branche, og Mærsk hjalp mig heller ikke i denne henseende.

Jeg havde i efteråret 1990 mødt en ny kæreste, Joan, arbejdsleder for rengøringsholdet for firmaet Danbor i Esbjerg, som sammen med hendes to døtre, flyttede med mig til lejligheden i Hellerup. Joan fik job i Gentofte Kommune og børnene startede på Hellerup Skole. Jeg blev overflyttet fra Flotille Esbjerg til Flotille Skovshoved uden problemer.

Jeg skulle arbejde som Superintendant Engineer i Engineering Department hos Maersk Drilling. Jeg blev bl.a. sendt til Houston i USA for at blive uddannet til Drilling Engineer. Efter uddannelsen fik jeg det tekniske ansvar for opgraderingen af Mærsk's flåde af avancerede borerigge opererende i Nordsøen. Der var tale om opgradering af boremudderpumper, blow-out-preventere, og boreudstyr på boreriggene med henblik på at kunne foretage særligt dybe boringer, helt ned til 7000 meter i undergrunden, hvor både trykket og temperaturen i borehullerne er ekstremt højt (typisk 5000 bar og 250 grader Celsius). Jeg var ofte med ude på boreriggene for at styre projekterne. Det var spændende.

På nogle af disse opgraderingsprojekter, som skulle udføres, mens boreplatformen samtidigt var i færd med aktuelle boreopgaver, så kom der op mod 100 håndværkere mere om bord på boreriggen. Det var dygtige håndværkere fra stort set alle brancher, svejsere, elektrikere, montører, stilladsarbejdere, malere, og andre specialister. De var alle inddelt i hold under hver deres formand, men det var mit ansvar at overvåge, at de udførte opgaverne i henhold til procedurerne, og dagligt rapportere pr. fax ind til hovedkontoret på Esplanaden om fremgangen på opgaverne og estimere de udestående andele i timer og dage. Jeg fungerede samtidigt som sikkerhedsofficer og skulle overvåge og håndhæve, at håndværkerne overholdt sikkerhedsprocedurerne. Det var et rigtigt bussemandsjob.

Der var ikke plads på en opererende boreplatform til så mange ekstra håndværkere på én gang, så vi måtte inddrage alle ekstra rum, som fx storage og andre områder, til sengeområder. Alle ombord arbejdede 12 timer og havde 12 timer fri. På grund af sengemangelen blev lukaferne beordret anvendt af to holdskift. Det kaldes "hot sheets" og betyder, at når en håndværker netop er stået ud af sengen fra sin søvn, så kan en anden håndværker lægge sig direkte på hans varme lagen for at sove.

Jeg havde godt nok som leder fået mit eget helt private lukaf for mig selv (Gud-ske-tak-og-lov), men til gengæld havde jeg aldrig 12 timer fri. Min arbejdsdag bestod typisk af 18 timer, hvor man var på hele tiden. Når jeg endelig tog mig fri, og måske havde 4 timer at sove i, så var jeg så højt gearet, at jeg slet ikke kunne sove. Ofte gik jeg derfor ind i biografen ombord for i stedet for at sove at se en film. Her var jeg ofte alene, fordi alle håndværkerne var så udmattede, at de var gået direkte i seng. Når filmen var slut glædede jeg mig til morgenmaden i kabyssen blot for at opdage, at der blev serveret aftensmad fordi, at jeg var blevet 12 timer forskudt i min virkelighedsopfattelse.

Normalt må man efter loven på Dansk, Norsk, og Britisk sektor i Nordsøen kun befinde sig 14 dage offshore på en platform eller en borerig før, at man skal flyves eller sejles i land for en tilsvarende hvileperiode i land. Denne lov er skabt for at sikre, at der ikke sker for mange fejl eller ulykker som følge af udmattelse. Dette blev også overholdt for alle håndværkerne med deres overenskomst, men for ledere og ansvarshavende ingeniører gælder andre regler. Jeg blev ikke fløjet i land med helikopteren efter 14 dage. Jeg blev bare fløjet over på en anden borerig, fx. på en, som opererede i Britisk eller Norsk sektor. Så kunne det modtagende sikkerhedspersonale ikke checke min historie, da disse systemer landene imellem ikke var forbundne. Den modtagende platform troede derfor, at jeg var en frisk mand, som ankom fra land. På den måde kunne jeg virke offshore på op til tre måneder ad gangen.

Technical Superintendent hos A. P. Møller - Mærsk på Esplanaden i København

I sommeren 1991 var disse opgraderingsprojekter på Mærsks borerigge i Nordsøen gennemførte, og jeg blev forfremmet til Technical Superintendant og overflyttet til Operations Department i Maersk Drilling på Esplanaden. Det var nu slut med de spændende ingeniørmæssige hands-on projekter i Nordsøen, og jeg havde nu fået det tekniske ansvar for boreoperationerne på alle Mærsk's borerigge i hele verden. Dette ansvar bestod nu mere i at overvåge og kontrollere andre lederes og ingeniøres arbejdsindsats og forvaltning af budgetterne. Det var ikke lige min kop te.

På det nye job på Esplanaden havde jeg flere spændende oplevelser. Se bare her:

http://www.genart.eu/military/maersk/2cv.html

Til hver af Mærsk's borerigge, som opererede for en kunde i et eller andet land ude i verden, havde man oprettet en såkaldt Maersk Drilling Shore Base, som bl.a. supporterede boreriggen med alt logistisk materiale som fx. nyt boregrej, brændstof til maskinerne, fødevarer til besætningen, og reparationsmaterialer. Der var således både tale om et budget for dette og et budget for selve driften af Shore Basen. På kontoret i København kunne vi selvfølgelig se disse budgetter og faktiske omkostninger og sammenligne dem med hinanden. Der var meget store forskelle landene imellem, hvilket selvfølgelig er naturligt, men fordelingen mellem omkostningerne til henholdsvis rig-supporten og shore-basen i de enkelte lande burde være nogenlunde ens.

Vi gik først og fremmest efter dem, som havde meget små omkostninger til shore-basen og ekstremt store omkostninger til rig-supporten. Et eksempel på dette var shore-basen i Perth i Australien, shore-basen i Darwin i Australien, og shore-basen i Kota-Kina-Balou på Borneo.

Jeg rejste til disse steder for at se, om dette kunne have sin rigtighed. I Perth viste det sig, at lederen havde forgyldt sig selv og sin shore-base med mega luksus, kæmpe kontorer, luksus firmabiler og ufatteligt mange ansatte flotte piger. Omkostningerne var stort set registreret som toiletpapir til boreriggen - forstå mig ret. På den anden side, så kunne jeg ved selvsyn på boreriggen se, at lederen også havde forgyldt sin borerig. Der var blevet monteret guldhaner på toiletterne, og halvdelen af helikopterplatformen var optaget af en gigantisk stor fjernsynsparabol 4 meter i diameter, så helikopterpiloterne havde svært ved at lande. To dage efter, at jeg havde forladt boreriggen i helikopter, så var der en helikopter, som med haleroret ramte parabolen og styrtede i havet. Alle blev dog heldigvis reddet, men helikopteren gik tabt.

I Kota-Kina-Balou på Borneo kunne jeg se, hvorfor omkostningerne til driften af shore-basen var så små. Lederen, en englænder, som var dybt alkoholiseret og ekstremt paranoid, havde et ganske lille kontor på første sal i en lille faldefærdig bygning. Der var foruden ham kun een ansat, en billig inder, som fór rundt som en skoldet skid på kontoret, for at klare det hele. Lederen havde sparet på alle omkostninger til kontoret, og han havde også sparet omkostningerne til helikoptertjenesten væk ved at købe en hurtiggående speedbåd, som han selv brugte til at fragte materialer, fødevarer og skiftemandskab ud til boreriggen. Fødevarerne købte han billigt af den lokale fattige lokalbefolkning i slumkvartererne ved havnekajen, hvor der ikke eksisterede nogen form for fødevarekontrol.

Det var totalt ulovligt, men det financierede hans gigantiske alkoholforbrug samt hans tvangstanker om at købe sko. Han havde stort set kun det ene og samme jakkesæt, som han gik i, men hvad angår sko, så havde han en af verdens største samlinger. Uffatteligt mange kvalitetssko havde han i sin samling. Manden var skingrende skør, men firmaet holdt hånden over ham, fordi han åbenbart havde gjort firmaet tjenester, da han tidligere opererede for firmaet i Vietnam. Da jeg ankom startede han med at invitere mig på en dansepigerestaurant og skænke mig et 1/2-liters krus fyldt med whiskey, og det midt på dagen.

Da jeg endelig - langt om længe - kom om bord på boreplatformen, hvor jeg blev sejlet ud på hans speedbåd, og hejst op i en krankrog, så var den første, som jeg mødte ombord, The Rig Engineer, som stak mig en iskold Tuborg Guldøl på dåse i hænderne. I Mærsk's procedurer står der, at enhver form for alkohol på firmaets offshore fartøjer er totalt forbudt. Denne regel var åbenbart ikke forstået så langt ude i "Bushen". Det var drønhedt - 32 grader Celsius, med en luftfugtighed på op mod 100 %. Derfor var denne dåse mig en kærkommen gave...

Martha...

Det var selvfølgelig for langt ude, men ingen i Mærsk havde tidligere påtaget sig opgaven med ved selvsyn at kontrollere fakta. Der var ikke nogen andre af de nålestribede jakkesæt på Esplanaden med deres gode lønninger, som var interesserede i at rejse ud til fjernøsten og få smudsede fingre. Derfor havde specielt fjernøsten kunne operere uden overvågning og kontrol i mere end 10 år. Det minder mig i utrolig grad om filmen "Martha" af Instruktør Erik Balling. Det er en af de bedste klassikere fra Nordisk Film, og selvfølgelig en film, som enhver Mærsk-mand nødvendigvis er indlagt til at se.

Min rapport havnede på Mærsk Mckinney's skrivebord, og kort tid efter blev samtlige shore-base-ledere fra hele verden fløjet ind til Danmark på første klasse og kaldt til skideballe. Det skete på Gentofte Hotel, hvor disse ledere blev indkvarteret. Den engelske leder fra shore-basen i Kota-Kino-Balou på Borneo havde drukket sig så beruset under flyveturen, at han slyngede de fine planter, som var opstillet i krukker langs indgangspartiet til hotellet, rundt i luften, så den vædede jord fra planterne blev sprøjtet op på hotellets tapetserede vægge i receptionen med stor skade til følge.

Det blev til et stort erstatningsansvar for Mærsk, og Gentofte Hotel måtte efterfølgende lukke i 14 dage, mens skaderne blev udbedret af håndværkere.

Specielle Efterretningspatruljer under Østre Landsdelskommando

I efteråret 1991 begyndte jeg at kede mig på kontoret på Esplanaden. Der var for meget papirarbejde og for lidt oplevelser, og jeg blev ramt af negativ stress. Forholdet til min kæreste, Joan, og hendes to børn fungerede heller ikke optimalt, da jeg var blevet sur og gnaven. Jeg ansøgte om en uddannelse i fritiden i en specialenhed med navnet Specielle Efterretningspatruljer (SEP) under Østre Landsdelskommando. Jeg blev godkendt til optagelse, og startede uddannelsen. Det var utroligt spændende, et rigtig godt program, og jeg fik endelig nogle rigtige soldaterkammerater, som jeg havde savnet under det hidtige forløb, men jeg måtte desværre afbryde uddannelsen pga andre aktiviteter allerede inden for det første år.

Hvis du er interesseret i at læse mere om specialenheder, så kan du klikke her:

http://www.genart.eu/military/special/special.html

Overvågning

Mens jeg boede alene i lejligheden ved Hellerup Havn, så lagde jeg mærke til, at der af og til holdt en mørkeblå Ford med civile nummerplader på og to civilt klædte mandspersoner i bilen et stykke nede ad vejen. Det kunne være midt på dagen, men det kunne også være om aftenen. Det var min helt klare opfattelse, at de holdt øje med min gøren og laden. Jeg kan selvfølgelig ikke være sikker, men det var helt klart den fornemmelse, som jeg havde. Hver gang, at jeg forlod lejligheden, så kunne jeg ligefrem mærke deres øjne følge mig.

Jeg var på dette tidspunkt i fuld gang med SEP's personlige træningsprogram, som i løbet af seks måneder ville forvandle en fra at være en usmidig kontormand til at være en smidig kommandosoldat. Det var et intensivt program, som både bestod af daglige øvelser og træning hjemme samt øvelser og undervisning i weekender - herunder bl.a. på Antvorskov Kaserne i Slagelse.

Jeg opsagde lejligheden, fordi den var alt for dyr for mig og for kommunen efter, at jeg havde opsagt jobbet hos Mærsk. I forbindelse med opsigelsen, så skete der efterfølgende nogle mystiske ting.

For det første, så kom der en ejendomsmægler, som sagde, at ejeren af lejligheden ville sælge lejligheden efter min udflytning, og til dette, så ville ejeren gerne have optaget en video af lejligheden, som skulle lægges på nettet. Jeg havde mine personlige ting i lejligheden - herunder bl.a. bøger, malerier m.v., så jeg var egentlig ikke meget for det. Jeg måtte heller ikke selv være til stede under optagelserne. Jeg var lidt luren ved det, så jeg kontaktede beboerrepræsentanten for at sikre mig, at det var i orden. Han undersøgte sagen og meddelte mig, at det var i orden.

Filmholdet kom, og jeg forlod lejligheden. Efterfølgende har jeg opdaget, at ejendomsmægleren aldrig lagde denne video ud på nettet. Det tyder på, at hele opsættet var falskt. Det var noget andet, som de var ude efter, hvem det så end var, som stod bag.

Kort tid efter, så fik jeg indbrud i lejligheden, hvor min kostbare samling af DOXA-dykkerure, min elektronik, mine dyre gulvtæpper, mit pengeskab samt mit hjemmeværnsvåben blev stjålet. Jeg skal lige love for, at dette fik politiet ud af busken. En erfaren og ældre civil kriminalassistent blev pudset på opgaven, og alt blev gennemgået i detaller hos mig.

Jeg fandt en lille billig lejlighed på Østerbro, hvor jeg kunne have mine ting opmaganiseret, og som kunne virke som min officielle adresse, mens jeg arbejdede i Norge. Jeg nåede at gennemføre den militære Nijmegenmarch i Holland (200 km på fire dage i kampudrustning) inden, at jeg skulle rejse til Norge.

Brud på Brevhemmeligheden

I øvrigt skete en pudsighed i det halve år, hvor jeg i Danmark forberedte mig til det kommende job i Norge. Jeg korresponderede hæftigt med de operatører og contractors inden for offshore-branchen, som opererede i Norge, og der var mange. Jeg korresponderede også med operatører, myndigheder og contractors i USA og visse andre lande, da der i Norge ikke var monopol på disse opgaver. Dette var i modsætning til Danmark, hvor der var håndhævet monopol af DUC bestående af Mærsk og DONG. Jeg modtog brevpost fra Norge, og nogle gange også fra England, USA, og andre lande, næsten hver dag.

Efter en tid lagde jeg mærke til, at konvolutterne sjældent så helt perfekte ud i lukningen. Det kunne se ud som om, at der måske havde været nogen, som havde åbnet brevene for derefter minutiøst at have lukket dem igen, så man næsten ikke kunne se det. Jeg var dog ikke sikker. Men, efter endnu en periode, hvor der var gentagne eksempler, hvor man måske havde været lidt mere sjusket med at skjule åbningen, så blev jeg overbevist om, at der var nogen, som systematisk brød brevhemmeligheden over for mig. Jeg konfronterede postbuddet med det, og han garanterede, at brevene allerede så sådan ud, når Østerbro Postkontor modtog brevene.

Jeg kontaktede derfor postmesteren på postkontoret på Østerbro, og bad ham undersøge sagen nærmere. Det kom der ikke noget ud af. Tværtimod, så gjorde lovbryderen sig derefter ikke længere nogen ihærdighed for at skjule sit brud på brevhemmeligheden over for mig, som om, at lovbryderen nu var blevet informeret om, at jeg havde opdaget forbrydelsen. Fra nu af modtog jeg alle konvolutter i opsprættet tilstand.

Jeg anmeldte straks sagen til Politiet, som sagde, at de ville undersøge sagen. Efter nogen tid vendte Politiet tilbage og sagde til mig, at de godt kunne se, at der var noget galt, men at de ikke kunne finde lovbryderen og derfor ikke kunne gøre mere. Dette svar fandt jeg yderst mystiskt og helt uacceptabelt, men jeg kunne ikke gøre mere, og i hvert fald ikke inden min snarlige afrejse til Norge.

Jeg fandt derfor aldrig ud af hvem, som stod bag lovovertrædelsen, men mit bedste bud er Politiets Efterretningstjeneste PET, da de måske havde autoritet til at give Politiet mundkurv på. Det kunne dog også være Forsvarets Efterretningstjeneste FET (senere forkortet FE), og endelig, så kunne det være APM, som jo har forbindelser overalt, og som også sin egen efterretningstjeneste.

At det skulle være PET kunne godt stemme overens med de beføjelser, som jeg senere fik inden for henholdsvis Forsvaret og Beredskabsstyrelsen. Jeg forestiller mig, at PET var blevet i tvivl med mine hensigter i 1992 ud fra mine umiddelbare handlinger, og ville undersøge, om jeg eventuelt havde nogen samfundsskadelige planer. Efter den eventuelle intensive overvågning, har PET sikkert kunne konstatere og konkludere det modsatte.

Nu skal man jo selvfølgelig også tænke på, at det at blive optaget i SEP kræver sikkerhedsgodkendelse til HEMMELIGT. Det bemyndiger selvfølgelig myndighederne til at checke ALT. Man skulle jo nødigt få lukket en russisk spion ind i folden, om jeg så må sige. Og her, så havde myndighederne måske en berettiget mistanke pga. mine tidligere eskapader i henholdsvis Østtyskland og Moskva. Det har sikkert været nødvendigt for myndighederne at checke mig ekstra grundigt pga. disse tidligere aktiviteter.

Måske har flere parter været involveret i overvågningen og efterforskningen. Det er sjovt at tænke på. Måske har jeg bidraget til mange personers ekstra indtjening ved overarbejdstimer - har, har, har...

Senior Inspection Engineer i Norge

I de år fra 1992 til 1996, hvor jeg arbejdede og boede i Norge, som henholdsvis Senior Inspection Engineer og Sub Sea Project Manager, tog jeg til Danmark i weekender og i ferier bl.a. for at kunne opfylde kravet om tilstrækkelig aktivitet i flotillen. Det begyndte dog at skrænte efterhånden, som jeg fik større og større ansvarsområder på jobbet, som tog mere og mere af min tid. Til sidst var mit aktivitetsniveau i flotillen blevet uacceptabelt lavt, og jeg modtog en reprimande, og et minimumskrav på mindst 60 timers aktiv tjeneste pr. år blev fremsat. Hvis ikke jeg ville eller kunne opfylde kravet, så ville min kontrakt med Hjemmeværnet blive annulleret, og jeg ville ryge tilbage i den gamle ordning i Hæren. Eventuelt ville jeg blive hentet af militærpolitiet om nødvendigt, hvis ikke jeg overholdt disse krav.

Samtidigt, så ville Norske Shell godt have mig til at bo permanent i Norge, da de ikke længere var så glade for alt mit rejseri frem og tilbage til Danmark. De mente, at det tog for meget af min tid, og de havde brug for mere af min tid.

Ovenfor ses billede af den flydende platform Draugen, som blev slæbt af seks af Mærsk's supply-vessels hele den lange vej fra Aker til Kristanssund.

Den norske familie, som havde taget mig til sig, og hvor, at jeg var blevet kæreste med datteren Johanne, som var receptionist hos Stolt Comex Seaway, mente også, at jeg generelt var for længe borte, selvom, at de overøsede mig med kærlighed hver gang, at jeg endelig dukkede op.

Norske Shell via SCS tilbød mig dog et hus, fri bil, og en passende kone oppe ved deres driftskontor i Kristiansund. Det var ikke holdbart, og i slutningen af 1995 sagde jeg mit job op i Norge, afbrød forholdet til min norske kæreste i Haugesund, og rejste tilbage til Danmark.

Selv om jeg selv havde opsagt mit job i Norge, så behandlede firmaet SCS og mine kolleger mig rigtigt godt. Jeg fik en god og hjertlig afskedsfest i Haugesund og modtog mange gaver. Også min kæreste, Johanne, og hendes familie i Haugesund ydede mig hjælp til det sidste. Det var smerteligt for mig at sidde i den lille flyver på Haugesunds flyveplads og vinke farvel for aller sidste gang igennem det lille vindue i flyveren til min norske kæreste, som stod alene tilbage på pladsen i sin norske uldtrøje med norske farver på. Det var hårdt, og det gjorde forfærdeligt ondt.

Det var dog aftalt med firmaet SCS, at jeg fremover skulle stå til rådighed på stand-by for firmaet SCS som free Lance ingeniør. Denne aftale blev dog aldrig benyttet. Der var ikke nogen af de ting, som jeg havde lavet, som svigtede, og som derfor krævede min indsats. Jeg kom aldrig tilbage.

IT-konsult for Forsvarskommandoen
 
Tilbage i Danmark i begyndelsen af 1996 skulle jeg nu finde et nyt job og et nyt sted at bo, da lejligheden på Østerbro var alt for lille til mig. Jeg havde ikke noget job, og det var påfaldende svært at finde et job i Danmark med de specielle kvalifikationer, som jeg kom med. Alle sagde, at jeg var overkvalificeret til jobbene.

Jeg begyndte at indse, at disse såkaldte headhunter-firmaer kun er kassetænkning og udrustede med inkompetente spytslikkere. Men, nu var der i hvert fald ikke problemer med at opfylde kravet om mit aktivitetsniveau i flotillen.

Jeg mødte igen min tidligere kæreste, Joan, fra hellerup-tiden. Hun havde fundet et dejligt hus i Sverige inden for pendlerafstand, som var til at betale, og hun ville gerne have mig med derover. Sådan blev det så, og jeg flyttede officielt til Sverige den 1. januar 1996.

Jeg havde frem til, at jeg startede inden for offshore-branchen 10 år tidligere, beskæftiget mig rigtig meget med IT, og med lidt penge på lommen kunne jeg hurtigt tage nødvendige uddannelser bl.a. hos Microsoft for - på et halvt år - at kunne kvalificere mig som cerfificeret IT-systemingeniør og igen starte eget konsulent-firma, bl.a. som Microsoft Certified Systems Engineer. Det lykkedes, og min første kunde blev Forsvarskommandoen i Vedbæk i en stabsafdeling FIT (Forsvarets Informatiktjeneste).

Billedet ovenfor er fra 1997, hvor jeg sidder i møde i Forsvarskommandoen i Vedbæk. Jeg bar min marineuniform (hvid skjorte), selv om jeg "kun" var civilt lønnet konsulent. Det gav færrest problemer ved besøg, samarbejde, og møder rundt i systemet. Til venstre ses min chauffør, som i øvrigt var en fremragende databaseprogrammør, og som sammen med et par andre programmører var en del af den programmørgruppe, som jeg skulle lede.

Forsvarets Informatiktjeneste i Vedbæk var helt fantastisk, for her arbejdede hærfolk, søværnspersonale og flyvere side om side. Kloge hoveder fra alle værn var håndplukket til at arbejde her - uanset værn. Her var jeg konsulent i to år, tjente gode penge og havde det rigtig godt. Jeg blev leder af en lille programmørgruppe og var her med til at modernisere den IT-mæssige driftstruktur i hele Forsvaret.

Jeg blev clearet til at færdes i alle forsvarets faciliteter hos SOK, HOK, og FTK. Jeg besøgte herunder de hemmelige underjordiske bunkers i Danmark, herunder REGAN VEST - regeringens og kongehusets atombunker i Rold Skov - for at modernisere den IT-mæssige infrastruktur, hvad angår digitale kommunikationssystemer, digital sikkerhed, servere, arbejdsstationer, databasesystemer, og applikationer.

Jeg havde egen chauffør, en hærkonstabel, som også var medlem af programmørgruppen, og som kørte mig rundt i landet i en mørkeblå VW-passat fra Søværnet. Når vi kørte rundt i landet fra det ene tjenestested til det andet, så gik det stærkt - meget stærkt - specielt i Jylland. Det forekom, at vi kørte forbi en politipatrulje med alt for stor hastighed, men uden at blive noteret. Jeg forestiller mig, at den sorte nummerplade med krone på udgjorde forskellen. Det var en sjov tid.

Desværre har alting en ende, og da moderniseringsprojektet var vellykket og afsluttet, så ville Forsvarskommandoen godt ansætte mig, men kunne ikke pga. stop for nyansættelser af civile. Men, det havde været en fantastisk rejse, og jeg ville aldrig have undværet det.

IT-konsulent for Beredskabsstyrelsen

Hvor skulle jeg dog finde en ny kunde, hvor arbejdet var lige så spændende. Jeg kunne ikke finde det, så i 1998 valgte jeg at lade mig ansætte i en lille Ingeniørvirksomhed i Kvistgård med speciale i sikre trådløse netværkssystemer for myndigheder og større virksomheder. Det var helt ny teknologi dengang, og jeg fik uddannelser i udstyret bl.a. hos Cisco, og blev bl.a. uddannet til Cisco Certified Systems Engineer. Jeg blev endvidere bl.a. uddannet Cisco Certified Wireless Specialist, med de hidtil højeste karakterer i Danmark. Jeg blev i de kommende år udsendt som konsulent og ekspert på området for en lang række af landets største virksomheder og myndigheder. Dette indbefattede både rejser rundt i landet og i udlandet.

En af de største kunder var Beredskabsstyrelsen, som efter en folketingsbeslutning var blevet bemyndiget til at opstille alarmeringssystemer omkring de eksisterende farlige atomkraftværker i Rusland, i Ukraine og i de baltiske lande. Danmark stolede efter Tjernobyl-katastrofen ikke på disse landes alarmeringssystemer eller vilje til samme. De danske alarmeringssystemer skulle baseres på sikrede trådløse systemer, da man ikke stolede på disse landes telefonbaserede og/eller kablede netværkssystemer til overførsel af målingerne og alarmerne. Jeg blev sat på som ansvarlig konsulent på denne del af opgaven, og foretog gentagne rejser til disse landes atomkraftanlæg for at lede opstillingen, installationen, og testen af det trådløse udstyr i samarbejde med strålingsingeniørerne fra Beredskabsstyrelsen.

Det var ikke altid uden risiko, og vi var ikke altid sikre på, at vi ikke blev udsat for for megen "stråling" under disse arbejder på værkerne. De fotografier, som jeg tog på Ruslands største og ældste atomkraftværk "Leningrad Nuclear Power Plant", beliggende uden for Skt. Petersborg, for at jeg kunne dokumentere mit udførte arbejde, blev i hvert fald inddraget af værkets kommunistiske personale med bemærkningen, at kameraet og filmen var blevet "kontamineret" under besøget !!!. Det var ikke alt, som var i orden på disse værker efter vores mening.

Problem med at have Adresse i Sverige

Men, det var utroligt spændende at arbejde for Beredskabsstyrelsen, og det tog mere og mere af min tid. Jeg forsømte igen min aktivitet hos Hjemmeværnet, og kom under den akceptable grænse. Jeg blev nu truet med alvorlige represalier og et nyt trumpf-kort blev fremlagt. Man påstod, at man først nu havde opdaget, at jeg havde brudt kontrakten ved at flytte min adresse til Sverige. Jeg blev klar over, at dette måske kunne få alvorlige konsekvenser, da jeg stadigvæk var underlagt den militære straffelov.

Marinehjemmeværnet talte dog min sag, og sagen nåede i år 2000 helt op til den daværende forsvarsminister, Hans Hækkerup (S), for endelig afgørelse. Forsvarsministerens afgørelse blev, at jeg - som den første hjemmeværnsmand nogensinde - fik lov til at bo uden for Danmark - dog med følgende betingelser: Jeg måtte aldrig bo længere inde i Sverige end, at det kunne lade sig gøre for mig - efter en telefonisk alarmering - at stille på havnen i Helsingør inden for en time. Det ville lige netop kunne lade sig gøre. En halv times kørsel fra Stidsvig til Helsingborg, og en halv times sejlads med færgen fra Helsingborg til Helsingør. Det andet krav var, at jeg altid skulle bære min tændte danske mobiltefon på mig, hvis nummer var registreret i Forsvaret og linien sikret og prioriteret. Den tredje betingelse var, at jeg kun ville kunne få dækket mine rejseudgifter og mobiltelefonudgifter inden for danmarks grænser. Dvs. bl.a. min kørsel i Sverige samt udgiften til bilfærgen ikke ville blive dækket.

Kort tid efter blev jeg ringet op på mobiltelefonen kl. 03:00 om natten, og en stemme sagde "SAR-alarmering - mand over bord!". Uden tid til at finde uniformen frem kørte jeg afsted i mit træningstøj, for at nå natfærgen, og det lykkedes lige netop. Ved ankomsten til Helsingør hastede jeg over til marinehjemmeværnets patruljebåd, men der var ingen at se nogen steder, og skibet var aflåst. Præcis kl. 04:00 blev jeg ringet op igen. Alarmeringen var blevet aflyst. Der var alligevel ingen person, som var faldet over bord. Jeg kunne derfor tage hjem igen.

I 2001 blev min kæreste, Joan, og jeg gift i Sverige, og vi fik VKO-regeringen i Danmark. Vi havde dog ingen indflydelse på dette valg af regering, for selvom vi boede i Øresundsregionen, så havde vi mistet vores ret til at stemme til folketingsvalg både i Danmark og i Sverige efter, at vi som danske statsborgere var flyttet til Sverige. Efter min mening, så er den manglende stemmeret et brud på menneskerettighedskonventionen, og i hvert fald ikke noget, som jeg nogen sinde vil kunne komme til at acceptere.

I 2005 mistede jeg mit job i ingeniørvirksomheden i Kvistgård pga. nedskæringer. Den nye regering havde allerede i 2002 besluttet at stoppe alle de kostbare IT-projekter på atomkraftanlæggene i øst-landene, og det havde ramt virksomheden hårdt.

Værnepligtsperioden ophørte 2005

Jeg var blevet 50 år gammel, og derfor var min værnepligtstid således slut. Jeg modtog dog ingen meddelelse herom, men hvad pokker. De militærpersoner, som måske stadigvæk kunne huske dette bånd, var måske alle allerede døde af alderdom, så pyt. Men, jeg var stadig medlem af Marinehjemmeværnet, hvor jeg gjorde tjeneste som besætningens motormand.

Jeg fik dog at vide, som noget nyt, at jeg kunne vælge at melde mig ud af Hjemmeværnet eller fortsætte med minimum 24 timers tjeneste om året. 24 timer er jo ingen herregård, så det ville jeg nemt kunne opfylde, så jeg valgte at fortsætte tjenesten. Jeg var også blevet glad for det kammeratskab, som herskede i besætningen og elskede vores sejladser. Dog kunne jeg ikke længere fungere som motormand med mindre, at jeg fortsat gjorde operativ tjeneste ombord på patruljebåden mindst 60 timer om året.

Hestegård og IT-virksomhed i Sverige

Min kone, Joan, og jeg købte en stor hestegård med rideskole i Ängelholm i efteråret 2005, hvor jeg begyndte at arbejde. Det var en stor hestegård. Vi kaldte den for Dallas-Dollars, for den var virkelig stor. Jeg havde fx set serien "Dallas" i fjernsynet med JR, så jeg troede, at det var noget lignende, som jeg købte. Der var ridehus, en stald med 17 hestebokse, et stort hovedhus på 400 m2, 21 hektar folde, og adgang med egen fiskerettighed til Rönne Å. Samtidigt havde jeg opbygget en lille IT-virksomhed i Sverige, hvor jeg havde fået kunder i Skåne-området. Hvad jeg glemte her, er det enormt store arbejde, som der ligger i at have en stor hestegård med rideskole. Det er et fuldtidsjob inden for hesteverdenen, og det havde jeg slet ikke hverken tid eller lyst til.

Turistbuschauffør i Sverige på Langfarter

En af mine IT-kunder var en turistbusvognmand i Ängelholm, Starbussar, som havde 10 moderne turistbusser og kontrakt med rejseselskaberne Ölvemarks og Scandorama. Jeg havde kørekort til alle typer køretøjer fra militæret inklusiv busser, og havde fået mit kørekort konverteret til et svenskt. jeg kunne godt tænke mig at prøve at køre turister. Det var ikke noget problem, og jeg blev ansat som afløser og startede med at køre svenske turister rundt i Sverige og i Danmark. Det var sjovere, end jeg havde regnet med, så jeg begyndte at køre flere og længere ture - også til sydeuropa. Den mest spændende tur, som jeg prøvede at køre, var fra Ängelholm til Izola i Slovenien og tilbage.

Hvis du har lyst til at læse mere om dette fantastiske familieforetagende, hvor faderen, Arne Hall, tegnede firmaet, konen, Siv, styrede regnskaberne, sønnen, Joakim, virkede som mekaniker, og svigerdatteren, Åsa, var operatør af dagens kørsler, så kan du klikke her:

http://www.genart.eu/military/starbussar/starbussar1.htm

Det er et fantastisk firma, med god og ordentlig moral, gode kolleger, godt samarbejde og venlig stemning. Firmaet var også glad for mig, og ville gerne fastansætte mig som turistbuschauffør. Jeg var dog i tvivl, fordi, at jeg havde modtaget et tilbud om fastansættelse i et dansk tilsvarende firma. Jeg var dog ikke i stand til at beslutte mig, og både det svenske firma og det danske firma ydede mig ekstra lang tid til min beslutning i over en måned, og de forsøgte i perioden at overgå hinanden med bedre tilbud.

Jeg var loyal over for min svenske arbejdsgiver, og ville egentlig helst have fortsat i dette firma, men udsigterne for firmaet var ikke så gode på dette tidspunkt fordi, at firmaet havde mistet vigtige kontrakter med Ängelholms Kommune. Firmaet overlevede dog trods alt, og det ser heldigvis ud til, at de trods alt klarer sig godt. Det ser bl.a. ud til, at de i 2012 har vundet kontrakterne med Ängelholms Kommune tilbage - det manglede bare! De "gamle" har nu trukket sig tilbage, og "børnene" har nu overtaget firmaet, som i mellemtiden er blevet til et aktieselskab.

Hvis du vil se dette fantastiske firmas nuværede hjemmeside, så kan du klikke her: www.starbussar.se

I slutningen af 2007 opdagede værnet i Danmark, at jeg ikke længere arbejdede i Danmark, og selvom jeg ikke havde noget problem med at opfylde kravet om minimum 24 timers tjeneste pr. år i Marinehjemmeværnet, så krævede man nu, at jeg enten flyttede tilbage til Danmark eller tog et job i Danmark, hvis jeg ville bibeholde mit medlemskab af Hjemmeværnet.

Turistbuschauffør i Danmark

Problematikken løste sig selv, fordi jeg samtidigt var begyndt at savne den danske humor, og derfor i januar 2008 havde taget et fast job hos en busvognmand i Græsted, Prebens Minibusser ApS. Her blev jeg også virksomhedens IT-konsulent, og hjalp ledelsen med opgradering af deres computerudstyr og applikationer samt oprettelse af en hjemmeside. Det var det første skridt for virksomheden i oprettelsen af moderne elektroniske hjælpemidler. Senere hen er det gået meget stærkt for virksomheden.

Hvis du vil se virksomhedes nuværende hjemmeside, så kan du klikke her: www.prebensminibusser.dk

I de første to år arbejdede jeg hos Prebens Minibusser i Danmark som henholdsvis fuldtidsansat lønmodtager som turistbuschauffør og privat som IT-konsulent. Samtidigt arbejdede jeg fortsat som free lance turistbuschauffør i weekender for min tidligere svenske arbejdsgiver, Starbussar, i Ängelholm. 

Det er overraskende at opleve hvorledes, at henholdsvis det svenske og det danske familiebusfirma ligner hinanden. Tilsvarende, som vi så opbygningen i det svenske busfirma, så består det danske busfirma af faderen, Preben Larsen, som tegner firmaet, moderen, Musse, som styrer regnskaberne, sønnen, Christian, som styrer værkstedet, og datteren, Joy, som fungerer som operatør af dagens kørsler. Dette er åbenbart opskriften på en succes.

Nu skulle jeg ikke bare køre turister, men fik også den store glæde at køre skolebørn, handikappede, ældre og specialbørn i bl.a. Gribskov Kommune. Det er en fantastisk arbejdsplads med megen glæde, gode kolleger og megen humor. Det er en ren fornøjelse, og jeg kan stadigvæk køre min svenske IT-virksomhed ved siden af med kunder i Øresundsregionen.

Samtidigt valgte min kone, Joan, og jeg at blive skilt i fredelig mindelighed, hvor hun kunne beholde hestegården i Ängelholm, som jo var hendes interesse og ikke min, og jeg kunne vende tilbage til mit elskede Stidsvig og købe et hus der igen.

Jeg er stadigvæk medlem af Marinehjemmeværnet, kører turistbusser og minibusser i Danmark for firmaet Prebens Minibusser i Græsted, og har min lille svenskregistrerede konsulentvirksomhed "GT Consulting", som opererer i hele Øresundsregionen. Jeg har det rigtig godt og er glad, selvom jeg godt kunne tænke mig at vinde i lotto.

Da jeg startede hos Prebens Minibusser i Græsted i januar 2008, så var vi kun 15 ansatte chauffører og et tilsvarende antal busser i forskellige størrelser, som alle var af ældre årgang og i forskellige farver. I januar 2012 er vi nået op på 45 ansatte chauffører med et tilsvarende antal busser i alle mulige størrelser til alle mulige formål. Langt de fleste af busserne er helt fabriksnye busser specialbyggede til formålene, og stort set alle busser er nu malede i firmaets fantastiske firmafarver og udstyret med det skønne og charmerende firmalogo. Standarden er kommet helt i top.

Skærtorsdag, den 5. april 2012, mens ejerne, Preben og Musse, var på ferie i udlandet, og på baggrund af en hemmelig beslutning begået af deres børn, Christian og Joy, om, at få alle busserne samlet på Tisvildelejes parkeringsplads for et panoramabillede til glæde for deres forældre, så var vi 15 chauffører, som mødtes kl. 06:30 om morgenen på frivillig basis for at realisere planen. De fleste af busserne stod parkerede i garageanlægget og ved vaskehallen i Græsted. Andre af busserne stod på pladsen i Frederiksværk, og endelig var der andre, som stod parkerede i Fredensborg Kommune.

Vi gik straks i gang med at køre busserne til Tisvildeleje. Det blev til tre kørsler pr. chauffør i gennemsnit før, at vi havde samlet alle busserne kl. 09:00. Her ses resultatet:

Læg endvidere mærke til, at firmaet Prebens Minibusser, hvor jeg er ansat, nu er blevet til et aktieselskab. Det er helt fantastiskt. Desuden, så fejrer vi i år firmaets 25'års jubilæum. Det bliver et knald af en fest!

Kærlig hilsen,
John Genart