Hitler vidste, at afskrækkelsen over for USA ikke ville have nogen effekt med mindre, at Tyskland faktisk havde et sådant våben til rådighed. Derfor var det vigtigt hurtigt at udvikle våbnet - og derefter fortælle om det - samtidigt med, at udviklingen skulle foregå i dybeste hemmelighed for ikke at blive saborteret af de allierede.

Et nyligt fundet dokument fra SS-Obergruppenführer Kammler har afsløret, at projektet "Amerika Rakete" (baseret på A4-raketten i Peenemünde), som tidligere (1940) var blevet stoppet af Hitler, blev genoptaget ved udgangen af oktober 1943.

SS-Obergruppenführer Kammler havde, den 20. oktober 1943, sendt et telegram til Dr. Brandt med en anmodning om at informere Reichsführer der SS, Heinrich Himmler,  at der samme dag var indgået en aftale med Oberkommando des Heeres. OKH skulle bygge en underjordisk testfacilitet for udviklingen af en ny Amerika Rakete, som ville have en raketmotor, der var 10 gange så kraftig, som det tidligere projekt A4. 

I virkeligheden, så havde Hitler, Generalmajor Dornberger og Wernher von Braun - på deres berømte møde den 7. Juli 1943 - besluttet, at projektet med udviklingen af A4-raketten skulle genoptages, og at der også skulles udvikles en endnu større to-trins-raket betegnet A9/A10 - også kaldet "Thors Hammer", som kunne udstyres med flere små uranbomber, og som kunne nå USA's østkyst.

Det var Hitlers håb, at et sådant interkontinentalt ballistisk missil med uranbomber - alene ved dets eksistens - ville kunne skræmme USA til at træde ud af krigen. Hitler havde beordret, at A9/A10-raketten skulle være klar til indsats ved begyndelsen af 1945.

Ud over Peenemünde og Nordhausen, så var der mindst ét andet sted, hvor udviklingen og fremstillingen af Wernher von Brauns "ultimative våben" kunne gennemføres.

På ordre fra Oberkommando des Heeres (OKH) den 20. oktober 1943, så blev SS ansvarlig for opførelsen af et stort underjordisk kompleks med kodenavnet "Zement". Dette kompleks blev designet specifikt for at kunne bygge "Amerika Rakete".

Vi ved dog, at faciliteten i Peenemünde var den mest progressive, hvad angår overholdelsen af tidsplanen og, at de hurtigt var kommet langt i afprøvningen af A10-modulet, som er det første store trin i raketten.

Rustningsminister Albert Speer fortalte i slutningen af 1944, under et møde i Rådet for Forsvarsmateriel, at forberedelserne af raketten var så vidt fremskredne, at man kunne antage, at den første prøveflyvning ville kunne udføres før udgangen af december 1944.

I virkeligheden var det lykkedes Wernher von Braun og hans team - ved uafbrudt at arbejde dag og nat - at fremlægge de fuldstændige design-planer og optegnelser af raketten A9/A10 for den tyske regering allerede i begyndelsen af 1944.

Hitler var fascineret af dette projekt og gav ordre til at konstruere disse raketter straks, forkorte testtiden og påbegynde den industrielle produktion så hurtigt som muligt.

Testaffyringerne af protyperne blev udført af SS allerede i december 1944. Under testene var der en af astronauterne - en SS-pilot - som omkom. Testaffyringerne blev foretaget i det preussiske område Tucheler Heide. Der var problemer med det øverste rakettrin A9.

Den 24. januar 1945 meddelte Wernher von Braun efter en testaffyring, at problemet med det øverste rakettrin var blevet løst.

SS' specialist i hemmelige våben, Otto Skorzeny, gav i efterkrigstiden udtryk for, at "Amerika Rakete" stort set var færdigudviklet som standardversion i slutningen af marts 1945 og, at serieproduktionen af standardversionen ville havde været i fuld gang i juni 1945, hvis ikke krigen var blevet afsluttet ved Tysklands betingelsesløse kapitulation den 8. maj 1945.

Dette indikerer, at mindst een færdigudviklet standard-version stod klar til affyring, da krigen sluttede, den 8. maj 1945.

Den amerikanske jetjagerpilot, Gordon Cooper, blev udstationeret i Vesttyskland i 1950. Han var interesseret i rumteknologi og opnåede indsigt i nogle af hemmelighederne bag tyskernes rumprojekter under krigen.

Senere i 1959, da Gordon Cooper blev en af de originale syv astronauter hos NASA, som blev udtaget til Mercury-opsendelserne, så fik Gorden endnu større insider-informationer om tyskernes rumraketter.

Gordon Cooper har efterfølgende sagt, at tyskerne kun manglede en sølle uge i at kunne affyre den første bemandede A9/A10-raket mod Manhatten før krigen sluttede. Hvem, den aktuelle tyske austronaut var, som skulle have fløjet raketten, er dog endnu ikke blevet afklaret.

De syv originale astronauter, som blev udvalgt af NASA for Mercury-programmet, er følgende:
Første række fra venstre mod højre:
- Walter M. Schirra, Jr.
- Donald K. Slayton
- John H. Glenn, Jr.
- M. Scott Carpenter.
Bageste række fra venstre mod højre:
- Alan B. Shepard, Jr.
- Virgil I. Grissom
- L. Gordon Cooper.

Tyskernes Amerika-rakete A9/A10 havde følgende specificationer:

Samlede vægt 95 tons, heraf 70 tons var brændstof
Tophøjde for A10-modulet: 92,6 km (i toppen af mesosfæren)
Tophøjde for A9-modulet: 277,8 km (midt oppe i termosfæren)
Tophastighed for A10: 4.537 km/t
Tophastighed for A9: 10.871 km/t
Total rækkevidde: 5.556 km.

North American X-15

Efter krigen arbejdede amerikanerne videre på det tyske design, og i slutningen af 1950'erne udviklede de en kopi af tyskernes A9-raket, som blev affyret fra en Boeing B-52 "Stratofortress" i 15 km højde (ved ozonlaget midt i stratosfæren), og som derfra kunne flyve op til toppen af mesosfæren. NASA's raketfly havde betegnelsen X-15.

North American X-15 var et eksperimentelt raketfly bygget af det amerikanske luftvåben, NASA, og den amerikanske flåde i slutningen af 50'erne. Flyet var del af X-serien af eksperimentelle fly. Hvis man sammenligner designet af NASA's X-15 med tyskernes A9 herunder, så kan man godt se lighederne selvom, at A9's specifikationer var bedre.

 
X-15 opnåde flere rekorder med hensyn til hastighed og flyvehøjde. 13 af flyvningerne nåede en højde, så piloterne kvalificerede sig til den amerikanske definition af en astronaut - at flyve op til en højde af 80 km over jorden (midt i mesosfæren), og to piloter nåede så højt op, at de kvalificerede sig til den internationale definition på astronauter - at flyve op til en højde af 100 km over jorden (toppen af mesosfæren).

Den hurtigste flyvning med X-15 opnåede en hastighed på 7.274 km/t, hvilket stadigvæk er rekord for supersoniske fly, hvis man ser bort fra tyskernes A9.
 
De tre X-15, der blev bygget, fløj mellem 17. september 1959 og december 1968. De fløj i alt 199 gange.

Med venlig hilsen,
John Genart