STRESS PÅ JOBBET

Artikel af Civilingeniør John Genart

25-01-2013

Nicolai skrev:

Hej John, ja jeg kender det alt for godt. dagene går, så ugerne og så månederne. Det kan være lidt skræmmende nogle gange syntes jeg. Maersk har været lidt hård ved mig på det sidste, så jeg har været hjemme på noget stress orlov nogle uger med forhøjet blodtryk.

Men nu tager jeg til SØ asien i 4 uger med tasken fuld af dykkergrej. Så håber jeg, at jeg falder lidt ned igen. Jeg håber, at det går dig godt, jeg kunne se, at du også arbejder med IT sikkerhed. Det må du fortælle mere om en dag. Karoline (Søs) og jeg driller min far, fordi Bolette og han jo i sin tid var ret røde i det, og nu sidder sønnike i Mærsk og datteren er blevet en stor chef i DA.

kh Nicolai

27. januar 2013

John skrev:

Kære Nicolai,

Tusinde tak for dit skriv Nicolai. Det glæder mig. Jeg kan godt huske din søster Karoline, for hun var en - efter min mening - usædvanlig smuk pige. Det glæder mig, at hun har klaret det godt. Husk at hilse hende fra mig. Og, ja, vi kan godt grine af, at Mogens, som er rød, har været med til at skabe sådan nogen driftige og liberale dygtige mennesker som dig og din søster. Han må være stolt over jer og samtidigt skamme sig over sin egen grundholdning. Hvor har I gjort det godt - på trods... Vi må ses en dag.

Hvad angår stress på jobbet hos Maersk, så forstår jeg, hvad du mener. Jeg fik selv stress hos Maersk i 1991. Jeg havde på det tidspunkt det tekniske ansvar for alle Maersk Drillings boreplatforme opererende øst for Danmark - Dvs. i Mellemøsten og i Fjernøsten. Jeg sad på kontoret på Esplanaden og pludselig, så kunne jeg slet ikke se bogstaverne i de mange rapporter og procedurer, som lå på mit skrivebord. Jeg prøvede at læse den samme tekst igen og igen og lige meget hjalp det. Så gik det op for mig, at jeg var blevet fuldstændig ligeglad med opgaverne. På en eller anden måde, så indså jeg, at mit job var fuldstændig indholdsløst, og at det var ligegyldigt, om jeg var der eller ej. Jeg var totalt frustreret.

Det var stress. Men, dette ord stod slet ikke i Mærsks ordbog på det tidspunkt, så fænomenet eksisterede simpelthen ikke. Dengang var der ikke noget, som hed stress-orlov. Det var med andre ord mig, som eventuelt fejlede noget. Opgaverne og mine kolleger i Mærsk blev - for hver dag der gik - mere og mere ligegyldige og betydningsløse for mig.

Mærkeligt nok, så var der ingen i organisationen, som bemærkede noget - hverken kolleger eller chefer. Jeg kunne sådan set sidde en hel dag uden at lave en skid og uden, at der var nogen, som opdagede det. Til gengæld var det påfaldende, at mødte jeg en dag på arbejde iført en ustrøget hvid skjorte med slips, så blev det straks opdaget, og jeg blev sendt ind til chefen for en reprimande. De hvide skjorter skulle hver eneste dag være rene og velstrøgede. Det var åbenbart vigtigere, end at arbejdet blev gjort. Det siger jo noget om organisationen. Til sidst var jeg blevet så fuldstændig ligeglad med arbejdet, at jeg begyndte at kompensere og bruge min energi i min fritid ved at finde mig andre interessante beskæftigelser. Det virkede, og Jeg fik knækket min depression.

Med et indså jeg, at dette ikke kunne fortsætte. Jeg opsagde derfor brat mit job hos Mærsk til ledelsens store forbavselse. Ledelsen forsøgte at tilbyde mig at vende tilbage til mit tidligere lederjob i Esbjerg hos Maersk Olie og Gas i Esbjerg eller på et nyt ledelsesjob på Odense skibsværft. Men nej. Jeg skulle bare væk. Jeg gad simpelthen ikke de mennesker på de bonede gulve længere. Deres manglende perceptionsevne havde skuffet mig.

Så, jeg forstår dig godt. Men, alligevel, så anbefaler jeg dig at fortsætte en tid endnu. Det var meget hårdt for mig, at have opsagt mit job hos Mærsk. I omgivelserne, så beskyldes man for at lyve, når man fortæller, at man selv har sagt op. Det tror ingen på - hverken kæresten, forældrene, ens venner eller de arbejdsgivere, som man efterfølgende søger job hos. Ingen tror på en. Det er så svært at blive ansat hos Mærsk, og stillingerne er så eftertragtede, at ingen kan forestille sig, at nogen tør sige en sådan stilling op.

Et andet problem er, at søger man derefter nedad i status for at få et job, så oplever man modstand fra arbejdsgiverne, som opfatter en som værende overkvalificeret og som en trussel på deres egen stilling. Umiddelbart, så skulle man ellers tro, at det at have været ansat hos Maersk er en blåstempling og, at det derefter vil være nemt at få et job. Det er det absolut ikke - tværtimod. Man mærker helt tydeligt folks berøringsangst, og der er endog mange, som opfatter en som et dumt svin. Du skal jo her ej forglemme, at det er et socialdemokratisk land, som vi bor i, hvor den eneste lov, som alle excellerer i, er Janteloven: "Du skal ikke tro, at du er noget".

Med kærlig hilsen,

John Genart