Københavns Dykker Center
Billedet ovenfor viser KDC's originale logo fra 1962.
Facebook, den 29. April 2011:
John Genart:
Når jeg tænker over det, så er der kun een person, som jeg har tjent under, med Oversergent Billy Sunday's egenskaber (fra filmen "Men of Honor"), og det er afdøde Mogens Elfenbein, som var ejer og leder af den kommercielle dykkerskole "Københavns Dykker Center" (KDC) fra 1962 til 1980.
Mogens var befalingsmand fra Frømandskorpset, og jeg gjorde tjeneste som dykkerinstruktør hos ham i min fritid fra 1970 til 1980. Jeg startede hos ingeniøren Jan Uhre som simpel snorkeldykkerelev i 1965 blot 10 år gammel, og som scubadykkerelev hos Mogens i 1967, fordi Jan Uhre ikke kunne acceptere min unge alder for flaskedykning.
Da KDC måtte lukke i 1980 var det som om, at min verden brød sammen, og jeg er nok aldrig rigtig kommet mig over det. Jeg var skuffet og vred. Hvordan kunne Mogens dog sådan pludseligt tillade sig at lukke skolen! Som Billy Sunday, så var heller ikke Mogens Elfenbein perfekt. Det er jo ingen!
Facebook, den 1. Maj 2011:
Martin Elfenbein:
Det må jeg nok sige! Hej John
Igen en interessant anmeldelse! Jeg har ganske vidst set filmen "Men of Honor", men det er længe siden. Nu må jeg ganske simpelt se den igen, med et par nye briller.
Men dit indlæg vedr. min fader Mogens berørte mig dybt! Jeg var ikke klar over, at KDC havde så stor betydning for dig! Nu var jeg jo heller ikke så gammel og iøvrigt gik det hele jo ligesom i opløsning for mit vedkommende.
At mine forældre blev skilt var en ting, men med hensyn til KDC, havde jeg det faktisk på samme måde som dig. Jeg havde meget svært ved, at det som havde fyldt så meget i min tilværelse pludselig forsvandt, eller blev overladt til andre.
Da jeg siden hen meldte mig ind i Københavns Dykker Club, var det også med en hvis potion skepsis. Jeg kunne ikke forenes med med den nye struktur og jeg kom da heller ikke i KDC ret længe.
Og da Mogens døde, var det løb ligesom kørt. Jeg har ganske vidst været inde på Hulgårdsvej en enkelt gang siden, men det var mest for at vise familien nogle at de sager, som var en del af min barndom, og som formentlig stadig består. Det store vægmaleri, baren af vragdele, kanonkugler og den slags arvegods (o:
Tak for for dit indlæg john! Det betyder meget!
Martin
Facebook, den 8. Maj 2011:
John Genart:
Min kære Martin Elfenbein, Nå, så du troede ikke, at din afdøde fader, frømand Mogens Elfenbein, havde betydet så meget for mig, som jeg har givet udtryk for. Du skulle bare vide...
Vedlagt er scannet kopi af hans brochure fra 1965: http://www.genart.eu/kdc/kdc-brochure.pdf
Ovenfor ser du et scannet fotografi af kunstnerens maleri, som han havde udført for Mogens Elfeinbein i 1970'erne, og som var udført på tre store træplader. Efter Centerets lukning og oprettelsen af Klubben (Københavns Dykker Club) i begyndelsen af 1980'erne, så blev maleriet overflyttet fra Valby til Hulgårdsvej, hvor det sikkert stadigvæk findes i dag år 2011.
# Indsat senere:
Herunder en række billeder fra Københavns Dykker Club på Hulgårdsvej i København, der viser, at Martin Elfenbein's arvemateriale fra sin fader, frømanden Mogens Elfenbein, stadigvæk findes anno 2011:
Herover ses minibaren opbygget af de egetræsplanker, som Mogens Elfenbein havde bjærget fra gamle historiske vrag. Til højre i billedet ses venstre del af det famøse kunstneriske maleri. Baren er rigt udrustet med bjærgede værdifulde vragrester i kobber og andre ædelmetaller.
Herover ses "kontoret" i Københavns Dykker Club fra 2011, som ligger i samme lokale som teorilokalet. Jeg var selv "vragdykkerinstruktør" i denne klub i slutningen af 1980'erne, og benyttede dette kontor. På hylderne findes de originale arkiver med oplysninger om de tusindevis af dykkere, som tidligere er blevet uddannet i Københavns Dykker Center fra dengang, at Mogens Elfenbein drev den kommercielle dykkerskole fra 1962 til 1980.
Herover ses et billede af det famøse kunstneriske maleri, som i dag findes i klubben KDC. Foran billedet til højre ses den hånddrevne luftpumpe fra det originale dykkerfirma Siebe & Gorman. Læg også mærke til den originale danske tungdykkerhjelm i kobber. Det er en såkaldt to-bolts hjelm (herom senere).
Det helt oprindelige maleri fra samme kunstner, som blev udført af kunstneren for Mogens Elfeinbein i 1962, har jeg desværre ikke noget foto af. Men, du kan se et billedkopi af det på min scannede kopi af Centeret's brochure fra 1965 (vedlagt). Dette originale billede var et ægte vægmaleri - helt fantastiskt - og desværre ikke flytbart. Det var malet på endevæggen i teorilokalet på Schönbergsgade 5 i København dér, hvor Københavns Dykker Center dengang lå.
Indsættelse slut #
Facebook, den 9. Maj 2011:
Martin Elfenbein:
Ja! Det må jeg nok sige John (o: Det er jo nærmest et klenodie du har der. Jeg tror ihvertfald ikke, der findes andre eksemplarer af brochuren. Tak for linket !!
Facebook, den 18. maj 2011:
John Genart:
Hej Martin, for lige at vende tilbage til din fader, Frømand Mogens Elfeinbein's firma "Københavns Dykker Center", så læs min første oplevelse herunder...
Jo, for pokker. Det var den mest lykkelige tid i mit liv fra 1965 til 1980, og jeg glemmer aldrig min start hos Frømand Mogens Elfenbein i Københavns Dykker Center.
Hos ingeniøren og erhvervsdykkeren Jan Uhre fik jeg kun lov til at snorkeldykke i badebukser sammen med jævnaldrene - aldrig sammen med voksne flaskedykkere og aldrig på turer udenfor svømmehallen. Jeg blev ved med at plage Jan Uhre om at få lov til at komme med på turer sammen med flaskedykkerne, også selv om jeg ikke selv kunne dykke med flasker. Jeg ville såmænd bære udstyret for dykkerne og hjælpe med alt forefaldende arbejde, hvis bare jeg kunne få lov til at komme med og se de voksne dykke. Men det ville Jan Uhre ikke tillade. Han fastholdt, at jeg skulle være mindst 16 år gammel for at kunne komme med på voksenturerne, og jeg var jo kun 10 år gammel.
Jeg cyklede og/eller tog bussen rundt til dykkerskoler i København (dem var der kun få af dengang), men ingen ville acceptere mig pga. min unge alder.
Min fader tog mig en dag med til en bådeudstilling i Forum i København, og her havde Københavns Dykker Center et arrangement, hvor dykkere udførte øvelser i en stor vandtank. Jeg var tryllebundet, og ved en tilstødende bod var der flotte brochurer fra KDC med kontaktoplysninger. Jeg fik her et eksemplar af denne brochure, og fik efterfølgende min moder til at ringe til skolen for at melde mig til en svømmehalstræning hos KDC. Jeg fik at vide, at jeg kunne prøve at møde op næste mandag kl. 21:00 i Kildeskovshallen i Herlev og dér henvende mig til chefen for KDC, Mogens Elfeinbein. Mit hjerte hoppede helt op i halsen, og jeg kunne næsten ikke vente til det blev mandag.
Jeg tog bussen ud til svømmehallen, og jeg var så bange for at komme for sent, at jeg ankom allerede tre timer før tid. Jeg satte mig til at vente på bænken i ankomsthallen. Der var folk, som forlod hallen, og til sidst lukkede også billetkontoret, og personalet gik hjem. Svømmehallen virkede forladt, og jeg var helt alene. Havde jeg taget fejl af tidspunktet? Klokken var blevet 20:55, og det var blevet mørkt udenfor. Sekundviseren på det store ur på væggen bevægede sig utroligt langsomt. Der var ikke en lyd at høre bortset fra sekundviseren på uret. Hvad skulle jeg dog gøre?
Pludseligt svingede en hvid Morris kassevogn ind foran indgangsdørerne og bremsede hårdt op. Dørerne på bilen sprang op og ud strømmede en masse voksne mænd. Føreren af bilen, en adræt og rank ung mand, svingede sig op på bilens tagbagagebærer, og begyndte at smide en masse militærsække ned i armene på mændene, som umiddelbart i hast brasede ind ad indgangsdørerne og lagde sækkene i en lang lige række midt på gulvet lige foran mig. Sæk A forrest, sæk B næste, så sæk C, osv. Andre mænd kom ind med flaskeudstyrer og stillede dem op foran sækkene - et udstyr ved hver sæk. Nogle af de første mænd hastede ud til bilen igen og hentede blybælter, som også blev fordelt ved sækkene.
Nu kom den adrætte og ranke unge mand ind ad hoveddøren med en liste i hånden. Han kiggede i listen og kommanderede bare: "Erik sæk A, Peter sæk B, Ole sæk C", osv. "Tempo, tempo, tempo, mine herrer!", bjæffede han. "Vi har kun svømmehallen i to timer, og vi har et stort program at gennemføre". Vupti, hver mand greb sit udstyr og hastede beredvilligt mod omklædningsrummet. Ingen af dem sagde noget, og ingen af dem værdigede mig et blik.
Jeg tænkte, at den ranke mand måtte være lederen, Mogens Elfenbein, for han var den eneste, som udstedte ordrer. Jeg fulgte ham med øjnene i enhver af hans bevægelser, og jeg havde en forventning og håb om, at han ville se mig. Men, uden at værdige mig et blik, skred han forbi mig og forsvandt ind i omklædningsrummet sammen med mændene. Sidste mand lukkede døren efter sig.
Jeg var målløs og lammet. Hvad var det lige, der var sket her? Fra total stilhed, til en frygtelig larm, og så igen total stilhed. Havde det hele været forgæves? Jeg var igen helt alene. Havde jeg overhovedet nogen chance? Var der i hele taget nogen, der havde set mig? Jeg kunne mærke tårerne presse sig på.
Nu sprang døren til omklædningsrummet op, og Mogens kom ud og gik direkte hen til mig og stirrede mig ind i øjnene: "Var det dig, som din moder ringede om?", bjæffede han. Det var lige før, at jeg tissede i bukserne af skræk, og jeg svarede med et lille klemt "Ja!". Han kastede nu en militærsæk i maven på mig, mens han sagde: "Her er dit udstyr. Se at komme i bad og klæde om. Vi har travlt". I sækken lå der svømmefødder, maske, snorkel, blybælte og en dykkerdragt.
Selvom dragten var en lille kvindedragt (min størrelse), så var det en rigtig dykkerdragt, og jeg var endelig sammen med rigtige dykkere - næsten på lige fod. Tænk at dette var muligt. Kunne det virkelig være sandt? Ja, det var sandt. Endelig var jeg havnet det rigtige sted.
Peter Madsen:
Fantastiskt John, men kom din interesse for dykning ikke endnu tidligere?
John Genart:
Hej Peter, jo, men hvornår? Nu, hvor jeg tænker over det, så er der faktiskt flere årsager:
1) Atlantis: Jeg fik en drøm som lille dreng - efter at have læst - eller fået oplæst - en Walt Disney bog eller lignende. Jeg drømte, at jeg som dykker svømmede ned i et "kloark" hul, sort af råolie, og intet kunne se. Jeg sank, og pludseligt, så kom jeg igennem laget og kunne se ned på den mest fantastiske oplyste og skønne Atlantis-by. Men, det var jo bare en drøm, men en underlig drøm, som jeg aldrig glemmer.
2) Hans Hass: Jeg havde som lille dreng en nanny, Lis, som gav mig mange gode gaver, og en af dem var bogen "Havets Eventyr" af havbiologen Hans Hass. Jeg har stadigvæk denne fantastiske bog, og Hans Hass brugte Drägers iltudstyr under andens verdenskrig og lavede bedre film end Cousteau.
3) Tintin: Disse fantastiske og realistiske Belgiske tegneserier udkom før, det selv var muligt at udleve deres handlinger.
4) Jules Verne - 20.000 Leagues under the Sea - virtualiseret og filmatiseret af Walt Disney med filmen "En Verdensomsejling under Havet".
5) Mit 200 meters svømmemærke som 6-årig.
Facebook, den 19. Maj 2011:
Martin Elfenbein:
Ja det er godt nok en spændende historie John! Jeg forstår dig absolut, og kan også se parallelen til Sunday fra "Men of Honor". Filmen som jeg iøvrigt genså Søndag (o: Du fortæller rigtig godt!
Hans Hass Tauchgeräte
John Genart:
Da jeg selv nåede at få et lille kursus i Hans Hass' Tauchgeräte og DrägerKleintauchgeräte Modell 138 og fik lov til at dykke med det i Herlev Svømmehal i 1967 kun 12 år gammel, så kan jeg i det følgende forklare, hvordan det virkede, og hvori, at farerne lå. Det var erhvervsdykker Charles Kobyleczski, som underviste mig i udstyret. Charles var erhvervsdykker fra Søværnets Dykkerskole i Danmark, og han var ansat som instruktør i Københavns Dykker Center, som blev ledet af dykkerchefen Mogens Elfenbein fra Frømandskorpset i Danmark.
Ovenfor er billede af Mogens og Charles på dykning i Rødehavet i 1958 med Hans Hass' Rolleimarin Camera. Billedet blev brugt på forsiden af Københavns Dykker Centers brochure fra 1962.
Charles og Mogens havde været kammerater siden de sammen var blevet udlært kleinsmede, og de havde i slutningen af 1950'erne været sammen på dykkersafari i Rødehavet, hvor de havde dykket med drägers iltudstyr og filmet under vandet med Hans Hass' undervandskamera, Rolleimarin.
Iltmangel
Man skal helst have et iltpartialtryk på 0,2 bar eller mere i indåndingsluften. Hvis iltpartialtrykket falder til 0,16 bar eller derunder, så er der risiko for, at man besvimer. For at kunne etablere en advarsel mod iltmangel var det nødvendigt at rense lungerne og åndesækken for alt andet end ren ilt ved dykningens begyndelse således, at indholdet i åndesækken automatisk ville blive for lille til en fuld indånding, så snart, at iltflasken ikke længere kunne tilføre ny mængde ilt. Det mærkede man som en pludselig begrænsning i indåndingen, og så var man klar over, at iltflasken var tom.
Man skulle med andre ord rense sig for den almindelige atmosfæriske luft, som der var i lungerne og i åndesækken på overfladen inden neddykningen. Atmosfærisk luft består af 20% ilt og 80% kvælstof, så det var kvælstoffet, som man skulle have ud af systemet. Det gjorde man ved at tage sutten i munden og påtage sig en tætsluttende dykkermaske og så trække vejret dybt ind og puste ud gennem næsen. Derefter fyldte man åndesækken op igen ved at trykke på by-pass-ventilen inden næste indånding. Dette gentog man 10 gange før, at man kunne være helt sikker på, at alt kvælstoffet var blevet skyllet ud, og der kun var rent ilt tilbage i systemet.
Proceduren virkede, men kun så længe, at man respekterede den. Hvis fx man gik til overfladen for at snakke med sin meddykker, og derfor tog sutten ud af munden og eller masken i panden, så ville nyt kvælstof tænge ind i systemet, og man skulle derfor gentage proceduren for stadigvæk at være sikker inden, at man dykkede ned igen.
Hans Hass' originale Tauchgeräte var dog udstyret med et Dräger manometer, så dykkeren kunne se, hvor meget ilt, der var tilbage i flasken. Derfor behøvede en svømmedykker med Hans Hass Tauchgeräte ikke rense systemet for kvælstof, hvilket sparede ilt, og hvilket kraftigt reducerede risikoen for iltforgiftning ved dykning på større dybder som fx. 30 meter.
Iltforgiftning
Det største problem ved iltudstyret er dog risikoen for iltforgiftning. Ved en effektiv rensning af udstyret for at opnå sikkerhed mod iltmangel, så opnår man en luftmængde, som stort set består af ren ilt (98 %). Normalt er man vant til at indånde atmosfærisk luft i overfladen, som kun indeholder 20% ilt. Dvs. iltpartialtrykket er 0,2 bar. Ved at indånde ren ilt ved overfladen, så er iltpartialtrykket pludseligt fem gange højere svarende til 1,0 bar. Det er dog helt ufarligt for stort set alle mennesker, og erfaringen er, at langt de fleste mennesker endog tåler en fordobling af dette iltpartialtryk svarende til 2,0 bar. Ved neddykning til 10 meters dybde med ren ilt, så er iltens partialtryk netop på 2,0 bar.
Søgning efter de sunkne tyske ubåde i Danmark efter krigen
I perioden fra 1978 til 1982 udførte jeg sammen med min kammerat og erhvervsdykker, Peter Holten-Nielsen, flere dykninger rundt i de indre danske farvande i forsøget på at finde en af tyskernes ubåde fra krigen. Peter havde fået tilegnet sig et kort i Tyskland, som angiveligt viste de vragpositioner i de indre danske farvande, hvor tyskerne havde tabt nogle af sine miniubåde under de mange øvelser, som tyskerne udførte med disse miniubåde i Danmark i perioden fra 1944 til 1945. Der var dog stor usikkerhed omkring positionerne, da man dengang ikke havde de tekniske hjælpemidler til rådighed for præcis positionsangivelse, som man har i dag.
For at få verificeret positionerne, så anmodede vi om at få et møde hos Farvandsvæsenet i håb om, at de med deres viden om vragenes positioner kunne hjælpe os. Farvandsvæsenet, som dengang var en underafdeling af Det Danske Forsvarsministerium, tillod mødet og tog godt imod os. Men, vi fik ikke meget ud af mødet. Vi fik at vide, at de miniubåde, som Søværnets minørdykkere havde lokaliseret var blevet sprængt, da de udgjorde en trussel for skibsfarten og for fiskere, fordi de rummede sprængfarlige torpedoer. Vi blev rådet til ikke at pille ved de ubåde, som værnet stadigvæk ikke havde lokaliseret og fik at vide, at hvis vi fandt nogle, så skulle vi straks kontakte Farvandsvæsenet. Værnet ville ikke oplyse os om, hvilke af de angivne vrag på vores kort, som var blevet bortsprængt.
På den anden side, så afslørede samtalen, at værnet ikke havde lokaliseret alle eksisterende vrag endnu. Vi havde altså stadigvæk en chance for selv at finde et vrag af en tysk ubåd.
Lad mig her, som et kuriosum, tilføje, at jeg senere, efter at have bestået Søværnets Dykkerskoles uddannelse på Holmen i 1986, fik adgang til dykkerminørkorpsets samling af bjærgede miner, miniubåde og torpedoer. Det var en kæmpe historisk samling, som lå skjult i en bunkerlignende bygning på Margretheholmen. Her så jeg en utrolig stor samling af de ting, som vi dengang i slutningen af 1970'erne selv ønskede at finde. Jeg blev på dette hemmelige museum overrasket over, i hvor god stand, at disse tyske våben var i. Der var bl.a. alle mulige helt utroligt avancerede torpedoer af ypperste kvalitet og skinnende blanke som om, at de aldrig havde ligget på havbunden. Altså, det var ikke helt sandt, at man sprængte alle disse vrag. Minørdykkere fra Søværnet havde været indsat for i hemmelighed at bjærge de utrolige raffinerede værdier inden sprængningen.
Museumsdirektøren, en marineofficer, fortalte mig, at det faktisk var forekommet, at nogle af minørdykkerne var omkommet i forsøget på at bjærge og desarmere de tyske torpedoer. Mange af de mest avancerede tyske torpedoer var lurminerede således, at hvis man for at desarmere minerne fx ikke skruede skruerne i dækslerne af i den rette rækkefølge, som en form for PIN-kode, så ville sprængstoffet i torpedoen udløses. Efter hans mening, så er tyskernes teknologi fra krigen overlegen nogen eksisterende kunnen og teknologi selv i vore dage.
Nå, tilbage til 1979: Vi havde en Viking-gummibåd til rådighed og en simpel undervandsparavane. Den ene af os styrede gummibåden, mens den anden lod sig trække af paravanen hen over havbunden iført svømmedykkerudstyr. Det var koldt for dykkeren i vandet, og vi byttede som regel roller efter blot en times eftersøgning.
Peter var en fantastisk og loyal kammerat. Han var tungdykker i Søværnet og havde fået sin svømmedykkeruddannelse hos Mogens Elfenbein i Københavns Dykker Center, hvor jeg var instruktør, og hvor, at jeg havde mødt ham. Peter var stor og stærk, men lettere ordblind. Det var dog ikke noget, som holdt Peter tilbage. Hans livsmod, optimisme og kampgejst var beundringsværdig. Af en eller anden grund, så fungerede vort samarbejde helt fantastiskt. Hvad jeg ikke kunne, det kunne Peter og omvendt. Jeg fungerede typisk som hjernen og han fungerede som kroppen i vort samarbejde. Peter var ikke dum, og hans fantastiske ihærdighed førte bl.a. til, at det senere lykkedes ham at blive flypilot. Flot! Det var mere, end hvad jeg nåede. Godt nok bestod jeg teorikurset til pilot, men jeg nåede aldrig frem til den praktiske prøve pga. pengemangel.
Vores operationer var ikke helt farefrie. Der var eksempler på, at det næsten gik galt.
På billedet ovenfor ses Peter i 1979, som er ved at klargøre sit dykkerudstyr før vores dykning. Vi er på havnen på Omø. Vi brugte Drägers 2x7 liters flaskeudstyr, som i KDC dengang, som standard, var blevet lakeret røde med de sort-hvide tern på skuldrene. Bemærk vores motor til venstre i billedet, vores benzintank i midten af billedet, og vores lille gummibåd, den gule til højre i billedet.
Under en eftersøgning på en position nord for Omø en mørk efterårsdag sent på eftermiddagen blev vi ramt af dårligt vejr, og påhængsmotoren på gummibåden gik i stå. Vindretningen og strømretningen var os imod. Hvis ikke vi klarede at komme ind til nordgrenen på Omø, så ville vi blæses ud i intetheden og muligvis omkomme af kulde i gummibåden. Vi kæmpede for vores liv. Først forsøgte vi at padle os ind til Omø i gummibåden. Det virkede ikke. Selvom vi padlede og padlede af al kraft, så flød vi længere og længere bort. Den vestlige vind var for kraftig og greb i vores kroppe. Så fandt vi på at lægge os ned i vandet, selvom det var koldt, på hver side af gummibåden med svømmefødder på og så svømme så godt, som vi overhovedet kunne. Totalt udmattede nåede vi lige netop ind til nordgrenen på Omø og fik slæbt gummibåden op på land. Det havde været tæt på. Totalt forkomne og udmattede faldt vi i søvn i vores telt på land.
Ja, så skidt da. Vi faldt ikke i søvn pga. udmattelse fra svømmeturen, men måske mere fra vores trøstepræmie, som bestod af en kasse Tuborg. På billedet ser du Peter knappe endnu en øl op, som fortjeneste efter dagens dykning. Til venstre kan du se bilen, og i baggrunden kan du se vores telt, som vi overnattede i.
Tidlig næste morgen forsøgte vi at bakke traileren ned til gummibåden på stranden, men vi kørte fast i strandsandet og kunne ikke komme fri. Først efter, at en traktor blev sejlet over til Omø med den lille færge, blev vi trukket fri af sandet.
Et andet eksempel var, da vi dykkede på en position midt ude i sejlrenden i Øresund mellem Danmark og Sverige ud for Vedbæk. Det var min tur til at være nede. Dybden var på stedet 22 meter, og jeg var helt nede på bunden. Pludseligt blev det helt mørkt omkring mig, og jeg kunne mærke, at jeg ligesom blev rusket frem og tilbage. Paravanen blev revet ud af hænderne på mig og forsvandt op mod overfladen. Jeg tænkte, at det var dog mærkeligt. Er vi mon sådan pludseligt blevet ramt af et uvejr. Jeg dykkede lodret op til overfladen for at se, hvad der dog var på færde. Det var meget underligt. Vandet omkring mig var fyldt af små luftbobler, og jeg blev rusket rundt i alle retninger. Da jeg nåede overfladen, så kunne jeg se Peter sejle i gummibåden langt ude i horisonten. Hvorfor er han sejlet bort? Nu vendte jeg mig om og kunne se, hvorfor han var flygtet bort. Jeg kiggede direkte ind i bagenden på et kæmpestort tankskib, som netop havde passeret hen over mig. Den gigantiske propeller piskede havet til skum. Det havde været tæt på. Hvis jeg blot få sekunder tidligere var søgt mod overfladen, så ville skruen havde suget mig ind og hugget mig til plumfisk.
Det gik altså godt. Men, vi havde i situationen glemt, at jeg var steget for hurtigt op til overfladen efter at havde været alt for langt tid under vandet. På sejladsen ind mod Vedbæk i gummibåden blev jeg pludseligt ramt af en voldsom hovedpine og kløe i mine øreflipper. Jeg var blevet ramt af dykkersyge. Mit blod kogte. Først 24 timer senere forsvandt min hovedpine.
Vi var også på dybere vand, som fx. i Lillebælt. Det dybeste dyk, som vi på disse ekspeditioner i de indre danske farvande foretog, var på 64 meters dybde. Her var det ekstremt vigtigt at følge dykkertabellens anbefalinger. Vi brugte dybdemåler, dykkerur og USA-Navy tabellen. Dykningen ned til 64 meter, hvor vi kun havde et 2x7 liters udstyr og ingen ekstra dekompressionsluft til rådighed under opstigningen, så betød det, at vi kun kunne dykke direkte ned til bunden og så op igen uden ophold på bunden. Derfor var det kun et kortvarigt besøg på bunden, som vi kunne udføre, og altså ingen paravaneeftersøgning.
Det var håbet, at vi på vores eftersøgninger ville være heldige at spotte vraget af en tysk ubåd eller miniubåd. I tilfælde af, at vi fandt en ubåd, så havde vi på forhånd kontakt med et lille bjærgningsfirma i Nordhavnen i København, som skulle udføre bjærgningen for os. Vi opererede under mit konsulentfirma, Genart Technique, som bl.a. udførte dykkerarbejder i de danske havne for små rederiselskaber og bådeværfter. Vi fandt under vores afsøgninger mange spændende ting på havbunden, men desværre aldrig nogen ubåd. Til sidst opgav vi vores eftersøgninger af de tyske ubåde.
Alle de gennemførte eftersøgningsoperationer financierede jeg via mit konsulentfirma, men da indtægterne var små og udgifterne store, så blev jeg i 1982 indkaldt til torskegilde hos Skattevæsenet i Nærum. Jeg medbragte to store papkasser med alle mine mapper og bilag. Det hele blev hældt ud på gulvet, og skattemanden og jeg gennemgik hvert eneste bilag, mens vi lå på knæene på kontorgulvet og fik sat alle billagene i kronologisk rækkefølge. Det var lidt komisk, og også charmerende, men ikke noget, som ville kunne forekomme i vore dage. Det hele endte med, at skattemanden måtte erkende, at der var bilag på alt, og at alt derfor var i orden. Der var ingen bøde eller efterskat, men jeg fik en reprimande om i fremtiden, at sætte mine bilag i kronologisk rækkefølge og også begrænse min repræsentationskonto en smule.
Endelig finder vi de tyske ubåde
I begyndelsen af 1980'erne blev det os mere og mere klart, at langt de fleste tyske ubåde i de danske farvande enten var blevet sprængt bort eller bjærget af Farvandsvæsenet, og at de ubåde, som eventuelt var tilbage enten lå for dybt eller på områder, så de ikke længere udgjorde nogen umiddelbar fare for skibsfarten eller for fiskere. Håbet om selv at finde de tilbageværende sunkne tyske ubåde og skibe svandt efterhånden ind.
Men, så fik Mogens Elfenbein etableret en kontakt...
Her er et uddrag af min dykkerjournal, som viser, at jeg bl.a. nåede at dykke på nogle af de sænkede tyske u-både og andre tyske fartøjer fra Den Anden Verdenskrig:
- Vil blive tilføjet senere.
Min første dykning med dykkerflasker
Hvis du vil læse min beskrivelse af min første dykning med dykkerflasker i havet, så kan du klikke her:
Med kærlig hilsen,
Civilingeniør John Genart