Artikel af Civilingeniør John Genart

De ni verdener

Verden i den nordiske mytologi består af ni verdener. Den verden, som menneskene lever i - og som er kendt område - hedder Midgård. De øvrige otte verdener ligger uden for menneskenes rækkevidde. Dvs. man havde en forestilling om, at der fandtes andre verdener, som lå så langt væk, at de var uden for menneskets rækkevidde.

Placeret i Norden og uden viden om, at Jorden er rund, så skulle man sejle væk fra Norden - ud i verden - for at nå de andre otte verdener. Der var Asernes verden - Asgård, Vanernes verden - Vanaheim, Jætternes verden - Jotunheim, Alfernes verden - Alfheim, Dværgenes verden - Svartalfheim, og de dødes verden - Hel.

Man kunne dog også sejle mod det mystiske kolde nord (frost og is) - Niflheim. Det er det kolde tågede rige i nord, hvor dragen Nidhug holder til. Ved at sejle mod syd, så kunne man nå det mystiske rige - Muspelheim, hvor både hede og ild hersker (sydens skovbrænde og ørkener?).

Hver af de otte forskellige retninger var ruter til gudernes mystiske "underverdener", som man kun havde en forestilling om, hvad det var. En af disse verdener er Hel's verden, hvor de døde kommer hen.

Guderne i de otte mystiske underverdener var vidt forskellige, men oprindeligt besad de alle både godhed og ondskab. Senere op mod dannelsen af den kristne kultur opstår en lang mere fordømmende opdeling, hvor nogle af disse verdener i langt højere grad polariseres, hvor nogle af disse verdener kommer til at representere heltene og andre kommer til at representere ondskab.

Det blev i hvert fald således, at de gode guder (heltene) skulle findes i Asernes verden, og de onde guder skulle findes i Jætternes verden. Da guden Hel er datter af en jættekvinde, så blev Hel også en del af de ondes verden.

Hel's verden

Hel er dødsrigets herskerinde, og ikke en særlig rar skikkelse. Hun er datter af Loke og jættekvinden Angerbode, og dermed er hendes søskende Fenrisulven og Midgårdsormen.

Om Hel fortælles det, at hun er halvt blåsort og forrådnet som et lig, og halvt kødfarvet som et levende menneske. Hun er truende, barsk og kold.

I sin tid blev hun taget fra sin moders haller af guderne og derpå kastet op i Niflheim i det kolde nord, hvor hun samtidigt fik magt over alle de ni verdener, så hun kunne anvise de døde til deres retmæssige opholdssted i de mulige verdener.

Alt i Hel's rige har triste eller negative navne. Hendes sal hedder Eljudnir, der betyder "Oversvømmelse". Hendes fad hedder "Hunger" og hendes kniv hedder "Sult". Hendes mandlige slave kaldes "Doven", og hendes kvindlige slave kaldes "Lad". Hendes dørtærskel kaldes "Faldlem", og hendes seng kaldes "Sygeleje". Omkring hendes seng hænger et forhæng med påskriften "Alverdens ulykker".

Navnet Hel betyder "det skjulte" eller "det indhyllede", og "Helvede", som vi kender det fra kristendommen, betyder direkte oversat "Hel's straf".

Tilværelsen i Hel's dødsrige skildres som trist og glædesløs og kan i den henseende minde om det græske dødsrige Hades. Men det er ikke et straffested, som det skildres i de kristne og middelalderlige forestillinger om Helvede. Det er derfor ejendommeligt, at den hedenske terminologi bliver videreført i den kristne religion - på engelsk direkte som "Hell", på tysk som "Hölle" og på dansk som "Helvede".

Valhal

Senere i den nordiske mytologi opstår forestillingen om endnu en verden - Valhal, som Hel ikke har indflydelse på. Mennesker, som døde af sygdom eller alderdom, kom til Hel, mens alle, som døde ærefuldt i kamp, kom direkte til Valhal (Valhalla). De døde Vikinger, som kom til Valhal, blev kaldt Einherjerne.

Nazisterne tilbad forestillingen om Valhal, og de betragtede Hel som repræsentant for Jøderne. Nazisterne havde endog en forestilling om, at Jøderne var identiske med Jætterne, som optræder i den nordiske mytologi. Valhal (af oldnordisk Valhöll, "de slagnes hal") er i nordisk mytologi Odins bolig i Asgård. Det er hjemsted for Einherjerne, som er de døde Vikinger, som døde i en æremodig kamp. Disse ædle kæmpere undgik - ved deres fald i kamp - Hel's verden og kom direkte til Valhal.

Valhal er en borg, og har - efter sagnet - 540 porte, og der kan komme 800 krigere ud på en gang af hver port. Taget er dækket med gyldne skjolde og væggene er gjort af spydskafter.

Einherjerne kæmper mod Jætterne på det sted, hvor Ragnarok senere vil komme. Her dør Einherjerne altid som helte, da modstanden fra Jætterne altid er for stor, da guderne ikke deltager i disse slag. Ved aftenstid "genoplives" Einherjerne af Valkyrierne, som bringer dem tilbage til Valhal, hvor de spiser flæsk skåret af grisen Særimner og drikker mjød inden, at de går til ro for natten. Næste morgen drager Einherjerne igen i kamp, og det hele gentager sig.

Valkyrierne var krigernes elskerinder. De fremstilles ofte som kongedøtre og knyttes til svaner. Digte om dem blev forfattet til aristokratiet og afspejlede derfor de forestillinger, der var udbredt i samfundets øverste lag. I den ideologi indgik Valkyrierne som et vigtigt element.

Jætter er en fællesbetegnelse for en række overnaturlige væsner fra den nordiske mytologi, som spillede en afgørende rolle. De blev hovedsagelig knyttet til den vilde natur og naturkræfter, som fx sne, kulde og ild. Mændene var store og grove, mens kvinderne kunne være utroligt smukke og forførende - ja, lige som hekse. Jætternes verden er helt uden for aristokratiet og samfundets øverste lag. Deres hjemverden blev kaldt Jotunheim, og var en af Hel's ni verdener i den nordiske mytologi. Jætter optrådte som Asernes modstandere, og Jætterne blev opfattet som entydigt onde væsener i den kristne tid.

Ragnarok

Ragnarok (oldnordisk: Ragnarökr og på tysk: Götterdämmerung) er i germansk og nordisk religion betegnelsen for en række begivenheder, som fører til verdens undergang. Ordet betyder Gudernes skæbne, hvor de magtfulde Guder vil dø under det sidste og afgørende slag med deres fjender, Jætterne.

Ragnarok indledes af naturkatastrofer, som vækker Gudernes vrede, fordi naturkatastrofer er Jætternes værk. Guderne slutter sig til de levende Vikinger og de døde Vikinger, Einherjerne, som sammen kæmper mod Jætterne. Slaget afsluttes af en verdensomspændende brand, hvorefter Jorden synker ned i havet. En ny og frisk Jord stiger op af havet, som er befolket af de få overlevende af gudernes slægter og et menneskepar (en pendant til kristendommens senere Adam og Eva). Jætterne er borte, og både de nye Guder og menneskene kan udvikle sig i dette paradis. Men intet varer evigt. Over tid genopstår fortidens problemer og Jætterne vender tilbage. Historien gentager sig.

Götterdämmerung

Betegnelsen "Ragnarok" blev gjort berømt af Richard Wagner, der kaldte sidste del af sit værk Nibelungens ring for "Götterdämmerung", som netop betyder Ragnarok.

Nibelungen's ring (på tysk: Der Ring des Nibelungen) er Richard Wagner's musikdramatiske hovedværk bestående af de fire satser: Das Rheingold (Rhinguldet), Die Walküre (Valkyrien), Siegfried, og Götterdämmerung (Ragnarok).

Med venlig hilsen,
John Genart