Frømanden Mogens Elfenbein

Artikel af Civilingeniør John Genart

Billedet ovenfor er af Mogens Elfeinbein, hvor billedet efter sigende blev taget på en dykkertur til Mallorca i 1972.

Mogens Elfenbein er søn af Erich Franz Emil Elfenbein (Erich arbejdede frem til sin død som gartner for en herskabsfamilie i Søllerød). Erich blev født i Kiel i Tyskland i 1907. Mogens' moder er oversygeplejerske Margrethe Hall Thorsen, og Mogens' farfader er Franz Georg Ludwig Elfenbein, som var gift med Amalie Auguste Berger. Begge stammede fra Berlin.

Mogens Elfenbein var gift med Birthe Yvonne Elfenbein (født Christiansen). Birthe arbejdede dengang i Aller, men har siden arbejdet i 25 år som kontorfuldmægtig ved Forsvarskommandoen i Vedbæk. Birthe har også tyske aner. Hendes moder er Christine Engelbrechtsen, som er datter af Heinrich Engelbrechtsen, der var gift med Catharina Wollesen, begge tyske.

Da jeg startede hos Mogens i 1967, så oplevede jeg straks et eller andet mystiskt. Det var en form for ophøjethed. Det var ikke kun pga. dykningen. Det var mere holdningen, som herskede i dykkercenteret, som gjorde det til noget særligt. Der var et eller andet stort over det, og som dragede mig. Som utallige andre, så var jeg benovet over Mogens. Han løftede mig op i de voksnes rækker og gav mig større ansvar end hvad, at jeg i min unge alder faktisk var i stand til at bære på tidspunktet. Men, det udviklede mig, og jeg var måske ikke nået så langt i min tilværelse, som jeg faktisk nåede, uden ham.

Mogens efternavn "Elfenbein" er tysk, og hans ubrydelige krav om disciplin og orden påvirkede alle. Der var ingen slinger i valsen. Men, det var ikke sådan, at Mogens på nogen måde afviste svage personer, snarere tværtimod. Når der kom svage elever til skolen, så fik disse tildelt specialundervisning fra nogle af hans mere joviale instruktører - de såkaldte "bløde instruktører".

Det er ikke fordi, at disse bløde instruktører var dårlige instruktører, for Mogens havde ingen dårlige instruktører ansat. Men, de bløde instruktører havde dog en ufattelig stor tollerance og pædagogisk evne over for svage elever og var dermed årsag til, at der var elever, som på trods af klaustrofobi og lignende, efter langsommelig, kvalificeret og psykologisk bearbejdning, alligevel lykkedes at blive habile dykkere.

Hvis, at jeg skal nævne nogle af disse såkaldte "bløde" instruktører, så vil jeg nævne Charles Kobylecsky, Bjørn "Sortskæg", og Erik "Rødskæg".

Jeg var ikke selv nogen såkaldt "blød" instruktør. Tværtimod, så var jeg - nok på grund af min unge alder - endnu mere stringent og streng end Mogens. Jeg var ung - omkring 14 år - og jeg var allerede færdiguddannet dykker hos Mogens, hjælpeinstruktør, og på vej til at blive instruktør.

Jeg var stærk, men besad endnu ikke de "bløde" egenskaber, så jeg var djævelsk hård ved eleverne. Det var derfor, at Mogens kun pudsede mig på de mere genstridige og overmodige elever, for at holde dem i ave.

Jeg havde selvfølgelig aflæst Mogens' egentlige værdier, og Mogens' indre værdier var præget delvis af Frømandskorpsets kompromisløse orden og så sandsynligvis også hans tyske baggrund og mulige forbindelser i den henseende.

Jeg interesserede mig for den østriske dykkerpioner Hans Hass. Det gjorde Mogens også. Jeg læste også Svend Hazel's bøger og alle bøger på biblioteket om Adolf Hitler og Nazi-tyskland - af en eller anden mærkelig årsag - som om, at det var et kald.

Jeg var opdraget i et vestligt land efter krigen, og jeg havde læst bøgerne "Den Anden Verdenskrig - skrevet af Sejrherrerne", som mine forældre havde, allerede før jeg kendte til KDC. Af en eller anden grund, så følte jeg, at disse bøger ikke fortalte den fulde sandhed. Jeg havde også fra min morfader på Lolland - som lille barn - fået fortalt hvordan, at han havde oplevet tyskerne under krigen. Jeg kan huske, at hans oplevelser og opfattelse af tyskerne overhovedet ikke stemte overens med den beskrivelse, som de allierede malede i bøgerne. Det var måske en af grundene til, at jeg allerede på dette tidlige tidspunkt var begyndt at lede efter en alternativ sandhed.

Jeg arbejdede i 1972 i weekender på en BP-station i Rødovre, som lå lige ved siden af en Falck-station. Jeg besøgte ofte Falck-folkene, og en af dem forærede mig et par Falck-støvler, som jeg kunne bruge som motorcykelstøvler. En dag kom jeg anstigende i mine nye topgejlede Falck-zonen ridestøvler ind til Mogens.

Da jeg trådte ind i dykkercenteret iført mine blankpolerede ridestøvler, så sprang Mogens op af stolen og afgav en nazi-hilsen over for mig. Uden betænkning, så rettede jeg mig op med stolt og stram mine og besvarede hans nazi-hilsen. Efter et par sekunders betænkningstid, så brød vi sammen i latter, så tårerne trillede. Der var ingen af os, som var nazister, men det var bare en form for drengestreger, som vi udøvede.

Der var mange ting i det etablerede borgerlige samfund, som vi gjorde grin med, og vort samvær (inderkredsen) udøvede i hvert fald en nærmest sygelig form for humor. Der ligesom opstod en udefirnerbar nærmest hemmelig atmosfære omkring det i Københavns Dykker Center.

Efter de strenge vinterdykninger på kullen i 14 graders frost, hvor vi dykkede i tynde hullede våddragter, så sundede vi os i dykkercenteret over en guldbajer efter, at eleverne og de "bløde" instruktører var draget hjem. Her morede vi os, drillede hinanden, og druknede i indforstået morsom galskab.

Mogens humor var absurd, makaber og vanvittig. Han elskede de amerikanske MAD-magasiner, som var fyldt med sort humor, og som han flittigt læste op fra til os, mens han selv var ved at gå i opløsning af grin.

Humoren i dette magasin er netop absurd. Se bare her:

Personligt, så foretrækker jeg en lidt mindre morbid humor, som fx Mr. Bean (Rowan Atkinson) og Halløj på Badehotellet  (John Cleese).

Det er i hvert fald sådan, at min totale loyalitet over for Mogens - og hans verdensanskuelse - hurtigt bragte mig meget tæt ind på Mogens og hans virksomhed. Jeg fik et stort ansvar i hans virksomhed i en meget ung alder. Jeg fik endog også senere tilgang til hans private hjem, hvor jeg kunne sove og færdes som om, at jeg var en del af familien. Jeg har bl.a. hjulpet hans kone, Birthe, med at passe forretningen, huset og sønnen, Martin.

Det undrede nogle, og der var da også gnidninger, men Mogens trådte i sådanne tilfælde altid ind og jordede modstanden. Jeg var af en eller anden grund totalt fredet og under hans beskyttelse.

En af Mogens' kæpheste var, at eleverne altid skulle have det bedste udstyr udleveret og, at instruktørerne kom i anden række. Det var et fantastisk princip. Det betød i nogle tilfælde, at instruktørerne forgæves rendte rundt på kysten på en vinterdag og ledte efter dykkersokker og handsker uden huller. Det gjorde selvfølgelig, at instruktørerne blev tvunget til at være mere påpasselige med at få alt behørigt packet og repareret. Det gik således ikke, at en instruktør først og fremmest sørgede for at få raget det gode udstyr sammen til sig selv, og så lod eleverne slås om resten.

Jeg har selv oplevet dette i mange år som instruktør hos Mogens, men da det hele begyndte at lakke mod enden i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne, så oplevede jeg, at min dykkersæk, som Mogens i nogle tilfælde pakkede for mig, indeholdt udstyr af bedre og bedre kvalitet. Det undrede mig, men jeg tog det på tidspunktet som en selvfølge og tænkte ikke nærmere over det.

Mogens var begyndt at forkæle mig uden, at jeg egentlig værdsatte det. Af en eller anden grund, så tog jeg det som en selvfølge. Jeg fik også lov til at køre hjem i virksomhedens nye dykkerbus og også bruge den privat. Det var en 12-personers minibus. Det var en luksuriøs Dodge-bus med en 8-cylinders 8-liters motor og så i de samme farver rød og hvid, som min egen faders Volkswagen Kleinbus i min barndom havde. Dodgen var en rigtig amerikaner, som lød som en to-motors bombemaskine fra Den Anden Verdenskrig.

Dodgen kunne både køre på benzin og på gas. Som standard skulle man køre på gas, da det var billigere end benzin. Men, under instrumentpanelet sad der en kontakt, hvor man kunne koble over fra at køre på gas til at køre på benzin. Når, at man koblede over til at køre på benzin, så fik man 10 % flere hestekræfter, men det var dyrt.

Tænk, at jeg fik lov til låne bussen til privat brug, og så uden, at jeg skulle betale for brændstoffet. Hvad tror du, at mine "fattige" medstuderende på DTU (Danmarks Tekniske Universitet) tænkte, når jeg kom anstigende i dette køretøj, mens de kom på cykel? Det var i hvert fald en torn i øjet på de venstreorienterede "nej tak til atomkraft" elever, som florerede på DTU dengang.

Men, jeg begyndte at tage det som en selvfølge, at mit udstyr altid bare var i orden. Først i dag forstår jeg, at Mogens forsøgte at give mig en god tid i den knappe tid, som der var tilbage.

Når jeg i dag kigger på det eneste billede af Mogens, som jeg har, så undrer det mig, at jeg ikke har flere billeder af ham. Jeg har nok troet, at Mogens, som jeg troede kunne gå på vandet, altid ville være der, og at det derfor ikke var nødvendigt at tage nogen billeder af ham.

Det er nu ikke helt rigtigt. Jeg havde mit Voightländer-kamera, og jeg ville godt tage et billede af ham. Men, af en eller anden årsag, så kunne jeg ikke få mig selv til at tage et billede af ham, mens han kunne se det. Derfor forsøgte jeg i flere tilfælde at smug-fotografere ham. Desværre, så ser man kun ryggen af ham eller et rystet billede på disse fotografier. Hvorfor er det mon egentligt sådan, at jeg aldrig turde tage et billede af Mogens, mens han kunne se det?

Kig på billedet af Mogens. Der er mange detailler. Mogens bærer på billedet en redningsvest fra et fly, som typisk var de redningsveste, som vi brugte dengang, hvis vi overhovedet havde nogen redningsveste på.

Redningsvesten har en kulsyrepatron. På ryggen har han et 2x4 liters drägerudstyr. Flaskerne er så tynde og lange (samme længde som 7-liters flaskerne), at man ikke kan se dem på billedet selvom, at også Mogens i sig selv er slank. Man kan dog lige netop skimte den ene af de to Dräger-flaskeventiler over Mogens højre skulder, og man kan også se de robuste grå skulderbælter, som bærer flaskeudstyret.

På sin venstre arm bærer Mogens det italienske decompressionsmeter, og i venstre hånd bærer han et par tyske Barakuda-svømmefødder.

De tyske Barakuda-svømmefødder forærede Mogens mig sammen med en lang række andet udstyr, da hans skole lukkede i begyndelsen af 1980'erne. Dette var bl.a. for, at dette antikke udstyr ikke skulle falde i hænderne på klubben, som overtog efter, at skolen lukkede.

Meget af dette udstyr skal Mogens Elfenbein's søn, Martin Elfenbein, have så snart, at jeg ikke længere bruger det i aktiv tjeneste.

I højre arm bærer Mogens sit kamerahus. Dette kamerahus udviklede Mogens og Charles i samarbejde i slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne, og de fleste billeder fra deres rødehavstur er optaget med dette kamera. Jeg mener, ar der i dag eksisterer to eksemplarer af Mogens kamerahuse i Københavns Dykker Club på Hulgårdsvej. Jeg har tidligere set dem der.

Med kærlig hilsen, John Genart

Kommentarer modtaget fra Martin Elfenbein 16-11-2012

Tusinde tak for dine kommentarer. Jeg har foretaget de faktuelle rettelser.

Svar fra mig 17-11-2012

Hej Martin,

Tusinde tak for dit brev.

Ja, din perceptionsevne opstod - som følge af din unge alder - jo først efter, at dykkercenteret flyttede fra Schønbergsgade på Frederiksberg til ”gården” i Valby.

Det skete vel nok omkring 1975, for jeg husker, at jeg købte en Honda-motorcykel som 17-årig, selv om jeg ikke var gammel nok til kørekortet. Den kørte jeg på – frem og tilbage – til Valby i 1975.

Du har ret i, at Charles var mest aktiv, mens KDC lå i Schønbergsgade. Han fulgte ganske enkelt ikke med til Valby. Men Charles var stadigvæk – fra gamle dage – Mogens’ gode ven.

Tilbage i Schønbergsgade i slutningen af 1960'erne, så kan jeg huske, at Charles arbejdede på at lave en undervandsslæde. Det var en stor tung konstruktion bestående af sammensvejsede vandrør. Charles var en dygtig klejnsmed og svejser, men projektet døde, for Mogens arbejdede for skolen, og Charles’ fantasiprojekter havde ikke noget med undervisningen at gøre. Jeg husker, at de to ungdomskammerater på et tidspunkt blev lettere uvenner i en periode pga. dette.

I baglokalet i Schønbergsgade, så oplærte Mogens mig i at støbe blylodder. Stort set efter hver eneste skoledag, så kørte jeg på min knallert (en 3-gears Puck – den store med rødt stel og forkromet tank) til Schønbergsgade. Knallerten købte jeg som 12-årig og solgte den som 17-årig med 50% fortjeneste.

I centeret, så havde jeg til opgave at passe telefonen, virke som hjælpeinstruktør, og støbe blylodder i baglokalet. Som belønning fik jeg min dykkeruddannelse, mine dykkerture, mad fra grillbutikken på Gammel Kongevej lige over for Schønbergsgade samt en lang række andre privilegier.

Det var for øvrigt på det tidspunkt, at forskere var begyndt at advare mod brugen af blyholdig benzin, fordi blyet i benzinen, selvom vi taler om mikroskopiske mængder, blev påvist som skadelige på menneskets nervesystem. Og, her stod jeg så i baglokalet i Schønbergsgade og indåndede koncentrerede blydampe, nogle gange flere dage i ugen, mens jeg støbte blylodder. Men, jeg har ikke taget skade, taget skade, taget skade, taget skade....

De støbte blylodder blev derefter sendt til plastificering hvorefter, at de blev leveret til den fashionable butik Lerche Sport, som lå i Nørregade lige over for Montmartre. KDC havde en samarbejdsaftale med Lerche Sport, som havde en luftkompressor, hvor vi kunne tanke vores flasker og købe det svenske dykkerudstyr, Aqua Sport (Poseidon) med rabat.

Det var for øvrigt i denne butik, at min fader købte mit første dykkerudstyr i konfirmationsgave til mig, da jeg blev 14 år gammel.

Da vi flyttede dykkercenteret fra Schønbergsgade til gården i Valby i 1972, så flyttede Mogens familie også med, da gården både kunne rumme privatboligen og dykkecenteret.

I garageanlægget (dobbeltgarage i forbindelse med huset) blev dykkercenteret indrettet. En kæmpestor britisk eldreven kompressor blev installeret i garageanlægget. Jeg tror ikke, at der på tidspunktet eksisterede større dykkerkompressorer i Danmark bortset fra de tyske Junker-kompressorer på Søværnets Dykkeskole på Holmen.

Jeg kan huske, at en af dykkereleverne på skolen - umiddelbart efter flytningen - var en civilingeniør fra virksomheden FL-Smidth. Det var før, at jeg selv blev civilingeniør. Han sagde til mig, at det var underligt, at Mogens ikke var blevet direktør for et større firma, for efter hans mening, så havde Mogens evnerne til noget meget større end at drive et dykkercenter.

Men, allerede omkring 1975 blev amatørdykning i Danmark godkendt af DIF som værende en sportsgren, og DSF blev dannet. Nu hed det ikke længere amatørdykning, men derimod sportsdykning. Godkendelsen havde drastiske konsekvenser, fordi kommunerne nu kunne støtte dannelsen og driften af sportsdykkerklubber med undervisning.

Overalt i landet opstod der kommunestøttede sportsdykkerklubber med undervisning. Det var slut med de tidligere kommercielle og professionelle dykkerskoler. Det var simpelthen ikke længere muligt for kommercielle dykkercentre at konkurrere mod de kommunestøttede klubber, som poppede op som paddehatte overalt i landet.

Dermed forsvandt den mere professionelle undervisning, som typisk havde været begået af instruktører fra Frømandskorpset, fra Søværnets Dykkerskole og fra Falck-Zonens Pionerkorps. I de kommende år blev instruktørstanden gradvist erstattet af unge, som ingen professionel baggrund havde, og antallet af dykkerulykker – som følge af dette – nåede katastrofale højder. Det tog mange år før, at DSF fik situationen under kontrol.

Du har fuldstændig ret, hvad angår det, at Mogens advarede mod fanatisme. Men, det skal nok læses med modsat fortegn. Danmark var (og er) socialdemokratisk, og Mogens hadede Socialdemokratiet. Mogens var liberal og troede på det frie initiativ. Han troede på disciplin og på selvdisciplin, og han havde noget at have det i. Gentagne gange sagde han, at Socialdemokratiet er samfundets største fjende. Det er den massepsykose, som har besat Danmark, og som Mogens hadede.

Jeg husker, at Mogens sagde til mig, at nazisterne og kommunisterne er langt mere ufarlige end socialdemokraterne både fordi, at der ikke er mange af dem og fordi, at de bekender kulør, hvorimod socialdemokraterne - under påskud af, at vil dig det bedste - i virkeligheden logger dig ind i et system, som netop bliver ”systemet”, hvor det enkelte individ intet har at skulle have sagt. Socialdemokratiet er et valg af Systemet frem for Manden.

Denne infiltration af menneskesjælene ved hjælp af socialdemokratiet var det, som Mogens opfattede som fanatisme. Mogens refererede ofte til fodboldkampene på stadion, hvor massepsykosen fik tusindvis af hooligans til at gå amok over en simpel fodbold. Mogens hadede denne form for massepsykose.

Da Claus Deleuran kom med tegneserien ”Rejsen til Saturn” i 1977, så jublede Mogens. Tegneserien gjorde tykt grin med det socialdemokratiske Danmark og statsminister Anker Jørgensen. Vi blev alle indlagt til at blive underholdt af Mogens, som ødslede med sin oplæsning fra tegneserien. Vi skreg af grin over satiren, og havde en umådelig sjov tid.

Millioner af mennesker i Danmark troede dengang fanatisk på, at Socialdemokratiet var godt for Danmark, og selv i vore dage, så er der stadigvæk mennesker ude ved kakkelbordene, som tror på dette.

Jeg har dog mistet mit eksemplar af denne fantastiske tegneserie, men nu kan man jo som erstatning nyde animationsfilmen ”Rejsen til Saturn - for Gud, Konge og Fædreland” fra 2008, som er meget tro den oprindelige tegneserie selvom, at filmen foregår senere, hvor Anders Fogh Rasmussen er blevet statsminister. 

Mogens har mig bekendt dog aldrig bebrejdet Tyskland noget, snarere tværtimod, men jeg husker, at svenskerne fik nogle fur. Mogens kunne ikke udstå svenskerne, fordi han betragtede dem som dobbeltmoralske. Som han sagde, så hjalp de på den ene side flygtende jøder samtidigt med, at de leverede stål til Tyskland under krigen.

Mogens sagde også, at Sverige agerer udadtil som et socialdemokratisk, neutralt og demokratisk land samtidigt med, at kæmpestore virksomheder i Sverige, som fx Bofors, Hägglunds og Kockums leverer våben til hele verden – også til diktaturer.

Der var ikke noget ondt i Mogens, men det var nok lidt svært at være en så selvstændig, hårdtarbejdende og ærlig person som Mogens i det socialdemokratiske Danmark, hvor det bedre kan betale sig at nasse på samfundet frem for at stikke næsen frem og yde noget. De, som turde eller tør det, bliver ganske enkelt straffet af den danske jantelov – du skal ikke tro, at du er noget!

Var der en, som hadede den danske jantelov, så var det Mogens. Han var i stand til at løfte folk, og ydede altid den respekt over for andre – uanset baggrund – som de fortjente. Han havde evnen til at tale til kongen i folk. Der er dog forbløffende langt imellem folk, som kan sådanne ting.

Med venlig hilsen,

Civilingeniør

John Genart