Meereskämpfer Einheit - Det Tyske Frømandskorps
Artikel af Civilingeniør John Genart
01-02-2012
Hvis du er interesseret i at læse mere om Hans Hass og hans venners indsats under krigen i bl.a. Tysklands efterretningstjeneste Abwehr, i verdens første frømandskorps det tyske "Meereskämpfer Einheit", i det italienske kampdykkerkorps Decima Flottiglia MAS, i SS's efterretningstjeneste Sicherheitsdienst (SD), i Det tyske frømandskorps uddannelse under krigen, i det tyske frømandskorps heltegerninger under krigen, i Kleinkampfmittelverband, i Marine Einsatz Kommandos, og i invasionsforsvaret af Danmark mod de allierede ved hjælp af tyske miniubåde i 1945, så skal du læse dette.
Tysklands Efterretningstjeneste Abwehr
Abwehr havde sit hovedkvarter lige ved siden af Oberkommando der Wehrmacht (OKW) i Berlin, som havde den overordnede operationelle ledelse af Oberkommando des Heeres (OKH), Oberkommando der Kriegsmarine (OKM), og Oberkommando der Luftwaffe (OKL). Det var i OKW, at Hitler drøftede de militære operationer sammen med sine generaler.
Admiral Wilhelm Canaris, som var den øverste chef for Abwehr, havde reorganiseret organisationen i 1938, håndplugget sin nærmeste stab, og opdelt Abwehr i tre afdelinger:
I. Espionage (indhentning af militære efterretninger fra fronttropperne i Heer, Kriegsmarine, og Luftwaffe).
II. Sabotageaktioner. Abwehr havde fået tildelt Division Brandenburg, blev opbygget af kommandosoldater (elitesoldater fra Heer, Kriegsmarine, og Luftwaffe), som kunne indhente efterretninger og udføre sabotageaktioner ved operationer bag fjendens linier).
III. Kontraspionage (indhentning af efterretninger fra hemmelige agenter placeret hos fjenden).
Admiral Canaris modtog ordrer om hvilke efterretninger og operationer, som skulle udføres, fra Oberkommando der Wehrmacht (OKW). Efter 1941 modtog Admiral Canaris også direkte ordrer fra Der Führer Adolf Hitler. Tilsvarende skulle Admiral Canaris på disse personlige ordrer fra føreren rapportere resultaterne direkte tilbage til Adolf Hitler.
Umiddelbart, så skulle man tro, at der i Tyskland på dette tidspunkt var stor afstand fra bunden til toppen i samfundet, og at alle beslutninger var fastlåste i dogmatiske rammer. Man skulle også tro, at administrationen var totalt topstyret. Men, sådan var det slet ikke. Tyskland var blevet et moderne industrielt samfund præget af funtionalisme, pragmatisme og effektivitet. Det var et samfund i vækst, hvor driftige mennesker, som fx naturforskere, videnskabsmænd, medicinere, arkitekter, kunstnere og ingeniører, havde kronede dage. Innovative og driftige mennesker havde åbne muligheder, og der var ikke langt til beslutningerne i den politiske top for sådanne mennesker.
Abwehr havde de såkaldte Abwehrstelle (lokalkontorer) i alle større byer både i Tyskland og i de besatte lande. Abwehrstelle II lå i havnebyen Hamburg, og var mere præget af forståelse for flådens opgaver og behov end nogle af de øvrige lokalkontorer i Abwehr, som udpræget grad bestod af personale fra hæren.
Abwehr's hovedkontor i Berlin dikterede ikke, hvordan de forskellige Abwehrstelle skulle udføre deres opgaver. De enkelte Abwehrstelle havde blot modtaget de overordnede administrative retningslinier for, hvordan disse kontorer skulle operere. Det var det enkelte Abwehrstelle's eget ansvar selv at løse de ønskede opgaver efter egen evne og metode. Derfor var der uhyre forskel på, hvordan Abwehr udførte sine opgaver i forskellige områder og lande. Den lokale leder af et Abwehrstelle havde med andre ord frie hænder til at løse den ønskede opgave på den måde, som han selv syntes var den mest effektive og formålstjenlige.
Oprettelse af Meereskämpfer Einheit - verdens første frømandskorps
Under de første år af den Anden Verdenskrig, havde man i Tyskland intet frømandskorps. Tysklands militære efterretningstjeneste Abwehr havde kun fem kampsvømmere til rådighed, herunder Friedrich Hummel, som alle gjorde tjeneste i Division Brandenburg. Disse kampsvømmere opererede uden svømmedykkerudstyr (dvs. de var svømmere med svømmebriller, svømmefødder og dykkerdragt), som kun kunne nærme sig fjendens områder svømmende i overfladen i ly af mørket.
I havnen i Piräus ved hovedstaden Athen i Grækenland demonstrerede Hans Hass' ven, Alfred von Wurzian, den 11. Juli 1942, Hans Hass' nye iltudstyrs fortræffeligheder og den militære værdi af dette udstyr over for Marinebefehlshaber Süd, Richard Rothe-Roth, og Befehlshaber der Ägäis, Vizeadmiral Erich Förste, som begge stod på kajen i havnen og så på. Kriegsmarinen reagerede dog passivt på demonstrationen. Det var stadigvæk på dette tidspunkt Kriegsmarinens opfattelse, at kun store krigsvåben, som fx slagskibet Tirpitz, var en udfordring for den allierede flåde.
Det var først, da Wurzian i oktober 1942 personligt henvendte sig til Abwehrstelle II, som lå i havnebyen Hamburg, at den militære værdi af iltudstyret blev erkendt. Det var hos Abwehrstelle II et ønske, at det nye tyske frømandskorps skulle uddannes på samme måde, som kampdykkerne i det berømte italienske kampdykkerkorps, Decima Flottiglia MAS, dog med den forskel, at de tyske frømænd skulle bruge Hans Hass' nye svømmedykkerudstyr.
Abwehrstelle II i Hamburg indsendte en anbefaling i december 1942 til Oberkommando der Wehrmacht i Berlin om, at der burde etableres et frømandskorps, som skulle integreres i Kriegsmarinen. Frømandskorpset skulle bestå af to identiske tyske frømandsgrupper, som hver skulle have en bemanding på 15 frømænd, som skulle døbes henholdsvis Marei og Marco. Ansøgningen blev dog afvist, fordi ansvaret for enheder med kommandosoldater stadigvæk skulle ligge under Abwehr i Division Brandenburg.
Division Brandenburg bevarede dermed ansvaret for etableringen af et egentligt frømandskorps, men Divisionen foretog sig ikke ret meget i den forbindelse. I februar 1943 ankom lederen af den italienske frømandsskole, Kapitänleutnant Eugen Wolk, til Berlin for at støtte Alfred von Wurzian's og Richard Reimann's demonstration af det nye tyske iltudstyr i Olympia's svømmehal i Berlin over for repræsentanter fra Oberkommando der Wehrmacht i Berlin. Demonstrationen virkede, og Abwehr fik ordre på straks at iværksætte uddannelsen af tyske frømænd i Division Brandenburg. Alfred von Wurzian og Richard Reimann blev i marts 1943 indkaldt til Division Brandenburg, hvor Wurzian blev udnævnt som leder af etableringen af en uddannelsesafdeling for frømænd, som skulle benytte det nye tyske iltudstyr. Afdelingen blev døbt Meereskämpfer Einheit.
Det lykkedes her Kapitänleutnant Eugen Wolk at overbevise Alfred von Wurzian om, at både Wurzian og Reimann skulle lade sig uddanne i det italienske frømandskorps Decima Flottiglia MAS inden, at de selv skulle etablere og uddanne et tysk frømandskorps. Det blev godkendt af Oberkommando der Wehrmacht i april 1943, at både Wurzian og Reimann skulle gennemgå frømandsuddannelsen i Italien.
Det nye tyske frømandskorps "Meereskämpfer Einheit" var i foråret 1943 under opbygning i Division Brandenburg, og Hans Hass fik til opgave at virke som teknisk konsulent for introduktionen af sit nye frømandsudstyr i det tyske frømandskorps. Men, da både Wurzian og Reimann først skulle gennemgå kampdykkeruddannelsen i Italien, så blev denne del af opgaven udsat. Hans Hass blev derimod sat til - som tilforordnet konsulent for Dräger - at samarbejde med Pirelli i Italien om udviklingen af en italiensk udgave af hans tyske frømandsudstyr fordi, at den italienske fabrikant Pirelli havde en langtidskontrakt om leverance af dykkerudstyr til den italienske flåde.
Hermann Stelzner, den tekniske direktør for Dräger Tauchtechnik i Lübeck, som døde allerede i efteråret 1942, hvorved Hans Hass stod alene med patentet på sit "Hans Hass Tauchgeräte". Hass ville og kunne ikke overdrage patentet til det italienske firma Pirelli. Derfor blev der lavet et kompromis. Det var planen, at de tyske frømænd skulle uddannes i det italienske kampdykkerkorps under anvendelse af Pirelli's version af det tyske udstyr i sommeren 1943, hvorefter de tyske frømænd skulle have den afsluttende uddannelse i Tyskland under anvendelse af Hans Hass Tauchgeräte i sommeren 1944. Så langt nåede de dog aldrig før, at de tyske frømænd blev indsat på missioner.
Krigen trænger sig på i 1943
Det tyske frømandskorps "Meereskämpfer Einheit" var i sommermånederne 1943 under uddannelse i Middelhavet tæt på Venedig i Italien. Det var det første frømandskorps i verden. Hans Hass var samtidig med tjenesten, som teknisk konsulent for Abwehr i Berlin, professorstuderende på Humboldt Universitetet i Berlin.
På grund af de stigende luftangreb i Berlin forlod Dorothea Schneider-Lindemann i september 1943 Berlin og dermed Hans Hass' forskningskontor og rejste til sin families besiddelse "Lindenhof" ved Erlaufsee i Østrig. Her oplevede hun krigens slutning. Som kuriøs bemærkning skal nævnes, at bygningen Lindenhof efterfølgende i vores tid er blevet et prominent hotel i Tyrol tæt på søen Erlaufsee.
Decima Flottiglia MAS (X-MAS)
Det italienske kampdykkerkorps Decima Flottiglia MAS eller bare Decima MAS (populært kaldet X-MAS) blev oprettet i 1939 i Den Italienske Flåde, Regia Marina, under det fascistiske styre med diktatoren Benito Mussolini som leder. Regia Marina's flag, som eksisterede fra år 1861 til 1946 var følgende:
_crowned_svg.png?etag=%221d6f-4e986a61%22%26sourceContentType=image%2Fpng)
Under Den Anden Verdenskrig fik den italienske flåde i Middelhavet følgende emblem som kendetegn:
Symbolet (emblemet) for det legendariske italienske kampdykkerkorps Decima Flottiglia MAS fra 1939 var følgende:
"La Decima Flottiglia MAS" er en forkortelse af "La Decima Flottiglia Mezzi d'Assalto", som på italiensk betyder "Den 10'ende Angrebsflotille med Fartøjer". Der havde tidligere været andre angrebsflotiller, og nu var man altså nået frem til den 10'ende af slagsen. Da 10 = X, så bruges også den populære og simplificerede betegnelse X-MAS for denne enhed, som en slags vittighed. Med X-MAS, som bekendt betyder Julen på engelsk, så antyder man spydigt den begivenhed, hvor gaver (bomber) bliver tildelt.
Iltudstyret
De italienske Kampdykkerne anvendte som dykkerudstyr det italienske militære åndedrætsudstyr, baseret på ren ilt i et lukket kredsløbssystem, kaldet "Muta Gamma". Dette udstyr var af italienerne blevet produceret af det italienske firma Pirelli i Milano på baggrund af det eksisterende tyske nødudstyr "Gegenlunge" for ubådsbesætninger, som var blevet udviklet tidligere hos Dräger i Lübeck i 1920, og som var blevet standard for alle tyske ubådsbesætninger.
Det italienske udstyr var dog ikke velegnet til svømmedykning, da den italienske version af udstyret var klodset på grund af særligt store og tunge iltflasker siddende foran på brystet. Formålet med de store iltflasker var at forøge kapaciteten og dermed den tid, som dykkeren kunne opholde sig under vandet.
De italienske kampdykkere, som benyttede Pirelli's dykkerudstyr var desuden ikke udstyret med svømmefødder. De havde blystøvler på, så de kunne gå på bunden. Det var meningen, at de om natten skulle sættes af på havbunden fra en ubåd uden for fjendens havn med en olietønde indeholdende 50 kg TNT sprængstof på ryggen. Dykkeren skulle så gå hele vejen ind i havnen på bunden for at stille tønden på bunden under et fjentligt skib og udløse tændsatsen, som var forsynet med en tidsforsinkelse.
Derefter skulle kampdykkeren gå hele den lange vej tilbage til ubåden. Hvis ikke kampdykkeren kunne finde vejen tilbage til ubåden i mørket, eller hvis han løb tør for ilt, så skulle han aftage sine blystøvler, smide sit blybælte, og svømme op til overfladen, hvor ubåden så ville forsøge at finde ham.
Øvelser blev gennemført med denne teknik på den italienske kampdykkerskole, men blev til sidst droppet pga. de operationelle vanskeligheder med teknikken. 50 kg TNT var i alle tilfælde heller ikke nok, hvis afstanden fra bunden og op til skibets bund var for stor.
Hvis dykkerne i stedet for, at stille sprængladningen på bunden under skibet, kunne fastgøre sprængladningen på skibssiden under vandlinien, så ville man kunne nøjes med en mindre sprængladning. Problemet var, at den sidstnævnte teknik ville kræve en dykker, som kunne bevæge sig frit i vandet i vægtløs tilstand sammen med sin bombe, og den teknik havde man ikke opfundet på dette tidlige tidspunkt.
De bemandede undervandstorpedoer "Maiale"
Det originale italienske kampdykkerudstyr var som nævnt ikke egnet for svømmedykkere, som skal kunne svømme frit i vandet, men det var brugbart for de italienske kampdykkere, som "kun" skulle sidde oprejst på en bemandet undervandstorpedo under operationerne.
Den Italienske flåde, Regia Marina, havde allerede i begyndelsen af krigen udviklet bemandede og styrbare undervandstorpedoer kaldet SLC (siluri en lenta Corsa eller "langsomt-gående torpedoer") med tilnavnet Maiale eller "Pig", som de italienske kampdykkere kunne sidde på som "piloter". På denne måde kunne dykkerne bevæge sig uafhængigt af bunden og dermed ramme skibssiden under vandlinien med torpedoen.
Der var plads til to kampdykkere, som kunne sidde overskrævs på torpodeoen og styre denne. Den forreste kampdykker styrede torpedoen, som en åben undervandsbåd, og den bageste kampdykker havde til opgave at indstille torpedoen, hvad angår tændsats, rækkevidde, og sprængningsforsinkelse.
Dette lyder som en selvmordsoperation, men det var det absolut ikke selvom, at operationerne var yderst farlige. Efter søsætning fra egen ubåd eller krigsskib styrede kampdykkerne torpedoen under vandet ind i en fjendtlig havn om natten, hvor kampdykkerne styrede torpedoen op til overfladen, så den forreste kampdykker lige netop fik hovedet over vandet. Her kunne piloten dreje torpedoen mod et af de fjentlige skibe i havnen. Den bageste kampdykker satte derefter torpedoen på automatik, og de to kampdykkere sprang af torpedoen og gik på bunden væk derfra, så hurtigt og så godt, som de kunne.
En anden mulighed var at styre torpedoen under vandet helt hen til skibssiden, tænde for sprængsatsen med tidsforsinkelse, og så lade sig synke ned på bunden og gå væk fra området på bunden.
De to kampdykkere håbede derefter, at de ville kunne nå tilbage og blive opdaget af besætningen på deres egen ubåd eller krigsskib og bragt sikkert om bord og væk fra området.
I nogle tilfælde nåede kampdykkerne ikke tilbage til opsamlingspunktet. De løb tør for ilt og måtte aftage det tomme iltudstyr og blystøvlerne for selv fortsætte flugten som overfladesvømmere. Efter mange kilometers svømning kunne de være heldige at nå ind til en ubevogtet kyststrækning, hvor de ubemærket til fods kunne søge tilbage til områder med egne styrker og dermed ungå at blive fanget eller skudt.
Denne teknik var ofte ikke uden tab af egne dykkere, men resultaterne var forbløffende. Decima MAS kom i kamp allerede den 10. juni 1940, da det fascistiske Italien trådte ind i den anden verdenskrig på Tysklands side. I løbet af de første tre år, så sænkede enheden 72.190 tons allierede krigsskibe og 130.572 tons allierede handelsskibe. Det var en præstation, som ingen troede muligt.
I løbet af krigen blev Decima MAS af diktatoren Mussolini tildelt adskellige guldmedaljer for den fremragende militære indsats, og individuelle medlemmer blev tildelt i alt 29 guldmedaljer, 104 sølvmedaljer, og 33 bronzemedaljer for militært heltemod. De italienske dykkeres heltemod, operationer, og dristige indsats under krigen er aldrig siden blevet overgået af kampdykkere eller frømænd fra andre korps i verden - ikke engang af frømænd i USA's Navy Seals.
Ovenfor er et billede af to italienske kampdykkere siddende på en styrbar torpedo "Maiale" i oktober 1940 på vej ind i den Britiske havn i Gibraltar. Da havnen var blevet sikret med de såkaldte ubådsnet, så var dykkerne udstyret med store knibetænger, så de kunne klippe hul i nettet og trænge ind i havneområdet siddende på torpedoen.
Det italienske skib Sciré forlod i 1940 havnen La Spezia i Italien med tre SLC-torpedoer om bord. Skibet lagde til i Cadiz i Spanien, hvor skibet i hemmelighed fik otte italienske dykkere ombord. I Gibraltar sænkede de tre bemandede torpedoer tre skibe: Tankskibene Denbydale og Fiona Shell, samt fragtskibet Durham. Alle seks dykkere, som havde ført torpedoerne, formåede selv at svømme tilbage til Spanien og vendte sikkert tilbage over land til Italien, hvor de blev højt dekorerede, ligesom besætningen på Sciré blev dekoreret for indsatsen.
Konvertering af de tunge italienske kampdykkere til lette frømænd
Nyheden om Hans Hass' fantastiske svømmedykkerudstyr, bestående af et ideelt minimalistisk og smidigt iltudstyr, en simpel dykkermaske, og tilhørende svømmefødder, som gjorde dykkeren vægtløs i vandet, nåede via Alfred Von Wurzian til den italienske dykkerskole Decima MAS i 1942. Et sådant udstyr ville gøre sabotageoperationerne for dykkerne endnu mere gunstige end ved brug af de italienske SLC-torpedoer ført af italienske tungt udrustede kampdykkere.
På baggrund af Hans Hass' letvægtsudstyr og ønske fra Alfred Von Wurzian om brug af et sådant udstyr til tysklands frømænd, så fremstillede firmaet Pirelli i marts 1943 deres kopi af det nye militære letvægtsudstyr til det nye tyske frømandskorps. Dette frømandsudstyr var baseret på et iltudstyr med kun en lille let iltflaske og tilhørende svømmefødder meget lig Hans Hass' iltudstyr. Kampdykkerne kunne nu svømme vægtløst rundt i vandet, som frømænd. Dette udstyr dannede derefter standard for den nye taktik og uddannelse hos det italienske Decima MAS.
Billedet ovenfor viser en tysk frømand iført det nye Hans-Hass-inspirerede italienske frømandsudstyr fra Pirelli i 1943. Det nye tysk-inspirerede udstyr var langt mere smidigt end det oprindelige italienske udstyr, der var tungere, og som ikke tilbød dykkeren at være vægtløs under vandet.
Billedet ovenfor viser den oprindelige italienske løsning til kampdykkere, som tyskerne fandt at være alt for tung og klodset.
Det nye italienskproducerede lette frømandsudstyr blev kaldt A.R.O. som er en forkortelse af "Auto Respiratore ad Ossigeno", hvilket på italiensk betyder "åndedrætsudstyr med ilt".
Gruppo Gamma, som på italiensk betyder "Gruppe med stor bevægelsesfrihed", var gruppen af frømænd, som benyttede det nye letvægts svømmedykkerudstyr fra Pirelli, og som var udstyret med Captain de Corlieu svømmefødder og Fernez svømmebriller.
Det nye italienske frømandsudstyr afveg på en del punkter fra Hans Hass' Tauchgeräte. Åndesækken var ført tilbage til at sidde på brystet af dykkeren frem for på ryggen. Pirelli's argument var, at det i krigsoperationer med dette lette udstyr med dets begrænsede kapacitet ville være nødvendigt for frømændene at svømme store distancer på ryggen i overfladen frem og tilbage mod målet. Det var først, når frømændene var kommet meget tæt på målet, at de tog mundstykket i munden og dykkede ned. Det var lettere for frømændene at svømme på ryggen i overfladen, hvis åndesækken sad på brystet.
Udstyret var desuden kun udstyret med en enkelt kort åndedrætsslange. Pirelli's argument var her, at dette ville forsimple udstyret og nedsætte vandmodstanden for frømanden ved svømning gennem vandet. Desuden ville den udåndede luft blive ført to gange gennem kalkboksen henholdsvis ved udånding og ved indånding, hvorved endnu mere kultveilte ville blive fjernet, og dette ville så kompensere for det faktum, at dykkeren altid indåndede den lille urensede luftmængde, som var i den korte slange.
På trods af Pirellis argumenter, så er sandheden nok snarere, at det var nemmere og mere økonomisk fordelagtigt for Pirelli at fremstille det nye letvægtsudstyr for frømænd i deres version, fordi det i stor udstrækning kunne opbygges af eksisterende komponenter fra deres tidligere udstyr til de mere tunge italienske kampdykkere.
Den lille iltflaske med tilhørende ventilsystem, som sad på maven af frømanden, blev dog bygget på samme måde, som på Hans Hass' Tauchgeräte. Men, de tyske frømænd ville hellere have haft Hans Hass' originale version af iltudstyret fra Dräger til rådighed, fordi bl.a. svømmestillingen under vandet med Hans Hass' udstyr var perfekt. Det var den ikke med Pirellis udstyr. Det var imidlertid ikke muligt, at bruge Hans Hass' udstyr på den italienske uddannelse, men det var planen, at de tyske frømænd - efter gennemførelsen af uddannelsen i Italien - skulle til Hamburg for at få en efterfølgende omskoling til Hans Hass' iltudstyr under direkte instruktion fra Hans Hass inden indsættelse af frømændene i krigsoperationerne.
Frømandsdragterne
De italienske frømandsdragter blev fremstillet af det italienske firma Pirelli fra Milano, som var specialist i fremstilling af bildæk baseret på naturgummi.
Dykkerdragten var lavet af naturgummi med en tykkelse på 3 mm. Det var en tørdragt bestående af en samlet overdel (overkrop-ærmer-hætte) og en samlet underdel (bukser-ben-sokker). De to dele blev gjort vandtætte ved tynde gummioverslag med en længde på 25 cm og en tykkelse på 1 mm fra hver del, som skulle rulles sammen omkring en gummiring i en vandtæt pølse omkring livet. Hættens tætning omkring ansigtet og ærmernes tætning omkring håndleddene bestod også af 1 mm tynde gummidele på dragten, som sikrede vandtæthed.
Dragten var utrolig smidig, og man kunne uden problemer være iført undertøj bestående af de lange hvide underbukser og den hvide undertrøje, som enhver soldat i den anden verdenskrig havde til rådighed.
Om vinteren i koldt vand kunne man endvidere være iført en ulden dragt - den såkaldte sparkedragt - som et ekstra isolerende lag mellem undertøjet og gummidragten. Pga. luftmængden inde i dragten, som gav opdrift, så bar frømændene bælter med blylodder omkring livet for at være vægtløse under vandet.
Frømanden, Mogens Elfenbein, fra Det Danske Frømandskorps, som uddannede mig til frømand i løbet af 1960'- og 1970'erne i Københavns Dykkercenter, havde flere af Pirellis originale militære dykkerdragter fra krigen til rådighed.
Jeg fik muligheden for gentagne gange at dykke med disse legendariske dragter. Man skulle tro, at disse originale frømandsdragter fra krigen var sorte, men det var de slet ikke. De var lavet af ufarvet naturgummi og var derfor naturligt beigefarvede. Jeg skal dog ikke kunne undsige, at der findes eksempler på, at frømænd, som opererede under krigen om natten, selv farvede dragterne sorte. Disse dragter var utroligt smidige og lette at bevæge sig i.
Gummiet i samlestykket omkring livet og den påvulkaniserede gummihætte og håndledstætninger var utroligt tynde og skrøbelige. Havde man bare en enkelt ukippet negl på en finger, så kunne dette være nok til, at man fik revet hul på det tynde gummi under omklædningen, og så ville dragten ikke være tæt under dykningen.
Men, det største problem ved anvendelsen af disse dragter var, som jeg oplevede det, det faktum, at det var meget svært at få tilført ekstra luft ind i dragten under neddykning, hvor vandets tryk presser luften i dragten sammen. Allerede på 10 meters dybde var der pga. trykket opstået så mange folder og vulster på dragten, at der opstod det såkaldte hudsqueeze, hvor blodet i kroppen forsøgte at piple ud igennem huden og ind i folderne. Efter dykningen kunne man have blå misfarvninger på huden, som lignede følgerne af piskeslag.
Den eneste mulighed for at få mere luft ind i dragten under neddykningen var at kigge nedad mod bunden og så blæse luft ud gennem dykkermasken samtidigt med, at man med fingrene hev ud i hætten for at fange de opstigende luftbobler fra masken. Det var en svær men mulig procedure. Der kom som regel altid noget koldt vand med ind, som derefter løb koldt ned ad ryggen.
Ved slutningen af 1970'erne var disse dragter blevet så gamle, stive, mørnede og utætte, at vi desværre måtte opgive at dykke med dem, og til sidst rådnede de helt væk og forsvandt - ærgerligt.
Gummidragten blev helt skinnende blank, når gummiet blev vådt, og derfor mere afslørende over for fjenden. Derfor iførte frømændene sig under krigen matte og mørke lærredsklæder, som de bandt tæt omkring kroppen uden på dragten. På hovedet bar de en sort eller mørkegrøn ulden hætte uden på gummihætten for at camouflere sig.
Efter krigen tilsatte man farvestoffer til gummimelassen for at gøre dykkerudstyret mere attraktivt for sportsdykkere. Der var eksempler på blå og orange masker, svømmefødder, dragter og dykkerslanger. Men disse tilsætningsstoffer havde ingen nævneværdig reducerende effekt på gummiets forrådnelsesproces. Det var først da man opdagede i slutningen af 1950'erne, at man ved tilsætning af sort kulstøv i gummi-melassen kunne reducere forrådnelsesprocessen i gummiet.
Billedet ovenfor er en reklame fra Pirelli fra september 1954, som viser gummidragten fra krigens tid i den nye version med sort kulstøv opblandet i gummi-melassen.
Man fandt også på som standard til de militære dykkerdragter at vulkanisere en sort lærredsbelægning fast uden på gummidragten. Det gjorde dragten mat og også mere slidstærk men samtidigt mere uelastisk. Tilføjelse af kulstøv i gummiet var hovedårsagen til, at stort set alle dragter, svømmefødder, dykkermasker og luftslanger var sorte op gennem 1960'erne og 1970'erne.
I begyndelsen af 1980'erne var naturgummiet efterhånden blevet helt erstattet af kunstprodukter, som ikke rådner, så behovet for tilsætning af sort kulstøv forsvandtde militære versioner af hensyn til camouflagefunktionen. Derfor bliver det igen i 1980'erne populært at bruge spraglende farver i udstyr til sportsdykkere. Udstyr beregnet for militære dykkere leveres dog fortsat i sorte versioner af hensyn camouflagevirkningen på de natlige operationer.
De Italienske Dykkeres personlige instrumenter og våben
De italienske kampdykkere og de tyske frømænd under krigen bar dykkerur, dybdemåler og kompas på håndleddene. Alle disse instrumenter var fremstillet af det italienske firma Panerai i Firenze.
Ovenfor er et billede af det legendariske dykkerur fra det Italienske firma Panerai, som både de italienske og de tyske dykkere benyttede under krigen. Urværket inde i urkassen er fra Rolex i Schweiz. På billedet ses tysk personnel fra Meereskämpfer Einheit. Det var kutyme, at de tyske frømænd indgraverede deres tilhørsforhold på bagsiden af dykkeruret.
På billedet ses henholdsvis kompasset og dybdemåleren, som begge var fremstillet af det italienske firma Panerai i Firenze.
Panerai var fast leverandør af dykkerinstrumenter til dykkerne i den italienske flåde fra og med 1939, og senere også til det tyske frømandskorps under krigen.
For at imødekomme de svære forhold, som instrumenterne skulle kunne præstere under, så opfandt Panerai et radium-baseret pulver, som de kaldte Radiomir. Pulverets selvlysende egenskab gjorde det muligt at holde øje med instrumenternes visning under havets mørke overflade.
På billedet ses de tyske frømænd synkronisere deres Panerai-dykkerure inden indsats.
Hvis du er interesseret i at læse mere om det famøse Panerai-dykkerur, så er du velkommen til at klikke her:
Som personligt våben var dykkerne kun udstyret med en dykkerkniv.
Opbygningen og Uddannelsen af Frømændene i den Tyske Meereskämpfer Einheit
Abwehr i Berlin fik i april 1943 foranstaltet, at østrigeren Von Wurzian og hans tyske assistent Richard Reimann (Ritchie), blev optaget på kampdykkeruddannelsen i Decima MAS i Italien for at blive uddannet til kampdykkere og instruktører i det berømte italienske kampdykkerkorps dog under anvendelse af det nye italienske svømmedykkerudstyr baseret på det tyske iltudstyr fra Hans Hass og Dräger.
Her blev østrigeren Von Wurzian og hans tyske assistent Richard Reimann uddannet fra maj 1943 til september 1943.
Det var planen, at så snart Wurzian og Reimann havde bestået uddannelsen til instruktører, så skulle de selv opbygge og uddanne et tysk frømandskorps bestående af tyske medlemmer i Hamburg eller i Kiel.
Dokumentarfilmen Hitlers Meereskämpfer
Den tyske dokumentarfilm om det tyske frømandskorps' historie under den Anden Verdenskrig, "Hitlers Meereskämpfer - Kampfschwimmer und Torpedomänner im Zweiten Weltkrieg", blev først offentliggjort i foråret 2011. For første gang afsløres vigtige detaljer i enhedens historie og identiteten af enhedens medlemmer. Det er også sidste udkald. Af dem, som overlevede krigen, er mange allerede døde af alderdom, og det er kun få, som er tilbage til at fortælle historien.
Her kan du se dokumentarfilmen:
Uddannelsen i Italien
På øen San Giorgio Maggiore i Italien lå træningslejren i klosteret, som det italienske kampdykkerkorps Decima MAS benyttede i 1943. Det Italienske kampdykkerkorps var på tidspunktet anset som det bedste og mest erfarne på området i hele verden. Den italienske kampdykkerskole blev ledet af Kapitänleutnant Eugen Wolk.
Efter den allierede landgang på Sicilien i juli 1943 blev Mussolini styrtet ved et møde i Det Fascistiske Storråd og interneret i et fængsel. Efterhånden, som de allierede rykker længere og længere op i Italien bliver de italienske partisaner mere og mere aktive og angriber både tyske styrker og de Mussolini-tro Italienske styrker.
I september 1943 bliver Mussolini befriet ved en dristig luftlandeaktion af tyske SS-tropper og blev af tyskerne indsat som regeringschef for en marionetregering (den af 12. September 1943 proklamerede fascistiske italienske Sociale Republik (RSI) i det nordlige, tyskbesatte Italien).
Selv om de fleste X-MAS instruktører og dykkere var loyale over for den nye RSI-regering i Italien, så var det ikke længere sikkert for Von Wurzian og Richard Reimann at blive på øen San Giorgio Maggiorei, fordi, at der var for mange partisaner, som pynsede på at likvidere de to tyskere og de RSI-loyale italienske frømænd. De frygtede derfor for deres liv.
Von Wurzian og Richard Reimann manglede kun at gennemføre den afsluttende teoretiske og praktiske prøve på den Italienske frømandsskole. Men, de måtte flygte fra øen i september 1943, sammen med andre tyske soldater og de RSI-loyale italienske dykkere. De flygtede til fods op igennem de italienske bjergveje mod de tyske linier nordpå. Undervejs blev de i en lille italiensk bjerglandsby udsat for et bagholdsangreb af partisaner, men både Wurzian, Reimann og Wolk var blandt dem, som slap uskadte igennem.
Da de nåede i sikkerhed bag de tyske linier, blev de straks kørt til efterretningstjenestens hovedkontor i Italien, Abwehr i Valdagno, hvor de aflagde rapport. Abwehr iværksatte straks en større kampagne, hvor de italienske bjerge skulle renses for partisaner helt ned til og med Venedig.
Tusindvis af Wehrmacht-soldater og SS-soldater blev beordret til at gennemsøge og rense bjergene for partisaner. De tyske soldater gik hårdt til værks. I den bjerglandsby, hvor Wurzian og hans gruppe var faldet i baghold, blev en hævnaktion udført. Landsbyen bestod af 17 italienske familier. Mændene blev alle indsamlet og skudt. Kvinder og børn blev skånet. Husene blev nedbrændt.
Men, selv om kampagnen havde gjort det sikkert for tyskere igen at operere i den Norditalienske region, så var det ret sikkert, at et vist antal uskyldige italienske mænd var blevet myrdet under kampagnen. Denne mistanke kom til - fremover - at nage og give skyldfølelse hos det tyske frømandskorps' medlemmer, hvis opfattelse af deres indsats var baseret på heltemod, ære, respekt, moral, og værdighed.
Medlemmerne af Hitlers Meereskämpfer Einheit fandt det ikke glorværdigt, at civile italienske mænd var blevet skudt uden rettergang - heller ikke selvom, at det overordnede formål med kampagnen dermed blev opnået.
Kriegsmarinen indser værdien af at anvende Frømænd og Mini-ubåde i efteråret 1943
Slagskibet Tirpitz, som var søsterskib til slagskibet Bismarck, var sammen med støttekrigsskibene Scharnhorst og Lutzow sendt til Norge i begyndelsen af 1942 for at stoppe de allieredes arktiske konvojer. Truslen fra Tirpitz bandt mange af den britiske flådes skibe og ressourcer, og det blev derfor besluttet af England at prøve at sænke skibet, mens det befandt sig i en havn.
Forsøget på at sænke skibet gik under kodeordet "Operation Source" og fandt sted fra den 17. september til den 22. september 1943 i Altafjorden i Nordnorge. Altafjorden var beskyttet i alle ender og kanter, med kraftige kanoner, søminefelter, dybdebomber og ubådsnet. Desuden var Tirpitz omgivet af et torpedonet. Besætningen følte sig sikre.
Det var en risikabel operation for britterne, hvor seks tophemmelige mini-ubåde (X5, X6, X7, X8, X9, og X10) skulle placere store mængder sprængstof under de tyske skibe i fjorden. Hver af mini-ubådene medbragte to beholdere - en på hver side af mini-ubåden - indeholdende to tons amatol-sprængstof hver.
Der var fire besætningsmedlemmer på hver mini-ubåd bestående af en fartøjsfører, en pilot, en maskinist, og en frømand. Frømandens opgave var at lade sig sluse ud af mini-ubåden for bl.a. at klippe hul i ubådsnettet, så mini-ubåden kunne passere. Britterne havde ikke selv udviklet noget frømandsudstyr, så det udstyr, som de britiske frømænd brugte til operationen var det åndedrætsudstyr, som de havde bjærget fra nedskudte tyske fly.
Det var under operationen lykkedes for to af mini-ubådene at anbringe springstofbeholdere under skibene, og det var i begge tilfælde under slagskibet Tirpitz. Mini-ubåden X8 blev sænket af tyskerne allerede inden ankomsten til Altafjorden. X5, X6, og X7 blev sænket af tyskerne under operationen. Kun X9 og X10 overlevede og slap væk.
Det lykkedes ikke at sænke Tirpitz, men skibet fik nogle alvorlige skader, som det tog tyskerne et halvt år at reparere. Tirpitz var først fuldt ud operationsklart igen i April 1944.
Der er efter krigen i 1955 blevet lavet en film af englænderne, som glorificerer operationen "Operation Source". Filmen hedder "Above Us the Waves" af instruktøren Ralph Thomas. Det er igen et eksempel på en film af sejrherrerne, som satte dagsordenen for, hvem de gode og de onde var, efter krigen. Alligevel, så er det en god film, som er værd at se, med de langt mere neutrale briller, som vi er blevet udstyret med i vore dage:
Du kan se traileren her: http://www.youtube.com/watch?v=Hj8M7mULzTY
Det chokerede admiralerne i Oberkommando der Marine, at en lille håndfuld heltemodige mænd med så få midler var i stand til at lave så store skader på Tysklands mest stolte krigsskib.
Admiralerne kom i tanke om Alfred Von Wurtzian's tidligere forslag om opbyggelsen af et tysk frømandskorps med henblik på udførelsen af undervandssabotage, og Kriegsmarinen begyndte at arbejde med ideer om etablering af et såkaldt Kleinkampfmittelverband i Kriegsmarinen, med bl.a. frømænd og mini-ubåde, som skulle organiseres i de såkaldte Marine-Einsats-Kommandos (MEK).
Meereskämpfer Einheit - December 1943
I december 1943 bestod Wurzian og Reimann deres uddannelse som frømænd og frømandsinstruktører hos Abwehr i byen Valdagno. Da der ikke er noget hav i Norditalien, så bestod prøven af en simuleret angrebsopgave foranstalet af Abwehr i Valdagno. Angrebsopgaven bestod i, at frømændene som kommandosoldater skulle simulere en sabotageaktion mod en enhed i Heer på landjorden. Dette udløste kritik fra Abwehr i Hamburg, som mente, at det var frømændenes dykkermæssige færdigheder som skulle udvikles og testes, men kritikken fik umiddelbart ingen følger. Von Wurzian, med Richard Reimann som sin assistent, fik derefter til opgave at uddanne andre tyske frømænd og dermed i Valdagno opbygge et tysk frømandskorps, som derefter skulle høre under Division Brandenburg.
Wurzian indkaldte 30 potentielle rekrutter, som mødtes den 4. Januar 1944 i Valdagno. Rekrutterne bestod af de bedste elitesvømmere i det tyske rige. Blandt dem var svømmedeltagerne fra Olympischen Sommerspiele i 1936, som fx Erwin Sietas, Herbert Klein, Heinz-Günther Lehmann, og deltagerne i Deutschen Schwimmmeisterschaften i 1939, som fx Manfred Laskowski og Walter Ernst. Disse mænd dannede kernen i uddannelsen. I marts 1944 blev gruppen (på ordre fra Hitler) suppleret med 10 udvalgte medlemmer fra Waffen-SS og 15 udvalgte medlemmer fra Wehrmacht. Der blev også hentet nogle af de bedste italienske frømænd fra det tidligere italienske frømandskorps Decima MAS - herunder Kapitänleutnant Eugen Wolk, som havde været lederen på den italienske dykkerskole.
Kombinationen af tyske og italienske dykkere resulterede dog i en intern magtkamp om herredømmet og lederskabet af kommandoen. Wurzian, som var den nye officielle leder af den nye tyske frømandsskole, havde problemer med Wolk, som jo havde været den mangeårige og erfarne leder af den Italienske kampdykkerskole. Wolk, kunne dog være stolt, fordi hans italienske elitesoldater viste sig bedre på øvelserne på landjorden end de nye svømmere fra den tyske Kriegsmarine, Heer, og SS.
SS's efterretningstjeneste Sicherheitsdienst (SD) overtager ledelsen af Abwehr i januar 1944
Heinrich Himmler, som var chef for Schutzstaffel (SS) og også chef for alle Tysklands politistyrker samt hans assistent, Reinhard Heydrich, som var chef for SS's efterretningstjeneste Sicherheitsdienst (SD) og også chef for Gestapo, som skulle sikre Nazi-regimet mod saboratører, havde længe haft mistanke om, at den øverste ledelse i Abwehr i Berlin, bestående af Admiral Wilhelm Canaris og hans egen håndplukkede stab, hvoraf ingen var medlemmer af Nazi-partiet, i virkeligheden arbejdede som spioner for de allierede. Der var for mange eksempler på, at de allierede på forhånd viste sig at være alt for velinformerede om tyske militære planer og operationer i 1943.
Selv om Gestapo var blevet sat på opgaven i efteråret 1943 med at afsløre de skyldige, så var det endnu ikke lykkedes at bevise noget før den 12. januar 1944, hvor Gestapo via agenter optrævlede en anti-nazistisk organisation i Berlin, kaldet "The Tea Party", som viste sig bl.a. at bestå af venner til nogle af de højtstående officerer i Canaris' nærmeste stab. De officerer, hvor man havde klare beviser for forrædderskab blev henrettet. De officerer, hvor man havde stærk mistanke, men ingen klare beviser, blev overflyttet til mindre betydende stillinger, hvor de blev overvåget og ikke længere kunne gøre nogen skade. Canaris gik selv personligt fri for beviser mod ham, men under efterfølgende personlige samtaler mellem ham og Hitler, så blev Hitler klar over, at Canaris ikke var loyal over for Tysklands ideologi.
Hitler fyrede Canaris som chef for Abwehr den 18. februar 1944. Canaris fik derefter den mindre betydende stilling som chef for Kontoret for Kommerciel og Økonomisk Krigsførelse.
Det har efter krigen vist sig, at Canaris, i sin tid som chef for Abwehr, var langt mere forræderisk end hvad, at Hitler og Gestapo troede. Canaris havde med vilje misinformeret Hitler, og disse misinformationer havde i høj grad stor betydning for krigens udfald. Fx. gav Canaris personligt falske informationer til Hitler om Schweiz, som fik Hitler til at undlade en invasioen af Schweiz (Operation Tannenbaum). Canaris fik også overtalt diktatoren Francisco Franco i Spanien til ikke at tillade tyske tropper at passere ned igennem Spanien for at indtage englændernes base i Gibraltar (Operation Felix).
Admiral Wilhelm Canaris forræderskab mod Tyskland har kostet Tyskland millioner af tyske soldaters liv og sandsynligvis også Tysklands tab af krigen.
"Meereskämpfer Einheit" blev officielt overført fra Abwehr til Kleinkampfmittelverband i april 1944
På grund af de interne stridigheder på frømandsskolen i Valdagno og det faktum, at Abwehr i Valdagno havde forsøgt at etablere og uddanne frømænd i en norditaliensk by uden vand, samt det faktum, at Abwehr af Hitler var blevet underlagt SS's Sicherheitsdienst pga. iloyale medlemmer i Abwehr, så var det i foråret 1944 usikkert, hvem som fremover skulle have ansvaret for operationen af det tyske frømandskorps.
SS-Obersturmbannführer Otto Skorzeny fra Waffen-SS, som arbejdede i sabotageafdelingen under Sicherheitsdienst og som etablerede en lang række specialkorps inden for SS, ønskede at etablere et frømandskorps inden for SS. Han havde samlet de bedste svømmere inden for Waffen-SS på en kampdykkerskole i Bad Tölz. På skolen blev de unge mænd testet i svømning med henblik på udvælgelse af de bedste svømmere til en kommende frømandsuddannelse. Men, i modsætning til Alfred von Wurzian's frømandsskole, så havde Otto Skorzeny's skole ingen erfaring i dykkerteknik og undervandssabotage, og skolen havde heller ikke noget dykkerudstyr. Derfor mente Skorzeny, at SS skulle overtage Wurzian's frømandsskole.
Ovenfor er et billede af SS-Obersturmbannführer Otto Skorzeny fra Waffen-SS. Amerikanerne havde sat en pris på hans hoved og kaldte ham Europa's farligste mand. Men på trods af, at han var let genkendelig pga. sin højde på knap to meter og det karakteristiske ar på kinden fra en fægtekamp, så lykkedes det aldrig at få ham slået ihjel.
Hvis du har lyst til at læse mere om denne fantastiske personlighed, Otto Skorzeny, så kan du klikke her:
Hitler, som udviste stor respekt for den østriske havforsker Hans Hass, lyttede til Hans Hass' anbefaling om, at det nye tyske frømandskorps skulle overflyttes fra Division Brandenburg (under Abwehr i Valdagno) til det hemmelige Kleinkampfmittelverband i Kriegsmarinen (under Abwehr i Hamburg). Hitler bifaldt Hassi's anbefaling. I april 1944 blev frømandskorpset beordret overflyttet fra Division Brandenburg til Kleinkampfmittelverband i Kriegsmarinen. Hans Hass' ven Von Wurzian blev efterfølgende udnævnt til Kapitänleutnant og til chef for frømandskorpsets frømandsskole i Kriegsmarine. På den måde undgik Alfred von Wurzian og hans frømænd at blive indlemmet i SS.
Til gengæld beordrede Hitler, at Alfred von Wurzian's frømandsskole også skulle uddanne de eventuelle kampsvømmere fra SS, som Otto Skorzeny sendte ned fra Bad Tölz. Det blev i alt til 10 elitesvømmere fra SS. Det blev også sådan, at mange af de krigsmæssige kommandooperationer, som de uddannede frømænd skulle udføre efter uddannelsen blev udført under kommando af Otto Skorzeny - også selvom, at de fleste af frømændene organisatorisk hørte under Kriegsmarine og ikke under Waffen-SS.
Efter indførelsen i maj 1944 af den organisatoriske struktur i de nye hemmelige kommandoenheder "Kleinkampfmittelverband" (K-Verband), som var en del af Kriegsmarinen, blev den tidligere nævnte Marei-gruppe og Marko-gruppe integreret i K-Verband som henholdsvis MEK 20 og MEK 21.
Da "Meereskämpfer Einheit" i praksis blev overført til Kleinkampfmittelverband i maj 1944, så blev enhedens navn ændret til "Deutsche Kampfschwimmer Einheit", selvom titlen "Meereskämpfer Einheit" uofficielt hang ved i årene fremover.
Siden Valdagno i Norditalien ikke var en egnet by for uddannelse af frømænd, så blev frømandsskolen af Kleinkampfmittelverband i Kriegsmarinen (Abwehr i Hamburg) i maj 1944 beordret flyttet fra Valdagno til øen Alga ved Venedig, hvor faciliteterne for en sådan frømandsskole blev opbygget. Foruden frømandsskolen på Alga, så blev der også oprettet en frømandsskole af SS i Bad Tölz.
Efter Mussolini's indsættelse som regeringschef for den nye fascistiske italienske Sociale Republik (RSI) i det nordlige, tyskbesatte Italien, så var det lykkedes tyskerne at få bugt med partisanerne i området omkring Venedig. Her lærte de nye tyske frømænd fastgørelsen af miner på fragtskibet Tampico Kiria. Uddannelsen omfattede også håndtering af sprængstoffer, ubevæbnede kampteknikker som Jiu-Jitsu, samt hård sport, knivkamp, skydning, svømning, og selvfølgelig dykkeruddannelse. Der var også en intensiv sprogundervisning og indlæring af fremmedsprog, som fx. engelsk, fransk og russisk.
Det tyske frømandskorps fik en afgørende teknisk fordel i forhold til de allieredes frømandskorps. Mens de allierede, der fra og med efteråret 1943, kun havde Jacques-Yves Cousteau's nyudviklede luftdykkerudstyr til rådighed, så havde det tyske frømandskorps fået det nye iltdykkerudstyr fra Hans Hass for svømmedykkere til rådighed allerede i 1942. Iltdykkerudstyret var blevet udviklet i 1941 af Hans Hass sammen med Dräger Tauchtechnik i Lübeck, som ejede patent på dette udstyr. Fordelen ved iltudstyret var, at det ikke udsendte afslørende åndebobler, som opmærksomme fjendtlige vagter kunne opdage i overfladen. Desuden, så tillod det nye udstyr, at dykkeren var i vægtløs tilstand under vandet. Det ville derfor bl.a. være muligt at svømme ind i fjendtlige havne og placere sprængladninger på fjendens skibe uden at blive opdaget.
Det tyske frømandskorps benyttede under krigen det samme frømandsudstyr fra Pirelli, dykkerinstrumenter fra firmaet Panarai, og de samme dykkerdragter fra firmaet Pirelli, som det italienske kampdykkerkorps, Decima MAS, benyttede efter, at tyskerne havde pålagt italienerne at bruge de tyske tekniske løsninger, som Hans Hass i samarbejde med Dräger havde opfundet.
Uddannelsen af Frømændene var en kostbar opgave
Det tager mindst seks måneders intensiv træning at uddanne en brugbar og kvalificeret militær frømand, så tid var en mangelvare hos tyskerne i 1944. Hans Hass ven, Alfred von Wurzian, var blevet udnævnt til Kapitänleutnant og til chef for frømandskorpsets frømandsskole i Der Kriegsmarine i januar 1944 i byen Valdagno i Italien. Her startede uddannelsen af de første 30 tyske frømænd.
Uddannelsen fortsatte derefter på øen Alga ved Venedig i begyndelsen af maj 1944, og det var planlagt, at dykkerne ville være færdiguddannede i slutningen af juni i 1944 - efter seks måneders uddannelse. Det ville således være de første 30 tyske frømænd, som var blevet behørigt færdiguddannede på den tyske skole.
Imidlertid når de 30 elever ikke at gennemføre den afsluttende del af uddannelsen med Hans Hass' originale iltudstyr før, at de må indsættes i krigsoperationerne.
De nyuddannede Tyske Frømænd hasteindsættes i Krigsoperationer i juni 1944
Efter de allieredes invasion i Normandiet, den 6. juni 1944 (D-day), som kom bag på tyskerne, så rykkede de allierede styrker hurtigt ind i Frankrig, Belgien, og Holland.
De næsten færdiguddannede tyske frømænd blev hasteforflyttet fra Italien til Holland i juni 1944, og de to grupper (2 x 15 mand) blev fordelt til henholdsvis MEK 60 og MEK 65, som befandt sig i Holland. De medbringer alle det italienske dykkerudstyr, som de er blevet uddannet i.
Kapitänleutnant Von Wurzian, som var chef for den nye tyske frømandsskole på øen Alga ved Venedig, blev tilbage på øen i Italien for at uddanne flere tyske frømænd. Det var nu blevet en høj prioritet at uddanne så mange så hurtigt som muligt, og det var også blevet en prioritet for Tyskland, at Von Wurzian, med den nøgleviden af vigtighed for Tyskland, som han besad, blev holdt uskadt.
Den 20. juli 1944 udføres et mislykket attentat mod Hitler. SS-Obersturmbannführer Otto Skorzeny fra Waffen-SS, som tilfældigvis befinder sig i Berlin med sine enheder får hurtigt situationen under kontrol og indfanger attentatmændene. Vizeadmiral Canaris er en af dem i konspirationen, som fængsles. Abwehr blev derefter opløst, og organisationens beføjelser og bemanding blev totalt overtaget af SS's Sicherheitsdienst (SD). Alle specialuddannede kommandosoldater i Division Brandenburg blev fordelt til deres respektive værn - Heer, Kriegsmarine, og Luftwaffe. Tilbage i Division Brandenburg var der nu hovedsageligt kun ledelsen og infanteri. Division Brandenburg blev derefter sendt til østfronten.
I sommeren og efteråret 1944 indsættes det tyske frømandskorps (Die Deutsche Kampfschwimmer Einheit) adskillige gange af Kleinkampfmittelverband i operationer i Atlanterhavet ud for Holland, på floderne i Frankrig, Belgien og Holland med henblik på at forhindre de allieredes fremrykning. De fleste af disse operationer foregår om natten, og der er både eksempler på vellykkede og fatale operationer.
Det var et problem, at de nyuddannede frømænd kun var trænede i at trænge ind i havne for at sænke skibe og ikke trænede i at operere i floder for at sprænge broer. Det havde frømændsgrupperne ingen viden eller erfaring i. Imidlertid kom deres nytildelte mobile støttegrupper Marine Einsats Kommando (MEK 60 og MEK 65), som var en del af den hemmelige organisation Kleinkampfmittelverband i Kriegsmarinen, dem til hjælp. Disse motoriserede kommandogrupper var sammensatte af særdeles erfarne marinesoldater, linse-piloter, dygtige chauffører, sprængstofeksperter og ingeniører. De var i stand til hurtigt at give frømændene den fornødne viden og støtte. Det skulle vise sig at være af afgørende betydning for det nye frømandskorps succes og frømændenes overlevelse.
Et andet problem for de nyuddannede frømænd var, at de var blevet uddannet i de bedste sommermåneder i Middelhavets varme, salte og klare vand med god sigtbarhed, smukke undervandsterrain og farvestrålende fisk. Nu skulle de operere i de nordeuropæiske iskolde floder om efteråret med plumret vand, stærk strøm, og ferskvand, som ikke tilbyder samme opdrift som saltvand til de tunge miner, som frømændene skulle håndtere. Desuden, så stod vinteren for døren, som ville gøre operationerne endnu vanskeligere.
Den typiske angrebsmetode var, at frømændene i første fase svømmede på ryggen i overfladen på floderne uden at bruge af den sparsomme ilt i svømmedykkerudstyret. De lod sig føre med strømmen ned ad floden mod målet (mod vest) medbringende deres miner, som blev holdt flydende i overfladen ved hjælp af luftfyldte dunke. Udstyret var camoufleret, så det lignede almindeligt vraggods, som flød på floden. Når frømændene var kun 200-300 meter fra målet, så tog frømændene sutten i munden, vendte sig om på maven og dykkede ned under overfladen.
Undervandsminerne, som tyskerne havde til rådighed, bestod af flere forskellige størrelser, som kunne vælges afhængigt af omfanget og størrelsen af det mål, som skulle sprænges. Der var sabotagemine I (runde miner), sabotagemine II (torpedo-lignende mine med 600 kg sprængstof), og sabotage mine III (en større torpedo-lignende mine med 1.600 kg sprængstof). En mindre udgave var de helt små miner, som normalt blev brugt til sprængningsfiskeri. De lignede en morter-granat og indeholdt 7,5 kg sprængstof.
Hvis fx en bropille skulle sprænges, så kunne frømændene forbinde to større sabotageminer med et langt reb, og så styre minerne om på hver side af bropillen. Når bropillen fangede rebet, så ville minerne lægge sig ind til bropillen på hver side af denne. Frømændene kunne så aktivere tændsatserne med tidsforsinkelse på minerne og lade sig selv føre videre i strømmen under vandet uden at blive opdaget. Længere nede ad floden kunne frømændene så søge op til overfladen og ind til bredden for at afklæde sig det tomme frømandsudstyr. Nu efterstod der bare en længere og farefuld rejse i natten for frømændene til fods gennem fjendeland tilbage til egne linier. Som forsvarsvåben havde de kun deres dykkerknive, men ofte var marinesoldater, de såkaldte bævere (biber) fra deres støttegruppe Marine Einsats Kommando allerede ubemærket trængt ind i fjendens område for at opspore frømændene og redde dem tilbage til egne linier.
Broerne over floden Rhinen i Nijmegen i Holland
Der findes en tysk dokumentarfilm optaget i september 1944, som viser de tyske frømænd i aktion. Frømandsgruppen, som består af 15 frømænd, og som er den ene af de eneste to eksisterende tyske frømandsgrupper på dette tidspunkt, angriber en af broerne over floden Rhinen (på tysk kaldet Rhein og på hollandsk kaldet Waal) ved Nijmegen i Holland, som er blevet indtaget af englænderne.
På billedet ses de tyske frømænd gøre sig klar til indsats.
Tyske ingeniørsoldater havde tidligere mineret broen og således forberedt den til sprængning inden, at englænderne indtog området. Det var planen, at tyskerne ville vente med at detonere springstofferne indtil, at de fremstormende britiske kampvogne var kørt næsten helt over broen. Imidlertid gjorde en ukendt fejl i det elektriske detonationssystem, at det ikke lykkedes de tyske ingeniørsoldater at sprænge broen. De britiske tanks var således nået uhindret over broen, og englænderne havde derfor hurtigt kunne etablere et brohoved på den anden side af floden. Hvad skulle nu kunne forhindre de allieredes hastige fremrykning?
Luftwaffe blev beordret til at at bombe broen, men Luftwaffe havde ikke længere den nødvendige kapacitet til rådighed for løsningen af opgaven på dette tidspunkt. Alt disponibelt tysk flymateriel var optaget af at forhindre de allieredes bombefly, bestående af britiske Lancasters om natten og amerikanske B-17 "flyvende fæstninger" om dagen, i at bombe de tyske byer.
Nu var det tyske håb, at de tyske frømænd kunne løse opgaven ved at minere bropillerne under vandet i floden uden at blive opdaget af englænderne.
Formålet med angrebet er at sprænge broen ved hjælp af store sabotageminer med tidsforsinkelsesmekanismer, som af frømændene skal anbringes op ad bropillerne lige under vandlinien.
Det er verdens første filmede angreb foretaget af frømænd. Missionen lykkes, men frømændene opdages og beskydes af de engelske soldater på broen. En frømand omkommer under beskydningen. De øvrige frømænd undslipper ved at dykke ned og lade sig føre med strømmen i floden. Seks andre frømænd tages til fange af amerikanerne efter, at de er kravlet op på bredden af floden og er på vej tilbage til egne linier. De resterende otte frømænd slipper usete tilbage til egne linier.
Man kan i filmen se, at disse frømænd bærer dykkerure, dybdemålere og kompas af mærket Panarai fra Italien. Om det er Hans Hass' undervandskamera, som bruges, fremgår ikke, men findes der andre på dette tidspunkt?
Billedet ovenfor viser den sprængte bro i Nijmegen i Holland, som det lykkedes de tyske frømænd at springe i luften.
Operation Market Garden
Omkring den 15. september 1944 havde de brittiske Montgomory tropper erobret den nordligste del af Frankrig og Belgien. Den amerikanske General Patton havde erobret det meste af Frankrig og Luxembourg og var nået frem til grænsen ind til Tyskland. Nu efterstod slaget om Holland i nord.
For at kunne fortsætte fremrykningen ind i Tyskland, så vidste de allierede, at de nødvendigvis måtte erobre så mange broer i intakt tilstand over de mange floder, der findes mellem Frankrig og Tyskland (herunder specielt broerne på den store flod Rhinen), og også over de mange floder i specielt Holland. Det var de allieredes plan, at lade de britiske enheder trænge op igennem Holland og ind i Tyskland på den nordlige scene for derefter at indtage Ruhr-distriktet i Tyskland fra nord, mens den amerikanske General Patton skulle gå over Rhinen i syd ind til Tyskland, og derefter angribe Ruhr-distriktet fra syd.
For at sikre sig erobringen af de mange broer iværksætter de allierede en dristig plan ledet af englænderne kaldet "Market Garden". Denne plan består af en gigantisk luftlandeoperation bestående af bl.a. mange tusinde allierede faldskærmstropper, som landsættes overalt i Holland.
Imidlertid viser det sig, at tyskerne har mange styrker i Holland, som er i stand til at beskyde de landende faldskærmstropper, som lider store tab. Imidlertid lykkes det britterne at sætte over Rhinen ved Nijmegen i Holland og trænge op nordpå til den næste forhindring "Broen ved Arnhem". Denne bro går over floden Niederrhein, som er en afløber af Rhinen i Nordholland. De allierede faldskærmstropper nærmer sig broen fra alle sider - både fra nord og fra syd, men den tyske modstand i Arnhem er for hård. De allierede får kun indtaget den sydlige del af brofæstet. Tyskerne har fortsat den nordlige del af brofæstet. De allierede faldskærmstropper forsøger at erobre byen Arnhem, som ligger nord for broen, men tyskerne holder stand, selv om byen er omringet.
SS-panserkommandør Hummel har 12 tigerkampvogne, som han sender ned mod Arnhem fra nordøst. Hummels pansertropper omringer de allierede styrker nord for floden Niederrhein, og alle allierede syrker bliver enten dræbt eller taget til fange selvom, at det kun lykkes Hummel at ankomme til Arnhem med to overlevende tigerkampvogne.
Tyskerne havde nu igen det totale herredømme over Holland nord for floden Niederrhein. De allieredes tab er uoverskuelige, og operation Market Garden er en fiasko. De allierede kan ikke komme over floden, og de allieredes planer om hurtigt at indtage Ruhr-distriket synes derfor gået tabt.
Kapløbet mellem den britiske general Montgomery, den amerikanske general Patton, og Russerne om at nå Berlin
Både Montgomomery og Patton var i efteråret 1944 overbeviste om, at de ville nå Berlin før russerne. De var så selvsikre, at de kun troede, at det var et kapløb mellem dem selv, og ikke et kapløb mellem vestens tropper og Ruslands tropper. Imidlertid løber Montgomerys tropper mod en mur ved broen over Niederrhein ved Arnhem i Holland og stoppes. Operation Market Garten var slået fejl. I syd løber Pattons tropper overende af en storoffensiv fra tyskerne kendt som "Panserslaget ved Ardennerne" og lider katastrofale tab i vinteren 1944 - 1945. Det lykkes således ikke de vestligt allierede at krydse floden Rhinen nogen steder før engang i foråret 1945.
Kleinkampfmittelverband (K-Verband)
Symbolet (emblemet) for de hemmelige kommandoenheder i "Kleinkampfmittelverband" i Kriegsmarinen var en savfisk (Sägefisch). Efter, at Die Deutsche Kampfschwimmer Einheit blev indlemmet i Kleinkampfmittelverband under Kriegsmarine i maj 1944, så fik også det tyske frømandskorps dette symbol som kendetegn.
Alle specialenheder - uanset herkomst, som blev indlemmet i Kleinkampfmittelverband under Kriegsmarine, blev underlagt en yderst streng og hemmelig orden med en høj grad af moral, disciplin og hæder. Uanset, om de indlemmede specialenheder bestod af frømænd, miniubåde, motortorpedobåde, miniangrebsbåde som Linse, og andre specialenheder, så fik hver af disse specialenheder tildelt en standardiseret landbaseret støttegruppe kaldet MEK.
Marine Einsatz Kommando (MEK)
Organisationen Kleinkampfmittelverband bestod af en lang række selvstændige kommandogrupper (MEK), som hver havde deres egen motoriserede støttegruppe. Et eksempel på en sådan kommandogruppe (kommandosoldater) kunne fx. være Marine Einsatz Kommando 21, som bestod af frømandsgruppen Marco på 15 frømænd og en tilhørende standardiseret motoriseret maritim støttegruppe. Alle kommandogrupper havde deres egne standardiserede motoriserede maritime støttegrupper.
En standardiseret maritim motoriseret støttegruppe bestod af ca. 125 erfarne tyske marinesoldater, teknikere, læger, minører, og ingeniører. Støttegruppens tildelte køretøjer var som standard følgende: 2 VW-Schwimmwagen, 3 mindre signalvogne, 1 pionervogn, 1 sanitetsvogn, 1 værkstedsvogn, 2 halvbæltevogne med 20mm FLAK, 5 lastvogne til personneltransport, samt 5 mindre lastvogne med øvrigt materiel.
Alle køretøjer i den maritime støttegruppe til en kommandogruppe var gråmalede med den samme grå maling, som blev brugt som standard til de store tyske ubåde (de grå ulve). Det var den samme maling, som også blev brugt til Sicherheitsdienst (SD) køretøjer.
En sådan kommandogruppe blev betegnet Marine Einsatz Kommando (MEK). Hver af disse kommandogrupper havde deres eget helt specifikke nummer - fx. MEK 65.
Die Deutsche Kampfschwimmereinheit - fx. grupperne Marei og Marco - blev i Kleinkampfmittelverband sammen med hver sin MEK identificeret med nummeret MEK 20 henholdsvis MEK 21 og senere MEK 60 og MEK 65.
Disse hemmelige tyske kommandogrupper under krigen er efter krigen fortsat blevet hemmeligholdt - helt frem til vore dage (år 2011). Selv identiteten af de enkelte deltagere er blevet hemmeligholdt. Årsagen vender jeg tilbage til senere.
Loyalitetskodeks i MEK
Alle i en MEK vidste, at de skulle kæmpe imod en overmagt. Kun snilde, intelligens, opfindsomhed, trofasthed, kammeratskab, og loyalitet ville kunne skabe resultater. Derfor stod disse folk sammen, og der er i de senere år (specielt i år 2011) fremkommet flere eksempler på, at disse kommandogrupper under Kleinkampfmittelverband under krigen har udvist et hidtidigt ukendt heltemod og kammeratskab, som ellers kun sjældent er set. Jeg vil senere give nogle eksempler herpå.
Ovenfor er et billede af en VW Schwimmwagen, som var et af standardkøretøjerne i en MEK. Denne lille smidige vogn er vandtæt i bunden og er udrustet med små propellere, så den kan sejle på vandløb, floder og søer. Med denne vogn kunne støttepersonalet (bævere) relativt lydløst og ubemærket lede efter deres dykkerkammerater i fjendens område efter en kommandooperation.
Det er senere fremkommet, at det i forbløffende grad lykkedes dette støttepersonale at hjembringe de ellers fortabte frømænd tilbage til egne linier for fortsat indsats. Der er derfor i en vis udstrækning tale om noget, som kan sammenlignes med Tordenskjolds soldater. De var ikke mange, men de samme mænd blev ved med at dukke op - igen og igen.
Omprioritering af Die Deutsche Kampfschwimmer Einheit's opgaver i efteråret 1944
De allieredes fremrykning efter D-day, den 6. juni 1944, blev stoppet af tyskerne i efteråret 1944 og afløst af en storstilet tysk modoffensiv (kendt som Ardenner-slaget i Belgien og Holland) med de nye Königstiger-Panzerkampfwagen, specialtrænede tyske faldskærmsjægere, og 200.000 erfarne tyske soldater hentet ind fra østfronten.
Den tyske modoffensiv så umiddelbart ud til at skulle lykkes, da de allierede styrker (specielt de amerikanske enheder) umiddelbart lider meget store tab, og trænges tilbage på alle fronter. Det så ud til, at det således ville lykkes tyskerne at smide de allierede ud af Holland, Belgien og Frankrig - ud i Atlanterhavet.
Derfor overvejede de allierede at iværksætte den alternative plan, som bestod af en invasion af Danmark med det formål, at oprette en ny nordlig front, at isolere de tyske styrker i Norge, at forhindre den tyske marines adgang til Nordsøen, at unddrage Tyskland forsyninger fra Danmark, at tvinge Sverige til opgivelse af sin neutralitet, og ikke mindst ved et angreb på Tysklands nordflanke, at bringe krigen hurtigt til ophør. Denne alternative plan havde Tyskland imidlertiv fået kendskab til via sin efterretningstjeneste.
I november 1944 blev det tyske frømandskorps flyttet fra Holland til Danmark og stationeret i byen List på øen Sylt i Vesterhavet syd for Esbjerg, hvor frømandskorpset fik sit nye hovedkvarter og hvor, at den tyske frømandsskole også skulle indrettes.
Den tyske frømandsskole på øen Alga ved Venedig, nedlægges og flyttes til de nye faciliteter i byen List på øen Sylt. Her fortsætter Kapitänleutnant Alfred von Wurzian uddannelsen af nye frømænd og piloter til mini-ubåde. Det tyske frømandskorps skulle nu bl.a. beskæftige sig med nogle af de mest avancerede nye tyske undervandsvåben som miniubåde og radiostyrede elektrisk drevede torpedoer bl.a. med henblik på at kunne sikre de indre danske farvande mod en eventuel gennemsejling af en allieret angrebsstyrke mod Tysklands nordflanke.
Det er ikke muligt, at beskrive Hans Hass' rolle i K-Verband, med de sparsomme oplysninger, som findes om K-Verbands operationer i bl.a. Danmark. Det, som vi for nuværende ved, er følgende:
Invasionsforsvar af Danmark
For at imødegå truslen om en allieret invasion af Danmark, så havde tyskerne allerede i løbet af sommeren 1944 transporteret en enhed af de såkaldte ”Kleinkampfmittelverband” (K-Verband) til Aså ved østkysten nær Ålborg i Nordjylland. Den første enhed havde i alt ca. 50 stk. små enmandsubåde af typen Marder (Mår) med tilhørende torpedoer.
U-boot Marder
Der var på denne model een torpedo under mini-ubåden, som kunne sendes af sted af "piloten". Selve u-båden bestod af en ombygget torpedo med plexiglas cockpit for een mand.
De bemandede tyske miniubåde var svære at opdage og kunne operere på lavt vand. De kunne derfor ubemærket snige sig relativt tæt på fjendens krigsskibe for at afsende deres last af guidede lydløse elektrisk drevne torpedoer.
U-boot Biber
En anden mini-ubåd var Biber (Bæver) med een mand og to torpedoer:
Biber blev i slutningen af krigen videreudviklet, og en særdeles avanceret version fremkom. Den var mange mange år foran sin tid:
U-boot Molch
Derudover havde Tyskerne omkring 20 mini-ubåde af typen Molch (Salamander) til at ligge omkring Rye flyveplads, og disse blev testet på Silkeborg søerne. Der var flere enslydende historier om testning af miniubåde i Silkeborg Langsø, Knudsø, Gudensø, Mossø og Ørnsø.
Tyskerne havde endvidere et ubådsudviklingscenter af en art på Als. Det lå omkring Hørup på Sydals, hvor tyskerne både har experimenteret med radioudstyr og guidede torpedoer i farvandet mellem Als og halvøen Kegnæs.
U-boot Seeteufel
"Seeteufel" (havtaske) var en anden miniubåd bygget sidst i 1944 (også kendt som Project Lödige). Denne ubåd var speciel af flere årsager. Både fordi, den havde en tre mands besætning, som kunne bevæge sig frit rundt i kabinen og fordi, at det også var et amfibiekøretøj.
Seeteufel kunne bevæge sig på land som en tank (med larvefødder) for selv at kunne søsætte sig i havet fra en skjult position på kysten. Den var også i stand til at kravle videre på havbunden uden at kunne blive opdaget. Den var udstyret med Drägers ventilations- og luftrensningssystem.
Den blev udviklet på Kiel-Eckernförde værftet, hvilket var Kriegsmarinens torpedo testområde, hvor Diplom Ingeniör Alois Lödige var projektleder.
Den første prototype var til rådighed for afprøvning i sommeren 1944. Den var bevæbnet med to torpedoer.
Forsøgene i Kiel-Eckernförde viste, at miniubåden havde gode manøvreringsegenskaber. Efter, at testene var blevet afsluttet, og der var blevet gennemført en række forbedringer i begyndelsen af 1945, blev massefremstillingen bestilt på Borgward fabrikken i Bremen, og produktionen startede. Værftet nåede dog aldrig at levere nogen af disse miniubåde før, at de allierede styrker invaderede fabrikken. Prototypen var i hast blevet bragt østpå til Drägerwerke i Lübech, hvor den dog blev sprængt i luften.
Der var mange nøglepositioner i Danmark
Der blev yderligere i hangaren på Marinestation Slipshavn uden for Nyborg på Fyn observeret en tysk vandflyver og nogle miniubåde i slutningen af krigen.
Kosmos
Den 5. januar 1945 ankom også en af de specielle tyske K-Verband marinekampenheder ”Marine Einsatz Kommando 463” (MEK 463) til Hotel Ludvigslyst i Svejbæk nær Silkeborg. Det, som gjorde MEK 463 noget speciel i forhold til andre K-Verband enheder, var det faktum, at MEK 463 havde den hemmelige videnskabelige stab for K-Verband enhederne med kodenavnet ”Kosmos” med sig. Kosmos rådede over ingeniører, geografer, geologer, meteorologer, undervandseksperter, læger og tolke. Med sig havde de en stor samling af arkiver, som bl.a. indeholdt søkort, kystbilleder, luftfotografier, rejseguider og fjernkendings-materiel. Det antages, at Hans Hass gjorde tjeneste i Kosmos, selv om disse oplysninger stadigvæk ikke er blevet verificeret.
Den videnskabelige stabs opgave var bl.a. at orientere de øvrige K-Verband enheder forud for et af deres angreb. Staben orienterede om alt fra kyst-, strøm- og bundforhold, til vejrsituationen i det område, som styrken skulle operere i.
Sprængbåde
MEK 463 havde også nogle kraftige motorbåde af typen ”Linse”. Linse var oprindeligt udviklet af den tyske militære efterretningstjeneste Abwehr, og var blevet flittigt brugt af den tyske hærs Division Brandenburg. Bådene var efter en del interne uenigheder hæren og flåden imellem overtaget af K-Verband enhederne i Kriegsmarinen.
Linse var en 5,75 m. lang motorbåd, bygget af tynde galvaniserede stålplader. Den var udstyret med en kraftig Ford V8 benzin motor. Bådene opererede i grupper af tre. Gruppen bestod af en kontrolbåd med to operatører og en styrmand, samt to sprængbåde hver med deres fører og 400 kg sprængstof.
Når et fjendtligt skib var identificeret, så blev angrebet indledt ved at føreren af sprængbåden rettede båden ind mod skibet, og bragte farten op på 40 knob. Derefter sprang føreren overbord, for senere igen at blive samlet op af kontrolbåden. Når føreren var sprunget overbord, blev styringen overtaget af en af operatørerne i kontrolbåden, som ved hjælp af fjernstyring styrede båden ind i målet, der derefter eksploderede.
MEK 463 øvede dagligt på Julsø udfor Ludvigslyst i disse angreb, endda helt indtil den 4. maj om aftenen.
Oprustning af Danmark i 1945
For at undersøge sin egen formåen afholdt tyskerne en større hemmelig øvelse den 20. og 21. januar 1945 på Sønderport i Silkeborg for at kunne afgøre, hvorledes invasionen af Danmark kunne imødegås. Tilstede var de ledende tyske officerer i Danmark. Under tyskernes øvelse blev det klart, at det var muligt for en allieret fjendtlig flådestyrke at trænge relativt uhindret ned gennem Kattegat og ind i de indre danske farvande. Tyskerne indså, at de eksisterende tyske enheder i Danmark slet ikke var store nok til at kunne forhindre en allieret invasionsflåde.
I løbet af foråret 1945 blev der derfor fragtet flere K-Verband enheder til Danmark således, at der ved krigsafslutningen befandt sig omkring 360 miniubåde i Danmark.
Ubådene blev på tog- og lastvogne bragt til Danmark fra Tyskland i de sidste måneder af krigen. Ubådene blev - under transporten gennem landet - af de allieredes danske kollaboratører fejlagtigt rapporteret som værende V2 raketter.
Som bekendt blev det aldrig nødvendigt for de allierede styrker at foretage en invasion af Danmark, så disse tyske avancerede og hemmelige våben i Danmark kom aldrig i brug.
De allierede krydser Rhinen i 1945
Den tyske offensiv kendt som "Panserslaget ved Ardennerne i Belgien" er gået i opløsning ved årsskiftet 1944 - 1945. Offensiven har dog resulteret i, at de vestligt allierede har tabt seks måneders fremrykning mod Berlin, og er dermed den reelle årsag til, at det rent faktisk er Rusland, som indtager Berlin i april 1945, og ikke de vestligt allierede.
Der var mange paradokser omkring broerne over Rhinen. Tyskerne forsvarede de broer, som de flygtende tyske tropper skulle bruge for at kunne komme tilbage til Tyskland, og de allierede forsøgte at bombe dem med fly for at forhindre dette. Samtidigt forsøgte tyskerne at sprænge de broer, som var truede af de allieredes overgang, og de allierede forsøgte at forhindre tyskerne i sprængningen af disse broer.
Det hele endte med, at der kun var een bro tilbage over Rhinen, og det var "Broen ved Remagen". Denne bro lå ved byen Remagen syd for Bonn i den amerikanske angrebssektor. Tyskerne forsvarede broen i lang tid trods overmagt, og lokale officerer forsinkede den planlagte sprængning af denne bro for at redde så mange af deres egne styrker og civile tyskere over broen som muligt. Forsinkelsen resulterede i, at det ikke lykkedes tyskerne at sprænge broen i effektiv grad, og amerikanske M41-tanks rullede over broen. Men, som følge af tyskernes modstand, så lykkedes det først for de allierede at passere broen i april 1945, og det var for sent for de vestligt allierede til, at de ville kunne nå Berlin før russerne. Desuden, så lykkedes det tyskerne efterfølgende helt at ødelægge broen, så amerikanerne måtte bygge nye broer ved hjælp af flydepontoner, for at kunne komme over Rhinen.
Efter Krigen
Hvad, der har været Hans Hass rolle i det tyske frømandskorps og i K-Verband, er uvist på grund af manglende oplysninger. Grunden til, at der er skrevet så lidt om disse tyske hemmelige enheder i Danmark er, at deres arkiver den 9. maj 1945 blev brændt, og at Englænderne kort tid efter befrielsen mørklagde alle K-Verband operationerne i Danmark, og fjernede miniubådene fra Danmark.
Oprindelse, udstyr og særlig uddannelse af de mange legendariske og hemmelige enheder i K-Verband samt deres integration i kommandostrukturen i både "Kriegsmarine" og "Wehrmacht" er indtil i dag kun fragmentarisk dokumenteret i videnskabelige undersøgelser. Endvidere føler mange af de veteraner, der stadigvæk lever - herunder Hans Hass, sig stadigvæk bundet af deres ed om hemmeligholdelse, som de svor til Nazityskland under krigen.
Søgning efter de sunkne tyske miniubåde i Danmark efter krigen
I perioden fra 1978 til 1982 udførte jeg sammen med min kammerat og erhvervsdykker, Peter Holten Møller, flere dykninger rundt i Danmark i forsøget på at finde en af tyskernes miniubåde fra krigen.
Selv om de fleste miniubåde var blevet fjernet fra dansk jord, så var der forlydender om, at en del af disse miniubåde var sunket i de indre danske farvande under nogle af de omfattende øvelser, som tyskerne havde udført. Der er derfor stor sandsynlighed for, at der stadigvæk ligger eksemplarer på havbunden i Danmark.
Hvis du er interesseret i mine beskrivelser fra denne tid, så er du velkommen til at klikke her:
God fornøjelse,
John Genart