Metropolis fra 1927

Filmanmeldelse og artikel af Civilingeniør John Genart

Instruktører: Fritz Lang og Thea von Harbou
Manuskript: Thea von Harbou (gift med Fritz Lang)

Filmen er baseret på romanen "Metropolis" af Thea von Harbou fra 1924.

En Metropol var i 1927 defineret som en storby med mindst 500.000 mennesker.

Filmens Status inden for Science-fiction Genren

Det er ikke verdens første science-fiction film, men det er den science-fiction film, som har givet den største inspiration til og indflydelse på eftertidens science-fiction film. Og, ikke nok med det, men det er sandsynligvis den film, som har givet den største inspiration til de nazistiske ledere - ikke mindst Adolf Hitler og Rudolf Hess - om opbygningen af et storslået samfund. Man kan ikke se bort fra, at filmen muligvis har givet inspiration til den praktiske udførelse af den nazistiske ideologi.

Filmen - Metropolis - fra 1927

Hvis du vil se den seneste trailer fra den i år 2010 restaurerede film Metropolis, så kan du klikke her:

http://www.youtube.com/watch?v=ZSExdX0tds4

Metropolis fremstår i dag som den mest ambitiøse science-fiction film nogensinde - bortset fra Stanley Kubrick's mesterværk fra 1968 - Rumrejsen år 2001.

"Metropolis" introducerede den emotionelle problemstilling ved at skabe androider - robotter med kunstig intelligens. Dette blev et hovedtema for bl.a. filmskaberen Stanley Kubrick - og senere også for filmskaberen Steven Spielberg.

I det følgende kan du bl.a. se beskrivelser af nogle af de science-fiction-film, som er blevet inspirerede af "Metropolis" inden, at vi vender tilbage til beskrivelsen af "Metropolis".

Filmen - Frankenstein - fra 1931

Scenerne i James Whale's film "Frankenstein" fra 1931 med Colin Clive som Frankenstein og Boris Karloff som monsteret, hvor der anvendes elektricitet til oplivning af monsteret, er inspireret af Metropolis.

Hvis du vil se et udsnit fra filmen Frankenstein, så kan du klikke her:

http://www.youtube.com/watch?v=8H3dFh6GA-A

Radiospillet - Klodernes Kamp - fra 1938

Tilbage i 1898 havde H.G. Wells forfattet novellen "Klodernes Kamp", hvor jordkloden invaderes af marsbeboere:

Bogen og dens historie har givet grobund til en lang række nye bøger, film og radiospil i eftertiden.

I 1938 blev der udsendt et yderst realistisk radiospil baseret direkte på H.G. Wells' novelle "The War of the Worlds". Radiospillet blev fortalt af science-fiction-forfatteren Orson Welles i England. Radiospillets form af direkte nyhedsreportager fik mange lyttere til at tro, at det var virkelighed, hvorved de flygtede i panik ud af byerne med store fatale resultater til følge.

I 1938 var den brittiske befolkning blevet advaret om, at Storbritannien ville gå i krig med Tyskland. Det medførte en stor angst i befolkningen, og så var det, at radiospillet kom i radioen.

Filmen - Klodernes Kamp - fra 1953

H.G. Wells havde allerede forfattet novellen "Tidsmaskinen" tilbage i 1895:

Denne novelle blev filmatiseret i 1960 med den amerikanske film "The Time Machine" af filmskaberen George Pal. Filmen blev forbedret i 2002 med Simon Wells som instruktør, og filmen blev en stor kassesucces.

Filmen - Dr Strangelove - fra 1964

I Stanley Kubrick's fantastiske film "Dr. Strangelove" fra 1964 med Peter Sellers og George C. Scott i hovedrollerne benytter Stanley Kubrick konspirationstanken, hvor chefen for en amerikansk atom-flyve-base starter den Tredie Verdenskrig uden præsidentens godkendelse - både fordi han kan gøre det - pga. utilstækkelig teknologisk indsigt hos politikerne, som medfører manglende sikkerhedssystemer og bremseklodser - og fordi, at han er blevet sindsyg på grund af hans opståede impotens.

I filmen "Metropolis" opererer den gale videnskabsmand Rotwang som teknisk konsulent for byens kapitalistiske leder, Joh, men Rotwangs loyalitet ligger over for byens tidligere og afdøde diktatoriske leder, Hel. Dette misforhold fører til sammenbrud af det kapitalistiske bysamfund, men åbner samtidig op for en ny og bedre fremtid. Som en pendant opererer den tyske videnskabsmand Dr. Strangelove - i filmen af samme navn - som teknisk konsulent for det amerikanske forsvar.

Da den Tredie Verdenskrig i filmen "Dr. Strangelove" således viser sig umulig at stoppe, så træder Dr. Strangelove (spillet af Peter Sellers) ind som rådgiver for den amerikanske præsident selvom, at Dr. Strangelove's loyalitet ligger over for Nazi-tysklands tidligere og afdøde leder, Adolf Hitler.

Som det bemærkes i filmen, så er den tyske videnskabsmands oprindelige navn, Professor Merkwürdigkeitliebe. Det er blot et eksempel på filmens raffinerede galgenhumor.

Man bemærker sig, at Dr. Strangelove - lige som videnskabsmanden Rotwang i filmen "Metropolis" - bærer en sort handske på sin højre hånd fordi, at hånden under handsken er kunstig. Begge videnskabsmænd har måttet ofre sin højre hånd (symbolisme) i deres loyale kamp for deres tidligere idoler - henholdsvis Hel og Hitler - og har tabt.

Symbolismen er klar, for hvis en diktator dør og dermed forsvinder, så forsvinder også den højre hånds betydning og magtbase spontant og samtidigt med diktatorens død.

Men, denne loyale - nu kunstige - højre hånd har fået sit eget nye frustrede liv efter, at have mistet sin leder. Den højre hånd står alene og må klare sig selv, og dette kan være svært at styre - selv for den dygtigste højre hånd. Den højre hånd, som er vant til at tjene sin tidligere leder med ubetinget loyalitet, er blevet husvild, og leder i sin frustration efter en ny lignende leder at kunne udøve sin ubetingede loyalitet over for.

Det er langt fra altid, at det går, at styre den ensomme og afkoblede højre hånd, og det viser disse film med alt tydelighed i sin gennemgribende og raffinerede symbolisme.

Hvis du vil se et udsnit fra filmen Dr. Strangelove, så kan du klikke her:

http://www.youtube.com/watch?v=so8NQficzZg&feature=fvwrel

Filmen - "Rumrejsen år 2001" - fra 1968

Filmen "2001: A Space Odyssey" af den amerikanske filmskaber Stanley Kubrick, som er baseret på den brittiske science-fiction-forfatter Sir Arthur Charles Clarke's novelle "The Sentinel", er indtil videre den mest ambitiøse og kostbare science-fiction film, som nogensinde er blevet fremstillet.

Parakdoksalt nok, så ser det dog ud til, at filmen "Metropolis" synes mere relevant for de hændelser, der sker i verden i vore dage, og de problemstillinger, som verden oplever, end filmen "Rumrejsen år 2001" fra 1968, bl.a. fordi, at Stanley Kubrick antog, at Den Kolde Krig ville vare ved langt ind i fremtiden, og det gjorde den som bekendt ikke. Den Kolde Krig sluttede ved Berlin-murens fald i 1989 og officielt ved Sovjetunionens opløsning i 1991.

Forhenværende KGB-generaler i Rusland har givet udtryk for, at det var den amerikanske præsident Ronald Reagan's politik i slutningen af 1980'erne og især hans SDI ("Stjernekrigsprojekt"), der fik Sovjetunionen til at krakelere, da USSR ikke længere havde de nødvendige militære og økonomiske ressourcer til at kunne følge med udviklingen i USA. Også den tidligere sovjetiske udenrigsminister Alexander Bessmertnykh har sagt, at USA's missilskjold var en af de faktorer, der fik politikerne i Moskva til at opgive at nå Amerikas militære niveau, og derved opgav at håndhæve USSR over for USA og NATO.

Det skal bemærkes, at navngivningen, Hal, af computeren med kunstig intelligens i filmen "Rumrejsen år 2001" fra 1968 umiddelbart ikke skal knyttes til navnet, Hel, i filmen "Metropolis", selvom mange mener, at Stanley Kubrick i al hemmelighed ønskede denne analogi.

Heavy Metal - den okkulte og mørke science-fiction genre - fra 1970

Filmen "Metropolis" fra 1927 er en såkaldt mørk film, hvor de fleste scener optages i omgivelser med for lidt lys. Det forstærker uhyggen og fremmer det okkulte, som filmen prioriterer. Dominerende i filmen er de stærkt religiøse scener baseret på katolisimen vist i gotiske omgivelser, hvor godhed og ondskab rivaliserer.

Efter, at 1960'ernes budskaber om kærlighed og passifisme løb ud i sandet på grund af stofmisbrug og naivitet, så begyndte man at kigge tilbage i tiden efter de mere mørke og okkulte genrer, hvor både godhed og ondskab havde domineret som rivaliserende magter. Forståelsen for, at alle mennesker rummer både en lys og en mørk side blev genopdaget, og jeg så må sige.

Kunstnerne lod sig inspirere af den mørke og okkulte science-fiction-film "Metropolis" og også af nogle af de efterfølgende science-fiction-film, som også er inspireret af "Metropolis".

Heavy Metal er navnet på en ny strømning og en ny musikgenre i samfundet, som afløste 1960'erne, der havde været præget af passifisme med fredsbudskaber og blomsterbørn. Nu var det slut med hippie-generationens naive tro på, at man alene med passifisme og budskaber og sange om kærlighed og udøvelse af kærlighed til alle kunne udrydde alt uretfærdighed, krige og ondskab i verden. Hvis alle andre end Jesus-Christ-Superstar blev slået, så vendte man ikke længere blot den anden kind til.

Bekæmpelsen af det onde ved hjælp af kærlighed, overbærenhed, tilgivelse, og rundkredsterapi havde slået fejl. Mange indså (genindså), at onde kræfter kun kan bekæmpes ved hjælp af magtudøvelse.

Fredag, den 13. februar 1970 udgav den britiske musikgruppe, Black Sabbath, med forsangeren Ozzy Osbourne i spidsen sin debutplade "Black Sabbath". Musikken blev indledt med torden, kirkeklokker, og mørke guitar-akkorder. Det var begyndelsen til dyrkelsen af den nye mørke og okkulte genre. Heavy Metal-musikgenren var født og blev straks et hit for millioner af unge.

Den nye musikgenre, Heavy Metal, fortsatte med at udvikle sig op gennem 1970- og 1980-erne og omfattede foruden rockgruppen Black Sabbath også bands som Nazareth, Devo, Blue Öyster Cult, Donald Fagen, Sammy Hagar, Iron Maiden, Metallica, Led Zeppelin, Deep Purple, Eric Clapton, Jimi Hendrix, Steppenwolf, AC/DC, Judas Priest, og Pink Floyd.

Filmen - Heavy Metal - fra 1981

Heavy Metal er også navnet på en animeret tegne- og science-fiction-film fra 1981 med action og fantasielementer, samt flere voldelige og erotiske scener. Filmen er instrueret af Gerald Potterton og Jimmy T. Murakami og produceret af Ivan Reitman, der tre år senere producerede Ghostbusters.

Filmen har et visuelt varieret og meget markant udtryk og en stærk dominerende musikalsk lydside. Den klassiske del af lydsiden er udført af Royal Philharmonic Orchestra og lavet af Elmer Bernstein. Den hårde rockmusik er leveret af tidens store rockbands herunder bl.a. Black Sabbath, Nazareth, Devo, Blue Öyster Cult, Donald Fagen og Sammy Hagar.

Filmen er canadisk og lavet i fortælleform og består af otte separate afsnit, som alle bindes sammen ved at være eksempler på den ultimative ondskab, som Loc-Nar er i stand til at påføre menneskeheden og andre væsener i universet.

Afsnittene er en sammenskrivning af nye og gamle historier fra magasinet Heavy Metal, som var små historier med meget uforudsigeligt, erotisk, science-fiction-præget, og voldeligt indhold.

Igennem filmen følger vi Loc-Nar, som er en grøn selvlysende kugle, der repræsenterer alt ondt i universet og besidder mystiske kræfter. Den kan bl.a. ændre størrelse og udstråle et dødbringene grønt lys samt forføre mennesker og andre af universets forskellige væsener til at blive onde.

Som Loc-Nar siger: "Min magt fordærver alle tider, alle galakser, og alle dimensioner", og filmens forskellige afsnit er egentlig Loc-Nar's eksempler på dette, hvor Loc-Nar åbenbarer disse eksempler over for en lille skræmt pige, som er datter til astronauten Grimaldi.

Det er kampen mellem ondt og godt, for Loc-Nar har en modstander, nemlig forkæmperen for "Godheden", som i den aktuelle tidslomme udgøres af den stærke krigerkvinde, Taarna, som er en taarakian. Det er denne kvinde, som må gå i krig mod Loc-Nar's barbariske krigere for at bekæmpe dem og Loc-Nar selv. Det lykkes for Taarna, men i kampen dør hun selv.

Idet, at både Taarna og Loc-Nar tilintetgøres, så begynder den grønne kugle foran astronautens datter at dirre og slå revner. Datteren løber hurtigt ud af huset, som ødeløgges, da kuglen eksploderer. Trykket fra eksplosionen er så kraftig, at hun slynges omkuld og besvimer. Efter, at huset er brændt ned, så vågner hun igen og forvandles til en taarakian, som er den nye beskytter af "Godheden". Taarnas ånd føres dermed videre i astronautens datter, og kampen mellem det gode og det onde kan starte igen.

Filmen Heavy Metal vandt to Genie Awards i 1982, for bedste musik og for bedste musikredigering, og producenten Ivan Reitman vandt en Golden Reel Award for skabelsen af denne sæeegne film.

Den nye tilbedelse af okkulte både gode og onde kræfter har efterfølgende ført til en helt række nye film - som fx. Harry Potter, Transformers, Narnia, Aliens, Batman, Spiderman mf. - blot for at nævne nogle få.

Filmen - Blade Runner - fra 1982

I 1982 udkom den science-fiction film, som hidtil har anvendt flest elementer og inspirationer fra "Metropolis" - nemlig filmen "Blade Runner" af instruktøren Ridley Scott. På mange punkter, så skulle man tro, at denne film er en moderne udgave af filmen "Metropolis". Der er utroligt mange lighedspunkter i denne film. Fx. ses det store Babelstårn fra "Metropolis" i filmen "Blade Runner", som en næsten identisk og moderniseret version af denne utopiske bygning - både i udseende og funktion.

Filmen - Wargames - fra 1983

I 1983 udkommer den amerikanske film "Wargames" af instruktøren John Badham, som på glimrende vis bl.a. udstiller de farer, der findes ved rutinemæssig opretholdelse af store arsenaler af atomare angrebsvåben i en verden, som bliver mere og mere afhængig af teknik og dermed uoverskuelig for de politiske magthavere. Mange anser denne film, som efterfølgeren til filmen "Dr. Strangelove" knap 20 år tidligere.

I filmen "Wargames" har en videnskabsmand med sin supercomputer WOPR (sarkastisk synonym med fødevarekæden Mc'Donald's wopper) erstattet USA's militære vurdering af sikkerhedstruslen for atomkrig med kunstig intelligens. Problemet er, at præsidenten ikke længere har nok tid til at verificere meldingerne om et fjendtligt angreb og i tide foretage de nødvendige modangreb. Derfor erstattes præsidentens beslutningsproces om modangreb af WOPR.

Den moderne musikbranche refererer til Metropolis i 1980'erne og 1990'erne

I 1984 påførte Giorgio Moroder farver til flere sektioner af den sort-hvide film Metropolis. Disse farvede film-billeder blev bl.a. brugt som baggrundsbilleder til nogle af Freddie Mercury's og Bonnie Taylor's musikkoncerter.

I mange af musikvideoerne fra Queen, Madonna, og Pink Floyd ser man også, at de har lånt billeder fra Metropolis.

Filmen - "1984" - fra 1984

I 1948 skrev den engelske science-fiction-forfatter George Orwell sin berømte roman "Nineteen Eighty-Four" (1984). Det er en science-fiction roman, som beskriver hvorledes, at verden - ifølge Orwell - kunne komme til at se ud, hvis fx. Stalins regime i Sovjetunionen skulle gå hen og vinde den kolde krig, hvorefter Stalin's Kommunisme ville kunne dominere hele verden.

Det overvågede univers, som skildres i George Orwell's roman, minder i forbløffende grad om den overvågede arbejderby, som skildres i Thea von Harbou's roman fra 1924.

George Orwell havde i 1948 ingen ide om hvorvidt eller hvornår, at et sådant mareridt ville komme til at dominere verden og menneskeheden. Han frygtede bare, at risikoen for, at det ville ske i nær fremtid, var stor.

At Orwell valgte fremtidsåret 1984 til opfyldelsen af sin profeti (altså kun 36 år inde i fremtiden) kan meget vel være, at han blot byttede om på tallet 4 og 8 i årstallet, så forudsigelsen landede på årstallet 1984, og sådan blev titlen på romanen så - og også på den efterfølgende filmatisering fra 1984.

Verden i bogen, "Nineteen Eighty-Four", afspejler adskillige sider af det sociale og politiske liv i datidens Storbritannien og USA i 1948. Orwell har sagt, at bogen beskrev situationen i Storbritannien i 1948, som han så den, da økonomien var dårlig, og hvor det britiske imperium var ved at gå i opløsning samtidig med, at krigstidens allierede, Sovjetunionen, var ved at vinde den kolde krig og dermed blive verdens nye hersker og demokratiets største fjende. Orwell troede, som så mange andre tidligere havde troet (ikke mindst kommunismens fader, tyskeren Karl Marx), at den kommunistiske revolution ville starte i England. Det gjorde den - som bekendt - ikke, og Storbrittannien gik - som bekendt - heller ikke hen og blev en kommunistist del af Sovjetunionen - heller ikke i 1984 eller senere - på trods af Storbritanniens fortsatte krise efter krigen.

Orwell bruger i bogen også en parodi på katolicismens dogmer som inspiration. For eksempel kan "Big Brother" ses som en parodi på katolikkernes "Himmelske Fader". Orwells "Big Brother" er en altseende, altvidende figur, som er den ultimative autoritet i regimets herskende klasse.

Mange har efterfølgende sat lighedstegn mellem Orwell's beskrevne samfund og Hitlers Nazi-Tyskland, men denne anskuelse er helt forkert - også jævnfør George Orwell selv.

Hitler ønskede at frigøre Tysklands befolkning fra den jødisk-dominerede kapitalistiske undertrykkelse og ved intensiv og målrettet uddannelse at frigøre den tyske arbejderklasse og middelklasse fra deres lænker og dermed skabe et progressivt, dygtigt og pragmatisk samfund, hvor eliten, arbejdsgivere og forskere, fik særdeles frie hænder til selv at skabe produktion og arbejdspladser. På den måde kunne der skabes plads, muligheder og værdighed for alle foretagsomme og flittige personer uanset social status i et stort nationalt fællesskab, hvor alle arbejdede i samme retning.

Det var fx. Hitler's ønske, at der skulle udvikles en folkevogn, som enhver tysk familie ville have råd til at kunne anskaffe sig og dermed få frihed til at kunne bevæge sig rundt i Europa på oplevelser. Hvis du vil læse mere om denne folkevogn, så kan du klikke her:

http://www.genart.eu/wunder/volkswagen/volkswagen.html

Denne idologi står i skærende kontrast til Stalins regime, hvor alle, som ikke tilhørte kommunistpartiets inderkreds, skulle undertrykkes og holdes uden for adgang til information, ejerskab og ansvar. Kun ved denne undertrykkelse kunne kommunismen forhindre folket i at rejse sig i protest.

I modsætning til George Orwell's fremtidssamfund, "Big Brother", hvor "Systemet" har overtaget befolkningens ansvar for egne handlinger og hvor, at befolkningen undertrykkes, holdes hen i uvidenhed, overvåges, og står uden for politisk indflydelse, så var det Hitler's ideologi, at den enkelte borger skulle stå til ansvar for egne handlinger. I Hitler's Nazi-tyskland blev selvstændighed, dygtighed og flid belønnet og fremhævet. Enhver havde mulighed for selv at skabe noget stort så længe, at dette ikke gik ud over fællesskabet.

Det var sågar sådan, at dygtige individualister, som udviste stor begavelse og evne til at kunne skabe noget nyt, som fx. ingeniører, videnskabsfolk og forskere, men som ikke selv havde midlerne til at udføre det, blev støttet af staten i form af rådgivning, legater, lån og/eller skattebegunstigelse. På den måde blev der skabt hundredetusindevis af nye private virksomheder og arbejdspladser i Tyskland. Den gigantiske arbejdsløshed, som havde præget Tyskland siden afslutningen af Den Første Verdenskrig i 1918, forsvandt som dug for solen efter, at Hitler havde vundet valget som Tysklands nye rigskansler i 1933. Det var fantastiskt.

New York Times skrev, den 16. august 1936, følgende i avisen: "Hitler er en af de største - hvis ikke den største - politiske leder i verden, og tyskerne er et meget misforstået, gæstfrit og fuldstændig fredeligt folk".

Oprettelsen af selvstændige virksomheder blev i Tyskland hyldet, og ingen eksisterende virksomheder blev nationaliserede - bortset fra bankerne. Den nazistiske stat ville korruptionen i finanssektoren til livs, og dette kunne kun sikres ved at nationalisere bankerne. Man ville - med andre ord - være helt sikker på, at den jødiske indflydelse, som tidligere havde domineret finanssektoren, blev effektivt fjernet. Private virksomheder, som havde opnået anerkendelse som leverandør af produkter og serviceydelser til den tyske nazistiske stat, blev endog ekstra godt betalt.

Det var et mirakel, som var sket. Hele den vestlige verden var imponeret over det nye Nazityskland, og både regeringerne og støttegrupper i disse lande hyldede Tysklands nye styre - ikke mindst USA, Storbrittannien og Danmark - blot for at nævne nogle få.

Som et lille kuriosum, så skal det nævnes, at Tysklands betalingsevne og -vilje til samme også kom til gavn for de udenlandske virksomheder, som lå i de vestlige lande, og som blev besat af Tyskland under Den Anden Verdenskrig - herunder fx. Frankrig, Norge, Danmark (bl.a. selskabet A.P. Møller), Holland og Belgien. Selv de virksomheder i det neutrale Sverige, som bl.a. leverede stål til den tyske krigsmaskine under hele Den Anden Verdenskrig, blev godt betalt af Tyskland. Lignende forhold gjalt også betaling for leverancer fra det neutrale Schweitz og Spanien.

Det var Nazitysklands ideologi, resultater og intentioner, som blev hyldet i 1930'erne og i begyndelsen af 1940'erne. Men, som bekendt, så var der dog noget, som gik galt for Nazityskland i de følgende år, hvilket resulterede i Nazitysklands undergang allerede i foråret 1945. Hvad det egentlig var, som gik galt, ser vi på i en kommende artikel.

Stalin's Sovjetunion havde en helt anden ideologi og intentioner end Nazityskland havde. Alle virksomheder inden for Sovjetunionen blev nationaliserede under Kommunismen, og det var ulovligt at drive privat virksomhed. Alle, både enkeltpersoner og virksomheder, skulle arbejde for Staten - og kun for Staten. Ingen måtte arbejde for sig selv, og det var ulovligt at være innovativ. Kun Staten kunne diktere, hvad der skulle opfindes og fremstilles, og dette blev gjort i henhold til store ambitiøse planer - de såkaldte femårsplaner. Enhver indvending mod statens dikterede planer - uanset, hvor begavede indvendingerne var - blev straffet hårdt.

Derfor var ideologierne bag Hitler's Nazityskland og Stalin's Sovjetunion helt uforenelige selvom, at det - set udefra og på grund af krigen - på mange punkter, kunne se ud som om, at der er ligheder mellem de to regimer.

Jeg kan anbefale at se den fantastiske Brittiske film "1984" fra 1984 med John Hurt og Richard Burton i hovedrollerne, som er baseret på George Orwell's roman "Nineteen Eighty-Four".

Filmen - Artificial Intelligence - fra 2001

I 2001 begik den amerikanske filmskaber Steven Spielberg en af sine største og mest fremragende frembringelser med skabelsen af filmen "Artificial Intelligence".

Steven Spielberg udmærker sig ved, at han i højere grad - end mange af de andre science-fiction filmskabere - formår at inkludere de følsesmæssige aspekter i sine film, som passer til den perceptionsevne, som almindelige mennesker besidder. Steven Spielberg er en uforbederlig romantiker.

Filmen handler om et fremtidssamfund, hvor den globale opvarming har gjort det af med isen på polerne, og hvor verdenshavene derfor er steget med så mange meter, at fx. New York City er oversvømmet, forfaldet og rømmet. Den teknologiske udvikling har dog gjort det muligt at overleve i denne verden, og selvom der er mange sociale klasser, så klarer både eliten og de mere kyniske robotudviklere sig økonomisk godt på grund af teknologien.

Det er til en familie, som tilhører eliten, at en fremstående professor på området beslutter sig for at udvikle en særlig avanceret drengerobot som erstatning for familiens afdøde søn. Drengerobotten er det hidtil ypperste eksempel på, hvad forskningen inden for kunstig intelligens kan udrette.

David er det tætteste på et ægte menneskebarn, som man har kunnet fremstille på kunstig vis, og her opstår problemet. David har noget, som kunne minde om ægte følelser, drømme og ønsker. Da David opdager, at han ikke er et ægte barn, så bliver hans højeste ønske, at blive til et ægte barn. Han vil være lige som alle andre børn, så hans moder kan elske ham lige så højt, som hun elskede sit ægte barn. Det kan hverken hans forældre eller teknologiprofessoren dog hjælpe ham med, så David begynder at søge efter løsninger i det okkulte miljø, som eksisterer uden for hjemmet.

Det bringer David i kontakt med charmørrobotten, Gigolo Joe, som viser David, at der engang var en anden "uægte" dreng, Pinocchio, som var lavet af træ, og som havde det problem, at han kun kunne fungere ved hjælp af bånd. Pinocchio ønskede også at blive til en ægte dreng uden bånd, og det lykkedes. Da Den Blå Fe, ved hjælp af sine magiske kræfter, løsnede Pinocchio fra sine bånd, så blev Pinocchio til en rigtig dreng (Pinocchio er en italiensk børnebog fra 1880 af Carlo Collodi. Pinocchio blev siden brugt af Walt Disney Company i tegnefilmen af samme navn fra 1940).

Den kvindelige robot, den falske Maria, i filmen "Metropolis", har meget tilfælles med charmørrobotten, Gigolo Joe, i filmen "Artificial Intelligence" af Steven Spilberg.

David søger desperat efter Den Blå Fe og endelig, siddende i en lille miniubåd på bunden af den oversvømmede og forladte by, New York City, finder han Den Blå Fe. Den Blå Fe står lige foran canopy på miniubåden i lyset fra miniubåden.

David giver sig til at sidde og vente på, at Den Blå Fe skal udøse af sine magiske kræfter og dermed frigøre ham fra sin skæbne som "uægte" barn. Hvad David ikke ved er, at Den Blå Fe kun er en malet træfigur, som står forladt i en af Walt Disney's oversvømmede og fortabte forlystelsesparker, som er i færd med at henfalde.

David sidder håbefuldt og stirrer på figuren. 2000 år går på denne måde. Hele menneskeden uddør i perioden. Forureningen af jordkloden stopper. Den globale opvarmning er ophørt for lang tid siden, og en ny istid har indtruffet. David sidder indefrosset foran Den Blå Fe, hvor havet er frosset til is omkring ham. Her sidder David stadigvæk stivfrossen og stirrer håbefuldt på Den Blå Fe. Men, så sker der noget...

Hvis du vil se et udsnit fra filmen "Artificial Intelligence" af Steven Spielberg, så kan du klikke her:

http://www.youtube.com/watch?v=ECGnWoQgz6Q

Filmen - Klodernes Kamp - fra 2005

Den amerikanske filmskaber, Steven Spielberg, lavede i 2005 en ny flot version af filmen "The War of the Worlds" med Tom Cruise i hovedrollen. Denne film er mere loyal over for H.G. Wells' oprindelige beskrivelse af marsbeboerne og deres trebenede ødelæggelsesmaskiner end George Pal's film fra 1953.

Filmen - Iron Sky - fra 2012

Filmanmeldelse af Civilingeniør John Genart

Produktionen af Iron Sky startede i 2006 og involverede filmproducenter og -fonde fra lande som Finland, Australien og Tyskland. Ud over dette, så blev entusiaster fra hele verden - via et online community - opfordret til at donere midler til producenterne for hjælp til finansieringen. Det var en kæmpe succes, og mere end 1 million dollars blev doneret på denne måde.

Filmen blev lavet på et usædvanligt lavt budget. Det kostede kun 10 millioner dollars at lave filmen, hvilket er overraskende lavt for en film, der er så strålende som denne.

Iron Sky var en stor succes ved Berlin Film Festivalen i 2011, og Iron Sky er allerede blevet et kult-hit verden over.

Det er flot science fiction film, hvor ny og avanceret CGI-teknik har sparet producenterne for millioner af dollars i productionsomkostninger.

Det er en politisk-satirisk film, hvor ligheder i motiverne bl.a. hos henholdsvis nazisterne og hos The Tea Party - ledet af Sarah Palin - udstilles. Filmen sætter sådanne politiske motiver i perspektiv.

Ja, hele verdens politiske situation stilles på højkant. Satiren har i filmen ingen grænser, og stort set ingen af de tidligere nævnte film går fri for satiren. Dette vil således være den sidste film, som det vil være værd at kommentere i nævnte interessefelt. Dette er ikke fordi, at emnerne omkring nazismen er afklarede eller udtømt - langtfra - men kommentarernes kommentarer er blevet for mange.

I filmen er USA's præsident en Sarah Palin-lignende person, nemlig den kvindelige politiker Stephanie Paul. Hun står foran sin valgkampagne for genvalg.

Hendes valgslogan er "Black to the Moon – Yes she can!". Det er selvfølgelig en parodi på USA's nuværende præsident, Barak Obama, hans slogan "Yes we can", og på det faktum, at Barak Obama er sort. Hidtil har kun hvide mennesker har haft adgang til Månen - for ikke at sige Verdensrummet.

Som led i sin valgkampagne - og i panik pga dårlige meningsmålinger - sender hun en afroamerikansk astronaut til Månen. Hendes håb er, at kunne vinde de sortes stemmer i USA.

Hvad Jorden ikke ved er, at der på Månens mørke bagside findes en nazi-koloni, som blev etableret af de tyske nazister og videnskabsfolk, som det lykkedes at undslippe fra Jorden i de tyske flyvende tallerkener, som SS's videnskabsfolk udviklede i slutningen af Den Anden Verdenskrig.

I denne nazistiske koloni er næste generation af nazister blevet fremaglet, og Hitler's efterfølger, Der Führer Wolfgang Kortzfleisch (spillet af Udo Kier), forbereder at erobre Jorden i 2018 for dermed etablere det fjerde tyske rige på Jorden.

Den sorte amerikanske astronaut, James Washington (spillet af Christopher Kirby), er egentlig fotomodel og bliver fanget af nazisterne på Månen.

Den amerikanske astronaut har medbragt sin smartphone (en Apple iPhone). Ved hjælp af computerkraften fra denne smartphone, så får den skøre nazistiske videnskabsmand i kolonien endelig startet det ultimative supervåben op, "Götterdämmerung" (Ragnarok), som nazisterne i kolonien har arbejdet på at udvikle igennem 60 år. Nazisterne har siden afslutningen af Den Anden Verdenskrig manglet tilgang til avanceret computerteknologi, og på Månen findes ikke de særlige jordarter, som er nødvendige for udviklingen af fx. smartphones.

"Götterdämmerung" starter op ved hjælp af computerkraften i den tilkoblede iPhone, men går hurtig i stå igen, da batteriet i smartphonen løber tom for strøm. Den skøre videnskabsmand har udviklet et USB-kabel, som tillader dataforbindelse mellem iPhone og "Götterdämmerung", men forstår ikke, at problemet er, at batteriet på iPhone er løbet tomt.

Den skøre videnskabsmands datter, den unge smukke og blonde kvinde, Renate Richter (spillet af Julia Dietze), er udset til arisk avlsarbejde sammen med den kommende Führer, Klaus Adler (spillet af Götz Otto). Imidlertid bliver Julia tiltrukket af den amerikanske astronaut på grund af hans veltrænede krop, gode udseende, og uimodståelige charme.

Der opstår således et gensidigt empatiforhold mellem den flotte sorte astronaut og den unge blonde ariske nazikvinde.

Klaus Adler proklamerer, at han - ved at rejse til Jorden - kan skaffe nogle flere iPhones, som kan bruges til at få "Götterdämmerung" til at virke. Der Führer Wolfgang Kortzfleisch godkender hans rejse. Men, Klaus Adler har også andre planer. Han vil bruge rejsen til selv at kunne blive nazisternes nye fører og dermed afsætte Wolfgang Kortzfleisch.

Klaus Adler har erfaret, at den amerikanske astronaut, James Washington, har adgang til den amerikanske præsident, og det vil Klaus Adler udnytte, for at opnå en aftale og dermed blive den nye fører for den tyske koloni i samarbejde med USA.

Klaus Adler rejser til Jorden sammen med den amerikanske astronaut, James Washington, i en tysk flyvende tallerken. Imidlertid, så er Renate Richter kommet med, da hun har sneget sig om bord på tallerkenen.

De får kontakt med præsidenten, Stephanie Paul, som straks ser de ankomne som hendes redningsplanke. Hun kan umiddelbart bruge Klaus Adler og Renate Richter i sin valgkampagne, hvorimod den amerikanske astronaut, James Washington straks sendes ud på "gaderne" i armod.

Præsidenten, Stephanie Paul, udruster Klaus Adler og Renate Richter med nye amerikanske "nazi"-uniformer, og lader deres "nazistiske" neoamerikanske budskaber udsende på nationalt TV i en "indpakning", som passer til situationen i USA.

Klaus Adler har været længe væk, og den eksisterende Führer, Wolfgang Kortzfleisch, i den nazistiske koloni på månen, som ingen tilbagemeldinger har modtaget, er blevet utålmodig.

Wolfgang Kortzfleisch har derfor iværksat Ansluss Erde ved hjælp af de eksisterende flyvende tallerkener, som bringes til Jorden ved hjælp af gigantiske rumskibe bygget som zeppelinere. USA angribes af Det Fjerde Rige, og kampe opstår.

Den eksisterende Führer, Wolfgang Kortzfleisch med vagter, dukker pludselig op på den amerikanske præsidents valgkontor, hvor Klaus Adler befinder sig. En skudveksling udvikler sig, og Wolfgang Kortzfleisch og hans vagter dør. Klaus Adler undslipper i førerens flyvende tallerken. Med sig har han en iPad, som er kraftigere end en iPhone. Med denne kan han på sikker vis og ved hjælp af den skøre videnskabsmand starte det ultimative supervåben op, "Götterdämmerung" (Ragnarok), som venter på Månens bagside, og han er - automatisk - med Wolfgang Kortzfleisch's død, blevet den nye Führer af Det Fjerde Rige.

Da Jorden - som helhed - er under angreb fra Der Führer Wolfgang Kortzfleisch's styrker, så beslutter FN's Sikkerhedsråd, at medlemslandene skal agere mod angrebet. I FN's sikkerhedsråd har alle deltagende lande tilsluttet sig den internationale aftale om, at ingen lande har våben i verdensrummet. Nu viser det sig, at alle deltagende lande allerede har våben i rummet - på nær Finland. Alle de våbenklare lande melder sig under fanerne og samler sig i et rumangreb mod i første omgang det nazistiske rumangreb mod Jorden og sekundært mod den nazistiske base på Månen.

De internationale våbenstyrker nedkæmper tyskernes angreb mod Jorden og ankommer til Månen samtidigt med, at Klaus Adler, som nazisternes nye fører, har fået startet det gigantiske fartøj "Götterdämmerung" op. Mod "Götterdämmerung" har de angribende tropper ingen chance, men selvom "Götterdämmerung" er udstyret med den plasmakanon, som tyskerne arbejdede på at udvikle i slutningen af Den Anden Verdenskrig, så kan Klaus Adler ikke affyre en salve mod Jorden fordi, at Månen skygger for Jorden.

Dette forhindrer dog ikke Klaus Adler i at affyre en salve mod Månen, som opløser en stor bid af Månen. Dette giver kanonen sigtelinie mod Jorden. Men inden, at Klaus Adler får affyret en salve fra "Götterdämmerung" mod Jorden, så griber Renate Richter ind. Hun er kommet tilbage til Månen, og får stoppet Klaus Adler og "Götterdämmerung".

Imidlertid er den fælles allierede angrebsstyrke fra FN gået i gang med at bombe den nazistiske by på Månen med atombomber selvom, at der eksisterer både uskyldige kvinder og børn i den nazistiske by.

I FN’s sikkerhedsråd er det imidlertid gået op for deltagerne, at der på Månen i nazibyen findes store depoter af Helium 3, som indeholder gigantiske mængder af energi. Da det går op for deltagerne i FN, at amerikanerne agter ensidigt at sætte sig på denne energikilde på trods af, de øvrige allierede har været med til at bekæmpe nazisterne, så opstår der oprør i FN.

Resultatet og filmens slutning er, at tredie verdenskrig opstår, hvor ingen af FN's medlemslande stoler på hinanden og hvor, at alle kæmper mod hinanden og afskyder atomraketter mod hinanden. Götterdämmerung (Ragnarok) er blevet til virkelighed...

Filmen Metropolis's skæbne var Censur

Filmen Metropolis havde premiere, den 10. januar 1927, i Berlin. Kritikken af filmen var stor. Pressen og den almindelige befolkning forstod ikke filmen. Den var for okkult, dybsindig og med for megen symbolisme, og så varede den hele 153 minutter. Den almindelige befolkning var på dette tidspunkt ikke klar til at kunne fortolke og perseptere et så komplekst, politisk problematisk, økonomisk problematisk, og raffineret budskab.

Få uger efter premieren i Berlin, så besluttede UFA at beskære filmen med en fjerdedel af indholdet. Dette skete i henhold til krav fra Paramount Pictures i USA, som stod for distributionen af filmen i USA.

USA krævede bl.a. sletning af alle de scener, der refererede til Hel (som amerikanerne opfattede som Hell = helvede).

Tilsvarende krævede amerikanerne, at de scener, som opfattedes som miskrediterende for kapitalismen, skulle slettes. Dette indbefatter bl.a. de scener, hvor den kapitalistiske leder, Joh, benytter sig af en håndlanger (den tynde mand), som opererer uden moral og afslører misbrug af magt over for borgere og arbejdere i kapitalismens tjeneste.

Også de stærkt religiøse og symbolske scener faldt amerikanerne for brystet, og blev derfor skåret væk.

Som følge af dette, så valgte UFA i Berlin at slette mere end 25 % af filmen inden distributionen af filmen til udlandet i begyndelsen af marts 1927 for bl.a. at tilfredsstille USA's krav. I Berlin og i mange andre hovedstæder i verden - herunder København, Stockholm, London, Paris m.v, så blev filmen herefter kun vist i den forkortede udgave.

Filmen gik derefter kun i den forkortede version i biograferne i Berlin fra februar til udgangen af april 1927, hvor den blev taget af plakaterne. Den blev vist i New York City, USA, fra og med marts 1927, men også dette kun i den forkortede udgave.

Filmen indbragte i 1927 kun 75.000 Reichsmark. Det var en økonomisk katastrofe for fremstillerne og for distributørerne eftersom, at filmen i Tyskland havde været den hidtil dyreste film at fremstille. Mange mener, at censureringen med beskæring af nogle af de vigtigste scener i filmen ødelagde den dybere mening, og at dette var medvirkende årsag til, at filmen blev en økonomisk katastrofe.

Der var dog en lang række personer, som i Berlin nåede at se filmen i sin originale fulde længde, som forstod symbolikken, drømmene, og de mareridt, der kendetegner filmen, og som var begejstrede for filmen. Blandt disse personer fandtes bl.a. Adolf Hitler, Joseph Goebbels, Rudolf Hess, med flere, hvilket dog har tilføjet filmen en bismag for mange og omvendt for andre. Alligevel, så forsætter filmen med at fungere som en dragende bundløs sø, hvor forståelsen skal findes dybt nede under det umiddelbare.

Der er mange som mener, at netop "Metropolis" i sin originale version fungerede som en åbenbaring for Nazi-lederne og var med til at påvirke og styrke den nazistiske ideologi om, at det er muligt at forene et folk - på trods af krise og sociale forskelle - i et fremgangsrigt og fælles rige, hvis bare man kunne finde den formidler, som kunne samle disse kræfter i en fælles retning.

På trods af den forkortede version, så gik filmen hen og blev en kultfilm for interesserede i bl.a. science-fiction film - herunder de efterkommende filminstruktører.

Interessen for filmen er steget voldsomt - specielt efter Den Anden Verdenskrig, og særligt interesserede har eftersøgt de manglende scener i filmen. På trods af intensiv eftersøgning, så blev de fraklippede kapitler aldrig fundet, og verden troede, at disse scener var gået uigenkaldeligt tabt for verden.

Mange filmentusiaster og filmskabere har forsøgt at genskabe de tabte scener ved at genindspille scenerne med nye skuespillere. Som drejebog til dette benyttede de hovedsagelig Thea von Harbou's originale roman fra 1924. Det betød, at der opstod flere forskellige versioner af filmen helt frem til år 2010. Der opstod også versioner, som viste et helt andet meningsindhold end den originale film.

Mange mennesker har set noget på skærmen, på DVD eller på TV kaldet "Metropolis". Men hvad har de set? De har i hvert fald ikke set den originale film, som blev skrevet i 1924 af Thea von Harbou og instrueret af Fritz Lang og Thea von Harbou i 1925 - 1926.

Imidlertid viser det sig, at den originale og ubeskårede masterfilm (35 mm cellulose-nitrat-film) af en eller anden ukendt person blev smuglet fra Berlin til Buenos Aires, hovedstaden i Argentina. Dette er muligvis sket for at sikre, at masterfilmen ikke skulle blive destrueret pga. den voldsomme censur, som USA påtrykte Berlin i mellemkrigsårene.

Filmen blev vist i sin helhed uden censur i biograferne i Buenos Aires i 1928. Da nyhedsværdien af filmen var overstået og filmen taget af plakaterne, så blev filmen gemt væk i arkiverne hos distributøren i Buenos Aires og glemt.

Efter nogle år - under vedligeholdelse - af gamle hengemte film hos distributøren i Buenos Aires, så besluttede man at kopiere filmen over fra den originale 35 mm filmrulle til den nye 16 mm filmrulle, fordi det nye filmmedie var langt mere tidsholdbart end den gamle cellulose-nitrat-film, som var ved at gå i opløsning.

Desværre, så rensede man ikke den originale film inden kopieringen, så der kom en masse fnuller og striber med over på den nye filmrulle. Et andet problem var, at den nye 16 mm film ikke kunne rumme det samme detaljerede filmformat, som den originale film havde. For det tredie, så var kopieringsteknikken ikke særlig perfekt. En stor del af kvaliteten i billederne gik derfor tabt under kopieringen.

Efter kopieringen, så blev den originale 35 mm filmrulle destrueret, og den nye 16 mm filmrulle blev hengemt på et filmarkiv. Efter en årrække blev eksistensen af filmrullen glemt, og af en eller anden årsag, så kom den til at ligge hengemt og uberørt på et filmhistorisk museeum i Buenos Aires.

Den originale og forsvundne komplette film, Metropolis, genfindes i 2008

I januar 2008 blev en filminteresseret ansat på filmmuseet i Buenos Aires. Tilfældigvis havde denne kvinde tidligere været kæreste med direktøren for restaureringen af filmen Metropolis i München i Tyskland, hvorfra man havde ledt efter de manglende dele af filmen over alt i verden igennem mange år.

For første gang i 83 år kunne man gense en version af den originale film, som stort indeholder alle de originale scener.

Den originale film, Metropolis, genskabes og udgives i 2010

Den fundne 16 mm filmrulle blev i 2008 bragt til Tyskland, hvor de eftersøgte scener i filmen blev udtrukket fra den 16 mm filmrulle og indsat i den mere velbevarede forkortede version. Det hele blev derefter restaureret og digitaliseret. Resultatet blev i 2010 en film, som næsten rummer alle scener fra originalen, og som nok er det nærmeste, som vi nogensinde kommer på den originale film. Det er den version, som jeg har på DVD. Det er dog tydeligt at se på kvaliteten hvilke afsnit, som stammer fra den originale 35 mm film og fra den kopierede 16 mm film. Men, den originale komplette film er stort set blevet genskabt, og i hvert fald er filmens dybere mening blevet genskabt i alle detaljer.

Metropolis var Tysklands hidtil dyreste film

Filmen kostede i 1926 fem millioner Reichsmark at lave. Det var Tysklands hidtil dyreste filmprojekt. Der blev til filmen fremstillet 200.000 kostumer, der deltog 36.000 personer i optagelserne, der var 1.100 personer, som blev kronragede for at kunne agere slaver i filmen, og der blev bygget over 600 modeller af 70-etagers skyskrabere.

Filmens overordnede budskab: Mennesker behøver en formidler, som både forstår de overordnede ting og det enkelte menneskes behov, og mellem de store tanker (hovedet) og det enkelte menneske (hånden) befinder hjertet (formidleren) sig.

Adolf Hitlers glæde over filmen skyldes antageligt, at han opfattede sig selv, som denne formidler. Imidlertid, så blev filmen skabt før, at Hitler blev rigskansler i 1933, så filmen rummer derfor det tyske folks anskuelser, tanker og ønsker i denne tid. Det tyske folk var blevet ydmyget med Wersailles-traktaten efter den Første Verdenskrig, hvor Tyskland blev tvunget til at betale store krigsskadeserstatninger til de allierede. Disse erstatninger blev bl.a. gjort for lånte penge fra USA til høje renter. Det velhavende USA tilbød desuden den tyske industri og handel yderligere lån, hvilket resulterede i en vis opblomstring af industrien og medførte i en vis udstrækning bedre tider i Tyskland i tyverne. Men, det var for lånte penge.

De bedre tider i tyvernes Tyskland omfattede dog ikke alle. Det var specielt overklassen og finansfolkene (hvoraf mange var jøder - de såkaldte nouveau rich), som udnyttede muligheden for optagelse af lånene fra USA. Arbejderklassen og middelklassen i 20'ernes Tyskland stod udenfor og kunne blot se til på, hvordan overklassen og finansfolkene morede sig uforbeholdent i sus og dus for de lånte penge. Det var ikke holdbart, og det resulterede i, at specielt arbejderklassen tyede til ideer om udførelsen af en kommunistisk revolution.

Der opstod i 20'ernes Tyskland en overhængende fare for, at arbejderklassen ville få succes med gennemførelse af en kommunistisk revolution. Tysklands overklasse og finansverden ville ikke kunne forhindre denne udvikling, selv om de ved politiets hjælp forsøgte at undertrykke arbejderklassen med magt. Man manglede en formidler, som kunne eliminere de egoistiske kræfter i overklassen og i finansverdenen, og samle det tyske folk i en fælles ikke-kommunistisk retning.

I 1929 bristede boblen på børsen i New York City, som førte til det berømte Wall-Street krak. Dette blev et vendepunkt - specielt for udviklingen i Tyskland.

Mange mener, at filmen, Metropolis, var en forudsigelse af Wall-Street-krakket i New York City i 1929, hvor krakket førte til den verdensomspændende finanskrise, hvor især Tyskland blev hårdt ramt. Finansverdenen i USA (og også i Tyskland) var stærkt domineret af jødiske spekulanter og rigmænd, som udlånte penge til ågerrenter, som lånerne havde svært ved at afdrage. USA havde givet store lån til Tyskland. Da boblen bristede i USA, så krævede udlånerne i USA, at Tyskland straks skulle tilbagebetale disse lån til USA, hvilket førte til Tysklands økonomiske nedtur - den såkaldte depression, hvor virksomheder gik konkurs og millioner af tyskere blev arbejdsløse.

Det tyske folk ledte desperat efter en løsning på problemet - og fandt den.

Filmen Metropolis rummer denne anskuelse, hvor man på den ene side ser den menneskeundertrykkende og kommunistiskt styrede arbejderby, og på den anden side, den jødisk dominerende kapitalisme. Det tyske folk hadede begge dele. Man søgte derfor efter en formidler, som kunne forene de gode intentioner hos eliten og hos arbejderne. Nazismen med Adolf Hitler i spidsen syntes at være den forløsende kraft, som kunne forene disse gode intentioner og skabe den sammenhængskraft, som det tyske folk higede efter, hvor ære, værdighed og ærlighed for hele det tyske folk skulle dominere. Hele Tysklands folk - høj som lav - stod bag denne forløsning.

1. Beskrivelse af filmen

Jeg gør her opmærksom på, at den følgende beskrivelse af filmen er baseret på min "oplevelse" og "perception" af filmen, og således kun rummer min umiddelbare fortolkning. Det er således muligt, at der eksisterer nuancer i fortolkningen, som jeg ikke har været opmærksom på i min relative "hurtige" gennemgang. Derfor kan der forekomme ændringer i den præsenterede fortolkning fremover. Jeg er særdeles åben for kommentarer. På forhånd tak.

Vi er i en fremtidig storby (Berlin) i år 2000. Byen består af kæmpe store skyskrabere og store boulevarder mellem bygningerne med store indkøbscentre i gadeplan og med store alléer og parkeringspladser ud for indkøbscentrene.
Der er både metroforbindelser, motorveje og rullefortove bygget oppe i luften over gadeplan, som går gennem byen med afkørsler ind til de store skyskrabere. Højere oppe flyver der flyvemaskiner rundt mellem de gigantiske bygninger.

Hele bymiljøet er præget af en utopisk fremtidsversion, hvor kapitalismen totalt dominerer, og hvor der på skyskraberne ses store forbrugsreklamer i neon. Det kunne godt minde om nutidens storbyer.

Det er et kapitalistisk og hektiskt overklassesamfund, hvor eliten bor i byen, og hvor byboerne bærer den højeste mode i påklædningen. Det er i filmen 1920-ernes mondæne og dekadente overklassesamfund i Charleston-stil, som man ser dominere her. Det kunne godt minde om de passagerer, som rejste på 1. klasse ombord på Titanic.

I byen findes parker med underholdning for overklassen, og der findes også et stort stadion, hvor overklassens unge kan konkurrere på de atletiske områder.

Der er i byen også en mondæn klub, hvor de rigeste unge mænd i smoking kommer for at more sig, drikke champagne og se på dansepiger, og det, der er bedre.

Makeup, luksus, underholdning, overforbrug og frås præger miljøet, og der synes ingen grænser at eksistere for umådeholden nydelse.

Der er ingen arbejdere at se nogen steder, og man undrer sig over, hvorfra energien til at drive og vedligeholde en så avanceret metropol kommer fra.

Byen er ejet af en direktør, Johhan (Joh) Fredersen, som styrer byen sammen med sine håndlangere og sit administrationsapparat. Joh var gift med den velhavende og superkapitalistiske jødiske kvinde, Helene (Hel) Fredersen, som døde ved fødslen af deres søn, Freder Fredersen. Hel havde ved hjælp af sin enorme kapital og sit kyniske sind bygget metropolen op fra grunden til det, den er blevet til, og det var Hel, som havde indsat sin mand til at styre driften af byen.

Joh er også administrerende direktør for byens største bank, Zentral Bank von Metropolis, som ejer det meste af byen, og som har givet de banklån til middelklassen (forbrugerne), som bebor og arbejder i byen.

Byens administationsapparat har til huse i byens største og højeste bygning, som kaldes Babelstårnet. Øverst oppe har Joh sit enorme kontor med udsigt over hele byen.

Skjult for byens borgere findes den maskine under gadeplan, bestående af elektriske generatorer og pumpeanlæg, som forsyner byen med elektrisk energi og varmt vand.

2. Vagtskifte

Maskinen betjenes af arbejdere (alle mænd), som aldrig kommer op på gadeniveau. Dernede arbejder de i holddrift døgnet rundt i kunstigt lys, og når de får fri føres de i elevatorer længere ned under jorden til en underjordisk arbejderby bestående af boligkarrerer bygget inde i store klippehuler.

En uendelig strøm af information sendes til kontrolpanelet, som hænger på væggen i Joh's kontor. Det giver ham en konstant aktiemarked-lignende opdatering af sine aktiver i byen samt status på maskinen. Derudover har Joh visuel og auditiv adgang til et hvilket som helst sted i maskinrummet ved hjælp af en videotelefon. Kort sagt, så har Joh adgang til funktionen af maskinen, hvornår han end måtte ønske det.

Hel, som var en kynisk og jødisk kvinde, havde givet ubegrænsede magtbeføjelser og ressourcer til den gale, okkulte, onde, og jødiske videnskabsmand, C.A. Rotwang, som havde konstrueret byen og maskinen for Hel. Rotwang tilbeder derfor Hel. Efter Hel's død etablerede Rotwang en kæmpe byste af Hel, som står på et stort alter ved Hel's sarkofag til minde om hende. Dette alter bruger Rotwang - på nærmest religiøs basis - til sin tilbedelse af Hel, som om, at det er en Gud.

Hvis du er interesseret i at læse mere om Hel - specielt i forbindelse med de nordiske mytologi, så kan du læse her:

www.genart.eu/science/valhalla/valhalla.html

Rotwang er 100 % loyal over for alt det, som Hel havde stået for. Efter hendes død, så arvede hendes mand, Joh, magten, byen, og dens enorme rigdomme. Joh overtog også ansvaret for byen, dens indbyggere og maskinen. Rotwang var Hel's højre hånd, og efter mandens overtagelse af magten, så nyder Rotwang ikke længere denne indflydelse, da fortroligheden mellem ham og Joh ikke er nær den samme, som den fortrolighed, der havde eksisteret mellem Hel og Rotwang.

Læg mærke til bemærkningen, "Rotwang var Hel's højre hånd". I filmen ses det - efter Hel's død, symbolskt, at Rotwang har mistet sin højre hånd. Den er blevet erstattet af en metalhånd overtrukket af en sort skindhandske.

Hel havde - som jøde og i kapitalismens ånd - store planer om en kontinuerlig videreudvikling af byen, fra stort til større, fra større til endnu større, og fra endnu større til det ultimativt store. Men, Hel's mand, Joh, synes ikke at ville følge disse planer (Joh er ikke jøde). Joh er tilfreds med byens størrelse og har ikke planer om at udvide den yderligere. Joh er af den opfattelse, at byen med dens nuværende størrelse fungerer rimelig godt, og der er nok at se til af administration med den nuværende størrelse. Desuden er der voksende problemer med arbejderklassen.

Nede i arbejderbyen bor arbejderne med deres koner og børn. Lysstofrør i hulernes lofter sørger for, at der altid er kunstigt lys i byen. Arbejderfamilierne kommer aldrig op i dagslyset over gadeplan.

4. Paradisets Have

Som sjælesørger for arbejderne og for at skabe ro blandt arbejderne og forhindre eventuelle tendenser til oprør havde Hel ansat en ung smuk og charmerende kvinde, Maria, som kommer fra arbejderklassen, og som er ansat til at forkynde fortræffelighederne ved arbejdernes liv og meningen med deres liv. Maria forkynder budskabet til arbejderne i det, der kan betegnes som en underjordisk kirke nede i arbejderbyen.

For på et tidligt tidspunkt at opdrage arbejdenes børn til at tro på, at meningen med deres liv er, at arbejde for, at deres "brødre", som bor oppe over jorden, har det godt. Som den eneste nede fra arbejderbyen har Maria tilladelse til at tage en lille skare ad gangen af arbejdernes børn med op over jorden. Adgangen går via en trappe hele vejen op fra arbejderboligerne, gennem maskineriet og videre op i et stort lysthus, som findes over jorden i "Paradisets Have", midt i en fortryllende have med springvand og eksotiske dyr, hvor overklassen prominerer rundt.

I denne Edens have - kaldet Paradis - ånder alt idyl, men haven bestyres af en leder, som har en lang række "tjenere" til rådighed, som sørger for, at alle i haven og i lysthuset får den ultimative service.

På den måde, så får arbejderne opfattelsen af, at deres "brødre" over jorden lever lykkeligt i et paradis på jorden, hvor tiden står stille, og hvor alt er idyl. Den virkelige og hektiske kapitalistiske verden i byen over jorden, hvor alle rager til sig af egendomme, luksusbiler, flyvemaskiner og forbrugsvarer m.v., og hvor alle er sig selv nærmest, vises ikke til arbejderne. Arbejderne ved derfor ikke, at de udnyttes og ej heller, at de går glip af noget. De kan kun glæde sig over, at deres såkaldte "brødre" har det godt i en uselvisk og afslappet verden og, at det er arbejdernes fortjeneste, at "brødrene" har det godt i dette paradis. Det ligger mellem linierne, at arbejderne selv kan forvente at komme i dette paradis, hvis de yder det, som forventes af dem.

Det er kun udvalgte personer fra overklassen, som får lov til at besøge den fantastiske have "Paradis". Sønnen, Freder, som har vundet en guldmedalje i løb på stadion, anmoder sin fader om at få lov til at besøge denne have, som belønning for sin præstation.

Det giver faderen ham lov til. Men forstanderen i haven er blevet instrueret af faderen til at sørge for, at et udvalg af smukke unge kvinder fra den bedre del af overklassen gøres i stand (smukseres med sminke og modetøj) og stilles til rådig for sønnen, når han ankommer. Faderen ved, at sønnen er kommet i den rette alder til at kunne finde sig en kvinde.

Freder overfaldes og jagtes af disse lystne unge kvinder rundt i haven, og han morer sig med dem. Pludselig går dørerne op ind til lysthuset, og Maria træder ud sammen med en flok arbejderbørn.

Det var ikke meningen, at Freder skulle se dette, og parkens tjenerstab går straks i gang med at genne Maria og arbejderbørnene tilbage ind i lysthuset. Men, det er for sent. Feder og Maria har set hinanden. Deres øjne når at mødes, og de rammes øjeblikkelig af gensidig forelskelse.

Freder konfronterer parkens bestyrer for at få at vide, hvem hun er, men parkens bestyrer prøver at forklare Freder, at han ikke må kontakte Maria og, at det er forbudt at gå ind i lysthuset.

5. Uhyret Moloch

Freder styrter forbi bestyreren og ind gennem dørerne til lysthuset. Maria og børnene er væk, men han kommer på sin vej ned i undergrunden ind i byens maskinrum, hvor han ser arbejderne arbejde som gale for at følge med tempoet.

Freder ser til sin forskrækkelse en af arbejderne bryde sammen pga. udmattelse, hvorved trykket i nogle beholdere bliver for stort. Pludseligt sprænger en beholder, hvorved skoldhed damp rammer arbejderne, som vrider sig i smerte og dør.

Freder rammes også af overtrykket og kastes ind i betonvæggen, hvor han pådrager sig en midlertidig hjernerystelse, der får ham til at hallucinere. Han ser - i sin hallucination - hvorledes, at maskinen er blevet til den satanistiske gud, Moloch, som med sine onde øjne og skarpe tænder, spiser de børn, som menneskene ofrer til guden - i dette tilfælde de forpinte arbejdere, som i lænker trækkes op ad trappen af slavepiskere og kastes ind i gabet på det onde uhyre, som spiser slaverne.

Freder vågner op af sin hallucination og ser hvorledes, at de sårede og døde arbejdere bæres bort på bårer af andre arbejdere og, at bemandingen af maskinerne straks erstattes af et nyt hold arbejdere som om, at intet var hændt.

6. Babelstårnet

Freder løber ud til hans ventende limousinebil og beder chaufføren straks køre ham til Babelstårnet. Han vil op og konfrontere sin fader med det, som han har opdaget.

7. Lederen af Metropolis

Faderen, Joh, som har sit overdådige kontor øverst i babelstårnet, er i færd med at afgive ordrer til sit kontorpersonale, da Freder kommer styrtende ind på kontoret. Joh afviser Freder med en håndbevægelse og fortsætter sine instrukser til personalet. Joh har ikke tid til at lytte til sin søn, Freder.

En af kontoristerne, førstekontorist Josaphat, opdager, at Freder er bestyrtet og har det dårligt. Han går hen til Freder, som fortæller, hvad der foregår under jorden. Josaphat bestyrtes. Joh opdager, at Josaphat lytter til Freder. Det accepterer Joh ikke.

Joh sender straks Josaphat ud af kontoret. Freder fortæller sin fader, hvad han har oplevet nede i maskinrummet og hvilke forfærdelige arbejdsforhold, som arbejderne har.

Joh beroliger sin søn ved at forklare, at det var et enkeltstående tilfælde og, at forholdene vil blive forbedrede for arbejderne. Hvad skulle du egentlig ned i maskinrummet efter, spørger Joh. Freder forklarer, at han ville se de mennesker under jorden, som kvinden, Maria, kaldte for hans brødre.

Freder spørger sin fader, hvor alle de mennesker er henne, som har bygget hans fantastiske by. Faderen svarer, at de er der, hvor de hører hjemme - i dybet. Det går nu op for den naive Freder, hvad det egentlig er, som foregår. Og hvad sker der så med de mennesker i dybet, hvis de sætter sig op imod dig, spørger Freder.

Joh når ikke at svare før, at en alarm på kontrolpanelet går i gang. Joh trykker på knappen, og ind kommer førstekontoristen, Josaphat, som siger, at Maskinmester Grot - nede fra hjertemaskinen - er her med en vigtig meddelse. Lad maskinmesteren komme ind, siger Joh.

Grot kommer ind på kontoret og fortæller, at han har fundet endnu to oprørsplaner i maskinrummet, og giver dem til Joh. Joh kalder førstekontoristen Josaphat ind på kontoret. Hvordan kan det være, at jeg skal høre om disse oprørsplaner fra Grot og ikke fra Dem, spørger han Josaphat. Josaphat kan ikke svare. G-banken vil udbetale Dem Deres sidste aflønning, siger Joh til Josaphat.

Josaphat gribes af desparation og fortvivelse, og forlader kontoret med bøjet hoved uden at sige et ord. Freder, som overværer hændelsen, er chokeret. Fader, ved du, hvad det betyder, at blive fyret af dig - det betyder, at man smides ned i hullet - ned i dybet, råber Freder til Joh. Faderen trækker blot på skuldrene.

Freder farer ud af kontoret og løber ned ad den store trappe, hvor han lige netop når at indhente Josaphat og fravriste den pistol fra Josaphat, som han er i færd med at skyde sig selv med.

Hvad siger du til at arbejde for mig i stedet for, spørger Freder til Josaphat. Det vil Josaphat gerne og lyser af lykke. De aftaler, at Josaphat skal gå hjem til sig selv og vente på, at Freder kommer til ham. Freder har planer om først at opsøge sine "brødre" i dybet. Derefter vil Freder opsøge Josaphat.

Joh er klar over, at hans søn er blevet et problem. Han kalder derfor på sin håndlanger "Den Tynde Mand", som kommer ind på kontoret. Håndlangeren beordres til at udspionere Freder.

8. Arbejder nr. 11811

Freder finder om aftenen vej ned til maskinrummet, hvor han mødes af den ulidelige damp og varme, som hersker i maskinrummet. Her ser han en arbejder med nummeret 11811, som har til opgave at fordele strømleverancen efter behov i et område. Det betyder, at arbejderen manuelt må omkoble strømforbindelserne konstant. Problemet er, at behovet ustandseligt ændrer sig fra område til område, så arbejderen må arbejde hurtigere og hurtigere.

Freder ser, at arbejderen, Georgi, med nummeret 11811, nærmer sig sin udmattelse, og umiddelbart før, at arbejderen besvimer, så griber Freder ham i faldet. Arbejderen råber: Der skal være en, som betjener denne maskine for ellers, så går det galt. Freder siger, at der vil være et menneske ved denne maskine - mig!

Samtidigt, så er Joh's håndlanger i aktion. Han sidder på en cafe og holder øje med Freder's limousine, som holder uden for parken.

Freder og Georgi bytter tøj. Freder overtager arbejdet ved maskinen, og Georgi kan - iklædt som Freder - gå op og køre væk i Freders limousine. Det er aftalt, at Georgi skal køre til Josaphat og forklare ham situationen.

Georgi opdager, at der ligger en masse penge i lommerne på Freders tøj. Undervejs i Freders limousine ser arbejderen en brochure om et kassino, Yoshiwara, med smukke kvinder, og han ombeslutter sig og beordrer chaufføren at køre til fornøjelsesklubben Yoshiwara. Klubben er et kassino, hvor rigmænd fra hele verden folder sig ud.

9. Videnskabsmanden Rotwang

Midt i Metropolis centrum mellem skyskraberne ligger et lille gammelt og glemt hus. Her bor opfinderen Rotwang. Joh kommer på besøg og opdager Hel's kæmpe buste. Rotwang forsøger at skjule busten for Joh, men Joh har allerede set den. Rotwang råber til Joh: Jeg havde kun et mål i livet, og det var at tjene Hel som hendes højre hånd, hvor du bare skulle være hendes mand.

Joh forsøger at berolige Rotwang: Lad de døde være i fred, Rotwang. Hun er både for dig og for mig bortkommet. Nej, nej, siger Rotwang. For mig er hun ikke død, Joh Fredersen, for mig lever hun stadigvæk.

Nu opdager Joh, at Rotwang mangler sin højre hånd. Den er blevet erstattet af en kunstig hånd, som dækkes af en sort handske. Tror De, at tabet af en hånd er for stort et tab i bestræbelserne på at genskabe Hel, spørger Rotwang. Vil De se hende, spørger Rotwang.

At Rotwang har mistet netop sin højre hånd er blot en af de mange raffinere metafoer, som findes i filmen.

Joh følger Rotwang ind i det mystiske hus, og oppe på første sal ser Joh for første gang Rotwang's menneske-maskine (cyborg/android/robot).

Rotwang har bygget denne menneske-maskine i et forsøg på at genskabe Hel, men alle hidtige forsøg er indtil videre mislykkedes. Hel er godt nok fysisk død, men der mangler blot et andet kvindemenneske som offer før, at transformationen skal kunne lykkes for Rotwang. Oven for denne metalliske menneske-maskine ses en stor jødestjerne på væggen.

Som det ses, så var det ikke en jødestjerne, da jødestjernen har seks spidser. Det er derimod et negativt pentagram, det vil sige en femstjerne med en af spidserne nedad. Filmen skulle vises over hele verden, så man kunne selvfølgelig ikke bruge jødestjernen til formålet. I stedet for kunne det omvendte pentagram bruges.

Anvendelsen af det nedadvendte pentagram er opstået som en form for protest over for den udprægede anvendelse af pentagrammet i stort set alle unge stater i verden uanset politisk retning. Anvendelsen af pentagrammet som nationalt symbol blev opfattet af de gamle europæiske lande som hykleriskt og uærligt - som den rene propaganda. Det nedadvendte pentagram representerer det okulte og den urene verdslige verden.

Satanisterne forkaster den rene, retfærdige, ideelle, åndelige og spirituelle verden, fordi de opfatter den som værende falsk. For dem, så skal man udelukkende se på virkeligheden - den såkaldte verdslige verden. Og, i denne virkelighedens verden findes ifølge satanisterne kun armod, uretfærdighed, egoisme, lyster, hævn og krig.

Selv om satanisterne sandsynligvis - i vores moderne verdslige verden - har ret, så kan man omvendt sige, at de nævnte religioner er et bolværk mod den vulgære og virkelige verden og mod vore dyriske instinkter. Nazismen hyldede - i modsætning til nævnte religioner - Den Nordiske Mytologi, som i princippet mangler dette bolværk.

Metalrobotten rejser sig på kommando fra Rotwang og går hen til Joh for at hilse ham. Joh er både skræmt og imponeret på samme tid. Nå, råber Rotwang, mens han vifter ud i rummet med sin kunstige højre metalhånd beklædt med en sort skindhandske. Kan De nu se, at det kunne betale sig for mig at midste en hånd for skabelsen af denne menneske-maskine. Med denne menneske-maskine som erstatning for arbejderne, kan Deres arbejdere arbejde 24 timer i døgnet uden at blive trætte.

Joh er imponeret, men Rotwang råber, at han har eneret på Hel og Hel's tanker, ideer og visioner, og at Joh skal bygge fremtiden på sønnen Freder. Joh føler sig presset, og anmoder om Rotwang's vejledning. Hvad skal han gøre nu. Joh viser oprørsplanerne til Rotwang og beder ham om vejledning til hvad, at der kan gøres for at modvirke oprøret fra arbejderne.

Freder har overtaget arbejdet for arbejder nr. 11811, og kæmper en brav kamp for at udfylde rollen. Pludselig kommer en anden arbejder hen til ham og siger, at kl. 2 vil han blive erstattet af en anden arbejder, så han i smug kan deltage i det hemmelige møde. Men, selvom han vil blive afløst allerede kl. 2, så er Freder ved at bukke under over for arbejdspresset. Endelig lyder damphornet, og Freder erstattes. Totalt udmattet kravler Freder væk fra arbejdspladsen.

Rotwang har genvundet sin magt, da det er lykkedes ham at overbevise Joh om, at han har løsningen på at fjerne arbejdernes oprørstendenser ved at udskifte arbejderne med robotter.

Rotwang afholder et nærmest religiøst foredrag over for byens bestyrelsesmedlemmer. Lad os bygge et endnu højere tårn, som rækker helt op til stjernerne, og lad os skrive på toppen af dette tårn, at stor er skaberen og stor er menneskeheden, proklamerer han.

Men nogle af de ingeniører, som skal bygge dette nye babelstårn, sidder omkring modellen af tårnet og stiller tvivl om, hvorvidt det er muligt, at bygge så højt et tårn. Det vil kræve et uhørt stort antal arbejdere, at bygge så højt et tårn. Men, Rotwang siger, at de arbejdere, som byggede det eksisterende babelstårn ikke vidste, at den opgave også var umulig, og derfor lykkedes opgaven. Det er alene drømmen, som gør det umulige muligt, påstår Rotwang.

Titusindevis af arbejdere, som behandles som slaver, sættes i gang med at bygge det nye babelstårn. Men, selvom Rotwang forsøger at opildne arbejderne til at fortsætte det glorværdige arbejde, så gør de modstand fordi, at Rotwang ikke respekterer deres fundamentale behov.

Arbejderne gør til sidst oprør, og arbejdsprojektet mislykkes for Rotwang. Projektet går fallit, og Joh vil ikke hjælpe Rotwang med yderligere financielle midler. Efter en tid, så styrter det ufærdige nye babelstårn sammen i grus.

Rotwang tænker, at sådan var det ikke gået, hvis Hel stadigvæk havde levet. Rotwang tænker på at hævne sig over for Joh. Det er kun et spørgsmål om tid.

10. Katakomberne

Arbejdernes kirke ligger i skjul langt nede i katakomberne, hvor der ikke findes kunstigt lys. Her mødes arbejderne i stearinlysets skær.

Maria forkynder i kirken i katakomberne nede under jorden. Mennesker behøver en formidler, som både forstår de overordnede ting og menneskets behov, og mellem de store tanker og det enkelte menneske befinder hjertet sig, forkynder hun i kirken.

Dette fortolkes på mange måder, og er blevet til et overordnet emne inde for debatten om fortolkningen af filmen. Mange mener, at der her er tale om, at man på den ene side har arbejderen (håndens arbejde) og på den anden side kapitalisten (intellekten), og at forbindelsen mellem de to modpoler nødvendigvis går gennem hjertet. I hvert fald, så er netop dette tema blevet ledetråden og pejlemærket i denne film, og det, som mest af alt vil blive husket i al fremtid, som hovedresultatet af denne film.

11. Forkyndelse og Profetier

En arbejder i kirken rejser sig og spørger Maria: Og hvem er så vores formidler? Freder, som overhører Marias tale lytter spændt på, hvad Maria vil svare. Vent, siger Maria, han er tæt på at komme. Freder er klar over, at det faktisk er ham, som er kaldet til denne opgave. Arbejderne råber, at de ikke vil vente ret meget længere.

Joh har sammen med Rotwang sneget sig ned i hulen, og fra en meta-position, har de overhørt seancen. Arbejderne forlader kirken, men Freder bliver tilbage. Han kalder på Maria, som bliver lykkelig over, at gense Freder.

De to forenes, og Maria siger til Freder: Endelig er du kommet som formidleren. Freder svarer, at hun har kaldt på ham, og nu er han der. Maria kysser Freder, og Freder er lykkelig.

Joh ser dette og befaler Rotwang at overføre Marias krop til Rotwangs robot. Jeg vil have, at forbindelsen mellem Freder og Maria bliver brudt og, at De, Rotwang, skal sørge for, at dette sker, befaler Joh.

Ok, siger Rotwang. lad mig nu arbejde i fred, men tro ikke, at De efterfølgende vil kunne ændre på deres beslutning og de konsekvenser, som denne måtte have. Hvis De ønsker at ændre på beslutningen, så vil De ikke kunne finde mig til at kunne gøre dette. Joh accepterer dette og forlader scenen.

Rotwang tænker: Din nar, nu vil du tabe det sidste, som du har arvet fra Hel - nemlig din Søn.

12. Maria alene i Mørket

Maria og Freder omfagner hinanden og beslutter, at de vil giftes i morgen i Dom (byens kirke). De to skilles. Maria går hjem gennem de snørklede gange med et stearinlys i hånden. Pludselig fanges hun i en lyskegle. Hun forfølges af Rotwang, som vil fange hende. Efter en intensiv jagt i hulerne (katakomberne med skeletter), så lykkes det Rotwang at indfange Maria.

Næste dag i Dom møder Freder op og kigger efter Maria. Hun er ikke at se nogen steder. Freder hører præsten prædke fra den nye bibel - Den Store Babylon - at kvinder er til for at glæde mænd.

Rotwang er i mellemtiden nået tilbage til sin robot, som han går i gang med at programmere: Du skal ikke adlyde Joh, hans embedesfolk i byen eller hans søn, Freder. Du skal kun adlyde mig, siger han til robotten.

13. Manden med leen og De Syv Dødssynder

Forgæves går Freder rundt i kirken og leder efter Maria, men hun kommer ikke. Til sidst når Freder ind i et rum i kirken, som har otte statuer, med dødens statue (manden med leen) i midten. Freder taler til statuen i midten: Hvorfra, du end kommer, så er det ikke mig, som du skal tænke på. Men, uanset hvad, så beder jeg dig om at holde dig væk fra mig og min kæreste Maria.

Freder forlader kirken, og opdager samtidigt, at der i lommen på arbejderkedeldragten ligger huen fra arbejderen, Georgi, med nummer 11811, som der står på huen.

14. Håndlangeren (den tynde høje mand)

Arbejderen Georgi, som bærer Freders tøj, har været inde på fornøjelsesklubben Yoshiwara, hvor han i spil har tabt alle pengene. Han kommer ud til Freders limousine, hvor han pågribes af håndlangeren, som lænker Georgi fast med håndjern til sig selv og trækker Georgi ind i bilen. Hvor er han, hvis klæder du bærer, spørger håndlangeren. Georgi svarer ikke, men håndlangeren opdager den seddel, som Freder har givet til Georgi med adressen på Josaphat.

Hjemme hos Josaphat er Freder netop ankommet iført arbejdertøjet. Josaphat er forbavset over, at Freder bærer arbejdertøj. Freder er træt og slænger sig i sofaen. Jeg skal nok forklare det hele, men gå nu ind og væk Georgi op. Georgi må straks føre mig ind i arbejderbyen, siger Freder. Men, Georgi er ikke her, og jeg har ikke set ham, forklarer Josaphat.

Håndlangeren er samtidigt undervejs i bilen på vej til Josaphat. Håndlangeren befaler til Georgi, at han straks skal gå tilbage til maskinen og glemme alt, hvad der er sket. Georgi sættes af undervejs.

Freder bestyrtes og griber fat i Josaphat. Jeg må have en person, som jeg kan stole på, for ellers kan jeg ikke opfylde mit mål, råber Freder. De kan stole på mig, siger Josaphat. Jeg må straks afsted og selv finde vej ned i arbejderbyen. Jeg kommer tilbage i aften, siger Freder, og tager elevatoren ned. Umiddelbart efter kommer håndlangeren ud af den anden elevator og spørger Josaphat om hvor Freder befinder sig. Det ved jeg ikke, og jeg har ikke set Freder, svarer Josaphat.

Håndlangeren går ind i Josaphats lejlighed og opdager arbejderhuen med nummeret 11811 på, som Freder har glemt. Nå Josaphat, hvilke oplysninger kan De så give mig for at undgå at blive sat på gaden fra denne skønne luksuslejlighed allerede i aften, spørger håndlangeren. Jeg ved ingenting, svarer Josaphat.

Håndlangeren tager nu et stort bundt pengesedler op ad lommen og lægger på bordet. Det er bestikkelse. Kan De så se at komme ud herfra, råber Josaphat. De har åbenbart ikke fattet, hvad det her går ud på, siger håndlangeren, mens han op af lommen tager en checque fra Zentral Bank von Metropolis frem, som er underskrevet af Joh, og viser den til Josaphat.

Josaphat ved, at spillet er slut, så han forsøger at flygte ud af lejligheden, men håndlangeren griber Josaphat og tvinger ham i gulvet med magt. Om tre timer kommer folk for at fængsle Dem, siger håndlangeren.

Freder går rundt i den travle by og leder efter en nedgang til arbejderbyen. Maria er spærret inde hos Rotwang og håber på, at Freder vil komme og befri hende. Nu kommer Rotwang for at føre hende ind til menneske-maskinen for at overføre en kopi af hendes krop til robotten, så robotten får hendes udseende. Maria gør modstand mod Rotwang og skriger.

Freder er ved at opgive håbet om at finde en nedgang til arbejderbyen, og går hvileløst rundt i byen. Tilfældigvis kommer han forbi Rotwangs hus og hører Marias skrig. Freder stormer hen til døren ind til huset, som han forsøger at bryde op. På døren ser man en jødestjerne. Pludselig, så går døren op af sig selv. Freder går forsigtigt indenfor. Så snart han er kommet ind, så smækker døren i, og Freder er fanget inde i huset. Nu går en dør op til et rum længere inde i huset oven for en trappe.

Freder stormer ind i rummet. Han kommer ind i noget, der ligner et bibliotek. Nu smækker døren bag ham, og han er igen spærret inde. Nu ser han en trappe, som går ned til kælderen. Han løber ned i kælderen, hvor en dør åbner sig ind til et kælderrum. Han går ind, og døren smækker i bag ham. Kælderlokalet er rundt, og der er adskellige dører ind til andre rum, men alle dørerne er låste. Nu opdager Freder et stykke stof fra Marias kjole, som ligger i klem under en af disse dører, men han kan ikke få døren op. I gulvet er der en trælem, som Freder forsøger at åbne, men den er også låst.

15. Den Falske Maria

Nede under kælderen i et hemmeligt laboratorium arbejder Rotwang med at klargøre transformationen af Marias legeme til robotten. Maria ligger klar i bevidstløs tilstand med dioder på hovedet, og robotten er ved at blive ladet op.

Alt er klar, og Rotwang starter overførelsesprocessen:

Processen lykkes, og robotten vågner til live med Marias udseende.

Rotwang sender en besked til Joh om, at han i aften vil få den nye skabning at se, som Joh har bestilt. Hvad Joh ikke ved er, at Rotwang har udstyret robotten med Hel's sind og programmeret den til kun at adlyde ordrer fra Rotwang. Rotwang vil have hævn over Joh for, at han ikke støttede bygningen af det nye babelstårn.

Freder er udmattet faldet omkuld i kælderen og vågner ved, at en dør åbner sig ind til en trappeopgang. Freder går op ad trappen og kommer op i et teaterrum, hvor Rotwang træder frem på scenen fra tæppet. Freder farer hen til Rotwang og forlanger at få at vide, hvor Maria befinder sig. Hun er sammen med din fader på kontoret i Babelstårnet, svarer Rotwang.

Den falske Maria ankommer til kontoret hos Joh. Joh befaler den falske Maria at gå ned i arbejderbyen og forkynde over for arbejderne, at de ikke længere skal lægge planer om sabotage og demonstrationer. Nu kommer Freder ind på kontoret og ser, at Joe og "Maria" står sammen i fortrolighed. Det er for meget for Freder. Han rammes af frustration og hallusinationer og går i koma. Han tilses af læger, men han ligger stadigvæk i koma.

Den falske Maria, som imidlertid kun styres af Rotwang, sendes ikke ned i arbejderbyen, som Joh har befalet. Rotwang sender derimod den falske Maria hen til den faschionable natklub, hvor de mest velhavende og dekadente kapitalister (alle mænd) morer sig. Her udfører hun en optræden på scenen som mavedanserinde, og hun er i stand til, med sine sexede indiske bevægelser og sit gennemtrængende blik, at hypnotisere mændene, som alle koncentrerer sig om enhver bevægelse, som hun gør. Hun forfører alle mændene - om jeg så må sige.

Samtidigt ligger Freder stadigvæk i koma og passes af en sygeplejerske. Men pludselig vågner han op og oplever en åbenbaring. Freder ser i sin feberagtige tilstand håndlangeren stå på en prædikestol i en kirke og forkynde, at vi nu er nået til det tidspunkt, hvor teksten i Apokalypsen (åbenbaring om jordens undergang) vil gå i opfyldelse. Freder ser i sin feberagtige drøm også Maria optræde i natklubben og beroliges af dette syn, fordi han forstår, at Maria stadigvæk er i live. Freder ved dog ikke, at han for sit indre øje har set et billede af den falske Maria. Freder falder afslappet tilbage i sin koma.

16. Delirium og Den store Babylon

Pludselig vågner Freder igen op med et sæt og ser i sin febervildelse en ny åbenbaring. Freder ser håndlangeren på prædikestolen tage "bibelen" op og forkynde, hvad der står om kvinden med det hemmelige navn: Den Store Babylon. Der står, at hun steg op siddende på et skarlagenfarvet dyr, som havde syv hoveder. Kvinden var iklædt purpur- og skarlagenfarvede klæder og havde i sin hånd et guldbæger med helligt blod, og kvinden drak af dette blod. Håndlangeren forkynder også, at denne handling vækker alle syv dødssynder til live.

Tilbage i klubben ser man den falske Maria udføre sin næste optræden på scenen. Fuldstændig som beskrevet i åbenbaringen for Freder, så ser man den falske Maria komme op på scenen siddende på det beskrevne dyr. Alle syv dødssynder er her, råber mændene.

Freder ser for sit indre blik, de otte statuer fra kirken, bestående af de syv dødssynder samt manden med leen, blive vagt til live - en efter en: Først manden med leen, så hovmod, nærighed, forfængelighed, begær, misundelse, vrede, og dovenskab. Freder vågner op af sin koma og råber: Døden er kommet til byen!

17. Afsløringer om Metropolis

Freder kommer sig langsomt og pludselig kommer Josaphat ind og besøger ham. De omfagner hinanden. Freder opdager, at Josaphat bærer arbejdertøj. Hvad er der sket, spørger Freder. Josaphat svarer: Jeg har i ti dage flygtet rundt i byen og har gemt mig tæt forfulgt af din faders sporhunde, men de har ikke fanget mig. Sporhundene gennemsøger også arbejderbyen.

Håndlangeren er til møde hos Joh, og håndlangeren meddeler Joh, at arbejderne blot venter på, at en formidler skal vise sig, så de kan forene deres kræfter.

Josephat fortæller Freder, at i de ti dage, hvor Freder lå i koma, så har "Maria" optrådt i natklubben, og nu er mændene i natklubben begyndt at kæmpe mod hinanden for at opnå hendes gunst. Der er tale om bl.a. fægteturneringer, hvor taberne dør. Der er også andre, som har skrevet et afskedsbrev til deres koner og derefter begået selvmord, fordi de ikke kan opnå Maria.

Der er mange kapitalister, som i øjeblikket lider døden fordi, at de har ladet sig forføre af Maria og af de syv dødssynder, forklarer Josephat. Jamen, så er det jo netop nu, at formidleren skal vise sig, siger Freder. Freder tager afsted mod arbejderbyen.

Samtidigt, så har Joh opdaget, hvad der foregår, og Joh befaler håndlangeren, at han skal lade arbejderne i arbejderbyen være i fred. Joh har også befalet Rotwang at stoppe den falske Maria og lade den ægte Maria komme tilbage til arbejderbyen for at berolige arbejderne.

Rotwang, som fortsat holder den ægte Maria indespærret i sit hus, sender den falske Maria til arbejderbyen for at opildne arbejderne til revolution mod det kapitalistiske styre. på den måde, så vil Rotwang endnu engang få hævn over Joh.

18. Død over Maskinerne!

Den falske Maria forkynder over for arbejderne, at formidleren ikke er kommet og, at det nu er tid til at gøre oprør. Arbejderne, som tror, at det er den ægte Maria, følger hendes vilje. Hun totalt opildner arbejderne til oprør. Lad maskinerne ødelægge! - råber hun.

Freder har sammen med Josephat endelig fundet vej ned til arbejderbyen og ser den falske Maria stå i arbejderkirken og opildne arbejderne til revolution. Du er ikke Maria, råber Freder, og peger på den falske Maria. Men, det er for sent. Arbejderne er allerede blevet overbeviste om, at de må gennemføre revolutionen og ødelægge maskinerne, fordi formidleren ikke er kommet.

Det er Joh's søn, og han skal slås ihjel, råber arbejderne, mens de løber op mod Freder. Kun een arbejder kender sandheden, og det er Georgi, arbejder nr. 11811. Freder kæmper for sit liv, Josaphat kæmper ved hans side, og også Georgi hjælper til. En arbejder tager en kniv og stikker ud efter Freder, men Georgi kaster sig ind foran Freder og bliver ramt i brystet og dør. En anden arbejder råber, glem Freder, vi må afsted for at ødelægge maskinerne. Alle farer de afsted for at ødelægge maskinerne, og de bærer den falske Maria, som leder arbejderne, i guldstol afsted på vej op mod maskinrummet.

Joh er i mellemtiden blevet klar over, at den ægte Maria holdes indespærret i Rotwang's hus, og han har derfor sørget for, at den ægte Maria slippes løs i det håb, at hun kan stoppe arbejdernes planer.

Den falske Maria er ankommet til torvet i arbejderbyen, og hun opildner alle arbejderne og deres koner til at angribe maskinerne. Anført af den falske Maria stormer arbejderne og deres koner op mod maskinerne. Via de store elevatorer kører de op til maskinrummet. De når hen til de store gitrer ind til maskinrummet, som Joh har lukket. Men, arbejderne får brudt gitrerne op og stormer ind i maskinrummet.

Arbejderne går straks i gang med at ødelægge maskineriet. Den falske Maria går i front og befalder de arbejdere, som er på vagt straks at nedlægge arbejdet. Nu råber den falske Maria, at nu går vi op til hjerte-maskinen! Oppe i rummet med hjerte-maskinen går Maskinmester Grot rundt og checker maskinen. En alarm udløses automatisk, fordi der er folk på vej op ad tappen fra maskinrummet til hjertemaskinen, og Grot lukker skodderne mod de fremstormende arbejdere.

Maskinmester Grot ringes op af Joh, som befaler ham at åbne skodderne. Joh tror, at det er den ægte Maria, som styrer arbejderne. Grot advarer Joh om, at hvis hjerte-maskinen ødelægges, så går byen til grunde. Joh beordrer Grot straks at åbne. Grot åbner modvilligt for skodderne, og ind stormer den falske Maria og arbejderne.

Grot svinger en stor skruenøgle i luften, som standser arbejderne. Er I fra forstanden, råber han. Hvis I ødelægger hjerte-maskinen, så går arbejderbyen til grunde - alt vil blive oversømmet. Grib ham, råber den falske Maria, og arbejderne stormer frem og overmander Grot. Den falske Maria slår stømmen fra, og Hjerte-maskinen stopper.

Totalt kaos i Metropolis. Strømmen svigter, og det velregulerede og avancerede transportsystem i byen svigter. Køretøjer og metrobaner hamrer ind i hinanden, flyvemaskiner styrter ned, og alt går i stå. Hele byen mørkelægges.

19. Arbejderbyen Oversvømmes

Samtidigt er den ægte Maria på vej ned i elevatoren til arbejderbyen. Hun når lige netop ned inden, at strømmen afbrydes, elevatorerne stopper, og lyset slukker. Da de elektrisk drevne pumper er stoppet, så begynder vand straks at trænge ind i arbejderbyen. Børnene flygter ud af husene, og den ægte Maria hjælper børnene væk fra de indtrængende vandmasser.

Freder og Josephat er på vej ned i arbejderbyen via en skorsten, som har indvendige trappetrin.

Den ægte Maria søger hen til bytorvet, hvor der findes en stor alarmklokke. Maria klatrer op og betjener alarmklokken, som kalder alle i byen hen til torvet. Vand sprøjter ind i hulen fra alle retninger og truer byen med oversvømmelse. Børnene søger hen til torvet - og hen til Maria, som arbejder ved alarmklokken. Hele arbejderbyen er ved at blive oversvømmet.

Freder er nået ned til arbejderbyen, og han kæmper sig vej gennem vandmasserne på sin vej hen mod torvet. Her ser han Maria, og de to genforenes. Nu vælter vandet ind med forøget styrke, og Josephat afbryder idyllen ved at råbe til Freder og Maria, at de straks skal føre børnene op og ud af arbejderbyen. Søg til luftskaktene - hurtigt - hurtigt! - råber Josephat.

Alle flygter fra vandmasserne op igennem luftskakterne, som har indvendige trapper. Problemet er, at luftskakterne er udstyret med stålgitre, for at forhindre arbejderne i at søge mod overfladen. Det lykkes Freder - ved en kæmpe anstrengelse, at få løsnet og fjernet stålgitrerne, og børnene reddes fra druknedøden i sidste øjeblik.

Maria undrer sig over, at lyset er slukket. Oppe i maskinrummet jubler arbejderne og danser i ring. De har ødelagt maskinerne, og de tror, at de derfor har vundet revolutionen. Maskinmester Grot vågner op fra sin bevidstløshed efter, at arbejderne har slået ham ned. Han ser til sin bestyrtelse arbejderne feste i maskinrummet, hvor alt er blevet ødelagt.

Joh forstår, at han er blevet svigtet af Rotwanger, og går i panik. Han råber hysterisk til sin håndlanger: Hvor er min søn? Håndlangeren svarer, at i morgen vil tusinder af andre i nød og i fortvivelse spørge Dem, Joh Frederiksen, hvor er min søn?

Nu vælter vandmasserne ind i arbejderbyen, og Freder, Maria, og Josephat er de sidste, som i aller sidste øjeblik lykkes at slippe ud af arbejderbyen inden, at byen totalt ødelægges og oversvømmes. Alle børnene er bragt i sikkerhed højere oppe.

Det lykkes Maskinmester Grot at påkalde sig arbejdernes opmærksomhed. Hør her, råber han. Stop med at feste. Jeres børn er ved at drukne nede i arbejderbyen fordi, at de maskiner, som I har ødelagt, ikke længere stopper for vandets indtrængning.

Virkeligheden går op for arbejderne, og de gribes af fortvivelse og harme. Det er heksens skyld råber nogle, med hvilken, at de mener Maria - uden at de ved, at hun er den falske Maria.

Den falske Maria er i mellemtiden nået tilbage til den faschionable klub, hvor der er en stor fest i gang, og hvor hun hyldes og tilbedes af overklassen. Der er ekstremt gang i festen, og alle følger Maria ud på gaden for yderligere uhæmmet fest gennem byen.

20. Jagten på Heksen Maria

Maskinmester Grot opfordrer arbejderne til at følge ham i søgen efter Maria for at slå hende hjel, fordi han er af den overbevisning, at hun er skyld i den ulykkelige situation. Arbejderne og deres koner, som tror, at deres børn er druknede, følger Grot op på gadeniveau for at finde Maria og få hævn over hende.

Samtidig er Freder sammen med den ægte Maria og Josephat nået op på gadeniveau sammen med alle børnene. Maria foreslår, at alle arbejderbørnene bringes hen til den faschionable have "Paradis", hvor deres "brødre" ifølge legenden findes. Børnene installeres i lysthuset, og Freder beordrer havens tjenestab at tage sig godt af børnene.

Rotwang, som har ligget bevidstløs på gulvet i sit hus efter, at han blev slået ned i forbindelse med Joh's beordrede befrielse af den ægte Maria, våger op. Han går hen til bysten af Hel og siger: Nu går jeg, min elskede Hel.

Den ægte Maria er blevet spottet af arbejderne. Arbejderne ved ikke, at det ikke er den onde Maria. Brænd hexen, råber arbejderne. Maria flygter med arbejderne lige i hælene. Tilfældigvis i et gadekryds støder arbejderne ind i den festende gruppe af overklassen, som ledes af den falske Maria. I forvirringen lykkes det den ægte Maria at slippe væk.

Arbejderne får nu øje på den falske Maria. Der er hun, råber de, og stormer ind i gruppen af overklassen og fravrister hende fra dem. Op på bålet med hende, råber de, og bygger et intermistisk bål bestående bl.a. af sporvogne, som er bygget af træ, op ad en søjle. Den falske Maria bindes fast til søjlen, og bålet antændes. I baggrunden ses den store imponerende gotiske kirke, Dom.

Rotwang, som er kommet til området, står i skjul bag en søjle ved kirken et stykke derfra. Forfærdet ser han hvad, at der ved ved at ske med hans falske Maria.

Freder og Josephat, som har løbet rundt i byen i deres søgen efter Maria, ankommer til optrinet. Freder ser Maria oppe på bålet og løber straks ind i menneskemængden for at befri Maria. Han ved heller ikke, at det er den falske Maria, som er på bålet. Arbejderne opdager, at det er Freder. De griber fat i Freder og siger, at han nu, som straf, skal få se sin elskede Maria fortæres af flammerne. Freder kæmper for at komme fri, men overmagten er for stor.

Den ægte Maria kommer også til området, og i skjul bag en søjle ved kirken et stykke derfra, ser hun, hvad der sker. Nu hører hun Freder kalde på Maria og får øje på ham i mængden. Hendes reaktion er, at hun straks løber hen mod Freder, men nu træder Rotwang, som har stået bag en anden søjle, frem og afskærer hende vejen. Den gale Rotwang, som er blevet forælsket i sin robot med Marias udseende, råber til den ægte Maria, Hel, min elskede Hel og går hen mod hende med åbne arme.

Maria flygter fra Rotwang, som forfølger hende. Maria flygter op i kirketårnet, hvor Rotwang fanger hende. Hun får dog kæmpet sig fri og springer ud i luften, hvor hun griber fat i den store kirkeklokkes reb. Det får klokken til at bimle.

Ilden er ved at fortære den falske Maria, og pludselig sker noget mærkeligt. Maria ændrer udseende, og bliver til den metalagtige robot. Den falske Maria er død.

21. Kampen oppe i Kirketårnet

Arbejderne trækker sig tilbage i rædsel, og slipper Freder. Nu kigger alle op på kirketårnet. Se, der er den ægte Maria, råber Freder. Maria løber afsted med Rotwang lige i hælene. Freder løber ind i kirken. Rotwang har fanget Maria oppe på en repos ved taget, men kaster hende fra sig, da Freder dukker op. De to mænd kæmper oppe på reposen.

Josaphat, som også har set, hvad der foregår, er taget op til Joh for at alarmere ham. Joh skynder sig til stedet, og ser de to mænd kæmpe oppe på reposen. Det er en kamp på liv og død, og Joh er bekymret for sin søn. Arbejderne omringer Joh, og opildner hinanden til at angribe Joh. Men nu træder Josaphat ind og råber til arbejderne, at alle deres børn er blevet reddet, og at det er Freder og Maria, som har gjort det. Arbejderne jubler af glæde, men kigger nu op mod reposen.

Rotwang får slået Freder i gulvet hvorefter, at han griber fat i Maria og svinger hende om på sin ryg. Med Maria hængende på ryggen kravler han helt op på tagryggen på kirken. Her forsøger han at flygte hen over tagryggen. Freder vågner og optager jagten. Han indhenter Rotwang, som smider Maria fra sig, og genoptager kampen mod Freder. De to mænd falder og ruller ned ad taget og havner igen på reposen. De kæmper videre, men Rotwang snubler og falder ned fra reposen. Rotwang dør i faldet.

22. Hoved, Hænder og Hjerte

Faderen, Joh, som har set det hele nede fra jorden stormer ind i kirken for at gense sin søn og Maria. Arbejderne venter på dem uden for kirken. Nu kommer de ud af kirken. Joe med sin søn ved den ene side og Maria ved den anden side.

Grot går som representant for arbejderne op ad trappen og hen til kirkedøren. Joe træder frem mod ham. Begge synes at ville give hinanden hånden, men ingen af dem kan få sig selv til at gøre det. De bare stirrer på hinanden.

Maria visker til Freder, at hovedet (arbejdsgiveren) og hånden (arbejderen) godt vil finde hinanden, men at de behøver hjertet (en formidler) til at knytte denne forbindelse.

Du Freder, du er formidleren. Du skal hjælpe dem at forliges, hvisker Maria til Freder. Freder går hen imellem de to, tager fat i deres hænder og fører dem sammen. Det lykkes. De giver hinanden hånden i gensidig respekt. Arbejdsgiveren og arbejderen har via formidleren fundet sammen og kan herefter arbejde sammen og skabe store resultater i fællesskab. Filmen slutter.

Filminstruktørerne Fritz Lang og Thea von Harbou

Den østriske filminstruktør Fritz Lang havde det problem, at hans moder havde været jøde frem til Fritz's 10 års fødselsdag, hvor moderen konverterede sig til den romersk-katholske religion. Fritz vidste, at det. at hans moder tidligere havde været medlem af det jødiske samfund kunne give ham problemer i Nazityskland selvom, at han selv var blevet opfostret i den romersk-katholske tro i langt det meste af sit voksenliv.

Joseph Goebbels var dog så begrejstret for Fritz Lang, hans egenskaber som filmskaber, og hans film Metropolis, at Goebbels kaldte Lang ind til sit kontor i 1932. Her blev Lang af Goebbels tilbudt direktørstillingen for UFA, selvom Fritz Lang var en såkaldt halvjøde. Nazisterne var villige til at slette disse informationer om ham, hvis han ville tage stillingen og samtidig melde sig ind i Nazipartiet, NSDAP.

Lang's kone, Thea von Harbou, havde allerede på dette tidspunkt meldt sig ind i Nazipartiet, NSDAP, og var en glødende nazist. Hun ville gøre alt for Tyskland. Thea von Harbou var et produkt af en god preussisk og arristokratisk familie med god opvækst og uddannelse (oprindelig er hun af Dansk arristokratisk familie).

Fritz Lang turde - med sin baggrund - dog ikke risikere at binde sig til det Nazistiske Tyskland og afviste derfor tilbuddet. Selvom, at det var et fantastisk tilbud, som Lang havde modtaget, hvor alle dokumenter om ham, som kunne vise, at han tidligere havde været søn af en jødemoder, ville blive slettet, så havde Lang det problem, at han aldrig ville kunne bortforklare hvorfor, at han var omskåret. Dette fysiske indgreb ville han aldrig kunne løbe fra.

Lang var klar over, at hans afvisning over for en så betydningsfuld mand, som Joseph Goebbels, kunne vise sig på sigt at blive skæbnesvanger for ham. Lang turde ikke blive i Tyskland og lagde derfor planer om at forlade sin kone og flygte til udlandet. Han ansøgte om skilsmisse fra sin kone, Thea von Harbou, hvilket blev bevilget i 1933.

I 1934 flygtede Fritz Lang fra Berlin til Paris, hvor han fik en karriere som filmskaber. I 1936 flygtede Fritz Lang videre fra Paris til Hollywood i USA, hvor han fik en karriere som filmskaber.

Thea von Harbou forblev i Berlin og var loyal over for Nazityskland under hele krigen. Hun skrev adskellige romaner og fungerede også som filminstruktør i UFA.

Ved krigens slutning lykkedes det hende at flygte mod vest fra Berlin gennem de russiske belejringsstyrker og blev interneret af brittiske styrker. Hun blev ved Nürnberg-processen frikendt for krigsforbrydelser, men for hendes ultimative sympatier for nazismen, så blev hun som straf dømt til at arbejde som oprydder af murbrokker i den sønderbombede tyske hovedstad Berlin inden for den brittiske sektor.

Dette arbejde var så hårdt for hende, at hun hurtigt blev nedslidt og invalid. Efter 1946 var hun permanent sengeliggende på grund af en rygskade. Her fortsatte hun i sengen ufortrødent med at skrive og udgive romaner indtil sin død i 1954.

Bestilling af den restaurerede film Metropolis fra 2010

Du kan bestille filmen her:

www.amazon.de

God fornøjelse, og med kærlig hilsen,

John Genart