HARP-projektet

Den canadiske ingeniør Gerald Bull kendte til tyskernes superkanon "Vergeltungswaffe 3", fra den Anden Verdenskrig, og så muligheden for at anvende opfindelsen til at skyde satellitter ud i rummet med frem for at benytte kostbare raketter til at få satellitterne ud i rummet.

En sådan superkanon ville drastiskt kunne reducere omkostningerne ved at sende en satellit i kredsløb om jorden.

Dr. Gerald Bull havde etableret sin egen kommersielle organisation "Gerald Bull Space Research Corporation (SRC)" i USA i slutningen af 1950'erne med henblik på at gennemføre projektet. Han skulle dog finde en kunde, som ville og kunne sponsorere projektet. Han fremlagde sin plan for de canadiske og de amerikanske myndigheder, som gerne ville financiere projektet.

Projektet skulle dog foregå i hemmelighed i et samarbejde mellem USA's Department of National Defence, Canada's Department of National Defence, og firmaet Gerald Bull Space Research Corporation (SRC).

Dr. Gerald Bull, var ikke selv interesseret i de militære applikationer, men var en videnskabsmand med en rigtig god idé. Hvad militæret ville bruge ideen til, var han ligeglad med så længe, at han bare - som videnskabsmand - kunne få sin forskning og sit projekt financieret og gennemført.

I 1961 blev projektet HARP oprettet. HARP er en forkortelse for High Altitude Research Project, og projektet havde officielt til formål at udvikle og afprøve affyringer af diverse enheder ud i rummet for efterfølgende re-entry gennem atmosfæren til jorden.

Bull blev dog ikke tildelt midler for en genfremstilling af tyskernes fantastiske superkanon fra krigen. Men, USA tildelte Bull en gammel 406 mm kanon fra US-Navy, som blev modificeret med et forlænget 40 m langt kanonløb. Effekten var ikke lige så god, som tyskernes superkanon, men den var god nok til, at Bull kunne udføre sine eksperimenter i praksis.

Dog vidste Dr. Gerald Bull, at amerikanernes kanon i modsætning til tyskernes kanon ikke ville være i stand til at opsende satelliter, da satelliternes følsomme instrumenter ville blive ødelagt pga. den voldsomme acceleration, som amerikanernes kanon ville afstedkomme. Det ville kun være muligt at afskyde simple granater, men det var trods alt en begyndelse i afprøvningerne for Dr. Gerald Bull.

Kanonen blev installeret på Seawell lufthavnen i Barbados, hvorfra granaterne blev affyret opad med en svag hældning mod øst ud over Atlanterhavet. Med denne kanon var holdet i stand til at affyre et 180 kg tungt projektil med en starthastighed på 3.600 meter i sekundet (13.000 km/t), som nåede en højde af 180 kilometer over jorden - og dermed ude i det ydre rum - før, at projektilet mistede sin inerti og begyndte at falde tilbage mod jorden på grund af jordens tiltrækningskraft, hvorefter projektilet dumpede ned i Atlanterhavet.

I 1966 affyrede HARP-kanonen et projetil, som nåede helt op i 240 km højde over jorden (langt ude i det ydre rum) før, at projektilet tabte fart og faldt tilbage mod jorden. Det var en verdensrekord, der stadigvæk gælder den dag i dag.

HARP-projektet blev kort tid efter brat stoppet af USA på grund af de enorme og galoperende udgifter, som Wietnam-krigen kostede USA, og Bull blev tvunget til at henvende sig til andre kunder uden for USA for at kunne financiere fortsættelsen af sin kostbare forskning.

Bull følte sig svigtet af USA, men opgav dog aldrig tanken om at bygge en kanon-affyret satellit, og ledte derfor efter muligheder for at skabe tilstrækkelig kapital uden for USA.

Bull vidste, at hans viden om avancerede superkanoner kunne bruges til fremstilling af overlegne våben, som mange militærstater i verden ville være villige til at betale en høj pris for. Dette ville kunne give ham den indtjening, som kunne financiere hans mere fredelige videnskabelige projekt.

Op gennem 1970'erne og 1980'erne designede han en ny artilleripjece til militære formål for at kunne financiere sine planer. Hans design, en GC-45 haubits, var dramatisk bedre end alle andre producenters haubitser verden over, og hans haubits tiltrak derfor stor opmærksomhed verden over.

Bull's GC-45 er en 155 mm haubits, som udelukkende har til formål at bruges i krig og intet har at gøre med rumforskning og satellitter.

Bull fandt mange kunder rundt i verden, som godt ville købe denne fantastiske kanon. Der var tale om forudbetaling, og Bull kunne derfor betale producenter for fremstilling af delene. Langt de fleste dele blev produceret af en lang række virksomheder i forskellige lande i løbet af 1980'erne. Der var især tale om producenter i Vesttyskland, Østrig og Sydafrika.

Bull solgte denne haubits til mange landes militær og også til militæret i Sydafrika, som dengang var underlagt Apartheid-systemet. USA, som fordømte Apartheid-systemet, opdagede Bull's handel med regimet i Sydafrika.

Bull blev arresteret og fængslet i USA for salget af kanonen til regimet i Sydafrika, og hans midler blev indefrosset. Bull mistede dermed sin mulighed og sit håb om selv at kunne financiere sin rumforskning - i hvert fald så længe, at han havde sin base i USA.

Efter sin løsladelse besluttede Bull at forlade USA og rejste til Belgien i slutningen af 1980'erne, hvor han fik nyt statsborgerskab. Han bosatte sig i en lille lejlighed i Bruxelles stort set uden midler. Herfra var han på udkig efter nye kunder over hele verden, som ville købe hans fantastiske haubits, og som derfor ville kunne financiere hans visioner om udviklingen af en superkanon, som ville kunne sende satelitter i kredsløb om jorden.

Det mest omtalte salg af Bull's GC-45 var til Irak, hvor våbnet dannede grundlaget for landets artillerienheder. Dette gav anledning til stor bekymring i de allierede styrker - specielt i USA og i England, som deltog i den Persiske Golf-krig mod Irak. Irak's diktator, Saddam Hussein, som hidtil havde været en af USA's mest forherligede og foretrukne venner, var i gang med at invadere olie-staten Kuwait, og nu var Saddam Hussein pludselig faldet i unåde hos de allierede.

Bull havde etableret samarbejdet med Irak i håb om, at dette ville kunne financiere hans rumforskning og hans projekt med fremstillingen af en ny superkanon, som ville kunne sende satellitter i kredsløb omkring jorden.

Project Babylon

Artikel af Civilingeniør John Genart

Iraks diktator, Saddam Hussein, indvilgede i at financiere Bull's projekt, men kun på visse betingelser. Projektet blev døbt "Project Babylon".

Formålet med Babylon-projektet er ikke blevet fuldstændigt afdækket, men det er den generelle opfattelse, at Saddam Hussein havde ønsker om at udvikle en kanon, som var i stand til at affyre et objekt i kredsløb omkring jorden hvorfra, at objektet kunne styres til at falde ned på et hvilket som helst sted på Jorden, og her var det Bull, som var den hjerne, som ville kunne gøre dette muligt.

Bull havde stadigvæk kontakt med de producenter i Tyskland, Østrig og i Sydafrika, som kunne fremstille en forbedret kopi af tyskernes superkanon "Vergeltungswaffe 3", fra den Anden Verdenskrig, og ordren på fremstillingen af komponenterne blev afgivet.

Saddam Hussein satte som betingelse over for Bull, at han skulle hjælpe Irak's bestræbelser på at designe et projektil, som efter genindtræden i atmosfæren kunne udløse ombordværende Scoud-missiler.

Bull indvilligede i at hjælpe Saddam Husseins ingeniører med dette arbejde. Men, Saddam Hussein's plan med projektilet var sandsynligvis at være i stand til at ramme mål i Iran og i Israel med disse langtrækkende missiler.

Efterretningstjenesterne fra det israelske Mossad og den iranske VEVAK havde sandsynligvis fundet ud af formålet med Babylon-projektet, og havde derfor gjort planer for sabotage af projektet.

Mordet på Dr. Gerald Bull i hans lejlighed i Bruxelles i marts 1990 formodes at være blevet udført af agenter fra enten den israelske efterretningstjeneste Mossad eller fra den iranske VEVAK efterretningstjeneste. Andre har antydet, at USA stod bag ugerningen, men intet bevis for dette eksisterer i dag.

Da Golfkrigen sluttede i 1991, så ophørte Babylon-projektet, og de dele, som Bull havde sørget for at få fremstillet i udlandet til samling af kanonen i Irak, blev alle konfiskerede af de britiske toldmyndigheder - støttet af USA - som havde omkranset Irak.

Ovenfor ses et billede fra Royal Armouries, Fort Nelson, Portsmouth, England, hvor dele fra Saddam Hussein's superkanon i dag findes udstillet.

Ingen satellitter eller andre objekter skydes i vore dage - på billig vis - ud i verdensrummet ved hjælp af superkanoner. Alle udsendelser til verdensrummet foregår på den dyrest tænkelige måde - nemlig via rumraketter, rumfærger og andet - primært fra USA. Det er en enorm og kostbar industri.

Med venlig hilsen,
John Genart