Mænd af Ære
Anmeldelse af den amerikanske spillefilm "Men of Honor" - Deep Sea Diver - en sandfærdig historie af filminstruktøren George Tillman Jr.
Anmeldelsen er udført af Civilingeniør John Genart.
Dato for anmeldelse: 29 April 2011
Filmen er indspillet i år 2000 og udkom således 14 år efter, at jeg gennemførte tungdykkeruddannelsen (Deep Sea Diver) på Søværnets Dykkerskole i Danmark. Filmen skildrer en sand historie fra tungdykkeruddannelsen på flådens dykkerskole i USA fra 1950-1960'erne.
Filmen blev instrueret af George Tillman, Jr. Den er inspireret af den sande historie om Master Chief Carl Brashear, den første afrikansk-amerikanske Master Chief tungdykker i den amerikanske flåde.
Det, der for mig er særlig interessant i filmen, er den sammenligning, som vi kan gøre mellem tungdykkeruddannelserne i henholdsvis Danmark og i USA. Selv om filmen skildrer, hvordan tungdykkeruddannelsen var i flåden i USA i 1950'erne, og jeg først fik min tungdykkeruddannelse i det Danske Søværn i 1986, så er jeg forbavset over, hvor mange lighedspunkter, der er. Der er langt flere ligheder end forskelle, og mange af de krævede øvelser er ligefrem identiske. Det kan man undre sig lidt over eftersom, at der trods alt er omkring 35 års forskel mellem de skildrede uddannelser.
Du husker nok, at du kan finde min detaljerede beskrivelse af dykkeruddannelsen i den Danske Flåde fra 1986 på min hjemmeside genart.eu.
Billedet ovenfor er fra Søværnets Dykkerskole i Danmark i december 1986 - klasse 0386 (hold 3 i 1986):
Oversergent Bauer fra Det Danske Frømandskorps iklæder mig (undertegnede John Genart) tungdykkerudrustningen, bestående af et tysk Dräger DM220 udstyr, om bord på Søværnets dykkerskib umiddelbart før en dykning ned til 50 meters dybde ude i Storebælt midt om natten. Til højre i billedet ses Overkonstabel Mølgaard, fra Frømandskorpset, som har iklædt min makker, Overkonstabel Laust, fra Frømandskorpset. Vi bærer alle kommandohuer, fordi det er frostvejr og fordi luftilførslen til hjelmene var iskold, lige som alt andet, fordi det var vinter. Laust og jeg står for tur, som de to sidste på dette års tungdykkeruddannelse. Vi hejses ned på bunden af Storebælt i bælg ragende mørke for at løse den ultimative afsluttende eksamensopgave i blinde.
Vi må føle os frem, for vi har ikke lys med ned. Den afsluttende opgave skal netop foretages i blinde for at teste, om vi er i stand til at føle os frem - og med hænderne - opfatte dele som bolte, spændeskiver og møtrikker. Vi blev ekstremt afkølede, men vi løste begge to opgaven og bestod dermed uddannelsen. Vi havde løst opgaven og skulle nu finde tilbage i mørket til kurven, som skulle hejse os op. Jeg fandt frem til kurven, men Overkonstabel Laust, fra Frømandskorpset, kunne ikke finde kurven og var gået rundt omkring kurven hvorved, at hans umbilical var blevet fanget.
Jeg gik ud af kurven igen og fandt Laust. Jeg fik ham gelejdet hen til kurven, og fik hans umbilical frigjort, så jeg kunne få ham med ind i kurven. Efter vellykket løsning af opgaven, så blev vi hejst op til overfladen og hurtigt bragt ind i skibets dekompressionstank for undgåelse af dykkersyge.
Årsagen til lighederne mellem de to landes tungdykkeruddannelser skyldes primært to forhold. For det første, så hersker der en særdeles høj grad af konservatisme i det militære system i alle lande. Militæret (her flåderne) har altid haft patent på tungdykkeruddannelserne. Det anvendte udstyr og den anvendte metode er stort set uforandret siden opfindelsen af udstyret (tyskerne Siebe & Gorman) i den britiske flåde i 1837 og helt op til vore dage. For det andet, så udspringer alle landes tungdykkeruddannelser og -udrustninger fra det tysk-britiske system, og derfor ligner disse uddannelser og udstyr hinanden uanset i hvilket land, at uddannelsen udøves og udstyret produceres.
Billedet ovenfor er fra filmen:
Søværnspersonale i US-Navy iklæder Carl Brashear (Skuespilleren Cuba Gooding, Jr.) tungdykkerudrustningen, bestående af en amerikansk Mark V Deep Sea Diver Suit fra 1952. Klassen er 0252 (hold 2 i 1952). Dengang tog dykkeruddannelsen seks måneder, så der kunne kun gennemføres to uddannelseshold pr. år på skolen á 20 elever, hvoraf typisk kun fem gennemførte hele forløbet. På Søværnets dykkerskole i Danmark i 1986 varede uddannelsen kun tre måneder, så der var plads til hele tre til fire hold pr. år á 20 elever. På trods af halveringen af tiden i forhold til uddannelsen i USA, så var effektiviteten i Danmark tilsvarende forbedret, men frafaldet var nogenlunde det samme, som på den skildrede uddannelse i USA fra 1952.
I filmen ser man uddannelseslederen, Oversergent Billy Sunday, som var en kompliceret, kompromisløs og streng læremester, men samtidig en retskaffen og retfærdig mand, som aldrig var bange for selv at gå i front og selv fysisk vise sine elever, hvordan opgaven skal udføres.
En sådan mand af den kaliber finder man dog ikke længere på Søværnets Dykkerskole i Danmark, men måske var der alligevel en smule tendens til denne holdning at finde i Seniorsergent Torben Suhr, som var uddannelsesleder på tungdykkeruddannelsen i Danmark i 1986, og som i hvert fald stod for kæft, trit, og retning. Der manglede dog - efter min mening - en del af de øvrige kvalifikationer, som nødvendigvis skal være der, for at jeg kunne yde den samme respekt over for Torben Suhr, som netop Billy Sunday opnåede fra sine elever.
Når jeg tænker over det, så er der kun én person, som jeg har tjent under, med Billy Sunday's egenskaber, og det er afdøde Mogens Elfenbein, som var ejer og leder af den kommercielle dykkerskole "Københavns Dykker Center" (KDC) fra 1962 til 1980. Mogens var befalingsmand fra Frømandskorpset, og jeg gjorde tjeneste som dykkerinstruktør hos ham i min fritid fra 1970 til 1980.
Jeg startede hos Jan Uhre som simpel snorkeldykkerelev i 1965 blot 10 år gammel, og som scubadykkerelev hos Mogens i 1967, fordi Jan Uhre ikke kunne acceptere min unge alder for flaskedykning. Da KDC måtte lukke i 1980 var det som om, at min verden brød sammen, og jeg er nok aldrig rigtig kommet mig over det. Jeg var skuffet og vred. Hvordan kunne Mogens dog sådan pludseligt tillade sig at lukke skolen! Som Billy Sunday, så var heller ikke Mogens Elfenbein perfekt. Det er jo ingen!
Selv efter - senere i min karriere - at have tjent under nogle af landets ypperste chefer - fx hos A.P. Møller - Mærsk, så stødte jeg aldrig på en personlighed af den samme kaliber. Efterhånden, som jeg kom længere og længere op i systemet og til sidst sad i mit eget kontor hos Maersk Drilling i hovedkontoret på Esplanaden med udsigt over det solbeskinnede Holmen og Søværnets Dykkerskole, hvor jeg tidligere havde været, og kun to etager under Mærsk McKinney Møller, så fandt jeg mig endnu mere udsat for afsavn, og de nålestribede jakkesæt i mine omgivelser blev mere og mere glatte, og til sidst så glatte, at det ikke længere ville være muligt at få selv den mest klæbrige karosserifedt til at hænge fast på disse jakkesæt.
Et andet problem, som var begyndt at irritere mig, var det faktum, at mine kolleger i Maersk, som selv var dygtige ingeniører, ikke ville eller kunne acceptere mine forudanelser om, at vores handlinger på længere sigt ville bidrage til forureningen af jordkloden og den begyndende globale opvarmning som følge af vores udnyttelser af jordens ressourcer, hvis ikke vi ville foretage de nødvendige og behørige handlinger for at forhindre denne udvikling. Jeg oplevede at blive gjort til grin for mine udtalelser og tanker, og det fænomen, at jeg rent faktisk kørte i en 2CV blev efterhånden dagligt brugt imod mig. Ingen af mine kolleger ville tro på, at olie- og gasudviklingen i verden, og afbrændingen af samme, havde nogen som helst indflydelse på forureningen og på den globale opvarmning. Jeg stod helt alene med disse synspunkter i organisationen.
Jeg måtte tilbage til virkeligheden - og op til Norge, hvor den nye store udvikling og udfordring var i gang...
Du kan fornøje dig med at se traileren til filmen "Mænd af Ære" på u-tube ved at klikke her:
Hvis du er interesseret i at se min detaljerede beskrivelse af dykkeruddannelsen i den Danske Flåde fra 1986, hvor jeg selv var elev, så kan du klikke her:
http://www.genart.eu/sds/sds.pdf
Jeg gør opmærksom på, at tungdykkeruddannelsen på Søværnets Dykkerskole ophørte kort tid efter, at jeg havde gennemført uddannelsen. Årsagen er, at teknikken med brug af tungdykkere var forældet. Der var ikke længere behov for de arbejdsopgaver, som tungdykkere kunne udføre. Ny teknik havde overtaget den gamle rolle, og et langt og mangeårigt kapitel var dermed slut.
Nyd min beskrivelse!
John Genart
Tungdykker fra Søværnet 1986