SEP

Artikel af Civilingeniør John Genart

Fordi jeg var civilingeniør og havde et lederjob hos A.P. Møller - Mærsk, så fik jeg i modsætning til alle de andre deltagere i SEP, eget lukaf på Antvorskov Kaserne. Alle de andre boede sammen på flermandsstuer. Det ærgrede mig, for jeg ville godt have været sammen med dem. Jeg ønskede jo i virkeligheden at komme tilbage til rødderne. Det var i 1991 - 1992.

Jeg husker en øvelse, hvor vi fem mand løber igennem skoven på en mørk vinterdag. Vi har alle kampudstyr på, 50 kg i rygsækken og tunge maskinpistoler. Vi er udmattede efter fire dage uden mad, men vi har kun 12 km tilbage til den UTM-position, hvor vi vil blive afhentet af en helikopter. Vi SKAL nå frem i tide, for ellers, så er helikopteren fløjet væk, og så er der ingen varme grillpølser. Vi løber og løber.

Som den ældste på holdet, så indser jeg, at jeg sløver de andre. Jeg kan ikke mere. Jeg har kæmpe vabler på begge fødder i kampstøvlerne. Jeg er sgu ikke 19 år længere, men derimod blevet 37 år gammel. Jeg er sakket bagud, og det svimler for mine øjne.

Jeg kan ikke mere, så jeg råber til de andre, at de bare skal forsætte og glemme mig. Men nej, det ville de ikke høre tale om. Straks vendte de om, og kom løbende tilbage til mig. En tog min oppakning, en anden tog min maskinpistol, og de sidste to greb mig under armene og slæbte af sted med mig. De ville under ingen omstændigheder efterlade mig. Hvor er det her utroligt at tænke på.

Jeg vidste, at disse herlige drenge vidste, at jeg var civilingeniør, og dermed noget mere end dem - sådan rent uddannelsesmæssigt. At jeg også var ansat i en operationel stilling hos Mærsk på Esplanaden, det gjorde jo forskellen endnu større. Men, det var de ligeglade med. De havde accepteret mig, som en af deres egne. Jeg opdagede, at de faktisk respekterede mig for de ting, som jeg havde opnået og ikke mindst, at jeg med denne baggrund gad løbe sammen med dem igennem mudder, ild og vand. Sikken et kammeratskab, og så var det endog unge mennesker. Er det ikke bare utroligt. Dette er bare en gave.

Det mest fantastiske var, at vi imod alle ods nåede frem i tide til lysningen i skoven på mødepunktet, hvor helikopteren skulle samle os op. At så helikopteren i det aktuelle tilfælde var blevet sparet bort og erstattet af en lastbil, det var så det. Men vi nåede det, og vi fik vores velfortjente grillpølser i skoven.

Det var nok det mest ultimative kammeratskab, som jeg havde oplevet her, og jeg kunne godt nok have tænkt mig at fortsætte. Men, desværre, så havde jeg fået et nyt job i Norge, så jeg skulle rejse, og dermed forlade enheden. Til afskeden, så stillede de alle op og gav mig en afskedssalut, og efter min takketale, så begyndte de alle at klappe i deres hænder. Det glemmer jeg aldrig. Hvor er alle disse prægtige unge mennesker i dag? Jeg ved det ikke, for alt er jo hemmeligt. Kom de i krig, døde de i Afghanistan eller hvad? Jeg ved det ikke, men de vil i hvert fald altid bo i mit hjerte.

Umiddelbart efter, så tog jeg til Holland i sommeren 1992 sammen med en gruppe og gennemførte den militære Nijmegen-march i kampudrustning. 200 km på fire dage. Derefter var det direkte op til mit nye job i Norge til en luksustilværelse, hvor der altid stod et champagneglas på kanten af badekarret på det femstjernede hotel, som jeg blev indlogeret på. Hold da kæft, hvor jeg savner mine oprindelige kammerater.

Læs eventuelt her:
http://www.thedoxabook.com/bookaddendum.pdf

Kærlig hilsen,
John Genart