Tysklands hemmelige våben "Wunderwaffen"

Artikel af Civilingeniør John Genart

I den 2. verdenskring havde Tyskland en betydelig fordel på flere våbenteknologiske områder. Den tyske fordel var særlig mærkbar i begyndelsen af krigen, og mod slutningen af krigen, med en mangfoldig serie af innovative våben, blev disse våben almindeligvis omtalt af de allierede som "de tyske hemmelige våben", og af tyskerne selv som "vidundervåben".

Den tyske fordel i våbenteknologi var ikke en tilfældighed. Det var resultatet af flere hovedfaktorer:

Tyskland var en af de mest videnskabelig avancerede nationer. Det havde en historie af militær innovation, og i årtierne før den 2. verdenskrig var den tyske videnskab og teknologi ledende på mange områder.

Siden 1933, da Adolf Hitler blev diktator i Tyskland, med en fast og erklæret hensigt om at gå i krig, gjorde Tyskland en maksimal national indsats for at forberede sig til en større krig. Den tyske militære industri, der allerede var førende på mange områder, fik tildelt enorme budgetter og andre nationale ressourcer, i en større national indsats for at udstyre det tyske militær med de mest avancerede våben som muligt. En sådan indsats måtte producere resultater, og gjorde det.

På samme tid før krigen var de vestlige landes teknologiske ledere ramt af landsdækkende efterkrigstids-pacifisme, hvor man foretrak at ignorere den hastigt voksende trussel, og derfor var deres forsvarsbudgetter ynkeligt lave.

Stalins Rusland var dog klar til krig, men havde flere indenrigspolitiske problemer at kæmpe med, og Stalins centralistiske terrorregime havde næsten elimineret fri innovation. Så det var ikke så mærkeligt, at der i 1930-ernes Tyskland opnåedes en betydelig fordel i militær teknologi over dens fremtidige fjender, en fordel, som delvist blev tabt under krigen.

Da krigen begyndte, beordrede Hitler, at alle tyske våbenudviklingsprojekter, der ikke kunne forventes at blive operationelt færdige inden for en 18 måneders tidsramme, skulle bremses. Årsagen var, at Hitler mente at kunne vinde krigen på kun to år med den eksisterende overlegne militære teknologi, og Hitler havde store planer om at bruge de sparede penge på opbygningen af bl.a. infrastrukturen og bygningsværker i det nye stortyskland mod øst.

Tyskland ville havde vundet krigen, hvis ikke England og senere USA havde erklæret Tyskland krig, og Tyskland havde på ingen måde forestillet sig, at disse lande kunne finde på at erklære Tyskland krig. Tværtimod, så havde Tyskland tidligere skånet de britiske styrker, som havde befundet sig i Frankrig, da Tyskland erobrede Frankrig. De britiske styrker havde fået lov til at forsamle sig i havnebyen Dunqurque, hvorfra de selv kunne sejle til England uden, at Luftwaffe eller de øvrige tyske styrker angreb dem selvom, at tyskerne ellers havde rig mulighed for det.

Den britiske hovedstyrke var således sluppet over kanalen til England i god behold, og nu blev England pludselig Tysklands fjende. Tyskland startede straks slaget om England, selvom dette ikke havde indgået i Tysklands planer. Men, på trods af dette, så startede Tysklands angreb med Luftwaffe overraskende godt, og RAF blev hurtigt svækket. Det var hensigten blot at skræmme englænderne så meget, at de ville trække deres krigserklæring tilbage.

Store arrangementer blev af tyskerne etableret i Frankrig for at få det til at se ud som om, at Tyskland havde en enorm invationsstyrke stående i Frankrig samt midlerne til hurtigt at kunne bringe den over kanalen til England. Men, det var det rene skuespil, og de mange tanks og landgangsbåde, som kunne filmes fra luften, var lavet af træ og pap. Det havde aldrig indgået i Hitlers planer, at England skulle angribes eller besættes.

Hitler håbede stadigvæk på, at England ville besinde sig og slutte fred, men ved et uheld var der en gruppe tyske bombefly, som pga dårligt vejr havde mistet orienteringen, og fejlagtigt fik smidt sine bomber over civile områder i den sydlige del af London. Dette fik de allierede til at påbegynde gengældelsesangreb ved voldsomt at bombe civile områder i Berlin selvom, at tyskernes bombning af de civile i London havde været en fejl.

På en af sine berømte taler i Berlin - umiddelbart efter et britisk bombardement af civile områder i Berlin, hvor befolkningen var chokeret, og hvor hvor Hitler var rasende, så spurgte Hitler sit folk, om det ønskede den totale krig. Det Tyske Folk var parate til at følge deres fører i et og alt.

Hitler lovede sin befolkning, at de allieredes angreb på tysklands civilbefolkning ville blive gengældt. Hitler var nu tvunget til med vilje at bombe civile i London for at opfylde sit løfte til befolkningen. Det var en alvorlig fejl fordi, at den opgave og de konsekvenser, der opstod, som følge af udførelsen af opgaven, var hverken Hitler, Luftwaffe eller Tyskland forberedt på. Reelt var det heller ikke Tysklands ønske, men det gav England et alibi til at forøge bombardementerne af Tyskland, og det var også medvirkende årsag til, at USA gik ind i krigen på Englands side.

Krigslykken vendte for Tyskland, og med flere fronter og særligt hårde vintre i øst gik felttoget i stå. Det gav tysklands fjender et pusterum, så de kunne mobilisere sig. Efter denne mobilisering kunne de allierede påbegynde en offensiv både fra øst og fra vest mod Tyskland, som derfor blev trængt på alle fronter.

Hitler blev frustreret. Han kunne ikke forstå, hvorfor England, og nu også USA, ikke kunne indse, at Tyskland netop var vestens boldværk mod de bolshevitiske horder i øst. Hvordan kunne disse vestlige lande dog finde på at samarbejde med Stalin. Hitler havde indset, at en verden bestående af de kapitalistiske lande i vest, og de socialistiske lande i øst, aldrig ville kunne give en stabil verdensorden. Til det sidste håbede Hitler på, at vestens lande ville forstå dette, men forgæves. De allierede bestående af både de kapitalistiske lande i vest og de socialistiske lande i øst fortsatte deres angreb mod Tyskland som om, at Tyskland var roden til hele verdens ondskab.

For at vende denne udvikling gav Hitler ordre til, at udviklingen af de mere avancerede og kostbare våben, som tidligere var blevet stoppet, straks skulle genoptages. Desperat blev der investeret i udviklingen af disse meget avancerede nye våben, og dette med imponerende resultater. Men, tilladelsen var dog kommet for sent til, at disse våben kunne nå at blive fremstillet i et tilstrækkeligt stort antal til, at dette kunne vende krigen til fordel for Tyskland.

Videnskabsmænd gjorde Hitler opmærksom på, at Tyskland ville være i stand til hurtigt at udvikle en atombombe - efter fundet af uran og udvinding af tungt vand i Norge. Med dette våben ville Tyskland kunne vinde krigen, hvis de fornødne midler blev stillet til rådighed. Hitler ville dog ikke acceptere tanken om at bruge et så umenneskeligt våben og forbød dem at udvikle atombomben (A-våben).

Det samme gjorde sig gældende med de øvrige to umenneskelige ABC-våben, nemlig de bakteriologiske våben (B-våben) og kemiske våben (C-våben). Godt nok havde Hitler godkendt udviklingen af både B- og C-våben, men det var kun fordi, at Tyskland troede, at de allierede allerede havde sådanne våben, og pynsede på at bruge dem sådan, som de allerede havde gjort i Den Første Verdenskrig. Det var kun tilladt for de tyske styrker at bruge disse våben som gengældelse, hvis de allierede begyndte at bruge disse våben, og dette skete som bekendt ikke i Den Anden Verdenskrig. Derfor kom anvendelsen af disse våben ikke i brug under krigen.

Den 20. juli 1944 blev et mislykket attentat mod Hitler gennemført af officerer fra egne rækker. Dette fik Hitler til at miste troen på det loyale og ærefulde i det "rene" menneske. Samtidigt indløb meldinger fra den tyske efterretningstjeneste, at de allierede (England og USA) var i færd med at udvikle en atombombe. Det gjorde Hitler rasende og fik ham til at ændre mening om udviklingen af en atombombe. Der blev nu i Tyskland investeret store midler i udviklingen og fremstillingen af en atombombe, men det var for sent. De allierede rykkede for hurtigt frem mod Berlin til, at Tyskland ville kunne nå at fremstille bomben.

Som et sidste desperat forsøg på at vende krigens gang beordrede Hitler, at tyske atomfysikere og ingeniører sammen med vejledningerne til fremstilling af en atombombe, en ladning uran på 560 kg, et adskilt Me 262 jetfly i version som jetjagerbomber, som kunne bære et tungt missil, samt et Henschel HS 293 fjernstyret missil, som kunne indeholde atombomben, skulle sendes til Tokyo i Japan. Japan havde i modsætning til Tyskland i foråret 1945 stadigvæk tilstrækkelig militær kapacitet og råderum til at kunne fremstille bomben, og affyre denne for Tyskland og for Japan som gengældelse, hvis de allierede skulle finde på at affyre en atombombe mod dem.

De tyske atomfysikere og ingeniører samledes i havnebyen Kristiansand på Norges sydspids. Denne havneby var stadigvæk under tysk kontrol godt beskyttet af omfattende anti-luftskyts. Lasten bestående af de nævnte dele - forseglet i anonyme trækasser - blev bl.a. med tog fragtet til havnen under stor bevågenhed af tyske SS-soldater. Desuden var der to loyale japanske officerer, som af den japanske kejser var beordret til at følge den vigtige last på rejsen og sikre, at den kom frem. Den eneste måde, hvormed det ville kunne lykkes at transportere den hemmelige last sikkert hele den lange vej fra Norge til Japan var med en tysk ubåd ombygget til at være en oceangående lasttransporter. U-234 var blevet udvalgt til formålet, og den lå klar med en udvalgt tysk besætning ved kajen i Kristiansand.

Ubåden var den sidste ubåd, som Tyskland fik sendt afsted under krigen, og den afgik fra Kristiansand i Norge kort tid før, at russerne indtog Berlin, og, at Hitler skød sig selv. Da besætningen på ubåden via radio hørte om Berlins fald, og Hitlers selvmord, og samtidigt ikke kunne få kontakt til Tysklands nye rigskansler i Norge, Storadmiral Dönitz, så blev besætningen i tvivl om nytten af operationen, men fortsatte alligevel sin rejse mod Japan.

En norsk meddeler havde set tyskerne pakke ubåden med de mystiske kasser og havde set de to japanske officerer gå om bord i Kristiansand. Via radio havde han fået alarmeret London umiddelbart inden, at han blev opdaget af SS og skudt. Englænderne gættede, at ubåden sandsynligvis skulle til Japan, og sendte derfor destroyere til de havområder, hvor ubåden mest sandsynligt ville befinde sig på ruten mod Japan. Ubåden blev opdaget af en af de engelske destroyere og angrebet med dybtvandsbomber, men det lykkedes på snedig vis for u-båden at torpedere og sænke destroyeren og slippe væk.

Men, da ubådsbesætningen hørte over radioen, at Tyskland betingelsesløst havde kapituleret, så besluttede den tyske besætning at opgive missionen. De to japanske officerer begik selvmord, da de blev konfronteret med besætningens beslutning, og fordi, at det ikke lykkedes dem at få den tyske besætning til at ombestemme sig til at fortsætte missionen. De japanske officerer blev derefter ceremonielt begravet til søs med ære af den tyske besætning.

Den 14. maj 1945 kontaktede ubåden en amerikansk destroyer, som tog de tyske videnskabsfolk og den tyske besætning til fange og slæbte den intakte ubåd med indhold over Atlanten til USA.

På den måde fik USA foræret Hitlers vigtigste hemmelige våben i intakt tilstand, de ypperste tyske teknikere, samt instruktionerne til, hvordan en atombombe skal laves. Det var medvirkende årsag til, at USA allerede i efteråret 1945 kunne atombombe Japan og i efterkrigstidens kolde krig lykkedes at blive stormagt nummer eet.

De Tyske Wunderwaffen:

Arado 234 "Blitz"

Det var verdens første jetbombefly, og det var en særdeles avanceret enkeltsædet bombemaskine med to jetmotorer, automatpilot, katapultsæde, og pilotstyrede bagudrettede maskinkanoner.

Med sine to jetmotorer og strømlinede form, så var flyet for hurtigt til at kunne blive indhentet af noget allieret fly.

Messerschmitt 262 "Sturmvogel"

Det var verdens første jetjager, som var et glimrende angrebsfly mod både de amerikanske og britiske bombefly. Med sine to Junkers Jumo-004 jetmotorer kunne Me 262 flyve og stige hurtigere end noget allieret fly.
 
Flyet var oprindeligt - af Messerschmitt og Luftwaffe - designet til udelukkende at være et jagerfly, men på direkte ordre fra Adolf Hitler blev det i slutningen af 1944 ombygget og efterfølgende anvendt som jagerbomber, men det var der faktisk en fornuftig forklaring på. I foråret 1945 blev flyet dog endelig anvendt som jager, og dette med stor succes.

Trods konstante allierede bombeangreb lykkedes det tyskerne at bygge 1433 stk. Stormfugle. Den hemmelige fabrik lå inde i grotter i de østriske alper.
 
Efter krigens afslutning benyttede både USA, Sovjetunionen og Storbritannien elementer fra Me 262 i deres jetfly. Især udformningen af vingerne - pilformen - var noget helt nyt. Således fik både den amerikanske F-86 Sabre og sovjetiske MiG-15 fælles træk med Me 262.

Messerschmitt 163 "Komet"

Det var verdens første raket-drevne jagerfly. Messerschmitt 163 var et utrolig hurtigt og meget adræt kortrækkende jagerfly mod de amerikanske bombefly, som angreb om dagen. Raketflyet virkede nærmest som et bemandet og genanvendeligt anti-fly-missil.

Når indgående bombefly blev spottet, kunne raketflyet lette, og fare lodret opad, som en raket med en utrolig hastighed, 600 miles/h, op i mange kilometers højde i løbet af få sekunder. Det var med en hastighed, der fik de tunge bombefly, og deres eskorte af jagere, næsten til at ligne siddende ænder i sammenligning. Raketflyet angreb først et bombefly fra neden med sine kraftige maskinkanoner på sin vej opad, så fortsatte det højt op over formationen, hvor det løb tør for raketbrændstof, så dykkede flyet lodret nedad, men stadig for hurtigt til at fjentlige jagerfly kunne nå at indhente raketflyet.

På turen nedad kunne flyet igen angribe en bombemaskine for derefter at fortsætte lodret ned mod jorden, hvor det rettede op og gled tilbage til landing på basen. I hænderne på en dygtig pilot, var det et formidabelt våben, og faktisk var der en tysk pilot, som nedskød hele tre B-17 flyvende fæstninger - den ene efter den anden - på en og samme tur.

Det tyske raketfly Komet var det første fly i verden, som gennembrød lydmuren. Efter krigen tog det mange år før, at amerikanerne fik bygget fly, som kunne gennembryde lydmuren, og da de så endelig gjorde det, så troede de, at de var de første i verden, som gjorde det, og sådan blev verdenshistorien dermed...

Hvis du vil se Hanna Reitsch's testflyvning af prototypen af tyskernes fantastiske fly, Messerschmitt 163, og se hendes interview, så kan du klikke her:

http://www.youtube.com/watch?v=xJC2KTTZhTY&feature=related

Heinkel 162 "Spatz" (Volksjäger)

Det var en jetjager (folkets jetjager) designet til at kunne masseproduceres i bunkere under jorden af et minimalt antal uddannede arbejdere, ved hjælp af tilgængelige simple materialer, som aluminium og træ, og det skulle kunne flyves af minimalt uddannede piloter. Blot to måneder efter at Heinkel havde fået kontrakten i September 1944, fløj den første prototype, og produktionen blev startet. 116 stykker blev bygget og indsat i tjeneste. Selv den sidste tilbageværende i operation nedskød den 4. Maj 1945 et britisk Hawker Typhoon jagerfly.

V-1 var verdens første krydsermissil. Den jet-drevne V-1 havde et 950 kg sprænghoved og kunne flyve 125 miles. Den blev lanceret for det meste fra faste løfteraketramper på jorden, men også luft-lanceringer fra bombefly blev udført.

Vergeltungswaffe 2

V-2 var verdens første langtrækkende ballistiske missil. Den raket-drevne V-2 havde et 1075 kg sprænghoved og kunne række til en flyvning på 200 miles, og da det nåede målet fra oven med en hastighed på 2500 miles/h, så var der ingen varsling, og det blev opsendt fra mobile raketstyr, som var svære at opdage før og efter affyring.

De første raketter til frembringelse af atomladninger efter krigen var kopier af V-2, og i Hergé's fantasibog "Tintin's oplevelser, Rejsen til Månen, tur-retur" fra 1950 ses en måneraket, som er direkte inspireret af V-2:

Hergé var kunstnernavnet for den Belgiske tegneseriekunstner Georges Remi, 1907-1983. I 1929 skabte han Europas mest kendte og elskede tegneseriefigur, Tintin.

Mange af Tintin-seriens genstande, landskaber og gadebilleder fandtes i virkeligheden eller var baseret på virkeligheden. Voksne læsere nyder de mange satiriske referencer til historie og politik fra første halvdel af 1900-tallet. Albummet Den blå lotus var inspireret af Mukden-hændelsen, der førte til den første kinesisk-japanske krig i 1934. Albummet Ottokars scepter kan læses på baggrund af Adolf Hitlers "Anschluss" (Tysklands annektering af Østrig i 1938), mens hans senere albummer som Tournesol-mysteriet kan læses som en allegori på den kolde krig. Hergé er blevet en af verdens mest berømte belgiere, og Tintin-serien har fortsat international succes.

Vergeltungswaffe 3

Anti-luftmissilet Hs 117 skulle indsættes i massevis for at ødelægge de allieredes luftherredømme og skulle også anvendes som et gengældelsesvåben. Den ansvarlige gruppe for udviklingen af dette våben blev ledet af SS-Obergruppenführer Kammler.

Kammler valgte at betegne dette relativt beskedne våben for V-3 vel vidende, at dette ville forvirre de allieredes spioner, fordi det rigtige og meget større V-3 våben i al hemmelighed var under udvikling af SS. Det lykkedes faktisk for SS på denne måde at skjule og hemmeligholde udviklingen af de langt mere avancerede gengældelsesvåben over for de allierede.

Adolf Hitler lovede på sit møde med den rumænske premierminister, Marshal Antonescus, i august 1944, at brug af et tredje (V-3) og et fjerde (V-4) gengældelsevåben snarest ville blive taget i anvendelse uden, at det blev præcist specificeret, hvilke våben, som der var tale om. Men, det fremgik af mødet, at der var tale om anvendelse af våben, som ville kunne frembære nukleare sprængstoffer og radioaktive isotoper.

V-3 var rettet mod England og V-4 var rettet mod USA.

Alt pegede på, at udviklingen af sådanne såkaldte anden-generations gengældelsesvåben skulle ske i Peenemünde, hvor de første gengældelsesvåben V-1 og V-2 tidligere var blevet udviklet.

V-3 var en såkaldt superkanon (billedet ovenfor), bygget nede i jorden, som fungerede ved hjælp af multi-ladninger for at tilføje hastighed til meget store og langtrækkende projektiler med sprænghoved.

Superkanonen kan minde lidt om Jules Verne's & Hetzel's kæmpemæssige kanon bygget i jorden, som skyder et bemandet projektil til Månen i science-fiction-romanen "Rejsen til Månen" fra 1865. 

Problemet med Jules Verne's & Hetzel's kæmpemæssige kanon var, at den voldsomme acceleration af "projektilet" ville have dræbt alle ombordværende. Det er begrænset, hvor stor en acceleration, som henholdsvis mennesker og udstyr kan klare, under en opskydning.

Fordelen ved tyskernes V-3 kanon er, at et projektil "blidt" accelereres igennem løbet ved mange små ladninger frem for en stor ladning i bunden af en traditionel bagladerkanon. På den måde kan projektilet acceleres til utrolige hastigheder uden, at projektilet udsættes for nogen ødelæggende chockvirkning. Det betyder, at man kunne sende mere avancerede projektiler - med indbygget elektronik - afsted uden risiko for, at de ville blive slået i stykker af et meget stort starttryk. Det var kun et spørgsmål om, at have tilstrækkeligt mange ensbyggede accelerationssektioner sat på hinanden i række for at undgå beskadigelse af følsomme emner.
 
Det var planen, at våbnet skulle bruges til at bombardere London fra to store bunkers i Pas-de-Calais-regionen i det nordlige Frankrig. Imidlertid blev disse to superkanoner gjort ubrugelige af allierede bombetogter inden, at tyskerne nåede at tage dem i brug.

Senere lykkedes det tyskerne at få to andre af disse superkanoner i brug - stationeret i Tyskland - for bombardering af Luxembourg fra december 1944 til februar 1945.

V-3 blev også kendt som Hochdruckpumpe (HDP), som var et kodenavn med det formål at skjule det egentlige formål med projektet. Superkanonen var også kendt som Fleissiges Lieschen ("flittiglise").

Den grundlæggende konstruktion blev senere anvendt af USA i Projektet HARP for USA i 1960'erne og i Projektet Babylon for Irak's Saddam Hussein i 1990'erne.

Hvis du vil læse mere om projekterne Harp og Babylon, så kan du læse her:

http://www.genart.eu/wunder/harp/harp.html

Vergeltungswaffe 4 (Das Amerika Projekt)

Betegnelsen V-4 dækkede over en lang række avancerede anden-generations gengældelsesvåben, som ville være i stand til at atombombe USA's storbyer på østkysten.

Flere projekter blev iværksat i krigens sidste år - herunder bl.a. A9/A10-raketten (den såkaldte "Amerika-rakete"), Ho-229 version XVIII-A (den såkaldte "Horten Amerika Bomber"), og Eugen Sänger's Silbervogel (den såkaldte "Sänger Amerika Bomber").

Det var top-hemmelige projekter, som blev underlagt SS, og som alle i hast blev sat i værk i efteråret 1943, da det stod klart for Hitler, at uden sådanne tiltag, så var der overhængende risiko for, at Tyskland ville tabe krigen.

SS-Obergruppenführer Hans Kammler (SS-general) var en af de ansvarlige nøglepersoner, som skulle sikre, at Hitlers hemmelige plan skulle lykkes.

Hitler vidste, at afskrækkelsen over for USA ikke ville have nogen effekt med mindre, at Tyskland faktisk havde et sådant våben til rådighed. Derfor var det vigtigt hurtigt at udvikle våbnet - og derefter fortælle om det - samtidigt med, at udviklingen skulle foregå i dybeste hemmelighed for ikke at blive saborteret af de allierede - enten ved massive luftbombeangreb eller sabotage.

A9/A10-raketten "Thors Hammer"

Kun fremstillingen af A9/A10-raketten nåede en brugbar version inden afslutningen af krigen, men da var det lige netop blevet for sent for Tyskland. Nasa's astronaut Gordon Cooper, som efter krigen fik stor indsigt i tyskernes raketprogram, har sagt, at tyskerne kun manglede en sølle uge i at kunne affyre den første bemandede A9/A10-raket mod Manhatten før, at krigen sluttede.

Det var en såkaldt 2-trins raket. Første trin - den store A10 - havde til formål at bringe det bemandede raketfly A9 ud i rummet i toppen af metosfæren i 90 km højde, hvorfra, at det bemandede A9-raketfly kunne fortsætte sin rejse op i termosfæren og henover atlanten, hvorefter det kunne dykke ned mod Manhattan i New York for at aflevere sin atombombe.

Kunstnerisk billede ovenfor, som viser afkoblingen mellem første trin (A10) og andet trin (A9) i 90 kilometers højde.

Kunstnerisk billede ovenfor, som viser A9-raketflyet på sin vej igennem mesosfæren i 200 km højde over Atlanterhavet på sin vej mod USA.

Hvis du vil læse mere om denne fantastiske opfindelse, så kan du klikke her:

http://www.genart.eu/wunder/a9-a10/a9-a10.html

Schrage Musik

Det var opadrettede rekylfri anti-luft-missiler monteret i natjagere, som automatisk blev udløst af en fotoelektrisk sensor, når jagermaskinen fløj hen under de britiske bombefly, som angreb om natten. Det var et meget effektivt våben, som gjorde det muligt hurtigt og dødbringende at foretage overraskelsesangreb nedefra om natten uden at blive opdaget.

Sondergerate

Det var nedadrettede rekylfri anti-tank-missiler monteret i angrebsfly, som udløstes automatisk af en fotoelektrisk sensor, når de angribende fly kom hen over kampvogne.

Avanceret Type 21 Ubåd

Det var verdens første ubåd bygget til at sejle under vand på hele sit togt, og ikke kun under kamp sådan, som tidligere ubåde gjorde. Type 21 var en overlegen ubåd i enhver forstand. Den var hurtigere, når den var neddykket, end når den sejlede i overfladen. Den havde en batterikapacitet til at kunne sejle over 300 miles mellem hver opladning, der i øvrigt ikke krævede havnebesøg eller uddykning. Det var kun et spørgsmål om at rejse en schnorkel til overfladen og starte diselgeneratoren.

Det var den første ubåd med avanceret SONAR i stand til at målsøge fjendens skibe mens neddykket, og uden at skulle bruge afslørende periskop. Den havde en sekundær elmotor for tavs sejlads, en hurtig torpedo-genladningsmekanisme, aircondition og meget mere. Type 21 var en meget avanceret angrebsubåd, der var svær at opdage fra anti-ubåds-fly og -skibe.

Elektriskt drevne torpedoer

El-drevne torpedoer - verdens første elektriskt drevne torpedoer blev brugt af de tyske ubåde i slutningen af krigen. De efterlader ikke et spor af bobler i vandet, og afslører derfor ikke retningen til den angribende ubåd, hvilket i høj grad forbedrede chancen for at undgå et modangreb.

Usynlighed

Stealth - verdens første stealth-belægning. Det gjorde uddykkede tyske ubåde usynlige om natten i overfladen for afsløring af de allieredes luftbårne Infrarøde søgelys. Denne stealth teknologi var årtier forud for sin tid, baseret på de samme videnskabelige principper, der anvendes i RADAR-absorberende belægninger på moderne stealth-fly. Stealth-belægninger blev bl.a. brugt på tyske fly i de sidste måneder af krigen, og det tog mere end 40 år efter krigen for USA's fremmeste flyselskaber at forstå og udnytte denne videnskab.

Usynlighed under vandet: Det blev under krigen af tyske ingeniører opdaget, at små luftbobler i vand totalt kunne optage og neutralisere lyd. Det førte bl.a. til, at tyske ubåde i slutningen af krigen blev iklædt gummiplader med indstøbte små luftlommer. På denne måde, så blev sonarlyden fra de allieredes sporingsudstyr optaget af pladerne og neutraliseret, så der ikke kom noget ekko fra u-båden. På den måde blev de tyske u-både usynlige under vandet for de allieredes sonar-udstyr.

Det var verdens første flyvende vinge med jetmotorer, og den første version fløj den 2. februar 1945. Der havde været mange prototyper undervejs gennem årene, før en brugbar version stod klar. Den blev udviklet af brødrene Walter and Reimar Horten som en avanceret jagermaskine.

Der blev både arbejdet på en version til brug som jagermaskine mod de allierede bombefly som natjager og dagjager. Den blev også kendt som Gotha Go-229 "Fledermaus" pga, at producenten Gothaer Waggonfabrik fik kontrakt på at producere jetjageren baseret på Ho-229 version 1 (V1). Gothaer udviklede flere forskellige prototyper i forskellige størrelser, V2, V3, V4, V5, V6, og V7, alle i rollen som jagerfly og testede disse på testflyvninger. På en af disse tests udførte man et "hundeslagsmål" mellem en Me-262 og en Go-229, og her viste Go-229 sig overlegen.

Ho-229 havde den mest avancerede teknologi, som tyskerne formåede at udvikle under krigen. Flyet var betydeligt bedre end noget andet fly, som fløj operationelt helt frem til 1960'erne.

Det var et stealth fly med en form og en radarstråleabsorberende belægning, som de allieredes radarer ikke kunne opfange, og det var Reichsmarschall Hermann Göring's personlige favorit, da det var det eneste fly under krigen, som opfyldte og overgik hans krav om uovertruffen ydelse - nemlig hans 3x1000, hvilket står for, at flyet skulle kunne bære mindst een 1000 kg bombe, flyve en distance på mindst 1000 km, og dette med en hastighed på mindst 1000 km/t. Desuden var flyets maksimale flyvehøjde på imponerende 15 kilometers højde. På grund af den enorme operationshøjde, så var piloterne udrustede med verdens første rumdragter.

http://www.youtube.com/watch?v=s4pgFUKpVl0&feature=related

http://www.youtube.com/watch?v=pmZbipLu760

Horten Amerika Bomber

I 1944 udstedte RLM et krav om fremstillingen af et fly med en rækkevidde på 11.000 km og en bombe belastning på 4000 kg. Dette bombefly ville være i stand til at flyve fra Tyskland til New York City og tilbage uden optankning. Fem af Tysklands bedste flyselskaber indsendte designforslag, men ingen af dem opfyldte kravet til en sådan Amerika Bomber.

Da Horten-brødrene hørte om disse designfiaskoer, så gik de igang med at designe deres egen Ho-229 XVIIIA Amerika Bomber. I løbet af julen 1944 arbejdede Reimar og Walter Horten på designspecifikationer for deres bombefly. De arbejdede på vægtberegninger, der gav mulighed for tilstrækkelig brændstof, besætning, våben, og bombelast. Ti variationer blev til sidst udarbejdet som forslag.

Den version, som Horten-brødrene selv mente ville fungere bedst, skulle bruge seks Jumo 004B turboreaktorer, som blev indbygget i flykroppen med luftindtag placeret i forkanten af vingerne. For at spare vægt, ville de bruge et landingsstel, der kunne smides umiddelbart efter take-off. Ho-229 version XVIII-A skulle bygges primært af træ og holdt sammen med en speciel carbon baseret lim. Som et resultat, ville den enorme flyvende vinge være stort set usynlig for radar.

Flyet ville have en rækkevidde på 11.000 km, en bombelast på 4.000 kg, en maksimal flyvehøjde på 16 km, en tophastighed på 1.200 km/t, og en rund-tur udholdenhed på 27 timer, og en besætning på tre mand.

Horten-brødrene lavede en præsentation af deres Amerika Bomber design den 25. februar 1945 i Berlin. I mødet deltog repræsentanter for de fem største tyske flyselskaber, der oprindeligt blev inviteret til konkurrencen. Ingen af de konkurrerende flyfabrikanter var i stand til at betvivlede Horten-brødrenes påstand om, at deres flyvende vinge bombefly ville kunne lykkes at udføre opgaven.

Et par dage senere blev Horten-brødrene bedt om at møde ind til Reichsmarshall Göring, der ønskede at tale med brødrene personligt om deres foreslåede Amerika Bomber. Dér fik Horten-brødrene at vide, at deres design var blevet godkendt, at de havde fået kontrakten for arbejdet, og at de skulle arbejde sammen med Junker's virksomhed i bygningen af flyet.

Det blev på mødet besluttet, at byggeriet skulle gøres i to bombesikre betonkonstruktioner i Kahla nær Weimar, som havde et 5,6 meters tykt betontag. Desuden havde anlægget ekstra lange start- og landingsbaner, så flyet kunne testflyves der også. Arbejdet skulle begynde straks, og RLM krævede, at de første operationelle versioner skulle være klar senest til september 1945, hvor Tyskland forventede at have deres første atombombe klar. Men, Tyskland overgav sig allerede to måneder senere, og inden byggeriet for alvor var gået igang.

http://www.youtube.com/watch?v=J-OqAivZuQk&feature=related

Det er af vestens ypperste flyspecialister blevet vurderet hele 40 år senere, at havde krigen varet bare eet år længere, så ville Tyskernes forehavende været lykkedes. Amerikanske forskere, som ankom til Horten-fabrikken i Kahla blev nærmest forbavsede, da det op for dem, hvilken fantastisk science-fiction-agtig opfindelse, som de stod over for. De fik hurtigt alle prototyperne og de delvist færdigbyggede bombemaskiner pakket i kasser og fragtet til Northrop Aviation i USA for nærmere undersøgelse.

Lockheed F-117 "Nighthawk"

Først 38 år senere i oktober 1983 blev et lignende amerikansk bygget stealth-fly operationelt - Lockheed F-117 "Nighthawk". 

Northrop Grumman B-2 "Spirit"

Flyfabrikanten Northrop Grumman arbejdede også på at udvikle et stealth-fly, og efter flere problemer med udviklingen, så vendte man tilbage til det tyske design fra krigen og startede forfra. Resultatet blev Northrop Grumman B-2 "Spirit", som i højere grad minder om det tyske fly end "Nighthawk" gør det. Det blev til verdens mest sofistikerede stealthfly nogensinde.

Den første B-2 "Spirit" blev dog først operationel i slutningen af 1989 samtidigt med, at den kolde krig sluttede. På grund af afslutningen på den kolde krig, og fordi flyene er uhyre dyre at fremstille, over 5 milliarder kr/stk, så stoppede man produktionen efter kun at have fremstillet 21 stykker. Produktionen kan dog hurtigt genoptages, hvis behovet igen skulle opstå.

Russerne, som havde erobret Gotha Flugwerke, fik også fat i nogle af de tyske Gotha Go-229, og ikke mange år efter under Den Kolde Krig opsnappede vestens efterretningstjenester, at også russerne havde udviklet deres eget stealth-fly. Hvor godt, at russernes efterligning af det tyske stealth-fly er, vides ikke.

Sänger Amerika Bomber

Eugen Sänger, en af Tysklands førende teoretikere på hypersonisk dynamik og jets, og hans kone, matematikeren Irene Bredt, var begyndt at udvikle affyringsudstyr til et supersonisk rumfartøj allerede i 1932. Rumfartøjet havde en flad varme-spredende underside. Den forventede udviklingstid af denne rumfærge var dengang på på tredive år (svarende til 1962), og med raketmotorer til fremdrift, så ville RABO-konceptet havde taget mange år at udvikle.

Arbejdet med Rabo, som var blevet suspenderet omkring 1942 på grund af den langvarige udviklingstid, blev genoplivet i 1944, og planer for en dedikeret "Amerika Bomber", specielt beregnet på at ramme New York City i nedre Manhattan med en atombombe, ved hjælp af et rumfartøj blev iværksat.

I 1944 blev videnskabsfolkene Sänger og Bredt overført til et fantastisk isoleret laboratorium kompleks i bjergene nær Lofer, Østrig, hvor en række af bizarre forskningsprojekter var i gang, herunder udviklingen af de berygtede "lyd kanoner", "vind kanoner" og en elektromagnetisk Railgun.

Sänger-Bredt designede en ny version af Rabo i 1945, som brugte en lang raketslæde til fremdrift af rumfartøjet til dets starthastighed på 800 km/t. Efter denne acceleration ville en indbygget motor i rumfærgen på ca 100.000 hestekræfter drive fartøjet op i en ballistisk bane, der toppede i en højde af flere hundrede kilometre ud i verdensrummet. Den tyske rumfærge skulle være i stand til at nå et venligt territorium efter at have foretaget sit angreb - eller eventuelt lande i Atlanterhavet i nærheden af en tysk U-båd.

Efter opstigningen til højder på flere hundrede kilometer med en hastighed på over 10.000 km/t, ville rumfartøjet falde ned mod jorden pga tiltrækningskraften og møde den øvre atmosfære. Piloten ville udføre en glidning på den øvre atmosfære på samme måde, som en sten, der laver smut hen over en vandoverflade pga. den flade underside af rumfærgen. Dette forløb ville blive gentaget flere gange, så fartøjet efterhånden blev bremset ned i hastighed. Når det nærmede sig sit mål, Manhattan, så ville rumfartøjet smide sin atombombe, der ville falde ned i atmosfæren og ramme sit mål på jorden.

Sänger Amerika Bomber (eller Orbital Bomber, Atmosphere Skipper) var designet til supersonisk flyvning i stratosfæren. Det flade skrog skabt opdrift, og vingerne var korte og kileformede. Der var en vandret hale ved den agterste ende af skroget, som havde en lille finne på hver side. Brændstof blev opbevaret i to tanke, en på hver side inde i skroget, der løber fra vingerne agter. Ilt blev opbevaret i tanke placeret i skroget på hver side foran vingerne. Den store raket motor med 100 tons trykkraft blev monteret i agterenden, og blev flankeret af to mindre raketmotorer for bl.a. retningsstyring. Piloten havde til huse i et tryksat cockpit i den forreste ende af skroget, og et udtræksbart trehjulet understel var indbygget for at rumfærgen kunne foretage en glidelanding ved tilbagevending til landjorden. 

Det er blevet vurderet, at Sänger og Bredt's arbejde i 1945 førte til udviklingen af NASA's rumfærge, som startede som forsøg i USA i 1977.

Hitlers Atombombe

Nazityskland påbegyndte et atomprojekt i 1939. Videnskabsmænd gjorde allerede dengang Hitler opmærksom på, at Tyskland ville være i stand til hurtigt at udvikle en atombombe, hvis de fornødne midler blev stillet til rådighed. Hitler ville dog ikke acceptere tanken om at bruge et så umenneskeligt våben og forbød dem at udvikle atombomben (A-våben).

Den 20. juli 1944 blev et mislykket attentat mod Hitler gennemført af officerer fra egne rækker. Dette fik Hitler til at miste troen på det loyale og ærefulde i det "rene" menneske. Samtidigt indløb meldinger fra den tyske efterretningstjeneste, at de allierede (England og USA) var i færd med at udvikle en atombombe. Det gjorde Hitler rasende og fik ham til at ændre mening om udviklingen af en atombombe. Der blev nu i Tyskland investeret store midler i udviklingen og fremstillingen af en atombombe.

Hemmelige og hidtil skjulte dokumenter, som er fremkommet så sent som i 2011, viser, at det måske er sandt, at Nazityskland nåede at prøvesprænge flere små atombomber hen imod krigens slutning. Ifølge den tyske historiker Rainer Karlsch, der i 2005 udgav bogen "Hitlers bombe", så nåede nazisterne at prøvesprænge en bombe på øen Rügen i 1944 samt to i det østlige Tyskland i begyndelsen af 1945. Testene kostede ifølge Karlsch mindst 700 mennesker livet.

En hidtidig skjult artikel fra 1973 har skabt furore i Tyskland i 2011. I artiklen fortæller den daværende chef for Asse II-saltminen i delstaten Niedersachsen, at det første atomaffald i minen stammede fra Hitlers hemmelige atombombeprojekt fra 1939 til 1945. "Vores organisation dumpede radioaktivt affald under krigen, uraniumaffald, fra forberedelserne til den tyske atombombe", hævder lederen af Asse II-saltminen i sin artikel.

Ovenfor hidtidig hemmeligt billede fra foråret 1945 af de allieredes erobring af Tysklands urancentrifuger til berigelse af uranium.

Tyskland havde allerede før 1944 vist sig i stand til at fremstille beriget uranium, hvilket er den afgørende egenskab for at kunne fremstille atombomber. Dersom disse oplysninger er sande, så var Tyskland det første land i verden, som havde opnået forudsætningerne og den nødvendige tekniske indsigt til at kunne fremstille atombomber.

De nye oplysninger antyder, at Hitlers atomprogram var længere fremme end hidtil troet. Tysklands lager for atomaffald, Asse II-saltminen, bruges den dag i dag til deponering af atomaffald.

Billedet ovenfor viser deponeringen af atomaffald i Asse II saltminen i perioden fra 1939 til 1945.

Det tyske atomforskningsprojekt "Uranverein" blev startet i april 1939 på Berlins Tekniske Universitet med henblik på udvikling og fremstilling af atombomber. Projektet blev startet efter, at de tyske forskere i januar 1939 havde opdaget den nukleare fission, som er den proces, der er den grundlæggende proces i enhver atombombe uanset type.

De mest fremtrædende tyske atomforskere i "Uranverein" var Kurt Diebner, Abraham Esau, Walther Gerlach, og Erich Schumann. I juli 1939 blev startet et aktieselskab nord for Berlin, for fremstilling og salg af uraniumoxid, hvilket lå i en virksomhed i Oranienburg.

Da krigen blev sparket i gang ved Tysklands invasion af Polen, den 1. september 1939, så opløste Hitler "Uranverein", og mange af forskerne blev indkaldt til Wehrmacht for krigstjeneste.

Årsagen var, at Hitler var overbevist om, at hans overlegne konventionelle styrker hurtigt og inden for to år kunne nedkæmpe alle europæiske fjender samt Sovjetunionen, og således skabe sig sit Grossdeutschland, et kæmpe forenet Europæisk kontinent, som derefter i fredelig sameksistens kunne dele verdenen med henholdsvis Storbritanniens Commonwelth, USA, Kina, og Japan.

Det var således - i henhold til Hitler - ikke nødvendigt at spendere det tyske riges formue på langvarige forskningsprojekter i ny våbenteknologi, når planen var at bruge pengene på skabelsen af imponerende bygningsværker, en effektiv infrastruktur, og en VolkeWagen til hver eneste familie i det nye storslåede Grossdeutschland.

Imidlertid financierede den tyske hærs kontor for våbensystemer og ammunition projektets fortsatte virke efter, den 1. september 1939, og projektet blev udvidet til også at omfatte forskning i atomreaktorer "Uranmaschine", fremstilling af tungt vand, samt oparbejdning af uranium.

I december 1942 overtager Herman Göring personligt ledelsen af forskernes arbejde. Forskeren , Abraham Esau, udnævnes til chefforsker, og efterfølges i december 1943 af Walther Gerlach. Men, udbyttet af forskernes arbejde falder, fordi en del af forskerne var jøder, som under omstændighederne har måttet flygte fra Tyskland, og andre af forskerne har valgt at søge andre forskningsområder pga. krigens udvikling, som kræver hurtigere resultater end hvad, at atomforskning kan levere.

Hitlers Personlige Wunderwaffen

SS-Obersturmbannführer Otto Skorzeny, som sammen med sine specialuddannede loyale soldater udførte hemmelige og spektakulære operationer som hemmelige agenter og sabotører bag fjendens linier i den anden verdenskrig. Hvis du har lyst til at læse mere om Otto Skorzeny og hans mænd, så kan du klikke her:

http://www.genart.eu/hass/skorzeny/skorzeny.html

Højteknologiske Kanoner

SS-Obergruppenführer Hans Kammler stod i spidsen for den dybt hemmelige videnskabelige organisation SS E-IV (Entwicklungsstelle 4). Allerede før udbruddet af Den Anden Verdenskrig havde Hitler beviljet midler til oprettelsen af flere tophemmelige forskningsorganisationer inden for SS.

Formålet var med ubegrænsede midler at forske i udviklingen af helt nye og utrolige våben - herunder bl.a. lydkanoner, lyskanoner, vindkanoner, partikelkanoner og plasmakanoner.

Lydkanoner

I begyndelsen af ​​1940'erne udviklede tyske ingeniører en lydkanon, der i bogstaveligste forstand kunne få en persons indre organer til at bløde.

Et metangas-forbrændingskammer puls-detonerede med 44 Hz (lavfrekvent lyd), og denne lyd blev forstærket og udsendt via to retningsorienterede parabolantenner.
Denne lavfrekvente lyd, som ikke kan opfanges af det menneskelige øre, kunne sætte menneskets indre organer i svingninger.

Lyden forårsagede svimmelhed og kvalme inden for 200-400 meters afstand ved at vibrere mellemørets knogler i det indre øre. Det svækkede de fjentlige angribende soldater. Ved afstande inden for 50-200 meter gjorde lydbølgerne  alvorlig skade på specielt nyrer, milt og lever, hvilket gjorde de angribende soldater ukampdygtige.

Amerikanerne beslaglagde nogle af tyskernes lydkanoner ved krigens afslutning uden dog at vide, hvad det var for noget.

Hergé's Tintin-tegneserie "Det Hemmelige Våben" fra 1954 omhandler denne lydkanon.

Det Tredje Rige udviklede også supersoniske våben (højfrekvent lyd), som ved hjælp af parabolantenner kunne projicere lydbølger med destruktiv kraft. Den højfrekvente lyd indeholdt så meget energi, at det kunne få blodet i de angribende soldater til at koge.

Disse våben anvendte lydbølger omkring 3 GHz, hvilket også kaldes mikrobølger (bruges i vore dage i Mikrobølgeovne og med svag styrke som trådløst netværk - det såkaldte WIFI). Disse våben blev udviklet i samarbejde med Japan.

Partikelstrålekanon

Nazisterne udviklede et Partikelstrålevåben. Det tyske elektronik-firma Siemens udviklede en partikelstrålekanon for Luftwaffe. Apparatet blev opfundet af professor Max Steenbeck i 1935. Ingeniørerne Heinz Schmellenmeier, Richard Gans og Fritz Houtermans var ledende skikkelser i projektet. Partikelstrålekanonen virkede ved, at den afbrød dynamoerne i motorerne i de allierede bombefly og dermed bragte flyene ned til lavere højder inden for rækkevidde af de tyske flak-batterier.

Den Norskfødte Dr. Rolf Wideroe skrev i sin selvbiografi, at han arbejdede på en partikelaccelerator (X-Ray transformer) til dette projekt i Hamburg i 1943. Det Philips-ejede datterselskab, Valvo, deltog også, og meget af teknikken blev fremstillet af CHF Müller & Co. Wideroe reddede senere et eksemplar af enheden fra ruinerne i Dresden, og leverede den til General Pattons 3. Hær i Burggrub den 14. april 1945.

En anden rivaliserende enhed, Ernst Schiebold 's "Röntgenkanone" blev udviklet i Grossostheim syd for Frankfurt under krigen. Denne partikelaccelerator sad neden under et beryllium parabolsk spejl. Denne kanon kunne styres automatisk mod de allieredes bombefly-formationer. Selskabet Richert Seifert & Co var i høj grad ansvarlig for fremstillingen af denne kanon.

De nævnte kanoner affyrede en hård partikelstråling mod de fjendtlige fly, og de var forløberne for de "Star War's" våben, som USA besidder i vore dage, og som udgør kernen i USA's missilvåbenskjold.

De Tyske Flyvende Tallerkener

Tysklands EURO

Hidtil har man talt om Den Europæiske Union med Tyskland som et af medlemslandene. Fra og med år 2011 taler man om Tysklands Europæiske Union. I 2011 overtager Tyskland - på grund af den økonomiske krise - i princippet ledelsen af Europa støttet af Frankrig:

Den tyske ørn er tilbage. Kæmpen er blevet vækket, og Europas fremtid står nu og falder med Tysklands styrke. Tysklands nye våben er nu blevet Euroen, hvormed Tyskland kan styre Europa. For sammenligningens interesse:

Kort ovenfor viser Tysklands råderum i 1942.

Kort ovenfor viser Tysklands råderum i 2011